TAK - helt fra hjertet!

Jeg vil gerne sige jer tak! Mange og ikke mindst varmtfølte tak! Jeg har læst alle jeres indlæg flere gange, og det gør mig utrolig godt at mærke al den omsorg, søde tanker og gode ord, som I har sendt min vej. Kan til stadighed bliver glad helt ind til knoglerne, så meget godt blogland kan bringe med sig. Her er omsorg, menneskevarme og ikke mindst forståelse for livets mange krumspring, og netop også derfor gør det mig altid godt at dele livets svære sider her med jer.

Jeg er generelt ved godt mod - har, som Anne skrev, eftergivet mange af de trælse ting, der var omkring min far, og har givet mig selv lov til at mindes og ikke mindst være ked af at have mistet den gode del af min far. Nu ser vi fremad...

Ps. Jeg har ikke glemt min give away...den bliver trukket i morgen.

At miste, noget man har allerede har mistet

Jeg mistede min far i tirsdags. Vi mistede ham til alkoholen...faktisk mistede vi ham for et par år siden. Vi mistede ham da han begyndte at drikke i smug, da han over flere ophold og tilbud forsøgte at blive ædru, og ikke mindst da han gang på gang valgte flasken frem for os. Det har virkelig været et par svære dage, og ikke mindst fordi det er svært at sætte ord på det at miste sin far, som man egentlig har mistet.

Jeg har tænkt meget over hvad jeg ville skrive, og om jeg overhovedet skulle skrive om min fars død her på bloggen. Jeg nåede frem til at jeg jo tidligere har delt mine følelser og oplevelser omkring min far - ikke mindst fordi det lægger mig meget på sinde, at netop emnet alkohol aldrig må blive et tabu. Dertil har det også været en personlig ventil - et sted, hvor jeg kunne få luft for de svære tanker og for følelsen af at blive valgt fra. Jeg ønsker ikke at skrive om forløbet, om hvordan han levede i den sidste tid, hospitalet, vores savn og tilgivelse, og alle de andre følelser, som har fyldt meget i den sidste tid. For det er svært at fatte sig i ord og på papir - trods det at vi har snakket helt utrolig meget om far i de sidste 3 år. Det er helt utroligt at en person, som ikke er en del af ens liv skal fylde så meget. Når man så kommer til at skulle skrive om det er det, som om alle ordene fylder for meget, og de har svært ved at finde sammen.

Min far fik en fin bisættelse torsdag, og trods vores triste forhistorie, blev det en smuk afsked. Det var en dag med sammenhold, tilgivelse, smukke ord og afklarethed. Det blev et stormfuldt farvel, og starten på en fremtid med mulighed for at lægge de svære følelser og år bag sig.

Tak fordi I har mod på at læse med, og ikke mindst at give mig en tryg havn, hvor der er plads til sådanne indlæg.

Ingen far....

Og nej, det er ikke Mikkel, som skal skiftes ud! Bestemt ikke - han er helt perfekt, og han går heldigvis ingen steder. Nej - det er min egen far, hvis problemer med alkohol jeg tidligere har skrevet om.

Han, hans liv og hans personlige problemer fylder helt utrolig meget i disse dage/uger/måneder, så meget som han faktisk aldrig har gjort før. Så meget at jeg har et behov for at råbe til himlen, skrive på bloggen, skælde ud, ringe til politiet, sige fra og nej tak til overhovedet at have en far. Han har overskredet alle tænkelig personlige grænser....ikke så meget for mig personligt, men i forhold til min allerkæreste mor! Jeg græder ikke længere for min far, men for min mor, og tårerne er ofte i raseri over, at alkohol, druk og personlige nedtur kan skubbe alt andet til side. At det at have en datter og kommende barnebarn ikke betyder noget, og at han på ingen måder forstå et stort og rungende NEJ!

