torsdag den 24. juli 2014
Bamsegavekort til en 4-årig
søndag den 2. september 2012
Køretid = hækletid #4
En allersidste sommerferie-køretur fra Hamburg til Viborg... Jeg manglede et eller andet at sidde og nørkle med, og idé’en, der løb af med sejeren, indbefattede nogle “Star-stitches” og en iPhone. Jeg havde et godt udvalg af uldrester med; blandt andet en masse dejlige nuancer fra Malthe’s barnevognstæppe. Jeg bliver aldrig træt af de farver, og leger af og til med dem.
Jeg hæklede en række stjerner med hver nuance, og havde vist i min feriehjerne glemt et eller andet om, hvordan man udregner længden af en “Star-stitch”-række, så det kommer til at passe ligesom jeg heller ikke helt kunne huske, hvordan jeg kunne lave kanten pæn, snorlige og sirlig…
Resultatet blev både godt og skidt: Skidt fordi kanten lignede Kong Volmers nederste del af ryggen… Og godt fordi det gav mig mulighed for at lege med lidt frihækling for at afslutte med en lige kant for oven. Dét kunne jeg rigtig godt lide, og begav mig ud i at bestemme en afvigende farve, der kunne spille op til de blå nuancer. Den limegrønne gik god sammen med, og jeg hentede kanten op i det rette niveau vha. diverse halve, hele og dobbelte stangmasker. Den færdige kant trak jeg lidt sammen, så min iPhone ikke uden videre kunne glide ud, og så afsluttede jeg den med en baglæns fastmaskekant, der giver et godt, fast resultat.
Da vi begyndte at nærme os Viborg, var hylden i bilens forrude ved at være godt fyldt op med alverdens “sommerferie-finde-på-hæklerier”… Hvis du kigger godt efter vil du kunne se, at stjernemønsteret på dette billede står mere tydeligt frem end på nærbillederne ovenover! Historien er nemlig den, at et par dage efter hjemkomsten forsvandt iPhone-etuiet sporløst i et par dage. En af mine drenges kammerater fandt det senere i græsset ude i haven, hvor det må have ligget hele tiden – også i tordenvejr og dertil hørende regnskyl om natten samt høje temperaturer om dagen…
Det havde ændret struktur, som uld jo gør, når det bliver vådt og varmt, men det kunne stadig bruges efter denne ufrivillige “tordenvejrs-valkning”…
Måske, det var noget at
eksperimentere med engang i fremtiden ?!
søndag den 5. august 2012
Køretid = hækletid #2
Da jeg var færdig med “soveposen” til professorterningen, rakte jeg den over på bagsædet til drengene. Den blev straks undersøgt i alle ender og kanter, og her over kan du se, hvordan det så ud, da den blev lirket ud for første gang. Det giver nok et godt billede af, hvordan lukkemekanismen fungerer. Her kan du se, hvordan den bliver puttet tilbage igen. Det er en hurtig måde at “lave professorterningen” på…
VUPTI – så er alle sider lavet!
lørdag den 4. august 2012
Køretid = hækletid… #1
I sommerferien blev mange kilometers motorvej tilbagelagt, og som co-driver, gav det mig mange timers mulighed for at lege med hæklenål og garn.
Jeg havde ingen idé’er, da vi trillede hjemmefra, men så så jeg, at vores ældste søn havde taget sin professorterning med i bilen. Den kunne jo få en lille “sovepose”… Bare for sjov!
De seks farvede kvadrater var hurtigt hæklet i lækkert uld… …Så blev de hæklet sammen en efter en med noget langhåret “et eller andet-garn”; jeg havde desværre ikke fået sort uld med. Projektet var jo kun for sjov, så jeg måtte være glad for bare at have den rigtige farve, så terningen kunne komme til at minde om en rigtig professor-terning.
Til sidst syede jeg kædesting på alle sider, som derved blev delt op i ni felter.
