Slæbte pigerne med på Horsens Kunstmuseum forleden. De var ikke imponerede. Det eneste der fangede deres interesse var et stort manga-inspireret billede af en eller anden kvindelig kunstner, som jeg ikke kan huske og nok også er ret ligeglad med.
Men der var en del Kvium "værker" (skal udtales på den prætentiøse Smagdommerne måde med sammentrukket underlæbe og halvt lukkede plirrende øjenlåg) og der kan moren godt være med. Hans grimme, forvredne, frastødende skabninger tiltaler mig. Dem fik jeg så ikke taget nogle billeder af. Fordi jeg var så optaget af to pæne, ældre damer indhyllet i Vanderbilt, der kom samtidig med os og havde verdens hurtigste og mest overfladiske tur gennem museet, uden at værdige et eneste af værkerne så meget som et blik, fordi de var så optagede af at diskutere, hvor ærgerligt det var, at museumscafeen holdt sommerferielukket. Hvis ikke man vidste bedre, kunne man faktisk godt få den tanke, at det der kunst bare var en undskyldning for at få lejlighed til at tylle noget hvidvin og stikke til nogle rejer.
Og der var nogle ret morsomme og fine ældre tegninger af en Mogens E(t-eller-andet) og nogle sjove beskrivelser af hans oplevelser i De Varme Lande i Gamle Dage.
Og så var der det her sønderklippede, mølædte (u-)ægte tæppe
hvor følgende ordveksling udspillede sig blandt de tre tumper:
moren (staver sig frem): ..rum...er...gennemsigtige....fordi...vi....skal.....dø..?
storesøster: A'HVA!??!?
lillesøster: jo, det er da fordi når man dør, så bli'r man til et spøgelse og så er man jo gennemsigtig. Kan I ikke se det?
storesøster: jeg fatter ikke en skid
moren: heller ikke mig
Og for at det hele ikke skulle gå op i kultur og fine fornemmelser, dappede vi over i den nærliggende park, hvor vi smed os i græsset og åd pomfritter, mens vi fordøjede oplevelsen.