Jeg vil ikke komme ind på, hvilke uhyrligeheder han har begået, idet denne tekst ikke er skrevet for at udstille ham, men en tekst jeg skriver for at hjælpe mig selv. Hjælp, så jeg ikke drømmer slåskampsdrømme om natten, for at jeg kan skubbe ham tankemæssigt ud på et sidespor, og en tekst, som måske kan give mit travle hoved lidt ro. For hvor er det svært at være gravid, og tænke/vide, at mit barn formentlig aldrig vil blive holdt af min far, og at familien nu virkelig aldrig bliver det samme. Det er F..... svært!

Livets knuder

Tusind tak for de dejlige kommentarer, som I har lagt på det sidste indlæg. Jeg har virkelig fået meget ud af at "snakke højt", som Marlene skrev, og jeg kan mærke at det har hjulpet. Jeg er ikke på grådens rand, jeg er ikke helt håbløst fastsat i et hul, og jeg kan fint se lys i tunnelen. Ikke desto mindre har jeg en masse tanker om, bl.a. det med min far, som nager mig.

Jeg tror det som tager så meget energi er, at jeg ikke føler jeg kan hjælpe min far. Jeg kan ikke redde ham, og i princippet er det heller ikke mit lod. Det er hans, og han skal selv komme videre og væk fra hans misbrug. Men jeg skal alligevel hele tiden tage stilling til om jeg vil se ham, snakke med ham, snakke med min mor om ham, snakke med mine brødre om det hele, og så videre. Jeg vil jo gerne snakke med min familie om ham, og hans problem, men der hvor jeg syntes det bliver svært er, når jeg skal tage stilling overfor ham - man svæver tit mellem tvivlen. Og ofte føltes en beslutning helt forkert, selv om den nok er den rigtige. Spørgsmål som "skal jeg sige, at jeg ikke vil snakke med ham" gør, at man får dårlig samvittighed, og at man får skyldfølelse over, at man ikke hjælper/hjælper nok.

Foruden ovenstående tanker har jeg meget svært ved at forholde mig til, at jeg er vred på ham. Samtidig har jeg lyst til at gøre alt for at hjælpe ham. Man bliver splittet, og indeni får man en hård nød, som vokser ved hvert svigt/løgn han udsætter mig/os for. Som jeg skrev i det tidligere indlæg - jeg er så glad for, at jeg kun har en far der drikker...og ikke har oplevet en alkoholiseret far, da jeg var barn. Hvad man kan påtage sig som voksen af skyld, kan kun være meget sværere for børn at klare.

Jeg har tænkt meget over det med, at livet giver knubs, og at man skal arbejde for alle forhold man møder her i livet. Og overfor mig selv har jeg indset, at mit liv har knuder, som andre har lavet. Knuder, som jeg ikke selv er skyld i, og som jeg skal indse, at man måske ikke kan/skal løse op. Hverken for dem som har lavet dem eller for en selv....og at det er ok at bryde garnet engang imellem. En brudt tråd er måske starten på nye masker....eller håbet om.

Kender I det? - At man utroligt gerne vil, men ikke har overskudet?

Det er så mig i disse dage - som i virkelig meget mig!

Jeg havde ellers lagt et indlæg op om et nystrikket hue - kæresten havde taget billeder, teksten var mere eller mindre ok, og jeg skulle så bare lige sætte det sammen. Men, men, men - dagligdagen og livets gang overhalede mig indenom, og så kan RAW-format på kamerat og ting man har lavet være nok så fint!

At mangle overskud kan skyldes mange ting, og ofte kommer en ting sjældent alene. Det er sjovt, som tingene hænger sammen, og til tider gør at ting virker meget mere kompliceret end de måske er (selv om de faktisk OFTE er komplicerede).

