|
alle billeder tyvstjålet fra harajukustyle.net, 3yen.com, scene-style.com og andre steder på nettet.. |
Når man nu, som jeg, har en 9 årig, der er bidt af en gal japaner og æælsker manga, hello kitty, anime, kawaii og alt hvad der tilnærmelsesvis lugter bare lidt af japan, ligger fastelavnsudklædningen selvfølgelig lige til højrebenet: harajuku style! Altså den her pæne pink-punk stil kombineret med kitsch, neonfarver og masser af tingeltangel.. Og nøj, hvor det er noget der passer moren!
Ikke nok med at hun (altså moren) er en sucker for kombinationen af rød og pink og rent faktisk synes det ser knaldergodt ud og er rigtig god stil, så slipper hun også for at sidde krumbøjet over symaskinen i timevis for alligevel at ende med noget makværk af et klamphugger-kostume! (Det eneste jeg skal ha' syet er et polkaprikket ballonskørt og dét kan jeg vist godt lige svinge mig op til. Tror jeg)
Jep, mit moderlige engagement kommer primært til at udmønte sig i timers netshopping på ebay (det i sig selv er for så vidt ikke noget nyt, men denne gang er det med god samvittighed, da der jo slet slet ikke er tale om rastløs, kedsomheds-shopping, men derimod et moderligt offer udelukkende for min datters skyld. Host!) Det er simpelthen et kostume lige efter mit dovne og pt. energiforladte hoved og vi går planken ud; pigen skal hverken mangle stribede knæstrømper i neonfarver, funky t-shirts, badges, kawaii accesories, perlekæder, hårspænder eller neglelak! (Jeg så gerne en pink paryk ind over også, men dén kan jeg ikke få hende med på. Stædige unge!)
Lillesøster skal være flamenco-danser og har haft fuldt kostume + sko + øreringe + hårblomst hængende klar på en bøjle, siden sommerens ferie til solkysten. Me like!
Fastelavn here we come, det skal nok blive godt!