Projekt drivhus-kaffebord...

- er hermed klaret!

Sådan så bordet ud efter sidste sommer og en lang vinter, ikke specielt indbydende til vores kaffepauser i drivhuset:

Lidt træt ser det jo ud...

Lidt maling, lidt klipperi og collage fra en tudsegammel bog med de smukkeste tegninger, fik det til at se sådan ud:

Lige før det ligner "strapudemaj"...

Jeg syntes selv det blev rigtig fint.

Bogen, hvis alder jeg ikke kender, er et arvestykke som jeg har haft liggende længe. Til dem af jer der syntes det er synd at klippe i så gammel en sag, kan jeg fortælle at bogen har været ude for en alvorlig brandskade og derfor bare lå hengemt i en krog. 

Nu er det bare spændende om tegningerne falmer på rekordtid, det håber jeg selvfølgelig ikke, men det er jo hårdt derude i solen.

Og så lige til noget helt andet. 

Mit Vidunderblomstprojekt er af meget blandet succes. Min første såning lykkedes ikke, og den anden såning har jeg fået denne lille sølle spire:

Ja-ja! Den er der da...

Så er det straks meget bedre med den som startede fra sidste års knold. 

Her ser det sådan ud:

Første blomst og flere på vej...

Planten er på nuværende tidspunkt 60 cm høj. Knolden blev lagt i februar, som jeg skrev om her og herefter er den bare spurtet afsted. Spændende hvad den kan nå at blive til...

Til sidst lige et godnatbillede i samme farvegenre, en hyacint som jeg ikke kunne stå for.

Nu skal kameraet til opladning og fru Friis skal ha' passet fundet frem, for imorgen går turen til Kiekeberg Plantemarked på en afbudstur sammen med den anden Frau Friis.

Vi høres ved... ;o)

Ro på, fru Friis...

For nogle uger siden sad jeg med kolleger til en kursusdag. Frokosten nærmer sig, indkøbt mad bliver delt rundt og hyggesnakken breder sig.

Pludselig mister jeg fokus, det flimrer for mine øjne og jeg bliver ukoncentreret og fjern.  Meget underligt... for hvad er det for noget flimmer!? Er det ikke som om der viser sig et bølgende hav af blå himmel og sommerblomster på min nethinde...! Jeg hanker op i mig selv, kigger rundt og så ser jeg det pludselig tydeligt. Ud for hver af mine 10 kolleger står det sødeste lille drivhus, perfekt til forspiring.

Jeg spørger pænt om jeg må overtage deres madpakke - altså når de har spist op. Deres ansigter bærer tydeligt præg af medlidenhed med manden derhjemme som må finde sig i en kone der samler på brugt emballage, - men pyt!

Man kan da ikke lade den slags forspiringsguf gå til grunde...

Og der blev sået Vidunderblomst, Måneblomst og Rosenslynge til vindueskarmen.

Så langt så godt! Datoen var den 6. februar altså næsten for en måned siden, så nu forventer I at se de smukkeste små grønne spirer! Men indtil nu har der kun vist sig nogle meget, meget spinkle spirer fra Rosenslyngen og derudover ikke skyggen af noget grønt.

Jeg kan godt huske at Vidunderblomsten sidste år var en langsom starter, men hvor langsom var det egentlig at den var? Aner det ikke! 

Altså må jeg endnu engang udvise tålmodighed og håbe at de små frø-monstre blot lider af ungdomssløvsind og nok skal komme efter det. Jeg tænker jo også med gru på de frø, jeg har sendt ud i blogland, det vil godt nok være lidt "fesen" hvis ikke en eneste lille vidunderlig Vidunderblomst ser dagens lys.

Ikke mere jammer fra mig,  for jeg kan da også fremvise en solstrålehistorie. 

Se nu her:

Disse to indtørrede ballerinaer, er overvintrede Vidunderblomstknolde,
fundet frem fra deres vinterhi. Datoen er 17. februar.

28. februar, noget er på vej...

Dagen efter den 29. februar sker der lidt mere...

3. marts. Halli-hallo hvor den gror...

