søndag den 23. december 2012

glædelig jul

I samme øjeblik juletræet stod pyntet igår og funklede i al sin pomp og pragt, indtraf julestemningen og mit julehumør toppede i løbet af nul komma fem. Uha, hvor sådan et træ bare er fint og som man måske kan se, er der ingen smalle steder med hensyn til mængden af pynt.

Vi har aldrig haft en ordentlig topstjerne og har enten kørt helt uden eller haft nisser og andre sære ting og sager til at sidde i toppen, men idag fik jeg langt om længe syet en fin topstjerne, så det nu kan blive helt rigtigt. Jeg synes, den passer rigtig godt i stilen til det kulørte rød-stue-agtige træ.

Nu vil jeg hellige mig de sidste julesysler, så glædelig jul til alle derude!

 

lørdag den 22. december 2012

lykkens pamjulefis

Prøv lige at se her, hvad jeg har vundet i en give away hos frk. mus! Ikke mindre end otte møglækre småpakker. De er SÅ fine, masser af lækre små detaljer overalt og et overflødighedshorn af bånd og fine vedhæng.

Tusind tak, Gitte! Jeg er glad og ovenud begejstret og de rammer lige nøjagtig, hvor de skal i mit indpakningshjerte! Jeg gemmer dem til juleaften og vil nyde, at det til en afveksling er mig, der skal sidde i en gaveregn uden lige og pakke op og pakke op og pakke op..

Endnu engang tak!

fredag den 21. december 2012

min nye bedste ven

Uha, hvor er jeg glad for min nye 250 meters rulle neon pink matline gavebånd! Jeg kan næsten ikke få nok og har lyst til at omvikle alt inden for min rækkevidde.. Slurp, hvor er den bare skøn!

torsdag den 20. december 2012

sukkersød kærlighed

Igår aftes stod i glasurens tegn og der blev såmænd dekoreret både forelskede krokodiller og lesbiske høns. Og lavet svulmende hjerter med kærlighedserklæringer til fælles honeyboy'en Zayn fra One Direction. Så er vi vist snart klar til jul.

Jeg har ellers været tæt på panikstress over pigernes gaver, fordi den ene afhang af den anden og dén ene så ikke rigtig kunne lade sig gøre alligevel og pludselig var vi helt på bar bund. Og tanken om at skulle til at tænke i alternativer og flyve forvildet rundt de næste par dage for at finde noget, var lige ved at tage pusten fra mig. Men så lige pludselig her til formiddag løste gave-problematikken helt sig selv som ved et trylleslag - ovenikøbet på fedest tænkelige vis. 

Så nu mangler der bare et par småting og eftersom pigerne er røget til farmand fra idag og først kommer hjem igen på søndag, har jeg god tid til at gå og hygge-sysle og blive færdig i ro og mag. 


søndag den 16. december 2012

tredje søndag i advent

# 1: se lige den her tyske glühwein. Købt ene og alene på grund af den yndige etiket. Havde den dog bare smagt halvt så godt, som den så ud..

# 2: blandede tulipaner - på ingen måde julede, men skidt med det; blandede tulipaner holder altid!

# 3: endnu flere småkager, denne gang pebernødder. Da jeg skulle komme dem i den fine rasmus klump dåse var den stadig halvt fuld af sidste års figurkager.

# 4: der er en lille fyr her, der enten har dyppet snablen for dybt i den tyske glühwein eller også bare har fået almindeligt nok af juleræset og er røget omkuld. Vi fik psyko-grineflip, da vi opdagede staklen ligge dér, face down og med den lille bare blottede numse i vejret. Jeg genkender følelsen, ha ha..

# 5: vi har pakket lidt gaver ind. Pigerne har helt selv pakket deres egne ind og jeg synes, de er sluppet rigtig godt fra det..

Desuden har vi hentet juletræ idag og mor her har beskåret det for de nederste grene og savet lunser af bunden, så det kunne passe ned i foden. Nu står det her i stuen og troner. Helt au naturel, uden hverken lys eller pynt og så ryger det under kærlig behandling en af de nærmeste dage, med alt hvad den kan trække af lys og pynt.
 

lørdag den 15. december 2012

det eneste jeg ønsker mig til jul..

er denne her. Ikke pigen, men kaninen. Åhh, kaninen. Den er intet mindre end fantastisk og alt, hvad man kan drømme om og mere til og hvis bare jeg fik dén, ville jeg aldrig mere bede om noget som helst i hele mit liv.

Kunstneren hedder Nathalie Choux og laver nogle ret fantastiske ting, men det bedste er altså kaninen her. Åhh, kaninen..

torsdag den 13. december 2012

jul anno 2005

Sådan så mit hjem ud julen 2005, vist året efter i Hendes Verden. Det var i udkanten af noget forbigående shabby chic periode fra starten af 00'erne, så det hele forekommer mig en anelse blegt og hvidt, dog med enkelte kulørte klatter hist og her. De kulørte klatter tog så siden overhånd igen.

Skægt som ens hjem ændrer sig løbende, nogle gange lidt ad gangen uden man nærmest opdager det og andre gange i voldsomme, bevidste ryk, fordi man virkelig trænger til forandring.

2005 - det føles som en evighed siden, hvilket det jo til dels også er. Bare se på pigerne; det var dengang de stadig var nuttede! :o)

søndag den 9. december 2012

2. søndag i advent

En søndag i småkagebagningen og snerydningens tegn. Jeg har svedt i køkkenet og lavet intet mindre end fire forskellige slags småkager, som vi hyggede med, da pigerne kom retur fra farmand.

Og når jeg ikke svedte i køkkenet, svedte jeg med at rydde stor, skrånende hjørnegrund for sne. Men prøv lige at se det fortov der. Det må da være det pænest ryddede i hele byen. Nok bander og tuder jeg lidt, når jeg knokler rundt derude og skovler og skovler, fejer og fejer og salter og salter, men der er alligevel ikke noget med at springe over, hvor gærdet er lavest. 

Begge fortovsfliser er ryddede, der er lavet bred passage på hjørnet så forbipasserende let og uhindret kan krydse gaden og der blev saltet med let hånd, inden frosten satte ind igen for at forhindre at det sidste tynde lag der lå der, skulle forvandle sig til et tynd lag spejlglat is. Jo, det er mere end nydeligt.

Og jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg sender både foragtelige og selvretfærdige fnys mod mine dovne, slapsvanse af mandlige naboer, der til trods for at de kun har max ti meter fortov at rydde, kun lige overkommer at skrabe en smal og sjusket 30 cm. bred passage, der kun lige levner plads til at folk kan trippe forbi i gåsegang. Uden barnevogne vel at mærke.

Der synes jeg måske godt liiige, de kunne tage lidt ved lære af mit gode eksempel.


torsdag den 6. december 2012

hvid jul

Siden jeg for efterhånden hundrede år siden spottede og pinnede et billede af et vatkuglevindue på pinterest, har jeg tænkt at sådan et skulle vi have i år til jul. Heldigvis fandt jeg nogle fine, runde vatkugler i Tyskland som var lige til at bruge, så jeg slap for at skulle sidde og trille kugler af almindelig vat.

Jeg synes, det ser rigtig hyggeligt ud, som de hænger der og svæver og ligner en lille sneflok. Alt det andet i vinduet er indtil videre også holdt i hvidt. Det ser så (uvant!) enkelt og roligt ud.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...