Viser opslag med etiketten arbejdsliv. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten arbejdsliv. Vis alle opslag

tirsdag den 28. januar 2014

Arbejdsskade

Den intense inspiration fra mit arbejde har gjort mig hooked på korssting igen.
Det er ren meditation at sidde og digte med nål og tråd.
Kattebroderierne er fra en fin fransk broderibog "Chats au de croix" af Marie-Therese Saint-Aubin.
Bogen er desværre udsolgt fra forlaget.
Pipfuglene er selvdigtede ligesom resteboblerne.






torsdag den 16. maj 2013

Sker der overhovedet noget her



Smukke Sillemusen er blevet konfiet i en Hanne-model.


Min dejlige bængel af en søn har fået jakkesæt og danset lancier med sin smukke kæreste. 
Nu knokler han med slutspurten inden huen skal klemmes ned over ørerne på ham.

Otto-svesken er blevet 2 år 
og er for tiden meget vild med "dissemyrer".

Og mig - jeg er lige her midt i det hele.
Jeg har groet en page og en ekstra hage
og lever livet
med lethed og tyngde,
med hverdag og fest,
mens kanalen her er lidt forsømt
og sender med noget svingende frekvens. 
Flere af jer trofaste læsere
har omsorgsfuldt bekymret jer over stilheden.
Jeg er sprutlevende,
fattig, fed og forårsramt,
jeg går på arbejde,
jeg høster skvalderkål og såer radiser,
syer kjoler og tegner streger.
og så er jeg i fuld gang med at strikke et farlig fint sommerudsalg sammen.
Sæt et kryds i shoppekalenderen d.16.juni.
Mere info vil blive spammet i rå mængder inden længe.

torsdag den 25. april 2013

Letbenet ferie





Tusinde tak for alle lykønskningerne med mit nye job.
Jeg bliver glad og rødøre-betuttet over de søde og hjertevarme kommentarer.
Lettelsen over at kunne lægge jobsøgningen bag mig 
er til at tage og føle på.
Det er som at pille en sten ud af skoen.
En sten som har gnavet længe, så længe at man næsten har vænnet sig til det.
Det er forunderligt at kunne trave gennem dagene, uden at der hele tiden er en lille del af mig, der skal tumle med jobmuligheder.









 


Jeg har nydt en uge med letsind og fordybelse.
Jeg har klippet lavendler og papir.
Jeg har ligget i vattæpper og får og slubret glittede boligmagasiner.
Jeg har fordybet mig i streger og broderet på sider fra den Store Dyrebog.
Jeg har fyldt krukker med forår .
Pyntet havebordet med tjubang-voksdug fra Genneren.
Hæklet en lillebitte pyntepung,
og syet en græsplæne-pung.
Og så har jeg fået selskab af en 
møgbeskidt forkølelse,
som har puttet mig under dynen med kleneex, næsespray og strepsiler.



tirsdag den 23. april 2013

YES



Jeg holder ferie
Jeg laver nul og en skid
Jeg inhalerer forår og frisk luft.
Jeg er fyldt med forventning og fre´
På næste onsdag er jeg sådan en der skal på arbejde.
Sådan rigtig arbejde med løn und alles.
For jeg har fået flexjob i byens bedste brodeributik.
Jeg har hoppet og danset rundt på græsplænen
Jeg har råbt "Juhuuuu"
Jeg har mærket helt ind til benet,
hvor fedt det er ikke længere at være jobsøgende.
Mærket hvor vidunderligt det bliver at bruge mit krudt på noget jeg er vild med. 
Føj hvor jeg glæder mig.

fredag den 12. april 2013

Fandenfisme en fin fredag


Sådan en fredag hvor man får en opringning 
der gør en til flexjobber!
Jabadabaduuuuuuu......................................mere om det senere.
Sådan en fredag hvor man går og pakker garn, grin og gensynsglæde sammen
til weekendens tur med strikkelogen.
Vi invaderer Fanø for at besøge vores emigrerede logemedlem Susanne.
Sådan en fredag hvor meteologerne messer FORÅR FORUDE
og krukkerne kalder på hornvioler.
Sådan en fredag hvor Otto siger "Åutæij  Hanne"
på spørgsmålet om vi skal have lorten ud af smækbuksen.
Sådan en fredag hvor man lige om lidt vælter omkuld i divanen
med film, moccaboller, kaffe og strik indenfor rækkevidde.
Sådan en fredag er fandenfisme fin.
God gladelig weekend


søndag den 7. april 2013

Tak for hjælpen












Det krævede en dyb indånding at udgive det forrige indlæg.
Nu sidder jeg med en følelse af taknemmelighed og lapper alle de søde kommentarer i mig.
Facebook venner har gladeligt delt budskabet,
og jeg har fået pustet nyt liv i den lidt trætte jobsøgningsmuskel.
Har fået håb og positiv forventning på banen igen.

