Viser opslag med etiketten Boganmeldelse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Boganmeldelse. Vis alle opslag

onsdag den 12. april 2017

Design din have... Boganmeldelse

Jeg tænker tit på det at have en designet have. Altså sådan rigtig designet, med havearkitekt, de rigtige opmålinger og en fin, overskuelig tegning med indbygget planteplan, der kan følges fra A til Z. Gad vide hvordan min have så var endt med at se ud? Tanken er altid sjov at lege med.

Da jeg i sin tid besluttede mig for at der skulle ske noget drastisk i min have, fik jeg uventet hjælp fra Inge Futtrup. Den hjælp var en gave for mig og hjalp mig til at se på haven med nye øjne. Derfra turde jeg pludselig selv fortsætte og haven ændrede sig ved hjælp af knopskydning. Meget er sket siden da.

Til maj overtager vores ældste datter og hendes mand, deres første hus med tilhørende have. Nu ved jeg at du, kære læser, sagtens kan holde på en hemmelighed, og at dette bliver mellem dig og mig! Derfor tør jeg godt afsløre, at jeg faktisk glæder mig mere til at se haven og dens muligheder, end jeg glæder mig til at se selve huset... men schhh.. sig det ikke til den lille familie!

Og nu kommer jeg så til det, jeg egentlig vil fortælle. Jeg har fået fingre i bogen "Design din have" af Birgitte Busch og Nina Ewald. En bog som første gang udkom i 2008, men som nu er genudgivet og revideret med nye fotos og tekst.




Om bogen kan erstatte det at købe tid hos en havearkitekt, er jeg nok ikke den rette til at udtale mig om. Men her er der rig mulighed for at lære meget mere om den rette tilgang til havens elementer, og nu bliver det rigtig spændende. Samtidig med jeg læser bogen, får jeg tænkt min egen have og dens indretning igennem. Er der noget der kan gøres bedre eller anderledes?

Design din have, er nem at gå til. Den er delt op i fire hovedafsnit: Planlægning, Indretning, Tilplantning og Udvikling. Hvert afsnit har igen underafsnit, og stille og roligt bliver du ført gennem processen, at designe en have, på en dejlig tilgængelig og spiselig måde. Hele tiden krydret med lækre fotos, samt små infobokse med nyttige og inspirerende tips og tricks.  




Planlægning
Dette afsnit, handler bla om inspiration, havens funktioner, ny eller gammel have, havens stil samt forskellige havetyper. Lige netop dette afsnit er grunden til jeg indledte med at fortælle om datterens nye have. Deres kommende forhave er helt åben om til resten af haven, hvilket ikke vil fungerer godt med (snart) to små børn. De taler om at plante en ligusterhæk, men min hjerne er på overarbejde med andre forslag. Men hvordan får jeg det formidlet til familien, uden at overskride grænsen for utidig indblanding!? 

Se det spørgsmål, fandt jeg svar på her. Tag et foto af området. Forstør det og læg arkitektpapir over, hvorpå nye ideer tegnes ind. Nu kan idéen (eller idéerne...) langt bedre visualiseres, det må simpelthen prøves. 

                                                                                                                                             
I dette afsnit finder man også ønskeliste og tjekliste til den kommende haves brug. Genialt værktøj til at hjælpe på hukommelsen og få alle detaljer med fra start. 


Indretning
Her gennemgåes havens loft, vægge og gulv samt dekorative elementer. Hvilke materialer man har brug for til opmåling, samt selve opmålingen og registrering. 


Eksempler på havens vægge, gulv samt dekorativt element. 

Her syntes jeg det bliver svært... men alt bliver gennemgået trin for trin. Man bliver vejledt om designprincipper samt får hjælp til processen og det hele ender på magisk vis op i en haveplan.

Hvad angår havens vægge, kom jeg til at kigge mig omkring i min egen have, og fik en lille idé. Det er ofte hvad der sker, når jeg læser havebøger... men mere om det, i et senere indlæg. 😎


Tilplantning
Så går det videre til det rigtig sjove. Nu skal der plantes! Planteplaner bliver gennemgået. Hvilken plante passer hvor? Her er noget om havens skelet og ikke mindst planteformer og teksturer. Farvelære kommer vi også omkring, ved hjælp af farvecirklen. Alt sammen spændende læsning, uanset hvor dybt du har lyst til at dykke ned i emnet. 

