Hængebryster til polterabend...

Det gør godt at hækle til andre, som har set en kvalitet i det, jeg har fundet på! Lige nu er jeg blevet færdig med et par hængebryster, som skal komme til at sprede smil et eller andet sted i landet på lørdag, hvor de skal overrækkes til en kommende brud på hendes polterabend. Åh, jeg gad godt være en flue på væggen og få mig et billigt grin!

 

I stedet, vil jeg nu putte hængebrysterne i en lille pose og videre ned i en lyserød kuvert, som jeg slutteligt vil poste i putkassen. Derefter vil jeg lægge de betalte 50,- kr. i en anden kuvert, hvori jeg samler små tilskud til Kræftens Bekæmpelses forskning i brystkræft. 

Vil du læse mine andre indlæg om hæklede bryster, finder du dem under "BRYSTER" i stikordsfeltet ude i højre side af bloggen. 

Nede i en hækledal…

Her har været så stille, så stille… Faktisk i tre måneder på dato…

Jeg har længe været “nede i en hækledal”, som min søde “hækle-blogge-virtuelle-nabokone”, Rikke, fra bloggen “Bare Hæklehopla” til tider har kaldt det, når det var hende, der havde det sådan…

Der har bare ikke været så meget at skrive om… Jeg har hæklet usandsynligt lidt, og den lille bitte smule, det er blevet til, har ikke rigtig fundet vej hertil, fordi Jante, du ved nok, stod og spærrede det hele! Ja, Jante, som lige præcis kan tage det sidste lille pip fra mig, når jeg begynder at tænke på at blogge om småting… “Du skal ikke tro, du er noget…”, står han så og vrisser muggent ovre i et hjørne…

Og han har fået lov til at bestemme længe, og det er nok også godt nok sådan… For jeg gider heller ikke bare blogge derudaf uden mål og med! Jeg kan ikke holde ud at tænke på, at begynde at grifle alverdens ligegyldigheder ned bare for at holde gryden i kog!

Så nu har gryden altså været af kog længere end nogensinde før, men i aften har jeg besluttet mig for at sige pænt velkommen til de nye læsere, der trods alt er stødt til, mens jeg selv har været fraværende. Jeg vil minde mig selv og alle mine læsere om, at det gælder om at nyde her på bloggen! Derfor får I et billede af mit glade Hoptimistkrus med egen, hjemmehæklet coffee-coaster… Og I får også et citat fra den æske, som kruset var i, da det flyttede ind hos mig:

“De klassiske Hoptimist-figurer

symboliserer smil, glæde og optimisme.”

PS. Opskriften finder du HER.

Blev det ædt af Postmand Per ???

Jeg solgte dette hæklede bogmærke på Amio…

…Amio-bestillingen kom i en fin, lille pose…

…Posen puttede jeg i en lyserød konvolut…

…Konvolutten postede jeg i putkassen…

…Putkassen blev velsagtens tømt af Postmand Per…

…Postmand Per har måske sladret til sin lille kat Emil…

…Emil ved altså muligvis mere end jeg…

…Jeg fatter i hvert fald minus af, hvad der skete for Per…

…Per blev måske brødflov midt på sin tur…

…Turen bød sikkert også på alt for få pebernødder…

…Pebernødder havde givetvis været bedre for Pers fordøjelse…

…

 

Glædelig pebernød…

Vi skulle have spillet pebernød i aften… Men krukken var tom – så’n næsten da! Kender du det? På bunden af krukken lå én eneste “ene-og-alene-pebernød” og trillede rundt. Hvad er det for en naturlov, der gør sig gældende her?

Er den sidste giftig?

Når der har været rov i lækkerierne, er der ALTID – og jeg mener virkelig ALTID én tilbage af det, den uindbudte gæst var på udkig efter. Om så det er min “hemmelige” bakke med flødeboller, dåsen med bolcher på kontoret på arbejde, æsken med pålægschokolade, eller andre gode sager – så er der ALTID én tilbage!