Det er temmelig fast arbejde at søge job.
Der er dage hvor gejsten og troen på egen duelighed er til 
at gribe telefonen 
og kækt ringe rundt til vildt fremmede mennesker 
og forsøge at få dem overbevist om at de mangler mig.
Der er dage hvor energien er lavtgående og hvor det kun bliver til at trække trawl på jobsider. 
Der er dage hvor spørgsmål om hvordan det går med jobsøgningen
besvares med optimistiske opremsninger af indsatsen.
Der er dage hvor spørgsmålene og de gode råd, 
får det til at stramme sammen i halsen 
og resulterer i tudevoren selvmedlidenhed og i snigende tvivl på om indsatsen nu også er optimal.
Der er jo arbejde til dem der vil arbejde.

Og så er dage hvor det er søndag og hviledag.
Søndag hvor der tages luft ind og mobiliseres energi til en ny uges jobsøgningsjob
Sådan en søndag hvor jeg beslutter at holde fri og fede den med streger, strik, solskin og slendrian.
Uhmmm i dag er det søndag.

onsdag den 3. april 2013

Kender du Flex-Hanne?

Jeg kender en livserfaren kvinde med et imødekommende væsen og gode samarbejdsevner.
Flex-Hanne spytter ideer ud af ærmerne og har sans for farver, former og udtryk.
Flex-Hanne elsker at eksperimentere med materialer og lave ting med kant.
Flex-Hanne er en dygtig håndværker.
Flex-Hanne mestrer de fleste håndarbejdsdicipliner.
Flex-Hanne har erfaring med undervisning i kreative processer.
Flex-Hanne er inspirerende og igangsættende i kreative processer.
Flex-Hanne er en erfaren og dygtig syerske som lægger stor vægt på kvalitet og finish.
Flex-Hanne har øje for detaljen.
Flex-Hanne arbejder koncentreret op til deadlines.
Flex-Hanne holder af at lege med ord.
Flex-Hanne er billedrig og har en god fantasi.
Flex-Hanne er engageret og pligtopfyldende i forhold til de opgaver hun arbejder med.
Flex-Hanne har et veludviklet og overforbrugt ansvarsgen, så hun vil gerne have klare rammer for sine opgaver.

Flex-Hanne vil gerne have et flexjob i en kunsthåndværk/design/interiørbutik, som madmor i en lille kreativ virksomhed, som produktudvikler indenfor hobby og håndarbejde, som modelsyerske, som underviser i kreative fag, som …………..
Flex-Hanne har gå på mod og en nypudset flex-bevilling i lommen.
Flex-Hanne er flink og flittig.
Kender du nogen der kender nogen der vil flikke et flexjob sammen med Flex-Hanne så kontakt mig, så sætter jeg dig fluks i kontakt med Flex-Hanne.



tirsdag den 22. januar 2013

Lappeløsninger, nye huller og salgsmateriale




Inden jul lavede jeg massevis af nøglehuse.
Der var en lille flok huse der ikke kom gennem kvalitetskontrollen, 
fordi hullerne til lædersnoren var flossede i kanten.
Forleden blev de inviteret ind i varmen igen.
En strimmel maskingtape skjuler nu hullerne
og husene har skiftet stillingsbetegnelse fra kasserede nøglehuse til pyntehuse.

Efter at have dækket huller på husene,
borede jeg frejdigt nye huller i en stak teaktræsklodser.
De små kuber blev til pynt omkring et bloklys.
De aflange blev til pynt under et bloklys.

Nu skal jeg bore rumpetten ned i en stol
og blive siddende indtil jeg har 
skruet en appetitvækkende spiseseddel sammen.
Jeg skal have solgt min arbejdskraft og mine kreative evner
til "nogen" der slet ikke ved at de mangler mig.

