Ingen arme ingen småkager

Min lille nisse ser nu ikke ud til at lade sig gå på af truslen.

Da jeg var ude og handle i dag oplevede jeg 

trætte og grædende børn med trætte og vredladne forældre.

Om det var fordi far og mor var julefrokosttrætte,

eller fordi det er blevet trendy med trusselspædagogik

ved jeg ikke.

Men et barn blev truet med at der ikke blev serveret risengrød til aftensmad,

et andet barn med at nissen ikke ville komme med pakke i morgen,

hvis ungerne ikke gjorde som der blev sagt.

Jeg sagde ikke noget,

men mit hjerte sved.

Hej mig selv

Men stormen river og flår udenfor

nusser jeg rundt og drysser juleforventning og pynterier rundt i værkstedet.

Trækker vejret dybt ned i maven og ER.

For første gang i meget meget lang tid er der rolighed indeni.

Jeg hilser roligheden velkommen, nyder følelsen.

Jeg er taknemmelig for at kunne mærke mig selv igen,

samtidig bliver jeg lidt trist og ked af  hvor længe det er siden den følelse har været hos mig.

Men der er smil i tårerne

for det er skønt at være sammen med sig selv igen.

Hende i den grå jakke

For første gang i mit arbejdsliv 

arbejder jeg i uniform.

Jeg trækker af "Hanne"og i "Kantinepersonale" i omklædningsrummet.

Altså jeg er jo stadig Hanne,

men det er gået op for mig, 

hvor meget farver og finurligheder i min påklædning betyder for mig.

Sådan en grå kokkejakke er der ski´ikke megen spræl over.

De fleste dage er der heldigvis spræl indeni.