To sider blev ikke hæklet sammen, men holdt åbne, for at terningen kunne komme ind. Jeg hæklede en lang løkke, der gik fra hjørnet, hvor de to åbne sider mødtes, og ned til et hjørne nedenfor. Dér havde jeg syet en knap på, så “soveposen kunne lukkes. Lidt intermistisk, men godt nok.
Voila!
Feriens første hækleri var skabt…
tirsdag den 22. maj 2012
Snitmønster søges…
“Undskyld, at jeg sådan maser mig på, men jeg har gået med et helt bestemt billede på nethinden hele dagen, og dét billede er faktisk dit...”
…Sådan startede jeg en besked på Facebook her til aften til en gammel bekendt fra min højskoletid. Jeg havde set billedet af den sødeste bluse på hendes side på FB, og jeg faldt da lige pladask for den! I dag fik jeg så lyst til at sy en farvestrålende, figursyet sommerbluse, og så faldt tanken straks på dén!
Jeg har sådan lyst til at sy et par søde sommerbluser af dén slags, så jeg satte mig til at skrive til hende. Gad vide, om hun vender tilbage med hjælp til mig?!
Nå, men mens jeg venter, må jeg jo arbejde videre på idé’en, for ét er sikkert: Jeg skal nok få lavet et eller andet lignende: Figursyet, kortærmet, farvestrålende, sød!
Ligger du inde med et snitmønster, der måske vil kunne bruges, må du rigtig gerne hjælpe mig på vej! Skriv gerne herunder eller på mail…
Snitmønster efterlyses!
onsdag den 3. august 2011
HEEELT ned i gear!
Jeg kan simpelthen ikke finde ud af at gå hen ad en strand uden at gå fuldstændig på vågeblus indvendig! Øjnene scanner mosaikken af sten foran mig, mens alt omkring mig fortaber sig i en tåge af meditativ fordybelse… Lyde, bekymringer, krav… Psst! Der er sten, der bare MÅ med hjem – koste, hvad det koste vil! Og der er sten, der bare MÅ stables i høje tårne – nogle sten er bedre til det end andre…
Jeg kan desværre ikke selv tage æren for at have bygget de imponerende tårne, du kan se på billederne her. Jeg stod bare lige pludselig foran dem i aftes, da jeg var på en aftentur ved Jammerbugten. Tårnene stod bare dér og stod, og alle, der kom i nærheden af dem, gik i stå for en tid og måtte nyde synet af den sjove blanding af naturskabte, organiske former og menneskeskabt præcisionsarbejde…! Jeg var ingen undtagelse :o)
Med et smil om læben, trissede jeg bagefter dem, som jeg egentlig var ude at gå tur sammen med. De var allerede langt oppe i klitterne. Det er ikke alle, der har hang til sten…
lørdag den 30. juli 2011
Hunde i Prag – del 3
Kan du lide hunde? Ellers skal du skynde dig at zappe videre lige nu! For her handler det særlig meget om hunde for tiden – og dette indlæg bliver ingen undtagelse!
