Jeg vidste det jo godt...
Alting har en ende...
(- en regnorm, den har to...)
Jeg prøvede virkelig...
- men lige lidt hjalp det!
Heldigvis har jeg billeder...
- fra det der var engang...
For nu er der kun de sørgelige rester...
- af mine engang så skønne dahlia!
Tre vintre har mine dahliaknolde overvintret på fineste vis, i et viktualierum i en venindes hus. To hylder fik jeg lov til at bruge, og her sov de trygt og godt, for derefter at vågne op af Tornerosesøvnen og blomstrer endnu skønnere end året før.
Desværre skulle huset sælges, og køber har vist ikke læst det der stod med småt på slutsedlen: "Fru Friis' dahliaknolde skal overvintre i kælderen!"
Man får altså et personligt forhold til knolde som man har forspiret, fulgt i hvert et stadie, plukket utallige buketter fra, for til sidst at grave endnu større og saftspændte knolde op, som derefter varsomt igen lægges i vinterdvale.
Jeg prøvede alligevel efter alle kunstens regler at pakke knoldene forsvarligt ind i efteråret, for derefter at stille dem i vores "værksted". Rummet er kun delvist isoleret og derfor ikke frostfrit, når vinteren er så hård som nu. Først igår kunne jeg tage mig sammen til at kigge til det, jeg næsten på forhånd kendte resultatet af...
Af hjertet... SUUUUK....!