Viser opslag med etiketten tobakspibeplante. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tobakspibeplante. Vis alle opslag

lørdag den 7. juni 2014

Pinseferie i kolonihaven

I dag fandt vi endelig tid til at komme ud i kolonihaven. De foregående dage af ferien er gået med lidt dannelse (besøg i Roskilde Domkirke blandt andet), indkøb og søvn. Af forskelige årsager har jeg altid brug for næsten en hel dags søvn, når jeg får ferie. Det tager tid at komme ned i gear, og mit helbred er ikke for godt, så der er brug for at hvile ud i ny og næ. Det kan dårligt kombineres med havearbejde, selv om jeg var fristet til at tage afsted.

Frugt- og køkkenhaven
Som altid er jeg bagefter med en masse af mine have-projekter, og flere bede er endnu ikke ordnede, så man kan være bekendt at tage billeder af dem. Til gengæld ser min frugt- og køkkenhave ud til være kommet godt fra start. Aspargesbedet står fint, og har snart brug for stativer til at holde styr på de lange toppe. Bærbuskene står med mange bær på grenene og har bare brug for sol og varme, for at modnes. Jordbærbedet, det nye vel at mærke, er ved at være etableret, selv om et par af planterne stadig er umådelig små. Dette bed er måske det sted i haven, som lider mest under mangel på nedbør. Jeg har kun et bed med køkkenhave, og der ser alt ud til at gro efter planen. Jeg har majs, græskar, solsikker og hirse, og alt er i vækst, selv om det endnu ikke står så højt. Det er tanken, at græskarplanterne skal have lov til at sende deres lange udløbere ind under de andre afgrøder, så det gælder om at få det hele til at vokse godt til, før græskarrene tager over på jorden. Lige nu er det ikke noget problem, men jeg er ikke sikker på at hirsen når at skyde op, så måske skal der skærmes lidt af for invasionen.

Til venstre på billedet herover ses persilleplanterne. Dem har jeg idag klippet ned med en hækkesaks. Nu har jeg verdens mest velduftende kompostbunke. Det ville simpelthen ikke være os muligt at spise os igennem disse mængder. Nu er der mulighed for genvækst, og jeg er klar til at fylde i fryseren.

Cirkel-hakke
I foråret flottede jeg mig, og købte en cirkel-hakke. Jeg har længe haft lyst til sådan en, men syntes at prisen var lidt stejl. Den var sådan set ikke blevet billigere, men... jeg lod mig friste. Nu ærgrer det mig lidt, at jeg ikke bare købte den fra begyndelsen, for den er virkelig god. Jeg er især glad for den i køkkenhaven, hvor man trygt kan bruge den, uden at  risikerer at hakke i afgrøderne. Cirkelhakken egner sig bedst til småt ukrudt, og er fabelagtig til at komme omkring i bedene. Jeg er virkelig glad for min, og kan bestemt anbefale den. Især i aspargesbedet er den super. Der gælder det om ikke at komme i karambolage med aspargesplanternes ret overfladiske rodnet, og det klarer den til UG med kryds og slange.

Ny-såede bønner og ærteblomster
Selv om det er sent at så, har jeg alligevel forsøgt mig. Tidligere har vi sået bønner til tipien direkte i jorden ved foden af stagerne, men desværre er kun ganske få planter kommet om. Derfor er der behov for flere til at fylde rækken op, og jeg besluttede mig for at forspire dem. Jeg har brugt gamle frø fra lageret, og er meget i tvivl om spirings-evnen. Derfor denne metode. Nu er det mit håb, at de bedste frø vil spire, og give os planter nok til tipien. Resten ryger ud, så jeg ikke får samme besvær til næste år. Hvis alle spirer, får vi et bredt udvalg af bønner i alle mulige farver og typer. Det kunne da være rigtig sjovt. Jeg såede også lige et hold latyrus, som kan få lov til at vokse med og give lidt farve til projektet. Det skal nok blive godt... håber jeg.

Ved min parkeringsplads står en rød hyld. Det er faktisk det andet eksemplar på den plads, for den første, som jeg plantede, trivedes ikke. Denne plantede jeg sidste år, og den ser ud til at være glad for stedet, for allerede i år kvitterer den med en overdådig blomstring af fine små rosa blomster. Man kunne, hvis man nænnede at klippe blomsterstandende af så ung en plante, lave lyserød hyldeblomstsaft. Jeg nyder dog blomsterne på planten, og venter med at plukke af dem til saft til den er vokset lidt kraftigere. Under hylden står en række lavendelplanter. I år danner de det fineste parløb med den rødbladede hyld, og tilsammen giver det et prægtigt skue, som jeg nyder hver gang jeg ankommer til haven.