Nu vil jeg gå ud i køkkenet og gøre mig selv til forsøgsperson! Så hvis I ikke hører mere til mig frem over, så ved I, hvorfor: Så HOLDT teorien altså stik, og I må resten af jeres dage være dømt til ikke at tage den sidste af noget som helst! Det er simpelthen dødsens farligt!

Glædelig jul –

Det var hyggeligt at være her…

PS. Der gælder tilsyneladende andre naturlove, når det kommer til toiletruller…

Lokale meningsmålinger…

Herhjemme har vi teenagedrenge, som har det til fælles med andre teenagere, at de af og til ville ønske, at de kunne slippe af med de der forfærdelige forældre, der nu engang mener at de ved bedst og absolut vil råde og regere som om de var valgt til det…

Jeg har netop hæklet mit nye armbånd færdigt. Det har været parat inde i hovedet længe. Det skulle passe til min hunde T-shirt, som er hvid med blå hunde og et par røde hunde ind imellem. Da jeg lagde sidste hånd på arbejdet gik det op for mig, at det jo nærmest var et valg-armbånd med rød og blå fløj, jeg sad med, og pludselig tog tankerne fart…

Hvis der nu var udskrevet valg herhjemme hos os, mon så vi ville blive genvalgt som mor og far? Og hvem ville vi egentlig være oppe imod? Måske skulle vi få lavet en lokal meningsmåling og se, hvor højt, vi ville nå… Hvor meget skal man love, når valgkampen er på sit højeste? –Og hvor godt kan vi mon sælge os selv? Når nu ikke vi ved, hvem vi er oppe imod, hvilke kvaliteter skal vi så fremhæve?

Jeg har netop taget mig selv i at tænke, om vi mon har nogle store stykker pap til at ligge ude i traileren, så vi kunne få lavet os et par effektive valgplakater inden på torsdag…

Mon vi ender ud med den gode gamle M/F-regering, der indtil videre har regeret herhjemme i lidt over 16 år?

Spændende med det valg…

Hunde i Prag – del 2

På min tur rundt i Prag så jeg ikke kun de imødekommende og venlige hundeskilte, som jeg viste jer i min første del af fotoserien om “Hunde i Prag”. Her kommer min anden del – den handler om alt det, hunde og deres mennesker ikke må…

 Her er medlemmer af Tjekkisk Kennel Klub

tilsyneladende ikke velsete!

Det tjekkiske postvæsen vil ikke have tissende hunde på besøg!

-Og det kan man vel egentlig ikke fortænke dem i…

Her må der på det bestemteste ikke komme

små, vimsende og glade hunde!

Her skal skottehunde altid huske sikkerhedsselen!

Her må hunde bare generelt ikke være!

-Om så de står så stille som en statue, så er svaret bare NEJ!

Her er der vist tale om racediskriminering;

Labrador Retrivere, Formel 1-hunde og lignende racer

er forment adgang!

Retrivere, der løber fra deres menneske, skal ikke tro,

at de kan få lov til at stå her og vente på dem!

Det er bare med at være opmærksom,

når man lufter hund i Skilteskoven…

Hunde i Prag – del 1

På min ferie i Prag, var jeg på jagt efter billeder til forskellige temaer. Et af de virkelig hotte temaer var hunde, fordi mit hovede i døgndrift er hjemsøgt af tanker om disse dejlige, firbenede skabninger.

Der går ikke så længe nu, før vores lille Holly indtager hjemmet, og imens jeg går og venter på familieforøgelsen i august, må jeg jo få afløb for alle mine hundetanker på en eller anden måde. F.eks. bestemte jeg mig for at have fokus på hunde og alt omkring deres liv og færden, mens jeg opholdt mig i Prag. Det kommer der flere fotoserier om. Her er den første – den handler om alt det, hunde og deres mennesker gerne må i Prag…

Her må selv tegneseriefigurer lufte deres hunde!