Alle fotos i dette indlæg er fra "Design din have".


Jeg tror manden vil kigge træt på mig, hvis jeg foreslår at vi prøver at redesigne haven! Så det tror jeg bare jeg dropper. Men det er netop det fine ved denne bog. Al dens nyttige viden, kan bruges fra en ende af, eller man kan plukke lige det, man har brug for. Ingen sag at blive klogere, når det præsenteres så lækkert som her. 

Birgitte Busch og Nina Ewald:
Design din have
Udgivet på forlaget Nice i 2017

God læselyst 
og rigtig god påske ønsker Frøboet... 🐸


                                                                                                                                                                                                                                                                         

lørdag den 21. maj 2016

Økologisk drivhus, - en boganmeldelse

Kender I det, når man får en ny havebog i hånden, og hektisk lader venstre hånds tommelfinger lynbladre gennem siderne? Emnerne passerer med lynets hast, alt imens jeg forsøger at konsumerer alle indtryk på en gang. Hjernen når at registrerer emner som skaber yderligere interesse og inde i hovedet lyder små jubelråb i stil med: Nøøjj...! Ihhh altså..! Spændende...! Mums...! Det er faktisk lige før, jeg også begynder at snuse til bogen, bare for at få alle indtryk med. (Det sidste kan jeg så afslører skaber en smule forvirring blandt hjernecellerne, som forventer duft af tomat og agurk, men får tryksværteduft...).

Sådan en bog sidder jeg med lige nu.



Jens Juhl og Sølva Falgren har i fællesskab begået en meget udførlig drivhusbog, baseret på årelang erfaring i deres egen økologiske kolonihave "Slottet i Smørmosen". Allerede på omslaget sættes forventningerne i vejret, med den stemningsfyldte illustration af Kirsten Tind. De skønne tegninger fortsætter i bogen i en god blanding med "rigtige" fotos. 





Vi kommer rundt om alle de gængse ting, der nu hører til i en drivhusbog. Drivhusets anlæg og indretning, jorden og gødning, dyrkning måned for måned, drivhusplanter samt skadevoldere, sygdomme og meget mere. 

Jeg kan rigtig godt lide at der er en gennemgang af de 4 årstider. Hvad skal laves på hvilket tidspunkt. Selv om jeg ikke er komplet nybegynder, kan jeg ind imellem få den der følelse: "Har jeg nået det jeg skal, på dette tidspunkt!" Nu kan jeg lige tage en hurtig gennemgang af årstiden. 





Et absolut yndlingskapitel, er omkring den hjemmegjorte kompost. Kompost er det rene trylleri i haven og jeg tror mine kompostorme er de bedste havehjælpere jeg har. Og selv om jeg er godt igang med kompostering, læser jeg gerne om emnet igen, jeg kan kun blive klogere. 

Det samme gælder afsnittene omkring hjemmegjort gødning. Sidste år prøvede jeg brændenældegødningen og vil gøre det igen i år. Vil også prøve at finde nogle Lægekulsukker og lave gødningsvand af dem. Hvorfor ikke bruge, hvad vi nu har "ved hånden". Der er også beskrivelse af andre naturlige gødningsmidler som tangekstrakt, træaske, padderokke (så får man da lidt nytte af den...) samt dyregødning. Rigtig spændende læsning. 





Du kan finde en fin gennemgang af drivhusets planter, fra såning til høst og selvfølgelig også lidt opskrifter til opbevaring af årets udbytte. Egentlig er det vel essensen af al den "møje" man lægger i drivhusarbejdet. At kunne høste sine egne afgrøder, spise dem med det samme eller gemme til vinteren. Alt efter temperament.




Nu sidder der måske nogen og tænker at bogen kun handler om økologisk dyrkning, - og det gør den også.  Det skal ikke afholde dig fra at dykke ned i herlighederne og blive klogere. Vi bestemmer hver især hvor økologisk vi vil gå til værks, men der er ingen tvivl om at den cyklus som Jens og Sølva formår at dyrke have og drivhus på, klart er det sundeste for vores miljø. 

Kapitlet omkring hjemmelavet så- og priklejord skal studeres yderligere. Det giver god mening at lave det selv. Og hvem ved, om jeg en dag også får smidt plantesækkene ud af drivhuset!

