Dagens store højdepunkt i havekolonien var den årlig vandåbning. En glædelig begivenhed, skulle man tro. Selv blev jeg i hvert fald glad, og det tror jeg også at mine planter i drivhuset gjorde. De har længe måtte nøjes med de par liter, som jeg har fragtet ud i haven i en dunk.
Vi har haft lidt problemer med vores vandsystem, og sidste år modtog vi en ekstraregning, som fordoblede vores vandudgifter. Derfor er vi særlig opmærksomme på at systemet er tæt, inden vi bage sætter tryk på. Igår kunne vores vandmand konstaterer at måleren var ødelagt af frost, og åbningen blev derfor udsat. Allerede i dag blev den skiftet af forsyningsselskabet, og der kunne åbnes. I forbindelse med åbningen kunne vi dog konstaterer at der var brud på systemet, og ved nærmere gennemgang blev lækagen lokaliseret og fikset. Nu er vandet derfor åbnet for alle. (Utrolig spændende referat! Jeg kan godt selv høre det.)
Da jeg glædestrålende kunne meddele den gode nyhed om vand til mine medkolonister, blev jeg noget overrasket, for jeg blev mødt med brok: "Vi er mange som er meget utilfredse med bestyrelsen! Hvorfor har I ikke åbnet for vandet for længe siden? Den smule nattefrost vi har haft, var da ikke noget problem. Der skulle have været åbnet før påske. Det blev der før i tiden!" Sådan en svada trækker lige proppen ud af mit gode humør, og lige som vandet, løb det ud i jorden. Hvor er det altså surt at bruge en masse tid på at drive en forening, stille tid og ressourcer til rådighed for fællesskabet og bruge sine kræfter på at få tingene til at fungerer, for bare at blive mødt med brok. Det er den slags, som får mig til at overveje om jeg har lyst til at være formand fremover. Kunne det ikke være sjovt hvis man som udgangspunkt antog at bestyrelsen gør sit bedste, og så være glad for at tingene trods alt virker?
Heldigvis var det ikke kun brok i haven i dag. Hjemme har jeg opbevaret mine georginer/dahliaer i kasser i kælderen vinteren igennem. Jeg har aldrig drevet med den slags før, og jeg var da også helt indstillet på at det ikke ville virke. Til min store glæde kunne jeg dog konstaterer at mange af dem har sat fine spirer. Jeg har været lidt forsigtig med at plante dem ud, da nattefrosten stadig har truet. Nu har flere af knoldene så lange spirer, at de skreg på jord at vokse i. Jeg har derfor sat dem i jorden i min nyanlagte blomsterhave. De fylder faktisk lidt mere end jeg lige havde regnet med, men det betyder ikke så meget. Jeg har sat dem lidt tæt, så de kan danne et flot pur, når de kommer op. Jeg er vældig stolt af projektet, og glæder mig helt vildt til at se hvordan de klarer udplantningen. Sommeren igennem vil jeg jævnligt sætte mig på min hvide bænk og beskue deres yndighed!
