Viser opslag med etiketten Opskrifter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Opskrifter. Vis alle opslag

fredag den 23. december 2011

Søde syrligheder

En ny konfektfavorit er født i mit køkken.
Hvis du skal have fingrene i sukkerstadsen på lilledagen skulle du prøve det her:

Mindfull Abrikoser med citronmarcipan
100 g marcipan
1 spsk citronolie
fintrevet skal af 1/2 økocitron
En god håndfuld tørrede abrikoser
God mørk chokolade til overtræk
Ælt citronolien og den revne citronskal godt ind i marcipanen.
Skær abrikoserne over på midten og åben de halve abrikoser ligesom du åbner et pitabrød.
Tril kugler af marcipanen og klem kuglerne ned i de halve abrikoser.
Pensel låg på med chokoladen.

Uhmmenum 
Lugt til abrikosen
Spis abrikosen
Den ligger godt i julemaven

mandag den 12. december 2011

Ska´du ha´varmet ørerne?




Søde Mille var på besøg fra det nordjyske.
Hun havde varmet og pyntet sit kønne hoved med et meget smukt pandebånd,
som jeg fluks måtte forsøge mig med i en Hanne-variant.
Uhmm det er blevet varmt og fint.

Hvis du vil ha´varmet ørerne
gør du som følger:

VARME ØRER
Garn: 100g Cosy Wool fra Løvegarn. (Meget gammelt fra gemmerne)
Pinde: 5.5
Slå 14 m op og strik rib med 2 ret 2 vrang.
Strik til båndet kan nå rundt om dit hoved + 5cm.
Sæt maskerne på en hvilesnor.
Strik endnu et bånd magen til.
Til det 3. og sidste bånd slår du 10 m op og strikker rib med 1 ret 1 vrang.
Når alle tre bånd har den rette længde og maskerne er sat på hvilesnore,
samler du startenderne ved at lægge de 3 bånd ovenpå hinanden med det smalleste i midten.
Med en hæklenål samler du 14 masker op gennem alle 3 lag.
Strik 3 pinde glat, og flyt maskerne over på en hjælpepind.
Flet de tre bånd så de lægger sig pænt mod hinanden.
Saml de 3 båndender ved at strikke dem sammen.
Det gøres lettest ved at flytte maskerne på hvert bånd over på en tynd strømpepind.
Læg pindene over hinanden og strik gennem alle 3 lag 14 masker op.
Strik 3 pinde glat.
Saml nu de 2 ender ved at strikke dem sammen.
Luk af og hæft enderne.
Med lækker og lun uldenhed på hovedet er du klar til vinter og storm.

mandag den 17. oktober 2011

Smertestillende uldenhed - nakkedisse



Frem af gemmerne blev halet noget 
blødt og fint Noro-garn. 
Det er meget gammelt, aner ikke hvad det eksakt hedder eller består af.
Med hæklenål nr.5
dannedes en kreds af 76 luftmasker.
Lige tilpas så de kunne trækkes over hovedet uden at brillerne faldt af.
Rundt og rundt fik det med fastmasker i den bagerste kæde hele tiden.
I starten tog jeg lidt ind en gang imellem
I slutningen tog jeg lidt ud en gang imellem
Til sidst lavede jeg fluffer foroven og forneden.
De øverste med 3 luftmasker i hver
De nederste med 10 luftmasker i hver.

Nu har jeg den dejligste varme halsedisse
eller "nakkedisse".
Håber den suppleret med fysioterapi og Panodiler  får vredet holdet af min nakke.