 

 

Metrohunde skal have mundkurv på og sidde pænt på arm, når de kører på de rullende trapper!

 

 

 

 

 

 

 

Her kan hundens bedste ven se sig lidt omkring, mens hunden selv får sig en lille tår over tørsten.

 

 

 

 

 

 

Hold din hund i kort line og stå HELT stille!

Hold din hund i kort line og lig HELT stille på asfalten!

Hunde er velkomne til at ligge HELT fladt på asfalten

-uden line på! 

Pæle påsat papirs-pølseposer…

Prutter pragske pekingesere på Prags pæne parkplæner, putter pertentlige, pragske personer problematiske pølser praktisk på plads!

 

LEGO-hunde er velkomne til

at løbe frit omkring i parken!

 

 

 

 

LEGO-hunde må gå i snor

her i parken!

 

 

 

Hundebar under bordet på en restaurant. 

 

Hunde-pitstop på sidste stejle og afgørende etape op til borgen Karlstejn.

 

 

“Your thirsty dog can drink here!”

Prags politi er MEGET hundevenlige! De parkerer på byens torve i varevogne, hvorfra de servicerer og hjælper alle, der måtte ønske det… -Og også deres tørstige venner!

Det kan man da kalde hunde-service!

Hængebryster…

 

“Har du flere bryster til salg?”

    …stod der i en chatbesked i bunden af min skærm i aftes. Det var Onkel Anne, der spurgte. Hun har købt et par før. De var til at sætte i håret.

- Og ja, det havde jeg da! Jeg havde et par liggende parat lige til at blive smidt i postkassen. Det har jeg som regel.

Anne skulle bruge brysterne til noget sjovt… Til at sende til en blogger, der vist havde et eller andet med bryster… Mon ikke vi kan se noget om det inde på hendes blog indenfor den nærmeste fremtid?!

Jeg viste hende et par bryster, som jeg hæklede til at binde på min søsters pusletaske engang. “Hængebryster” er de kommet til at hedde ;o) Dem faldt hun for! Du kan se dem HER.

Så nu er der et par bløde, uldne bryster på vej i postkassen med retning mod Onkel Anne. Måske skal de lige nuldres i form, når de kommer frem, men så er de til gengæld også så gode som nye igen!

Jeg glæder mig til at se, hvad det er, hun har gang i…

Hvis du er blevet nysgerrig efter, hvad det er med mig og mine “Bare Bryster” og “Hængebryster”, kan du læse nogle af de ældre indlæg HER.

"Bare Bryster" og “Hængebryster” hækler jeg for at bringe glæde og smil med ind i kampen mod brystkræft. ...Lige netop i Kræftens Bekæmpelse's ånd. Når jeg har solgt tre par, ryger pengene direkte til Kræftens Bekæmpelse, som et ydmygt ekstra tilskud til deres forskning indenfor brystkræft !

Prisen for alle bryster er 50,- kr. plus 10,- kr., hvis de skal sendes.

 

 

Store Badedag ?

 “Hvorfor har vi egentlig fri i morgen?”

-Ville en af mine børnehavebørn gerne have at vide i går, mens vi sad ved bordet til en af kammeraternes 4-års fødselsdag. Fødselarens mor lagde an til at forklare, så det passede til de 4-årigs forståelse af verden…

…Men hun nåede ikke ret meget længere end til at fortælle, at det var noget med en dag, der hed “Store bededag”. Så blev hun afbrudt af ham, der sad og ventede på svaret:

“Skal vi så allesammen i bad?”

-Udbrød han med forundring i stemmen…

Jeg gik efterfølgende og kom til at tænke på, hvor stort et badekar vi ville få brug for, hvis nu…

-Og hvor mange badeænder vi ville få brug for, hvis nu…

__________________________________________

Billederne af alle de glade og farvestrålende rubber-ducks har jeg taget i Venedig i sommers. Der er så mange små, sjove butiksruder…

Køb bananer… SÅ kører det!