Jeg giver min varmeste anbefaling af drivhusbogen. Der er masser af læsestof til inspiration og bare til at blive klogere af. Bogen er skrevet i et sprog der er til at forstå. Den kan læses fra en ende af, men vil også blive en af de håndbøger, jeg hiver ned af bogreolen, når en eller anden detalje skal tjekkes. 

Du kan roligt skrive den på haveønskelisten.





Forlaget Koustrup & Co.
Udgivet 2016.
Pris kr. 198,-

mandag den 18. januar 2016

Armchair gardening, boganmeldelse og give-away...

Det er virkelig tid for frønethandel og hygge i sofaen med en god havebog. Biblioteket er frekventeret og et par bøger lå allerede herhjemme og ventede på en anmeldelse og på at komme videre ud i verden til et par af jer.






Grønne altaner og terrasser er sådan en rigtig hygge-have-billedbog. Sådan lidt som at læse et lækkert magasin. Man bladrer rundt og hapser ideer, som måske lige var den detalje der ville tage sig rigtig godt ud i sin egen have eller på terrassen. 

Forlaget skriver om bogen:

Alle små udendørs områder kan friskes op og forandres med den rigtige beplantning og styling. Find ud af, hvordan man med kreative løsninger og alternative idéer kan dyrke blomster, krydderurter, bær og grøntsager på meget lidt plads. 

Isabelle Palmer viser, hvordan du får mest muligt ud af den udendørs plet, du har til rådighed. Bogen præsenterer dig for smarte løsninger, genbrug af fx vinkasser og olivenoliedunke og et udvalg af planter, der kan mixes og matches, så de opfylder netop dit behov for enten pryd- eller køkkenhave. Uanset om du bor på stenbroen og blot har en lille altan eller blomsterkasse til rådighed eller måske har fået lov til at bruge et hjørne af din bygnings fælles tagterrasse til at skabe en hyggelig krog med duftende blomster og smukke læplanter, kan du med sikkerhed finde inspiration og overraskende løsninger, når Isabelle Palmer deler ud af sine tips og tricks til de fineste grønne oaser. 

Isabelle Palmer har skabt den succesrige netbutik The Balcony Gardener, som specialiserer sig i produkter til små byhaver. Hun har altid været en ivrig gartner og ønskede sig sin egen lille, grønne oase på sine små altaner, og hun startede senere netbutikken for også at kunne inspirere andre. Isabelle bor i London-bydelen Hampstead.

"Grønne altaner og terrasser" ryger fluks videre til Ulla som har en stor, dejlig terrasse midt på Nørrebro.  Mon ikke der kan barsles med en ide eller to...!?



Isabelle Palmer: Grønne altaner og terrasser
Forlaget Turbine
Udgivet på dansk 2015. Pris kr. 250,-




Den næste bog er heller ikke målrettet den erfarne og garvede gartner. Men lækker er den, og til den knapt så kyndige haveejer som gerne vil dyrke sine egne krydderurter og bagefter tilberede dem i eget køkken, er den en god starter. Det er en sjov ide at lade en gartner og en kok samarbejde om en havebog. Og så er der masser af lækre fotos til inspiration, specielt i køkken afsnittene.

Forlaget skriver:

"Krydderurter sætter prikken over i´et i enhver ret, og denne bog er frugten af samarbejdet mellem en gartner og en kok. Bogens første halvdel hjælper læseren i gang med dyrkningen af egne krydderurter, mens den anden halvdel er fuld af udsøgte kulinariske retter, hvor omdrejningspunktet selvfølgelig er brugen af friske krydderurter fra egen have.

Krydderurter er som regel nemme at dyrke, og da de ofte trives fint i krukker, er det et godt sted at starte for nye haveejere og folk, som ikke har så megen plads til rådighed. Selv med en beskeden arbejdsindsats kan man høste grønne, friske,sunde krydderurter til et væld af forskellige, lækre retter. Bogens opskrifter er udførligt beskrevet, og der er både gode, gamle kendinge og spændende nye variationer.

Det er nemt, sjovt og lækkert!"

Denne bog har jeg allerede lovet til Henriette, som har 80 m2 drivhus med det lækreste udekøkken. Jeg har oplevet hendes bugnende krukker med krydderurter, tomater i rækker og hendes evner til at trylle i et drivhuskøkken. Nu er der lidt ny inspiration at hente...


