Viser opslag med etiketten Tosserier. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Tosserier. Vis alle opslag

søndag den 22. september 2013

Gamle ben med ormehuller








Om 14 dage skal jeg have en stand på Finderskeepers på Godsbanen i Aarhus.
Mit tema er træ, skind og streger.
Jeg har boltret mig sammen med farmand i træværkstedet.
Vi har lavet ting ud af gamle bordben og andet genbrugstræ.
Jeg elsker når jeg kan bearbejde noget gammelt og få noget nyt, fint og funktionelt ud af det.
Jeg kan godt li´at det kan ses at materialet har haft et andet liv.
Min far ville smide et bordben væk fordi der var ormehuller i det,
og jeg måtte bruge lidt tid på at argumentere for at det var en form for patina,
som i mine øjne ville gøre lysestagen meget finere. 
Han synes jeg var tosset, men jeg fik min vilje,
også med at stagerne skulle være en lille smule skæve ;)



tirsdag den 13. august 2013

Grimt på den fede måde


Der er smæk på begoniaen
Farverne og formerne er fantastiske.
Knoldbegonia er i min verden sådan en rigtig mormorblomst.
Havde ikke troet at den skulle finde hjem til mig.
Men tilfældigheden ville det anderledes og nu er jeg lidt forelsket i mine to "lidt for meget" begoniaer.


Forelskelsen var ikke helt så overbevisende i forhold til 
den helt og aldeles for meget og grimme porcelænsfuglevase.
Alligevel var den så grim at den måtte med mig hjem.


Efter adskillige lag spraymaling
er jeg faktisk vældig glad for pipvasen.

På min raitetshylde var der mere kikset porcelænfjerkræ.
De to her er måske ikke blevet kønnere, men så absolut sjovere i kobberversion.

Den lille cyklist med bamse på bagagebæreren
blev også lige trafiksikret.

Den brølende løve avancerede absolut i maskulinitet 
efter en gang kobber.

Gæt hvem der nu støver rundt i genbrugsbutikkerne for at finde flere virkelig grimme porcelænsfigurer.





onsdag den 10. april 2013

Hver ting til sin tid og helst hver for sig





Forleden dag legede jeg med fedtfarver og Markalpenne.
Fedtfarverne blev lagt på papir i rå mængder
og derefter kom papiret på strygebrættet og fik en gang varme så farverne smeltede og flød sammen i fine mønstre.
Let afledelig som jeg er i kreative processer, 
kom jeg i tanke om Markalfarverne, som er en slags oliekridt man maler på stof med.
Frem kom et stykke lærred og den eneste tilgængelige flade var strygebrættet.
Mens jeg malede på stof
tænkte jeg at jeg skulle passe på der ikke kom farve på strygebrættet.
I dag var (næsten)al farveleg ryddet af vejen,
Klippebordet var fyldt op med knitrende hvid silke og brus af tyl.
Fine stoffer der skal blive til konfi-kjole til Sillepigen.
Opslugt af de fine stoffer og corsageudfordringer, 
glemmer jeg alt om grat på strygebrættet.
Lige indtil jeg får øje på et "fint" blåt mønster på corsageforet.
Splitteminebramsejl kaptajn Haddocks ordforråd blegnede 
i forhold til de eder jeg kunne præsterer da jeg opdagede fadæsen.
Opsprætning og udskiftning af de blåmønstrede dele 
foregik i en svada af skældsord over hende fjolset der legede med klistret farve på mit strygebræt.
Nu er der indkøbt og monteret nyt betræk på strygebrættet 
og fruen spinder atter saligt mens de mange fine silkedele syes sammen.
Og hende med farvekridtene har fået rødt kort
indtil finhederne hænger på Sille. 

torsdag den 28. marts 2013

Der sad to katte.......




Jeg ved ikke lige hvor de kom fra.
Men pludselig myldrede det frem med katte.
Dovne, listige, overvægtige, lidt ude af proportioner katte.
Store, små og midtimellemer
og nogen med farver på pelsen.
Mjauvvvv det er sjovt.....


lørdag den 26. januar 2013

Bjørnetjenester og rævestreger






Jeg har tegnet bjørne og ræve
mangfoldiggjort dem i kopimaskinen
klippet dem ud 
og klistret dem på igen
leget med akvarelfarve, stempler, streger, tape, bogstaver, ord og deres betydning
under og rundt om bamsebjørnene og rævebasserne.

søndag den 16. december 2012

Historien om en pude der ville frem

I november lavede jeg de her fine "kryds og bolle"spil.
Spillepladen er skåret ud i lækker fed uld fra Kvadrat.

De strimler jeg skar af spillepladerne
var tæt på at ryge i skraldespanden,
men jeg fortrød og lagde bunken ind på hylden.
I dag skulle jeg lede efter noget helt andet,
i jagten faldt jeg atter over strimlerne
og glemte alt om hvad jeg ledte efter.
De strimler ville flettes,
det blev de så.

Ude på værkstedsdøren hænger en kaprifoliekrans med et par hulsten i.
En af hulstenen fik forleden en klat neonorange.
Der var lidt maling i den pensel jeg var på vej ind for at skylle ren,
og jeg kunne ikke dy mig for lige at sætte en klat på stenen.
Regnen har forsøgt at slette mine narrestreger, 
men neonorange er ikke sådan at skjule.
Den neonlysende klat inspirerede mig til hvad det uldne fletværk skulle bruges til.