Jeg er ikke sikker på at selve hæklingen er helbredende. 
Frygter faktisk lidt at fysioterapeuten kunne finde på at nedlægge decideret forbud.

tirsdag den 13. september 2011

Hanne kalder hækle-hotline



Min superseje hæklelærling Victoria 
har udfordret mig.
Forleden sendte hun mig det øverste foto,
og spurgte ind til om jeg troede det ville være for svært at hækle for hende.
Tjaaaaaa umiddelbart anede jeg ikke hvordan det skulle gribes an.
Var lidt i tvivl om det var hæklet eller strikket.
Men vupti, så sidder jeg i søndags og bladrer i den ene Hanne´s fine gamle hækle-strikkebog
og der har vi da "Møllen".
I dag er den blevet testhæklet og umiddelbart synes jeg det ser lovende ud.
Mon ikke udfordringen går ud på at frembringe x-antal "møller" og sy dem sammen?
Eller er det hæklet i et stykke?
Er der hæklehajer ude i Blogland der kan hjælpe mig gennem udfordringen med æren i behold?

Update.
Nina var så sød at henvise til Sidsels opskrift .
Hvis du har fået lyst til at forsøge dig, finder du den her

fredag den 9. september 2011

Blommelommelum



Blommerne er blevet forvandlet til den lifligste blommemarmelade.
Opskriften er fra Nanna Simonsen´s "Smag på Danmark"
1 1/2 kg blommer
7-800g rørsukker
2-3 hele nelliker
1 flækket vaniljestang
saften fra 1 citron
revet skal fra 1 usprøjtet citron (kun det gule)
Blommerne halveres og udstenes.
Knæk 15 blommesten og tag kernerne ud.
Put hele moletjavsen i en gryde.
Læg låg på og bring det langsomt i kog.
Lad det simre blidt indtil blommerne er ved at være kogt ud (ca. 20 min.)
Jeg måtte stive lidt med Rød Melatin fordi blommerne var meget saftige.
Hæld marmeladen på atamonskyllede glas og luk til.

Af erfaring kan jeg oplyse at sådan en klat ovenpå en knækbrød med brie
er
muuuuuuuuums.

onsdag den 17. august 2011

For katten da....


En af disse charmetrolde er vist slet ikke nok.
Bogen er lige ankommet med posten.
Nu ligger den og lokker.
Men det er "no-go" før Herberts kørepose er klar. 
Tror jeg nok :))

søndag den 14. august 2011

Opskrift look alike


Jeg har fået en del henvendelser om opskrifter på de to drengetrøjer.
Nu ligger det jo lidt tungt med mig og opskrifter.
Det er sjældent jeg følger en sådan til punkt og prikke.
Jeg bliver inspireret af de mange lækre opskrifter jeg ser, 
Men ender oftest med selv at brygge noget sammen.
Sådan er det også med disse to trøjer.
Jeg deler gerne min vej til det færdige resultat.
Håber det kan give en enkelt eller to mod på løssluppen freestyle strik og hækling.


Hæklet drengetrøje
Garn: Blackhill Højlandsuld fra Garnudsalg.dk i farverne isblomst, åbent hav og skovbund. 
Der er i alt brugt knap 100g.
Hæklet med hæklenål 3.
Jeg blev inspireret til trøjen da jeg så Hanne hækle den fine gule pigetrøje.
Lurede hæklemønsteret af :1 fastmaske, 1 stangmaske skiftevis på omgangene ligesom i perlestrik.
Jeg bestilte Sidsel Sangilds "Blødt til baby" på biblioteket,for det var en opskrift herfra Hanne hæklede efter. Men jeg havde ikke tålmodighed til at vente på den.
Så fandt jeg en gammel strikkeopskrift med måltegning af en lignende trøje.
Testhæklede lidt og så gik det bare derud af.
Nogen egentlig opskrift har jeg ikke fulgt, kun hæklet efter målene på den strikkede trøje i str.6-9 mdr.
Når jeg strikker eller hækler børnetøj bruger jeg ofte snitmønstre.
Her har jeg målene og størrelserne og så er der ellers frit slag på resten. Me like....


Strikket drengetrøje
Garn: Blackhill Højlandsgarn fra Garnudsalg.dk i afstemte farver. 
Rundpind og strømpepinde nr.3.
Forbrug i alt 110 g.
Udgangspunktet er "Mini" fra DesignClub.
Jeg har fulgt maskeantallet og udtagningerne for en str. 1/2-1 år.
Hele trøjen er strikket i retstrik.
De forreste kanter er afsluttet med en glatstrikket ombukskant. 
Jeg har hæklet en række kædemasker op lige indenfor kanten, 
samlet kædemaskerne op og strikket ca.10 pinde glatstrik. 
Lukket af og syet kanten på langs vrangsidens kædemaskerække.

