Og ud det kom jeg. Iført den gamle blå fiskertermodragt og de tykke vinterhavehandsker. Huen trukket godt ned i panden og en lydbog i ørerne.
Der blev ikke udført noget stort og vildt, men det er heller ikke så vigtigt på denne årstid. Bare fornemmelsen af frisk luft i kinderne og lidt klippen hist og pist. Fuglene fik friske forsyninger og et fuglebad blev, som altid når det er frost, arrangeret med stearinlys i håbet om at holde en lille våge fri for is. Og så ellers bare nyde det fine vejr og se hvor langt forårspirerne er kommet.
Selv om jeg ikke føler at der sker voldsomt meget, rent havemæssigt lige nu, er der alligevel et par planer på vej. Jeg har fået tilmeldt mig til Havefestivalen 9.-10. juni. Nu skal det være! Det bliver sjovt at prøve... så må vi se om der kommer nogen gæster. (Og selvfølgelig gør der det!)
Men først glæder jeg mig til den årlige Søster-Tour. Længe har jeg fablet om, at jeg gerne vil opleve det frodige Madeira. Pludselig faldt det i hak, så Fruerne Friis tager afsted i marts måned. Det er stadig "vinter" på Madeira i marts, hvilket betyder at vi kan rende ind i heftige regnbyger. Det kan dog ikke skræmme et par have-søstre, som har travet haver tyndt i England i silende regn. Og når familie, job og økonomi skal gå op i en højere enhed, så blev det til en marts tur. Spændende er det altså! Er der mon nogen af jer derude, der har erfaring med haver på Madeira?
Derudover har jeg modtaget en mail fra Lise (og så et firmanavn), om hun måtte nominerer min blog til en Haveblog-Award. Selvfølgelig måtte hun det! Det kan man da kun være beæret over. Hvad der videre sker, aner jeg ikke. Har ikke hørt mere, så jeg afventer bare begivenhedernes gang.
Og alt imens jeg har siddet og småsludret her, så er du blevet ført igennem min have, som den så ud idag. Med høj blå himmel, lidt grønt hist og pist og viden om, at lige om lidt er sæsonen for alvor igang.
Jeg glæder mig! :o)