“Go’ week-end!” råber jeg…

Cyklen ud af skuret…

I med cykelnøglen…

På med hjelmen…

Frem med mobilen…

Ind i medieafspiller > Afspilningslister > Cykelmusik > Kim Larsen > Køb bananer…

Hov, ørebøfferne hænger derhjemme…

Nå, på med solbrillerne og op på cyklen…

Mobilen i hånden…

Og SÅ afsted!

Gruset på banestien knitrer under hjulene…

Pulsen kommer op – rytmen er god og giver et godt tråd i pedalerne…

Mobilen er i vejen, jeg flytter den til lommen…

Der kommer asfalt under hjulene. Cyklen ruller bedre…

Mobilen kommer op af lommen, da jeg kører forbi kirken. Der er begravelse og det virker pludselig forkert med knald på musikken…

Lyden af! Mobilen ned i lommen igen…

Så lige den stejle tunnel ved skolen…

Mobilen op og gang i bananerne igen…

Det går godt…

Lige et sving og et til…

Er snart hjemme…

SVUP !

Kim Larsen ligger og bræger ubehjælpelig på asfalten bag mig, mens mine nye bremseklodser hviner…

Jeg når lige tilbage efter min skrammede mobil før der kommer en bil…

Mobilen bliver i venstre hånd denne gang…

Kim og jeg kører videre!

Han synger…

Jeg tænker på, hvad jeg skal finde på at kreere til mobilen og Kim, så de kan hænge sikkert fast, når jeg cykler...

Jeg gider ikke have en mobiltaske, der hænger og dingler om halsen!

Det er bare NO-GO!

Jeg må have fundet på noget…

Det her går bare SLET ikke!

Go’ week-end !

 

Amme-hjernens efterfølger…

Hvis du kan nikke genkendende til fænomenet “amme-hjerne”, skal du bare vente og se: Det går over…

Det tager tid, men DET GÅR VIRKELIG OVER!

…Og pludselig en dag, har du fået det på SÅ god afstand, at fænomenet slet ikke bevæger sig rundt i din bevidsthed længere! Ungerne er blevet store, selvhjulpne og dygtige. Det tager ikke længere halvanden time fra man bestemmer sig for at tage i byen, til man rent faktisk SIDDER i bilen og har spændt sikkerhedsselerne...

Tingene glider og kører til sidst helt gnidningsløst i højeste gear; ingenting kommer på tværs længere – hjernen kan følge med igen!

____________________________

-Lige indtil du pludselig KNALDER ind i en ny og uforudset tilstand, som du aldrig før har hørt om… Hjernen er igen vredet om til en forblæst sommerhat, uden du på nogen måde har følt dig varslet forud.

“Konfirmations-hjernen” er et faktum, der ikke lader sig feje af vejen… Dette om-sig-gribende fænomen har sat min stakkels hjerne på overarbejde gennem længere tid og den producerer nu store mængder af stoffer, der skal gøre mig i stand til enten at kæmpe eller flygte… Det er meget virksomt, kan jeg fortælle! Jeg har…

• …skrevet alenlange sedler - også om natten!
• …følt en ubændig trang til at strege punkter ud på de lange, lange sedler, der bliver flyttet rundt og rundt i hele huset…
• …følt, at døgnet er skrumpet ind til 12 timer, hvoraf familie, arbejde, rengøring, oprydning og madlavning snupper cirka de 17…
• …siddet lalleglad og nynnet melodier, mens jeg trommede stavelser, der skulle markere de enkelte versefødder i en fantastisk konfirmationssang. Dette sker uafladeligt… Også på offentlige steder… (Og det kan i værste tilfælde stemple mig for evigt som “EN MEGET PINLIG MOR”, hvis “nogen” ser eller hører mig…)
• …set mit hjem gennem “en gæsts øjne” – hvilket kan virke som en katalysator for både stress, dårligt humør, træthed og andre “ikke-energi-givende” tilstande… Her er det virkelig vigtigt at holde fokus på de ting, som jeg allerede HAR nået!
• …indhentet “husmoder-kogekone-råd”, som jeg aldrig troede jeg skulle komme til at interessere mig for!
• …lavet hemmelighedskræmmerier… Dét giver energi!!!
• …gjort forårsrent, kantet græsplæner og klippet hæk i op til flere af mine haver… Og tro mig: Jeg har mere end een forhave! Det er sundt og giver energi, men det tager også tid!
• …glemt, husket, kommet i tanke om… vigtige og mindre vigtige ting, som skal huskes, gøres og skrives ned eller op…