Rosa hyldeblomster
Rødbladet hyld og lavendel langs kastanjehegnet.
Det gamle jordbærbed er ikke noget kønt syn for tiden, men til trods for mine forsømmelser, ser jordbærplanterne ud til at trives udmærket, og efter en overdådig blomstring, sætter de nu en imponerende mængde bær. Med lidt held får jeg lov til at beholde en del af dem. Måske kan ukrudtet være med til at kamuflerer de modne bær, så fuglene ikke går lige så hårdt til den, som normalt. Eller måske skulle jeg bare finde nettet frem, hvis det da har overlevet vinterens turbolens.
 
Jordbær på vej
Forleden kom min mor forbi med et gammelt skab, som oprindeligt boede i hendes "nye" hus i Sverige. Nu står det midt i mit hus, og skriger på at komme op at hænge igen. Jeg er lidt i tvivl om hvordan jeg skal få plads til det. I det hele taget er jeg lidt i tvivl om indretningen af huset, nu hvor den nye dør snart skal sættes i. Man skal tænke sig godt om, for der er ikke meget plads på mine 16 kvadratmeter. I dag lagde vi ud med at skabe lidt orden i Esthers legesager. Således indkøbte vi 3 nye kurve, som passer i hendes lille legetøjsreol. Hun får fine forhold. Gad vide om der bliver plads til ret meget andet end hendes sager. Det skal blive godt at få gang i byggeriet igen. Jeg kan godt mærke, at jeg skal tage tilløb til det, og planen er at det skal ske i begyndelsen af sommerferien, så vi kan komme helt i orden i løbet af ferien. Meget mere herom senere.

Tobakspibeplante
Gad vide om man har været for lidt i haven, når klatreplanterne omfavner haveredskaberne? Her er det tobakspibeplanten, som har slået fangearmene om skaftet på min gode rive. Hvis jeg tager der ud igen imorgen, sker det i hvert fald ikke lige med det samme igen.

søndag den 1. juni 2014

Årets første sommerdag - update

Jeg hører til de heldige, som netop har haft 4 dages fri. En del af tiden er naturligvis blevet brugt i kolonihaven. Selv om det stadig er tidligt på året, er der mange ting, som blomstrer for tiden. I en krukke har jeg en klematis, som jeg anskaffede sidste år, og som endnu ikke har fået en endelig plads. Den har overlevet vinteren i en smal plastik-potte, og det er faktisk lidt af en bedrift, for den var med i drivhus-katastrofen. Til alt held kunne den reddes ud af ruinen, og i foråret plantede jeg den op i en større krukke. Nu står den i blomst og byder velkommen ind i blomsterhaven.

Klematis
Esther hjælper mig med at passe haven, og er især glad for at vande. Rundt omkring i haven har vi baljer, som man kan hente vand i, og bevæbnet med sin grønne vandkande, går hun til hånde. Jeg har en magen til, bare lidt større, og det er et stort hit, når vi begge slæber med vores vandkander.

Esther vander
Blomsterhaven ligner ikke helt sig selv i år. Den er oprindeligt anlagt langs med drivhuset og omkring en række rosenbuske, som jeg overtog, da jeg købte haven. Siden kom et bunddække af løvefod, en håndfuld stauder, et kirsebærtræ og georginebedet til. Det har sådan set fungeret fint i de sidste par år, men i år er det jo lidt forandret. Drivhuset er væk, og dermed også bagvæggen til blomsterhaven. Nu står rosenbuskene pludselig lidt midt i det hele, og jeg mistede helt lysten til dem. Derfor har jeg slet ikke klippet dem med i år. De har simpelthen fået lov til at gro videre på sidste års vækst. Jeg var meget i tvivl om hvordan det mon ville gå, men til min store glæde synes roserne at trives. De er selvfølgelig meget højere end de plejer at være, men det er faktisk ikke så dumt, for nu er de med til at skabe et rum, der hvor drivhuset tidlige klarede jobbet. Når roserne er høje, gør det heller ikke så meget at bunddækket er ret heftigt. Sidste år var løvefødderne næsten ved at tage pippet fra roserne, fordi de meget hurtigt nåede op på siden af de trimmede buske. I år står roserne flot over løvefødderne, og måske kan jeg i virkeligheden bedre lide dette look. Gad vide hvordan jeg bedst passer dem, så jeg kan gentage det til næste år? Lige nu nyder jeg bare at blomsterhaven trods alt ikke er helt tabt.

Roser over løvefod
Georginerne har også fået en ny forårsrutine. Jeg plejer at plante dem i potter, når drivhuset var nogenlunde frostfrit. Potterne stod i "kuvøser" lavet ud af flamingo-plantekasser, ind til frosten var helt væk. Planterne fik lov til at nå op i 30 cm i højden, før de blev nippet og plantet ud. Det gav kraftige og tidlige planter, som belønnede mig med en flot blomstring. Men, men, men... sådan blev det ikke i år. Denne gang blev knoldene lagt direkte i jorden, da frosten var forbi og jorden en smule lun. Flere af knoldene havde spirer på, men mange var slet ikke grønne, da de blev lagt. Nu kan jeg se at de fleste kigger lige så fint op over jorden, og flere er snart klar til at blive nippet. Det glæder mig at de tålte denne behandling, for jeg holder af gensynet med min samling, og håber at kunne vedligeholde den i mange år frem.