søndag den 28. oktober 2012

Investor i arbejdsglæde




Som beskrevet i sidste indlæg, er jeg rigtig ked af,
 at jeg ikke fik flikket mig et flex-job sammen hos AlbaBaby.
Siden jeg stress og depressionsramt forlod arbejdsmarkedet har jeg ofte tvivlet på om jeg min nogensinde blev rigtig arbejdsduelig igen.
Lige indtil jeg ved at tilfælde dumpede ned i AlbaBaby.
Jeg var forundret,
mig der altid har kviet mig ved at lave mere end en af hver model,
jeg sad pludselig og var vældig fornøjet ved at sy 30 par identiske selebukser.
Her var noget hvor jeg kunne håndværket,
noget hvor jeg ikke skulle relatere til andre end de øvrige i firmaet.
Her blev tvivlen sendt på porten og troen på min arbejdsduelighed blomstrede.
Flexjob hænger ikke og flagrer på træerne.
Dem skal man selv ud og gøde jorden til,
gi´den en skalle og håbe på at der kan bone et job ud i den anden ende.
Albatøserne og jeg har gødet jorden, givet den en skalle og så lige en mere,
men desværre var afsætningen af den Handmadekollektion jeg syede,
 ikke tilstrækkelig til at kunne dække min løn ind.
Jeg oplever på ingen måde at jeg har været udnyttet som gratis arbejdskraft.
Jeg har oplevet det halve år som min investering i at finde et ideelt flexjob.
Jeg har haft det som en fisk i vand.
Hver eneste dag  har jeg glædet mig til at komme på arbejde,
og har oplevet glæden ved at arbejdsglæde genererer energi og overskud til også at kunne få min hverdag herhjemme til at hænge sammen.
Jeg har nydt at bruge min fritid på at lave Djohanne-modeller.
Her kunne jeg dvæle ved detaljen og fitle med egne finurligheder.
Jeg er helt sikker på at den dag AlbaBaby vejrer morgenluft for en nysatsning på Handmade,
så bliver jeg inviteret med igen.
Det bliver knaldhamrende svært at finde nye græsgange der kan hamle op med AlbaBaby,
men selvfølgelig findes de et eller andet sted,
Jeg strammer kysen og leder med lys og lygte.
Ikke som gratis arbejdskraft, men som investor i mit fremtidige arbejdsliv.

fredag den 26. oktober 2012

Lys


Pheww.... 
På sådan en dag, hvor det viser sig at
et halvt års ihærdig praktik
alligevel ikke ender med ansættelse i flexjob,
er det dælendulme godt at have et lyst sind,
at  kunne overvinde trangen til at kravle under dynen og hyle
og istedet trave ud i den sidste stump eftermiddagssolskin og suge lys til sig.
Godt at kunne trøstekøbe fine Kähler-stager, som jeg egentlig ikke har råd til, 
men det bliver de jo heldigvis ikke mindre fine af.
Når jeg har fordøjet skuffelsen
må jeg op på hesten igen. 
Ud i den sparsomt bevoksede jobjungle,
for at finde en arbejdsgiver der kan se fidusen i at ansætte et fruentimmer som mig.
Jeg er lidt flosset i arbejdsevnen, men fuldt kampdygtig 15-20 timer om ugen.
Jeg er smækfuld af goé ideer og temmelig omgængelig,
så det må sgi´da lykkes før eller siden.
Men først vil jeg svælge lidt i tristessen og ha´lidt ondt af mig selv.
mens jeg tænder lys i smukke stager 

onsdag den 15. august 2012

Arbejdsglæde


Med skønt duftende krydderurtebuket i næsen
og aftenens kølighed ind af døren
nifler jeg rundt i værkstedet og gør klar til en hjemmearbejdsdag i morgen.
I verdensfirmaet pakkes der stadig efterårskollektion
og pladsen er derfor lidt trang.
Jeg glæder mig til en arbejdsdag i pyjamasbuks og højt hår
syning af en pæn stor bunke bukser
og en lydbog i ørerne.
Men jeg glæder mig mindst lige så meget til at komme pænt påklædt på arbejde på fredag,
for jeg har nemlig verdens sødeste kollegaer.


torsdag den 9. august 2012

Arbejde sent




Når man lader sig lokke til at køre ned gennem det jyske vejarbejde 
for at spise frokost i udlandet
må man arbejde om aftenen.
I dag har jeg nydt en lækker frokost i Flensborg
og slikket lidt tysk solskin og godt selskab.
Nu spinder symaskinen sig gennem bunken af fine AlbaBaby-spencere og selebukser.
Resten af verdensfirmaet er til modemesse for at sælge næste sommers fedeste børnetøj.
Så jeg har hjemmearbejde og det er ikke så ringe endda.
At kunne holde fri hele dagen,
og slutte dagen af med at sidde og hygge sig fælt med aftenarbejde. 

torsdag den 28. juni 2012

Mildhed





Tak du milde sommeraften 
for at smyge sig blidt omkring mig.
En stille stund med 
fuglefløjt
dufte af bål, hyld og friskbrygget kaffe.
Hæklenålens meditative vandren ind og ud af løkker.
Myggedans
omkring en sitrende lille glæde ved i dag at være et skridt nærmere
et arbejdsliv som Albapige