Fra protestantisme til ortodoksi.

Fra protestantisme til ortodoksi.

 "Hændelsen med nogen er karakteristisk

 overordnet, som ikke på nogen måde ønskede at få besøg af Fr.  Eusebius Giannakaki er patienterne

 i hendes afdeling, fordi hun var evangelisk.  Han løste

 han var træt af det, men han bad meget, og

 Gud bragte muligheden.  En dag ringede de til ham

 til adressen for at annoncere kampagnen

 af.  Der så han ved siden af ​​sit eget navn også navnet på vejlederen, som også blev forfremmet til lektors rang.  Uden at spilde tid,

 gik til hendes kontor.  Han ventede tålmodigt på at rejse sig

 at afslutte sit samarbejde med en søster.

 Han hilste på hende og lykønskede hende hjerteligt.  ELLER

 overlegen var chokeret over ydmygelsen og

 hans venlighed, og fra det øjeblik ændrede han fuldstændig sin adfærd.  Siden da, da Fr.  Eusebius for at se den syge, skyndte sig med stor respekt at tage imod ham og selv føre ham til afdelingerne.  Og det vigtigste er, at han med sin egen hjælp vendte tilbage til ortodoksi

 Tro »

 * Hændelsen er også nævnt i det skriftlige vidneudsagn fra sygeplejersken Mrs.  Dimitras T.

 Bibliografi.  GUDS TANGENT.  ARKIMANDRIT JOHNNIS KOSTOF 

Lev Gilles..."Kristi tilstedeværelse"

Stærk, endnu mere end døden, Kærlighed..... ildende vinger, sin egen flamme, som selv den største mængde vand ikke kan slukke, og floderne ikke kan dække den...

 (Sangen 8, 6-7).

 - Tror du på det, mit barn? 

 - Det tror jeg, sir...

 - Så mit barn, der skulle ikke være plads i din sjæl, for nogen frygt.... Kun én ting, vær bange..måske, vil du miste Mig, for at du ikke mister Mig, som er dit livs Liv!! ...

 Lev Gilles..."Kristi tilstedeværelse"

Søde Kristus tager kærligt imod korset på ryggen og knækker under dets vægt.

Søde Kristus tager kærligt imod korset på ryggen og knækker under dets vægt.   Simon hjælper ham med at bære ham til Golgata.   Der bliver han korsfæstet.   Verdens Skaber hviler på korset, tidernes lys bløder på det.   Han sørger bittert over tabet af dem, for hvem selv hans kærlighedsdød ikke vil være nok.   Det uendelige liv dør af det. 

  Og efter opstandelsen omfavner Jesus hende.   Hold korset på hans bryst. 

  Og det bliver verdens kongelige scepter, menneskehedens stav til vejledning, sværdet, der skærer gennem helvede med alle dets modbydelige ødemarker, og Offeralteret, som Gud giver sig selv, elsker os uden grænser.

Sankt Johannes, ærkebiskoppen af ​​Novgorod, rejste til Jerusalem og red på en dæmon (Synaxaristis, 7. september).

Sankt Johannes, ærkebiskoppen af ​​Novgorod, rejste til Jerusalem og red på en dæmon (Synaxaristis, 7. september).

 Det er nævnt i Life of Starets Antoniou fra Ὄptina: "Engang besøgte to godsejere den ældste.  En af dem var en "liberal", en skeptiker.  Mens de snakkede, udtrykte han sin tvivl om, hvorvidt det var rigtigt, hvad der blev rapporteret om St. John, ærkebiskop af Novgorod, at han rejste til Jerusalem og red på en dæmon (Synaxarist, 7. september).

 - Sådan noget kan man ikke tro, sluttede han.

 Selvfølgelig, svarede den ældre didaktisk.

 Før i tiden var det kutyme for hellige dæmoner at ride, mens nu rider dæmonerne nogle russiske aristokrater.

 Og da den ældste sagde dette, smilede disse ord et dybt indtryk på hans lytter.

 Han holdt pludselig op med at tale, faldt sammen og brød så ud i gråd.  Hans ven forlod straks rummet for at lade dem være i fred.  Hvad der blev sagt mellem den ældre og denne mand er ukendt.  Tårerne i øjnene på den besøgende, som før havde talt så frit, viste, hvordan den ældstes ord rørte hans hjerte.  Og uanset hvor meget han senere forsøgte at genvinde sin tidligere luft, var hans øjne tårefulde i mere end en time. 

Dinos Christianopoulos skriver: ""Rødderne er dybe", træerne pralede til bulldozeren" Bulldozeren vandt dog de eneste træer, der rykkes op med rode, de eksisterende intensive, kristne, frugtbare og glædelige!

"Hellig bøn er moderen til alle gode gerninger..." Fader Ilie Cleopa

-Så du skal være advokat...for at forsvare hvem? Ser du, de rige har forsvarere nok, og de har ikke engang brug for dem. De beskytter sig selv med penge... Ingen kan forsvare de fattige. Cella Serghi σε

Hellig Lazarus, Kristi ven, bed for os!

Spørgsmål: Jeg tænkte egentlig lidt på om der er noget man kan gøre når der ikke findes nogle ortodokse kristne i nærheden af hvor man bor.

Spørgsmål: Jeg tænkte egentlig lidt på om der er noget man kan gøre når der ikke findes nogle ortodokse kristne i nærheden af hvor man bor.

 

Svar:

 

Jeg forstår dit spørgmål sådan, at du spørger til, hvordan du kan sætte dit kristenliv mere i system, når du ikke lige har andre ortodokse i nærheden, som du kan gøre det sammen med.

