I know, det begynder at blive lidt trivielt. Ikke desto mindre er jeg nødt til lige at køre endnu en stribe loppefund, fordi jeg synes, at jeg har været så svineheldig at jeg bli'r nødt til at flashe mine fund.
Jeg var på et af lokalområdets spejderloppemarkeder og gik storslæbende derfra. De havde et kæmpetelt med tøj, stof, sengetøj, duge og den slags og man kunne fylde et stor sæk for hundrede kroner. Så det gjorde jeg og den blev proppet, gjorde den. Jeg gnækkede flere gange undervejs, hver gang jeg proppede en godbid i sækken. Blandt andet da jeg proppede følgende lækkerier i:
Taske, forklæde, viskestykke og figurer i et fedt fransk mærke ved navn L'epicerie des Bidules. Jeg har selv forhandlet det på et tidspunkt og vi har en del af det i forvejen, men man kan jo altid bruge mere. Og der skulle jo trods alt også noget i den der sæk, host kremt..
fik også en kinesisk stofdug og en kæmpe Susanne Schjerning voksdug
to meget fine og velholdte sæt Bjørn Wiinblad sengetøj
mere sengetøj; to styks retro og tre fine, sartfarvede sæt i glat, kølig bomuldssatin, der giver totalt flashback til barndommens overnatninger hos mormor og bedstefar
lækre -vist nærmest ubrugte- hjemmestrikkede uldsokker til mig selv. Oh lykke!
en masse blandede stoffer. Ellers ikke fordi jeg mangler..
noget rødt pels, en masse blandede garner, et strikmønster og nogle trykknapper
lækker, topvelholdt vinterfrakke til lillesøster (det bli'r vel vinter igen)
og tilsidst lidt blandet tøj til pigerne.
Alt det her, samt en kæmpestor, fluffy og ubrugt dunhovedpude (stadig med mærke) som jeg også fik mast ned i sækken, fik jeg for sølle hundrede kroner. Hvilken fryd!
Derudover fyldte jeg også en anden sæk med to pæne dundyner med tilhørende hovedpuder til min Bed & Breakfast. Stod faktisk og manglede og havde ellers planlagt at skulle omkring Jysk, så det var perfekt. Fik desuden:
lidt bøger, et brudepar, en lilla Alfi kugletermokande og noget halvkedeligt, men funktionelt køkkengrej, som ikke gør sig på billeder.
Alt i en indbringende dag. Men nu kommer jeg heller ikke, som ellers planlagt, på Ingerslev imorgen, så det var da godt at jeg ikke kom til at gå tomhændet igennem weekenden!