Lisa Baker Morgan & Ann McCormick: Lav din egen urtehave.
Forlaget Turbine.
Udgivet på dansk 2015. Pris kr. 249,-





Den sidste bog er en rigtig havegufbog for frøelskere. Den er fyldt med nyttig viden omkring fordele ved frøbytte, frøsamling og opbevaring, viden om frø og frøavl, frøkatalog, ordliste og om at oprette frøbanker. Jeg har svært ved at se, at der mangler noget om emnet i denne bog. Bogen er udgivet i samarbejde med Frøsamlerne i Danmark, det borger også for kvaliteten i min verden.

Samtidig er bogen også sådan lidt retrolækker. Trykt på noget der skal ligne gammeldags karduspapir med tapestrimler, men uden at det bliver popsmart. Der mangler bare de private notater hist og pist i denne frøsamlers bibel, men dem må du selv bidrage med. 

Forlaget skriver:
"Frøbytte handler ikke kun om at bytte frø: Hele processen fra såning til høst af hjemmedyrkede frø er fascinerende, smuk og givende. Bogen giver al den fornødne viden, så man bliver godt rustet til at begive sig ud til sit første
frøbyttemarked. Bogen Frøbytte giver desuden baggrunden for, hvorfor det er vigtigt, at vi vedbliver at bevare og udveksle frø, særligt lokalt. Der er også henvisninger til mange interessante foreninger og frøbanker til gavn for de frønørder, der vil deltage aktivt i det verdensomspændende arbejde med at bevare verdens frøarv."

Har du lyst til eje denne bog, så læg en bemærkning her på bloggen og du kommer med i lodtrækningen om en uges tid. 



Josie Jeffery: Frøbytte
Forlaget Turbine i samarbejde med Frøsamlerne i Danmark
Udgivet på dansk 2015. Pris kr. 250,-






Nu vil jeg tilbage under tæppet 
mens teen stadig er varm... ;o)




fredag den 25. september 2015

Skærehaven... en boganmeldelse

September er smuk og lun, men der er ingen tvivl om at haveåret lakker mod enden. Er du så heldig at have plads til en skærehave, kan du sikkert stadig plukke noget derudefra. Ellers kan du måske bruge en regnvejrsdag i selskab med bogen Skærehaven og starte næste års planlægning. 




Første gang jeg så denne forside i en annonce, tænkte jeg: "Er det nu ikke lige en kende overdrevet, at skrive en havebog om det...".  Men nu hvor jeg har haft bogen i hænderne og tygget den godt og grundigt igennem, har jeg ændret holdning. (Det kan skam ske...!)


Foto fra min egen have.



En skærehave, er i mit univers vild luksus og noget der oprindeligt hørte gamle landbohaver til. Tænk at have en del af haven, hvor man har række op og række ned af skønne sommerblomster. Kun til at plukke og binde buketter af. Det har jeg desværre slet ikke plads til i min lille have, men det er nu heller ikke den eneste måde at dyrke en skærehave på. 




Masser af stauder er gode til at skære ind af og blander man med sommerblomster imellem stauderne, så er vi meget tæt på en skærehave. Dog plukker man måske ikke med samme intensitet i havens bede, som hvis man decideret har en skærehave.


Foto fra min egen have.
Men tilbage til bogen, som er anbefalet af Haveselskabet. Allerede der trækker den et stort point hjem. Og så kommer bogen ellers hele vejen rundt om emnet, at dyrke sine egne snitblomster. Fra det tidligste forår med løgplanter, til det sene efterår med bla spændende frøstande. 







Vi når omkring planlægning samt valg af frø, løg og knolde velegnede til afskæring. Anlæg og pleje af haven, med så- og dyrkningstips. Forslag til miljøvenlig gødning og insektbekæmpelse. Forslag til brug af spændende løv samt masser af eksempler til buketter og hjælp til binding af samme. Høst af frø og som afslutning en kalender over årets gang i skærehaven. 


Foto fra min egen have.


Bogen er på 223 lækre sider, fyldt med indbydende fotos. Her er rigeligt læsestof til de mørke vinteraftner og den får min varmeste anbefaling.