Se det var jo en ganske anden historie, så mon ikke den ender lykkeligt? At jeg så har lagt 2 af mine 3 knolde og at nr. to overhovedet ikke har udvist nogen form for initiativ, det lader jeg mig (foreløbig) ikke slå ud af.

Jeg vil mene at I får en fortsættelse på denne historie en anden god gang. 

Ha' en dejlig week-end derude :o)

Kender du Vidunderblomst...?

Sidste forår købte jeg hos Albinus Frø, 1 pose frø til Vidunderblomst, da hun i sit nyhedsbrev skamroste denne plante, - og så har jeg jo svært ved at styre klik-fingeren...

Alle 5 frø spirede, blot blev to af planterne lidt sølle at se til. Af en eller anden besynderlig grund har jeg aldrig fået taget billeder af mine egne planter, men jeg har fået lov til at vise fotos fra Albinus Frø. Kik ind til hende og læs lidt om planten og se hvad hun ellers har i godteposen.

Det sjove er at planten laver knolde som dahlia, der kan overvintres. Det glemte jeg jo alt om da sommeren gik på hæld og de triste rester af mine havekrukker røg ned i det nye brændestabelbed. Heldigvis opdagede jeg nogle underlige knolde og en "prås" gik op for mig. Så de blev behørigt vinterputtet og snart skal jeg have knoldene fundet frem til forspiring i vindueskarmen og nogle nye frø skal såes.

Blomst og et enkelt frø
(foto lånt fra Albinus Frø)

Knolden klar til start!
(Foto lånt fra Albinus Frø)

Så store blev mine planter godt nok ikke,
men hvis nu knoldene har det godt så måske i år...
(foto lånt fra Albinus Frø)

Vidunderblomsten sætter glad og gerne frø, derfor har jeg en del liggende. Jeg har siddet og puslet med lidt frøposer og har derfor 6 frøposer med 6 frø i hver til en lille Give-Away, der løber frem til 1. februar. 

Egentlig ville jeg ikke sætte nogle krav til jer, men på den anden side vil jeg gerne sige tak til mine faste læsere. Så er du interesseret og har meldt dig som fast læser, så læg en kommentar og du kommer med i puljen.

6 frøposer ligger og venter på nye ejere...
(Foto: Fru Friis ;o)

Har du mon allerede stiftet bekendtskab med Vidunderblomsten? Ellers kan vi måske næste år udveksle erfaringer med frø og knolde.

Til sidst får du lige teksten fra Albinus' nyhedsbrev, hvis du har lyst til at læse mere om Vidunderblomsten

Albinus Frø

www.albinusfro.dk

Nyhedsbrev 12. januar 2012 

Den vidunderlige vidunderblomst

Jeg har fablet om den vidunderlige vidunderblomst før og med risiko for at gentage mig selv, må jegendnu engang konstatere, at hos mig er det vidunderblomsten, der signalerer, at foråret er på vej!   

Foråret er på vej, når jeg tager krukker med knolde af vidunderblomst ud fra deres kølige vinterhi og stiller dem ind i stuen. Så ved jeg nemlig at der kun går en uges tid, inden de tørre knolde af vidunderblomst begynder at skyde. Og det er forårsbekræftende - de nye skud vokser nemlig med ca. ½ cm om dagen. Jeg overvåger dem altid intenst – for de rammer mit desperate behov for at se noget begynde at spire og gro her efter en i år grå og våd vinter. Udendørs begynder løgplanter o.a. langsomt at skyde, men de kan når som helst blive sat tilbage af kulde og vintervejr. Men forskud i vindueskarmen er sørme også okay. Jeg går snart i gang med de første forsigtige forspiringer af frø, men de kan ikke hamle op med det tempo, tidligere års knolde af vidunderblomst gror med.

Første gang jeg stødte på vidunderblomsten (Mirabilis jalapa) var for år tilbage i Indien, hvor mange af de lokale dyrkede den i potter eller direkte i haverne. Jeg nuppede et par af de små hårde frø med hjem og de spirede nemt og villigt i min vindueskarm – uden at jeg vidste, hvad det var eller hvad, denne vidunderlige blomst hed.