Som jeg fortalte tidligere, havde jeg både øjne og kamera indstillet til at finde hunde i gadebilledet, da jeg var på sommerferie i Prag! Det var lidt sjovt at se Prag fra en hunds vinkel – kig med engang:
Uanset, hvor jeg gik, fangede mit blik de mange hunde, der gik pænt i snor, gik uden snor eller måske gik i dobbeltsnor med sin bedste hundeven. Andre hunde stod pænt og ventede udenfor den butik, hvor deres menneske arbejdede eller gik hjemmevant rundt i de smalle gader med mennesket 50 meter bagude… Byen er fuld af lygtepæle, pullerter, portåbninger og vægge, der gemmer på mange spændende informationer, som vi mennesker ikke forstår os på, og som vi derfor anser for at være ganske kedelige og uinteressante. For hunde må det være som at passere en storskærm, hvor man lige netop kan nå at orientere sig på sin vej, før man bliver trukket med videre; mennesker fatter så lidt…På Karlsbroen gik modige hunde og fandt den sikreste vej gennem mængden af de mange menneskeben, der passerede i alle retninger. Nogle hunde havde deres liv der og gik pænt og tiltrak sig folks opmærksomhed, mens deres menneske optrådte, solgte souvenirs eller tegnede karikaturtegninger. Rundt om i Prag fandt jeg også en anderledes slags hunde: En broncehund holdt vagt ved én butik, mens en lodden kufferthund med håndtag i ryggen holdt vagt ved en anden. De blev klappet kærligt begge to, før vi slentrede videre gennem de mange hyggelige gader… Og dem var der HUND-redvis af…
mandag den 25. juli 2011
Hunde i Prag – del 2
På min tur rundt i Prag så jeg ikke kun de imødekommende og venlige hundeskilte, som jeg viste jer i min første del af fotoserien om “Hunde i Prag”. Her kommer min anden del – den handler om alt det, hunde og deres mennesker ikke må…
Her er medlemmer af Tjekkisk Kennel Klub
tilsyneladende ikke velsete!
Det tjekkiske postvæsen vil ikke have tissende hunde på besøg!
-Og det kan man vel egentlig ikke fortænke dem i…
Her må der på det bestemteste ikke komme
små, vimsende og glade hunde!
Her skal skottehunde altid huske sikkerhedsselen!
Her må hunde bare generelt ikke være!
-Om så de står så stille som en statue, så er svaret bare NEJ!
Her er der vist tale om racediskriminering;
Labrador Retrivere, Formel 1-hunde og lignende racer
er forment adgang!
Retrivere, der løber fra deres menneske, skal ikke tro,
at de kan få lov til at stå her og vente på dem!
Det er bare med at være opmærksom,
når man lufter hund i Skilteskoven…
torsdag den 21. juli 2011
Hunde i Prag – del 1
På min ferie i Prag, var jeg på jagt efter billeder til forskellige temaer. Et af de virkelig hotte temaer var hunde, fordi mit hovede i døgndrift er hjemsøgt af tanker om disse dejlige, firbenede skabninger.
Der går ikke så længe nu, før vores lille Holly indtager hjemmet, og imens jeg går og venter på familieforøgelsen i august, må jeg jo få afløb for alle mine hundetanker på en eller anden måde. F.eks. bestemte jeg mig for at have fokus på hunde og alt omkring deres liv og færden, mens jeg opholdt mig i Prag. Det kommer der flere fotoserier om. Her er den første – den handler om alt det, hunde og deres mennesker gerne må i Prag…
Her må selv tegneseriefigurer lufte deres hunde!
Metrohunde skal have mundkurv på og sidde pænt på arm, når de kører på de rullende trapper!
Her kan hundens bedste ven se sig lidt omkring, mens hunden selv får sig en lille tår over tørsten.
Hold din hund i kort line og stå HELT stille!
Hold din hund i kort line og lig HELT stille på asfalten!
Hunde er velkomne til at ligge HELT fladt på asfalten
-uden line på!
Pæle påsat papirs-pølseposer…
Prutter pragske pekingesere på Prags pæne parkplæner, putter pertentlige, pragske personer problematiske pølser praktisk på plads!
LEGO-hunde er velkomne til
at løbe frit omkring i parken!
LEGO-hunde må gå i snor
her i parken!
Hundebar under bordet på en restaurant.
Hunde-pitstop på sidste stejle og afgørende etape op til borgen Karlstejn.
“Your thirsty dog can drink here!”
Prags politi er MEGET hundevenlige! De parkerer på byens torve i varevogne, hvorfra de servicerer og hjælper alle, der måtte ønske det… -Og også deres tørstige venner!