 

Om 14 dage er det forbi, og alt er forhåbentlig gået op i en højere enhed… Jeg kan igen vende tilbage til en lidt mere normal hjerneaktivitet, hvor der forhåbentlig bliver plads til at huske godt, tænke klart og være kreativ uden at falde i søvn…

Dét er god hæklehumor!

På min morgen-kaffedrikke-rundtur i “Bloglandia” kom jeg lige ind omkring bloggen Paisley Jade…

Her skriver Kristy Drake med en humor, der er smittende! Hun er virkelig et besøg værd, hvis man både er til hækling og god humor! I dette indlæg, hvor billedet er fra, skriver hun om “The perfect cure for mansickness!” 

-Og der er også link til endnu en skøn hækleblog, hvor du kan finde opskriften på pillerne, hvis du skulle have brug for at hjælpe din dødsyge mand på benene igen!

God fornøjelse med læsningen!

PS. Det foregår på engelsk – også opskrifterne :o)

Underholdning, der luner…

Efter et hurtigt kig inde på Puk’s blog, gik jeg straks på jagt efter mit tidligere blogindlæg med denne dejlige reklame…

Jeg håber, Puk kigger med, for det passer lige overens med hendes seneste indlæg om “Hækling som kunstart”, hvor hun viser sit hæklede strygejern.

Dette lille filmklip om reklamefilmens tilblivelse er også værd at kigge med på!

Rigtig god fornøjelse!

Har du husket at spise dit fredagsslik?

Da vi spise middagsmad i børnehaven i dag, faldt snakken ved bordet om dagens alt overskyggende højdepunkt: Fredagsslik!

Det var tilsyneladende MEGET vigtigere end alt andet, der skulle ske i løbet af dagen, så jeg blev lidt nysgerrig og spurgte dumt, om det var meget vigtigt at få det dér fredagsslik?!

Og det var det!

“Okay”, sagde jeg… “…men det er nu ikke altid, jeg lige får spist slik, fredag aften…”, hvorefter en af pigerne lynhurtigt gav mig et hjælpende råd:

“Så skal du bare spise det om lørdagen!”

Så nu ved I det, derude… Fortsat god fredag aften!

---------------------------------------

A propos fredagsslik, så var der en dag nogle børn, der fortalte, at deres forældre godt kunne finde på at spise fredagsslik…….. OM MANDAGEN!

Ja, man skal høre meget…

Baby-on-the-go…

Snapshot fra en

bybus i Viborg i dag:

Rigtigt gættet… Den lille sveske, der lå og sov trygt og godt i vognen her, er brystbarn og noget af en prinsesse! Hun har det som blommen i et æg -tryghed er hendes mellemnavn…

Med sig havde hun: Varme, ly, læ, en sød mor og en tøset pusletaske med hæklede bryster – bare for ligesom at signalere, hvad der har værdi, når man er 7 måneder gammel, hedder Maja… Og ja… er min niece!

En køretur i tandlægestolen…

Åh Gud, hvor burde jeg egentlig have gået og glædet mig! Ligesom mine børnehavebørn, når de kommer stormende om morgenen og råber til mig som det allerførste og allervigtigste:

“Hej LisBeth!

Jeg skal bare til tandlæge i dag!”