Bunken af råhvid fed uld blev fundet frem.
En lille neonorange rest fra Falck-uniformsproduktion
passede nøjagtig bag fletværket.
2 uldne kvadrater blev klippet.
Den ene kvadrat blev rammen om fletværket.
Den anden kvadrat blev rammen om en "diskret" neonorange lynlås.
De to kvadrater blev lagt over hinanden.
I det ene hjørne blev der puffet et lille stykke orange refleksbånd ind.
Kvadraterne blev syet sammen og vendt.
En 50x50 monteringspude blev puttet indeni.


En lækker pude så dagens lys.
Nu er den flyttet ind i sofaen, til pynt og til at hvile mit hoved på, når jeg jeg lige skal nappe en lille lækkerlur.

Snip snap snude
historien om en pudefødsel er ude.
Tip tap tønde
en ny, om en grøn pude, kan begynde.
Morale:
Smid ALDRIG uldne strimler fra "kryds og bolle" spilleplader ud.

mandag den 18. juni 2012

Blomsterdrik

Hvis nu, som at det var, at jeg liiige kravlede op på halvtaget.
Så havde jeg inden længe hyldedrik klar til sommerheden....
....og blomsterklaserne ER skyllet.

tirsdag den 12. juni 2012

Pop-pelargonier, pjanket polyester og plænepynt



De bolsjefarvede engelske pelargonier 
er SÅ tøsepjattede fine.
Man kan da kun blive glad i låget af at kigge på dem.

Måske kan "man" ikke sige det samme om mit 
nyindkøb.
Stoffet er pure polyester.
Aner ikke hvad jeg skal bruge det til,
men mønstrene er så fede at det måtte med mig hjem.
Dejligt med sådan en materiale-udfordring:)

Græsplænen gir den gas
ovenpå regnvejret.
Men hvem nænner at høvle hovederne af de her smuksakker?
Not me!

lørdag den 26. maj 2012

Handywoman no.1


Wupti
nu har fruen med rolig besindighed 
samlet liggestol på mindre end den kalkulerede tid i manualen.
Og syet en luftig satinsag til Jullen.
Nu står den på fodbad og strik på terrassen.

lørdag den 7. april 2012

Loop, løbsk og lækker




Den solbeskinnede, men hundehamrende, kolde lørdag
er blevet fornøjet med tekstiler og garn.
Fuldfed fløjl er blevet til "vuggestue-habit"
Knitrende poplin er klippet i kjole til Fruen

Jeg prøver kræfter med magic loop på Herberts atlanterhavsblå ærmer.
Min umiddelbare melding er, 
at det ikke er lettere end strømpepinde, men det er anderledes.
Det bliver lettere for hver omgang
og kunne nemt blive den nye foretrukne teknik til drengeærmer.

Havens purløg har forsøgt at undgå påskeæggemadderne ved at lade som om den er en lavendel.
Forsøget mislykkedes, jeg HAR fået purløg på æggemaden.

Jeg er også blevet trukket til haws og hjem igen af den højløbske Smukkehund.
Hun er helt og aldeles udenfor pædagogisk rækkevidde,
der står kun en ting i hovedet på hende og det er HAN.
Selv den mindste lille pistne skødehund af hankøn har hendes uforbeholdne opmærksomhed.

T a k




Tulipaner, anorak, kiksekage
Del-elementer af en fredag aften.

mandag den 26. marts 2012

Til tasterne

På sådan en mandag formiddag, 
hvor man venter på at ens nye tørklæde tørrer
og på at solen bryder frem.
Der sorterer man taster.

lørdag den 17. marts 2012

Forårsvelkomst

Så dejlige solskinstimer jeg havde udendøre.
Vinterens tørre blade blev fejet væk.
Det sidste vinterpynt blev bortvist.
Nu er der fint og klar til forår.
Kommer du forbi, bliver du budt velkommen med et lille farvestrålende "træ" ved min hoveddør.
En genbrugsvase, æblegrene og pompomer 
og en limpistol til at binde det hele sammen.
Nu står det og lyser op indtil naturens farver overhaler indenom.

tirsdag den 13. marts 2012

Plattefjol


Loftsrummet hjemme hos mine forældre gemte på en hel kassefuld af platter.
Nok til masser af fjollerier.
Første fjol er slædehunden Miki der vuffer farvel til hele familien 
der drager afsted mod kaffemik hos en onkel.
Jeg er overbevist om at det er Johnny Margrethe og gemalen der skuer ud over undersåtterne,
 der nede i højre hjørne af kassen.
Den platte kan der digtes videre på.

søndag den 11. marts 2012

Ingen skal gå sure ud af mit værksted

Hvem har lyren?


Mine forældre har ryddet op på loftet.
Jeg har hjembragt en trailerfuld af skønherligheder.
Lyset var falmet før jeg nåede hjem, 
så fotodokumentationen af mine fund udskydes til i morgen.
Jeg kan dog ikke dy mig for at fremvise en enkelt i dårlig fotobelysning: 
Et billedlotteri som vil være en udfordring for nutidige børn,
særligt hvis de ikke kan læse.
Hvem har farveladen?
Bemærk den hjemmegjorte brik med rygsækken.