Det kan man da kalde hunde-service!
onsdag den 20. juli 2011
Står tiden stille i Prag ?
Tiden stod i hvert fald stille herinde på bloggen i en hel sommerferie… Og det føltes også som om den stod stille i Prag, hvor jeg tog til, men en af de billedcollager, jeg gik og samlede ind til med mit kamera viser, at klokken slår og tiden går. Sommerferie eller ej!
Funktionelle ure fra metro- og tramstationer. Smukke ure fra kirketårne og endnu et smukt ur, der viser tiden til alle verdenshjørner og bare står der og pynter midt i gadebilledet. Et ur, der danner et naturligt centrum i et gadekryds, hvor mange mennesker har fornøjelse af at kunne følge tiden mens de er på vej. Alle sammen ure, der er en del af det helhedsindtryk, jeg fik med mig fra Prag denne gang.
Jeg elsker at gå og finde billeder til årets fototemaer, imens vi går omkring i de små, “turistede” gader og gyder. -Og i de kedelige gader med trafik, kedelige butikker, almindeligt liv uden særlig mange turister. I de fantastiske parker, foran kirkerne og på broerne. Der kommer billedtemaer her på bloggen inden så længe. Alle sammen fra årets sommerferie i Prag set gennem forskellige “linser”…
Jeg har tabt mit hjerte til Prag for rigtig mange år siden,
og jeg vender tilbage igen og igen…
lørdag den 25. juni 2011
Knald på!
Her til aften havde hele familien fornøjelsen af at opleve Le Freak gi’ den gas på Hjultorvet i Viborg. Energien strømmede direkte ud over publikum, så det var lige til at blive glad i låget af! Sådan har vi oplevet dem før, men denne gang havde vores drenge på hhv. 10, 13 og 16 også rigtig meget fornøjelse af at opleve disse energibundter for fuld udblæsning.
Da vi gik derfra, summede ørene endnu og vi følte allesammen, at vi gik rundt og smilede og snakkede med hver vores rumhjelm på hovedet som en anden Tin Tin… Men det var det hele værd! Drengene var HELT oppe at køre over bandet, som er i stand til at piske en rigtig god feststemning op i løbet af meget kort tid. Som en af dem sagde (læs: råbte ud gennem sin rumhjelm):
“Det var så tydeligt, at de var vilde med deres arbejde!”
-Og det må jeg give ham ret i: Ingen, der hader deres arbejde, kan sætte så meget gang i en fest imens de er på job…
--------------------------------
Le Freak er bare ét af mange gode arrangementer i forbindelse med Hærvejsugen i Viborg. Du kan finde hele programmet HER.
Nu vil jeg putte mine slidte ører op på hovedpuden og ligge og falde i søvn til tonerne af et godt, gammelt hit, som Le Freak præsenterede i aften. Det summer nemlig stadig i mit hovede…
Godnat i Blogland !
søndag den 5. juni 2011
Sommer ved Limfjorden
Vi var inviteret til Salling i det dejlige sommervejr, og tog turen derop fra Viborg til Hvalpsund og med færgen over til Sundsøre. Bare for at få oplevelsen af sommerferie… For det er lige, hvad det er for mig! Jeg har sejlet på Limfjorden i rigtig mange sommerferier i min barndom - altså i sejlbåd, ikke færge…
Jeg elsker lyset over vandet og synet af bredderne, lystbådehavnene og livet på strandene. Bøjerne i vandet, arbejdet inde på molen og alle dem, der går og spiser is. Færgen, der lægger til og dønningerne efter bådene. Børnene, der går og samler krabber eller leger på legpladsen.
Solen skinnede hele dagen og var med til at give os den dejligste sommerdag, vi kunne tænke os…
Hurra for Limfjorden!
mandag den 6. september 2010
Mit blik fanges...
tirsdag den 10. august 2010
Drømmer mig tilbage...
Jeg må huske at tage en jakke med i dag... Brrr...