Forfatter: Louise Curley 
Titel:        Skærehaven
Forlag:    Turbine i samarbejde med Haveselskabet.
Udgivet:  2015
Vejl. udsalgspris: 249,- kr. (200,- kr. som medlem af Haveselskabet)





mandag den 29. juni 2015

Dyr i haven... Boganmeldelse

Jeg har fået en mulighed for at anmelde havebøger fra forlaget Turbine, hvilket jeg ikke var sen til at takke ja til. Når man elsker sin have, elsker havebøger og kan lide at skrive på sin blog, så er det blot endnu en havetjans af de sjove. Derfor vil I fremover på denne blog kunne læse min anmeldelse af udvalgte havebøger fra dette forlag. 





Den første bog jeg har fået fingre i, er en lille lækker sag om dyr i haven og lavet i samarbejde med Haveselskabet. Alene det samarbejde borger for kvalitet. Bogen er på kun 80 sider men den formår alligevel at komme rigtig godt rundt om emnet og giver gode råd og masser af indsigt i, hvordan jeg gør min have dyrevenlig.





Bogen kan bruges som opslagsværk eller man kan, som jeg gjorde i første omgang, læse den fra start til slut. Du kommer rundt om emner som: Sommerfugle, Vilde havehjørner, Blomsterenge, Vand i haven, Sådan planter du, Fodring, Foderplanter, Insekthoteller, Redekasser og meget, meget mere.



(Fra min egen have)






(Fra min egen have)

Sidste del af bogen får vi portrætter over dyrevenlige og hjemmehørende stauder, buske, krydderurter, pattedyr, krybdyr og selvfølgelig sommerfugle og insekter.







(Fra min egen have)


Bogen har en klar holdning til brug af gift i haven, og er derfor med til at rykke på vores holdning til emnet og få os til at tage stilling.





(Fra min egen have)




Det er en rigtig dejlig lille bog. Let tilgængelig, dejlige fotos og brugbar for alle som elsker dyrelivet i haven. Det er en oplagt gaveide til den nybagte haveejer, så man fra starten tænker dyrelivet ind i haven og ikke kun hvilken plante hvor! Også lidt større børn kan have glæde og gavn af at snakke om emnerne og derefter gå på opdagelse derude. Og selv om emnet har interesseret mig længe, fandt jeg alligevel oplysninger der var nye for mig.



Jeg giver "Dyr i Haven" 
5 havehjerter ud af 5 mulige.






Forfatter Bärbel Oftring, på dansk ved Randi Pisani.
Titel  Dyr i haven
Forlag Turbine i samarbejde med Haveselskabet
Udgivet 2015
Pris 170,- kr.































søndag den 5. april 2015

Kreativt genbrug - ideer til haven...

Jeg har været så heldig at få et frieksemplar af Nina Ewalds nye bog "Kreativt genbrug - Ideer til haven".

Genbrug skåner miljøet, hjælper på CO2 regnskabet, sparer penge og giver haven personlighed! Skriver Nina og hvad kan vi ønske os mere, os havefolk som går derude i vore små og store paradis og skaber mening og harmoni med det hele.





Bogen beskriver og gennemgår forskellige former for genbrug i haven. Lige fra afklippede grene, kompost, stiklingeformering og videre til belægninger og brug af diverse byggematerialer. Hvordan kan vi bruge regnvand, hvad må vi tage med hjem fra strand og skov og hvordan bygger du insekthoteller. Sidst men absolut ikke mindst gives masser af eksempler på genbrug af sjove ting og sager i haven.

Lige et par opslag fra bogen, selv om aftenfotograferingen ikke yder retfærdighed...






Og her kommer grunden til at jeg var så heldig at erhverve et frieksemplar. Min "flyvende kuffert" som er omdannet til stenbed, har fået en plads i bogen. Det syntes jeg selvfølgelig er sjovt.... ;o)




Det er en rigtig hyggelig og anvendelig genbrugs-have-ide-bog, fyldt med inspiration og dejlige fotos. Man kan læse den fra en ende af og man kan bladre løs og lade sig rive med at diverse sjove ideer. 

Jeg kan også glæde mig over, at jeg allerede følger en del af tankerne om genbrug i haven, så I får lige et par genbrugsbilleder fra min have idag.





























Jeg kan varmt anbefale Nina Ewalds nye bog.
Rigtig god fornøjelse med den.


Nina Ewald:
Kreativt genbrug - ideer til haven
Forlaget Nice
Udkommer 15. april 2015
Pris 299,- kr. 





Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...