Nogle år senere stødte jeg så på den igen i Italien – og først da kom jeg på navn og blev fortrolig med, hvordan jeg skulle dyrke denne plante. Den voksede som en stor busk i gården, hvor jeg boede under et besøg hos en veninde i Firenze. Det var sensommer med lune aftener, hvor man kunne sidde udendørs og nyde vidunderlig toscansk mad og vin. I min venindes gård groede flere buskadser af halvanden meters højde af denne tak nemmelige plante, og når vi kom hjem om aftenen – mætte af varme, indtryk og excellente pasta-retter – stod den med sin overdådighed af udsprungne, velduftende, dybrosa blomster og bød os velkommen hjem i det toscanske aftenmørke.

 Vidunderblomsten åbner nemlig sine blomster sidst på dagen (på engelsk kaldes den da også four o’clock-flower) og blomstrer natten igennem. Blomsterne er velduftende – egentlig ikke for at glæde os, men for at tiltrække bestøvende natsværmere og andre insekter. Den enkelte blomst lever kun et enkelt døgn, men der kommer hele tiden masser af nye knopper.

Vidunderblomsten kan dyrkes som etårig sommerblomst, men den kan også sagtens dyrkes som flerårig, som jeg gør, idet den danner underjordiske knolde, hvorfra den kan skyde år efter år. Knoldene tåler dog ikke den danske vinter og dyrkes planten på friland, skal knoldene derfor graves op og gemmes frostfrit – på samme måde, som man behandler gerogineknolde. I milde vintre kan knoldene ofte overleve vinteren i jorden, men det er altså noget af en chance at tage!  Hvis man dyrker dem i krukker, kan man bare stille krukkerne med knolde frostfrit i et køligt rum.

Mine knolde har stået i deres potter i et køligt rum i de sidste ca. tre måneder, og jorden erknastør. Nu har jeg så fundet dem frem og stillet potterne i blød, så den tørre jord er blevet virkelig gennemvandet  Derefter har jeg sat dem ind i stuens vindueskarme og varme, og meget snart vil de næsten indtørrede knolde vågne op til dåd og skyde lystigt!

Erfaring fra tidligere år fortæller mig, at allerede om et par uger vil den have skudt 20-30 cm højt, de første blade vil være kommet på, og der vil formentlig kun gå yderligere et par uger, før de første knopper melder deres ankomst. Og derefter producerer vidunderblomsterne blomster og blomster og blomster i én uendelighed til langt hen på sensommeren. Engang i løbet af efteråret vil planterne pludselig begynde at se meget trætte ud, stilkene vil knække af, bladene vil begynde at hænge, og derefter klasker de sammen. Så klipper man al væksten af ca. 1 cm over knolden, lader jorden tørre ud og stiller potten køligt (omkring 10 grader) vinteren over. Den skal ikke vandes i løbet af vinteren.

Vidunderblomsten vil trives fint som stueplante hele sommeren, eller man kan sætte den ud, når risikoen for nattefrost er overstået hen omkring slutningen af maj. Den er velegnet både som krukkeplante eller den kan plantes i et bed. Et- til toårige planter bliver ca. 30-40 cm høje, og efterhånden som planterne bliver ældre og knoldene større, bliver planterne også højere og mere omfangsrige. I den florentinske gårdhave var vidunderblomsterne omkring halvanden meter høje. Min største knold er nu tre år gammel, og den leverede sidste sommer en plante, der blev ca. 70 cm høj, og den skal nok blive endnu et nøk højere i år. Bliver planterne for store, skal man dog blot skære dem tilbage. Man kan også beskære dem lidt, hvis de bliver for ranglede – når de bliver klippet tilbage, vil de buske sig mere i bredden.

Vidunderblomsten er ret nøjsom med hensyn til både vand og næring og den foretrækker fuld sol.

Samtidig med at jeg vækker mine vidunderblomst-knolde til live igen ved at give dem vand og varme, sår jeg også nogle flere. Selvom jeg år for år får flere og flere overvintrende knolde, sår jeg alligevel altid en håndfuld frø i begyndelsen af februar hvert år. Dels fordi jeg ikke rigtig kan få nok af dem – og det er skønt at have dem i forskellige størrelser – og dels fordi jeg ofte bruger planterne eller knoldene som gave, når de er et par år gamle. Havefolk kan blive rigtig glade for sådan en lille indtørret knold i februar!