For mit vedkommende kan jeg pt. hænge mit manglende overskud på følgende hovedbrud...
 - min far er begyndt at drikke igen (har faktisk gjort det længe), hvilket har resulteret i at mine forældre nu ikke bor sammen længere, og at han idag er blevet indskrevet på et afrusningscenter. Selv om jeg ikke er et barn af en alkoholiker, men har en far der drikker - så trækker det virkelig tænder ud. Der er så mange følelser man hele tiden skal jonglere - vrede, overskud, tomhed, glæde, håb, irritation, frustration, vedmod....
 - min dejlige lillebror er pt. 4 måneder i Canada - og jeg savner ham hver dag (sig det ikke højt til ham, for så får han bare nykker)
 - kæresten og jeg prøver at få børn, dog ikke med held, og jeg skal således snart starte på homonbehandling.    Ved godt at det måske ikke er så smart at skrive om det med graviditet, hvis nu ens boss læser med, men hvad pokker. Det fylder i mit hoved, min hverdag, og at dele den med andre end min mor og Mikkel er måske nok det bedste for mig....
 - det har været et hårdt arbejdsår i 2011, og 2012 ser pt. ud til at blive det samme, eller nå nej...prøv med mere. Elsker mit arbejde, men det er udfordrende at holde gejsten ved lige hele året rundt, og det har taget mig det meste af vinteren at komme over det punkt, hvor vikinger igen hvad sjovt (det er det heldigvis igen).
 - ....ja, og så alle de andre små ting, som kan komme snigende fra højre.

Så kære læsere - håber at I kan bære over med manglende indlæg. Mine hovedbrud skal lige hele lidt inden der er tid til mere overskud.

Når alt ikke er lyserødt

Og det er det bestemt ikke lige nu...

Min far har taget et tilbagefald, som det hedder indenfor alkoholbehandling. Alkoholikeren vælger selv at drikke igen, og det kan derfor bestemt ikke kaldes "at falde i". Og med dette valg har han mere eller mindre lagt familiens tanker og følelser i dyb forvirring, afmagt og ikke mindst mangel på håb. Vi har sendt ham på behandling igen - i håb og af kærlighed. Håb for at han kan finde modet til at sætte vores kærlighed og familien forrest, og kærlighed fordi det i bund og grund er den største kærlighedserklæring vi giver ham.

Igen må vi håbe og tro, og et eller andet sted også bede til at det lykkes. Men det er meget svært at få tankerne vendt mod det positive, og følelsen af et totalt svigt gør, at man egentlig bare er vred og dybt såret. Så i disse dage kæmper jeg for at holde et positivt sind, og for at dagene ikke skal blive opslugt af tomsind og tårer. Der er mange små ting der hjælper på kampen, som f.eks. at strikke, se film, skrive her på bloggen, snakke med familien, gå en tur, læse andres blogs og meget, meget andet. Så i morgen, søndag, vil jeg fylde med positive gøremål, og håbe på at tomheden i maven ikke bliver for stor.

Stolt af hele mit hjerte

Jeg er stolt af min far. Har haft et behov for at skrive det, da det er noget der har fyldt mit hjerte i den seneste uge.
Hjertet har min kæreste snittet.

Min far kom hjem fra Tjele i lørdags, og allerede søndag så jeg ham. Vi var det meste af familien på Ingerslevs Boulevard til bagagerumsmarked, for at sælge ud af vores mange ting og sager, og det var virkelig en skøn dag.

Han lyste af overskud, havde ro i stemmen, så 10 år yngre ud, og han var også stolt af sig selv. Hvor besøg hos mine forældre, mens min far drak, var noget jeg næsten ikke magtede og hvor jeg efter 5 min havde lyst til at forlade matriklen igen, så er tankerne omkring dette nu vent til at jeg glæder mig til besøg og snak. Jeg glæder mig til at høre om de 5 uger, som virkelig har ændret min far. Jeg glæder mig til at høre om hans liv, og til igen at føle et godt forhold. Der er stadig mange ting, som jeg har behov for at få vendt, men reflektionen er nu positivt stemt, og noget jeg skubber væk. Det er rart at have en familie er nu igen er ved at heles.