"Mini"-trøjen rummer uendelig mange variationsmuligheder.
Den har en rigtig god pasform og er en super barnevognstrøje.

tirsdag den 9. august 2011

Stribe på stribe


Stribe på stribe til endnu en lille trøje.
Lige nu stritter strømpepindene med ærmestrikning.
Planen er ensfarvede glatstrik-ærmer.
Efter et par centimeter vakler jeg i den beslutning.
Måske bliver stribeærmer mere rolige.
Men halve års drengebørn er jo ikke rolige,
så der må vist godt være lidt farvesmæk på de buttede arme.
Jeg nupper lige et par centimeter mere 
inden den endelige beslutning træffes.
Det er jo det her der er det sjove ved at digte små trøjer.
Lidt frem og lidt baglænsstrikning.
God udnyttelse af garnet og balsam for mine strikkefantasier.


fredag den 17. juni 2011

Indeni Pattern Magic













Pattern Magic 1 og 2
er ganske vidunderlige bøger.
Der er udførlige tilskæringsvejledninger på alle de fantastiske næsten skulpturelle detaljer.
Bøgerne er købt på e-lounge.
Det kribler i fingrene for at komme i gang.

tirsdag den 14. juni 2011

Nu med opskrift



Hæklet savlesmæk.
Brug alm. eller merciseret bomuld og hæklenål nr.2,5 eller 3 alt efter hvor fast du hækler.
Hækl 67 luftmasker (lm).
1.række startes i 3.lm. Hækl 22 fastmasker (fm). I næste maske hækles 1 fm 1 lm 1fm (udtagning), fortsæt med 9 fm,  i næste m laves udtagning, hækl 9 fm, udtagning i næste maske, 22 fm.
Vend alle rækker med en luftmaske.
Hækl 2 rækker fm,  gentag udtagningerne i de 3 luftmaskelænker.
4. række: 2 fm, 3 lm, spring 3 masker over og fortsæt med fastmasker og udtagninger i de 3 luftmaskelænker.
5. række: fastmasker og udtagninger i de 3 luftmaskelænker. Hækl 3 fastmasker om de 3 luftmasker fra sidste række = knaphul.
Hækl 3 rækker mere med fastmasker og udtagninger i de 3 luftmaskelænker.
Bryd garnet.
Start igen med 1 fm i 1.udtagningslænke fortsæt med fastmasker og udtagning i den midterste luftmaskelænke. slut med 1 fm i den 3. luftmaskelænke
Hækl 10 rækker på denne måde.
Nu startes indtagninger i siderne.
Start hver række med at springe den første maske over, fortsæt med fm og udtagning i den midterste luftmaskelænke. I slutningen af hver række hækles de 2 sidste masker sammen.
Det bliver pænest hvis du laver kæden på den andensidste maske, lader den sidde på hæklenålen, laver kæden på den sidste maske. Nu er der 3 masker på nålen. Træk den sidste maske igennem de 2 første.
Hækl 10 rækker på denne måde.
Bryd garnet.
Med en anden farve hækles en række fastmasker rundt i kanten.
Hæft enderne og sy en fin knap i.
Fjing fjong en fin savlesmæk er klar til at trække overflødigt mundvand.



mandag den 13. juni 2011

Nye slips til drengene


Jeg hækler "slips" til Otto og Herbert.
Fine gammeldags savlesmække med en lille knap i nakken.
Jeg fandt en opskrift fra Familiejournalen som jeg har fulgt, sådan på min vanlige vejledende måde.
De er nemme, sjove og hurtige at hækle.
Når jeg har lavet  en redigeret opskrift, lægger jeg den ud her,
hvis nogen skulle få lyst til at kaste sig ud i et lille sommerhækleprojekt.