I år er det de små georginer, som står i blomsterhaven. De store er plantet langs kvashegnet, som godt kan bruge lidt pynt. Det er lige en opgave for georginer, så jeg glæder mig til at se om de synes om pladsen. Der står også en håndfuld under kirsebærtræet. Det har før fungeret godt, så det håber jeg på igen.

Det korte af det lange er, at blomsterhaven måske alligevel bliver helt ok i år. Det håber jeg selvfølgelig altid på, men i år er lidt som et nyt år 0.

Plankeværket
Min bagbo har bygget sig et nyt hus. De har brugt lang tid på projektet, og gjort det hele selv, og det ser rigtig godt ud. Som en del af projektet med det nye hus, har de valgt at anlægge terrasse op imod min have, og får at få lidt fred, har de bygget et hegn. Jeg havde nok forestillet mig et mindre og mere diskret hegn, da de nævnte det for mig, men sådan blev det ikke. Forleden satte de plader på stolperne, og nu er bagenden af min have præget af en massiv afskærmning i næsten 2 meters højde. De har lovet at male det i en passende farve, og vi har aftalt grøn. Det kommer sikkert til at pynte på det, men jeg ved nu alligevel ikke helt om jeg er en fan... Imellem haverne var der i forvejen en ligusterhæk, og den havde jeg fint kunne nøjes med, og nu er jeg lidt spændt på, om den vil kunne trives bag hegnet. Umiddelbart foran hækken på min side står et par rododendron-buske, som jeg ikke er så vild med. Min plan var at fjerne dem til fordel for et udekøkken. Nu vil jeg lige genoverveje planen (og klippe hækken). 

Det er altid lidt spændende at få nye naboer, og det kræver lidt at blive enige om skel og hegn. Jeg går ikke så meget op i at få min vilje. Fred optager mig langt mere, så jeg føler mig ikke forulempet af hegnet, bare lidt overrumplet. Nu må jeg tænke mig godt om, og få det bedste ud af det på min side af skellet.

Hindbærbedet
I min have er et hindbærbed. Det er en af de få ting, som stadig ligger, som da jeg overtog haven. Dog må jeg indrømme, at det nok aldrig har set værre ud. Hindbærplanterne er af den type, som skal klippes ned hvert forår. I år skete det ikke, og nu er det vist for sent. Bedet plejer at vokse til i ukrudt, og hen på året rydder jeg op i det, for at give bærrene en fair chance for sol. I år har det bare fået lov til at ligge uberørt hen, og det er virkelig groet til. Faktisk så meget, at jeg ikke helt kunne se om det overhovedet var gang i hindbærrene i år. Forleden påbegyndte jeg så hindbærplanternes befrielse, og gik i krig mod ukrudt og visne hindbærgrene i bedet. Det er lidt af et projekt, og jeg kom da heller ikke så langt i første omgang. Nu vil jeg tage en bid hver gang jeg er i haven, og med tiden får jeg vel has på sagerne. Til min store glæde kunne jeg konstaterer at der faktisk er en hel del planter i bedet, som bærer frugt. Det bliver nok ikke en imponerende høst i år, men lidt kan vi da nok få, og det ser jeg frem til. Hindbær plejer at være et af de helt sikre hit i haven.

Tobakspibeplante i knop
Tobakspibeplante i blomst
Det er 3. år at jeg har min tobakspibeplante, og i år har den været i fin vækst fra det tidlige forår. Den står op ad huset, og det er mit håb at den med tiden vil vokse op, og omslutte det med et flor af grønne blade. Da jeg kiggede nærmere til den forleden, opdagede jeg at den blomstrer, og nu giver dens navn pludselig meget mere mening. Knopperne ligner virkelig små piber, som hænger ned. Når de folder sig ud, bliver det til de særeste små blomster. De gemmer sig bag løvet, og gør ikke meget stads af sig. Jeg betragter blomstringen som et tegn på god trivsel, og glæder mig over at planten endelig har fået godt fat. Den har godt nok været længe om at etablerer sig, men nu behøver jeg vist ikke at være bekymret for den mere.