Jeg er altid sød at bakke dem op i deres oplevelse af, at de er meget heldigere end mig! …Så hvorfor var det så lige, at jeg ikke løb rundt i hele huset i morges med armene over hovedet og råbte:

“Ha ha, jeg skal da bare op og køre i Betinas tandlægestol   i dag!”

???

 

 

Det havde jeg vist bare ikke rigtig tid til, for jeg havde jo vigtige og meningsfyldte opgaver, som jeg bare måtte tage mig af! Jeg havde sådan lyst til at…

• Fylde salt og afspændingsmiddel på opvaskeren…
• Gøre toilet rent…
• Pudse spejl på badeværelset…
• Tømme tumbler, sortere vasketøj og sætte en ny portion over…
• Og rydde op i stuen.

Eller…. NOT!

Det var ren og skær afledningsmanøvrer… Et forsøg på at bilde mig selv ind, at det var alt muligt andet, jeg skulle i dag…

Pokkers også! Hvor blev den dér glæde af? Forsvandt den samtidig med æsken med alle de små, fine ting, jeg måtte vælge imellem, når jeg var færdig i tandlægestolen? Forsvandt den samtidig med den sjove næse med en velplacerede klat Colgate i, som skulle gøre, så jeg bedre kunne lide lugten af lattergas? Eller var det dengang, hvor min tandlæge sagde, at jeg skulle til at bruge tandpasta uden striber, jordbærsmag eller glimmer? Eller forsvandt glæden dengang jeg blev så gammel, at der kom et skævvredet forhold mellem pris og køreturens længde med ind i billedet???

Øv os’! Bare jeg havde husket at glæde mig! Prisen bliver sikkert den samme uanset hvad! Og jeg, som ellers plejer at sige, at man lige så godt gøre med et smil, hvad man under alle omstændigheder SKAL gøre…

…Så nu må jeg hellere smile!

…For jeg har en sød og dygtig tandlæge

- og jeg HAR fået min køretur i dag!

 

Varme til mine fødder og mit hjerte!

Her er de så… Mine nye, dejlige labber og min lille, nye ven.

Se engang her, hvad der skete:

 

Hvis du er nysgerrig efter at vide, hvorfor mit nuttede, lille lam skal hedde Villsau, kan du læse noget om det i indlægget HER.

Jeg blev simpelthen så glad, da postbudet stod og bankede på min dør og sagde “denne kuvert kan vist ikke gå i postkassen.”

For nej! Det kunne den da bare slet ikke!

-Og det skulle den da heller ikke!

…Så inden længe, sad jeg inde i min stue med fødderne oppe på stolen ved siden af, varmt pakket ind i mine nye labber/sokker fra Ullemia. Lille Villsau lå og sov sødt i min kurv med garn, og jordemoder-kaffen duftede dejligt, alt imens jeg hæklede videre på den lille hemmelighed, som jeg skal have sendt tilbage til Ullemia i Bergen ;o)

Jeg har været sat lidt ud af spillet, den sidste uges tid, så både bloggen, I læsere og ikke mindst Ullemia har måttet vente… Jeg satser på snart at få overskud til at hækle, blog-skrive, overspringshandle og meget, meget mere…

Ullemia!

Tusind tak for varme til mine fødder

– og mit hjerte!

Så er der hæklet fredagsslik…

Sørme, om ikke det lod sig gøre, at hækle en

slikskål i jordbærsnørrebånd til fredagsslikket…

Forsøget skulle bare gøres, for da min yngste søn og jeg stod og så på skålene, der var hæklet i gummi, i sidste uge, gav han mig den sjove idé, og spørgsmålet “Hvilken størrelse hæklenål mon passer til lakridssnørrebånd?” skulle nu besvares! Her er, hvad jeg kom frem til:

• Hæklenål størrelse 7 er fin, og en enkelt pose snørrebånd rækker lige nøjagtig til en skål i “håndfuldsstørrelse”. Billedets kvalitet lader noget tilbage at ønske… (mobilfoto i aftenbelysning) -men ser du godt efter, kan du ane min hånd forneden, og dermed et størrelsesforhold.
• Husk at vaske hænder inden du går i gang!
• Tag en bluse på, der ikke drysser fnuller ned i hækletøjet- altså ingen langhårede trøjer på imens!
• Man må gerne spise “garn-enderne”, men tag at vent, til du er færdig, for du får brug for at trække i nogle af dem! Hækl dem med ind, når du starter op med nye snørrebånd.
• Du får fedtede fingre!
• Jordbær-aroma dufter ikke særlig godt i længere tid af gangen…
• Skålen har en begrænset levetid og bør spises samme dag, for efter noget tid, knækker snørren alle de steder, hvor den er blevet bøjet – og det vil jo sige over alt!

God fredag aften

–-med eller uden fredagsslik!

 

Inspiration gennem et vindue…

De hæklede masker sprang mig i øjnene, da jeg kiggede ind af ruden.

Butikken var lukket, men min nysgerrighed var åben…

Skålene var hæklede.

I gummi.

Flotte og røde.

Var de ment som brugsgenstande?

Eller som en lille provokation?

En lille rusken op i min hjerne, der ubevidste forventede et andet materiale?

Hvilken størrelse hæklenål mon passer til lakridssnørrebånd?

-Og i så fald…

Skulle det så

være jordbær

eller salt lakrids ???

Ka’ du få øje på fidusen?

Jeg er så træt af mørkt tøj og mørke skoletasker, hvor der ingen – overhovedet ingen reflekser er på! Så nu har jeg gjort dagens gode gerning, og syet reflekser på Tobias’ lækre, nye handsker.

Jeg har haft det på min huskeseddel i flere dage nu, men har ikke lige fået gjort noget ved det…

Men i dag skulle det være! Det, der slog hovedet på sømmet var egentlig en frustration over noget lidt andet – omend ikke mindre vigtigt. Nemlig frustrationen over at stå på hovedet i garderoben i Tobias’ klub i eftermiddags og lede og lede efter de sorte handsker mellem alle de andre børns skoletasker, cykelhjelme, huer og sorte fingerhandsker, som ved første øjekast lignede Tobias’ til forveksling. Alting lå i én stor forvirring! Det var ganske umuligt, overhovedet at passere igennem gangen uden at få samme gakkede gangart som Krummes mor, når hun vender hjem fra indkøb med favnen fuld af indkøbsvarer… GISP!

Sidespring: Billedet af “Krummemor” er i øvrigt et billede, der står printet meget tydeligt i min hukommelse! Jeg ser af og til mit liv sådan lidt udefra: Jeg lever i et hjem med tre store knægte og alle deres venner med skoletasker, jakker, gymnastikposer og sko op til str. 45, der ligger på kryds og tværs i indgangspartiet… Og jeg – Krummemor - må vralte igennem med fare for faldulykker…

Nå, men tilbage til klubben…

Da Tobias og jeg endelig havde fundet de rigtige handsker, vidste jeg bare med mig selv, at inden i morgen, skulle Tobias’ handsker have nogle meget tydelige kendetegn OG de skulle selvfølgelig laves i refleksstof i en eller anden afskygning – så’n bare for lige at slå flere fluer med ét smæk!…

Tobias og jeg gik på i gang med at rode rundt i min skuffe med reflekser og kom så i tanke om vores lille overskudslager af reflekser fra TrygFonden. Vi fik gode idé’er, slagtede to refleksmonstre, snakkede og klippede og til sidst syede jeg. Nu tror jeg på, at Tobias får lettere ved at finde frem til sine egne handsker.

Snup idé’en og få sat

reflekser på tasker,

handsker & huer !

Hvis du gerne vil have nogle af de fine reflekser, som TrygFonden gratis forærer væk, kan du bestille dem HER.

Har du en god refleks-idé eller andet, du gerne vil dele med os andre, så kom glad – og smid en kommentar!