Fordelen ved at rejse ud med en halvtom kuffert indeholdende en tom rygsæk (udelukkende medbragt med det formål at skulle fyldes op) er, at så er der plads til at man kan købe "noget" med hjem. Så det gjorde jeg.
Både trolleykuffert og rygsæk var fyldt til bristepunktet på hjemturen. Med pinke ting, grønne ting, lilla ting, blå ting, et behersket antal voksduge, tallerkener, fade og festartikler, kinesiske ting, mexicanske ting, tapet plus alt det løse. Og sukkerkrymmel til madder og cupcakes. Og 2-3 kg slik, der skulle kunne klare os igennem de næste par dage. For slet ikke at tale om mine nye fantastiske denim træskosandaler!
Hvor der er en vilje, er der en vej har altid været mit motto, når det kommer til at hefle helt ufattelige mængder ragelse med hjem fra rejser og der er ingen grænser for hvad jeg har præsteret at slæbe hjem af tunge, store, uhåndterlige, mystiske, unødvendige og mærkelige ting & sager.
Lige denne gang måtte jeg dog et par gange lade fornuften råde og undlod med nød og næppe at købe et copycat Kingfisher metalskrummel af et køkkenophæng til sølle 25 euro på et loppemarked. Øv, får stadig helt gå-glip-af-følelse af at tænke på det.. Og så var der jo også de der føromtalte lampeskærme..
Og så er den der Amsterdam-ged vist også barberet, så fra nu af står den på helt almindeligt bloggeri igen.