Der sker så meget i haven for tiden, og jeg får næsten ikke tid til at skrive om det. Hver gang jeg har været i kolonien, har jeg hovedet fuld af tanker og ideer, og hver gang jeg tager der ud, forsvinder ideerne til fordel for opgaverne. Man skal ikke kigge væk ret længe, når solen bager og alt vokser. Jeg har nok at lave, og derfor forsømmer jeg somme tider bloggen. Det betyder dog ikke at jeg er ved at afvikle den, kun at haven stadig er vigtigere en bloggen om haven. Sådan skulle det jo også gerne være. Jeg kommer helt sikkert igen, når det begynder at regne...

mandag den 6. maj 2013

Det vokser og gror

   

Det går godt i mit drivhus for tiden. De første to plantekasser er rigget til med to tomatplanter i hver. Imellem tomaterne har jeg plantet vandmelon. Planterne er uendelig små, og jeg frygter at de går til. Jeg har allerede mistet de fleste af dem, og jeg har ikke meget håb for de sidste to. Hvis de dør, må jeg på planteskole, for at hente nye forsyninger. Jeg kan godt lide at udnytte pladsen i drivhuset ved at lade høje og krybende planter vokse sammen. Jeg har før haft held med meloner, og giver ikke så let op.

Planteskolen i drivhuset
På zinkbakken står der stadig en samling af småplanter. En del tomatplanter stå på lager til de sidste plantekasser er klar. Her findes også Esthers samling af solsikkespirer. Når de får lidt mere hår på brystet, skal du ud i hendes eget bed. Lige nu er de alt for små til at tåle at komme ud til flyvende bolde, løbske trillebøre og små snublefødder.

fredag den 23. november 2012

Kemi og tobakspibeplanter

Dagens lektion i gødning
I mit civile liv underviser jeg blandt andet i kemi. I dag stod en på kemisk analyse af gødning. Uden de store sværdslag kunne jeg mønstre hele 5 slags gødning. Det krævede dog et lille smut omkring kolonihaven på vej til arbejde i morges. Det er underligt at være i haven i mørke og kulde. Når man har en kolonihave, er det let at glemme alt om have på ugunstige tider af døgnet og året. Jeg synes faktisk at det var et lidt trist syn at komme i haven under disse forhold. Jeg glæder mig til weekendens dagslys, hvor jeg vil bruge tid på kolonihavehuset og -haven. Jeg har hørt at det skulle blive godt vejr lørdag. Det vil jeg satse på. Eleverne havde i øvrigt megen spas af gødningsanalyserne. Resultatet vil blive kendt, når de i næste uge skal aflevere deres opgaver. Det er jeg faktisk lidt spændt på.

Tobakspibeplante
Tidligere på året købte jeg en kameleonbusk, som skulle vokse op ad mit hus. Jeg fik den også plantet, men derfra gik det bare støt ned ad bakke. Til sidst blev jeg helt i tvivl om den lever eller er død. Faktisk er jeg nok nået til den konklusion, at den er død, men jeg vil lige give den mulighed for at overraske mig til foråret. Jeg er før blevet snydt, og det er faktisk rigtig skønt. I mellemtiden har jeg forelsket mig i en ny plante til at pryde huset. Jeg vil så gerne have en frodig plante, som kan vokse op og omfavne hele huset. Den behøver ikke at være fin om vinteren, men skal til gengæld vokse kraftigt og se frisk og grøn ud om sommeren. Valget er faldt på tobakspibeplante. Jeg har set flere flotte eksempler på dens enorme vækst, og har tilladt mig at låne et billede fra Frøken Solhat, som har fotograferet den i en museumshave i Kerteminde. Jeg har læst at tobakspibeplanten er en langsom starter, så jeg tænkte at den nok havde bedst af at komme i jorden allerede nu, så den kan nå at etablerer sig en smule inden foråret. På vej hjem fra arbejde kørte jeg derfor omkring planteskolen og indkøbte mig en plante. Den ser ikke ud af så meget lige nu, men jeg håber at den om ganske få år vil forvandle mit hus til en botanisk installation. I weekenden skal der plantes. Jeg glæder mig allerede.

Gartneren på planteskolen kunne i øvrigt også oplyse mig om at kameleonbusken er ganske følsom over for udtørreing, og let går til, hvis det bliver for tørt. Det kunne let være sket for min. Ikke så smart. Til gengæld tror jeg har har reddet min goji-bærbusk fra opgravning. Han havde små buske i potter, og alle med fine rækker af røde bær. Han fortalte at buskene trives med lidt udpining tidligt på sæsonen, hvis de skal sætte frugt. Jeg har næsten opgivet min busk, som er temmelig stor, men helt uden frugt. Nu får den en chance til, og jeg vil klippe den tilbage og undlade at gøde. Hvis det kan formå den til at sætte bare et par enkelt bær, kan den helt sikkert få lov til at blive i haven. Ellers er det altså ud. Jeg gider ikke planter, som ikke trives. Det er altid godt at tale med en ekspert, og de er bare så søde på "min" planteskole. Det er jo også det, som gør at jeg vender tilbage om og om igen.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...