 

Det er naturligvis ikke så nemt, når man ikke uden videre kan tage del i et fælleskab, men der er alligevel meget at gøre.

 

Du kan for eksempel bede morgen- og aftenbøn. Jeg foreslår, du køber den danske bønnebog. Hvis du synes, at det er uoverkommeligt med alle bønnerne, så kan du nøjes med dem, du synes der passer dig.

 

Du kan læse dagens bibeltekster. Kan du også bestille en liturgisk kalender med referencerne.

 

Du kan holde fasten og fejre helligdagene. Her er kalenderen også til hjælp.

 

Det er en god ide at have et hjemmealter. Det kan være på et hjørne af skrivebordet eller på en kommode, og der behøver ikke at være mere end én ikon. I det hele taget skal man vogte sig for ikke at gå efter det “perfekte”. Det er bedre at starte stille og roligt. Kristenlivet er som bekendt en “vej”.

 

Så er det også en god støtte at læse bøger. Måske burde jeg lave et opslag på hjemmesiden om gode bøger. Mange gængse bøger er desværre ikke så nemt tilgængelige.

Englene og deres legemer befinder sig ét sted; kun Gud kan være overalt

 

Englene og deres legemer befinder sig ét sted; kun Gud kan være overalt

 

Englene og deres legemer befinder sig ét sted; kun Gud kan være overalt. Det indebærer, at de ikke kan have været skabt før skabelsen, da de behøver en himmel at være i. Teologer, særlig fra Østkirken, mente ellers ofte, at så ophøjede skabninger ikke kunne være en del af det øvrige skaberværk, mens Augustin anførte, at når der står, at Gud “i begyndelsen” skabte himmel og jord, kan han ikke have skabt noget andet før himmel og jord. På koncilet i Braga i 591 kom man endelig frem til, at engle er skabt af en substans forskellig fra Gud, men oplyst af Gud.

Kristen ydmyghed og kenose ifølge den Hellige Silouan du Mont-Athos i Grækenland fra Rusland (+1938)

Kristen ydmyghed og kenose ifølge den Hellige Silouan du Mont-Athos i Grækenland fra Rusland (+1938)

Af biskop Kallistos Ware

[Nedenstående tekst er et indlæg af biskop Kallistos, Oxford, England, som blev holdt på en konference i Bose, Italien i 1998 i anledning af 60-års dagen for Hl. Silouans død.

Litteraturhenvisningerne i teksten gælder alle: Archimandrite Sophrony (Sakharov); Saint Silouan the Athonite, Monastery of St. John the Baptist, Tolleshunt Knights, 1991. Værket anbefales på det varmeste til videre læsning]

Tradition og personlig erfaring i Hl. Silouans liv

I Paris i slutningen af fyrrerne, da arkemandrit fader Sophronij netop var vendt tilbage fra Athos, viste han den russiske teolog Vladimir Lossky nogle manuskripter fra sin læremester, starets Silouan. Fader Sophronij havde utvivlsomt det håb, at Lossky ville hjælpe ham med at få staretsens skrifter udgivet; og at Lossky måske selv ville bidrage med en introduktion eller kommentar. Men fader Sophronij blev skuffet. Lossky returnerede manuskripterne med følgende kommentar: “Jeg kan ikke få øje på nogen dogmatisk vision i dette her.” Lossky betvivlede hverken staretsens inderlighed eller personlige hellighed; men han kunne ikke i Hl. Silouans skrifter finde nogen særlig originalitet eller noget nyt og markant teologisk synspunkt. Fader Sophronij måtte således give afkald på Losskys hjælp og handle selv.

Ved første øjekast forekommer Losskys afgørelse meget overraskende. Ikke mindst når man tænker på den enorme indflydelse, Hl. Silouans skrifter har fået fra de først udkom i 1952; og på, hvordan Silouan har talt direkte og skelsættende til hjertet hos mænd og kvinder i sidste halvdel af det 20. århundrede; på hvilken bemærkelsesværdig facon han har markeret sig som en hellig af vor tid, en helgen uden grænser! Men fra en anden vinkel er Losskys opfattelse forståelig: Mange af Hl. Silouans afgørende, intuitive indsigter er blevet udviklet metodisk af hans discipel, fader Sophronij, men selv var staretsen på ingen måde en systematisk tænker. Han havde ingen ambitioner om at være “original” i betydningen at kunne sige noget nyt eller overraskende. Han foregav ikke at kunne tilbyde en egen “dogmatisk vision”. Han prøvede slet og ret at vidne sandfærdigt om dén levende bønstradition, der havde formet ham selv i de 46 år, han levede på Det hellige Bjerg.

Hl. Silouan var imidlertid i højeste grad “original”, hvis vi med denne betegnelse forstår en person, der relaterer sig til det oprindelige, til de første og autentiske kilder. Han bestræbte sig på slet og ret at vidne om den Tradition, han havde modtaget, og derfor gen-levede han samtidigt denne Tradition som sin personlige erfaring. I sine skrifter gentog han ikke bare mekanisk, hvad andre havde lært ham, men han gjorde deres lære til sin egen. Én af de røde tråde i hans tankegang er, at han lægger vægt på nødvendigheden af direkte erfaring. “De hellige taler om dét, de faktisk har set, og om dét, de véd”, siger han [p.358]; og dette gælder sandelig også alt, hvad han selv har skrevet (selv om han aldrig har rost sig af at være hellig). Det er en side af Den hellige Silouans karakter, som hans ven, fader Methodios, har noteret sig. Der var en anden munk fra Panteleimon-klostret, som under en samtale med fader Methodios udtrykte sin undren over at se, hvordan kultiverede besøgende anstrengte sig for at kunne mødes med starets Silouane: “Jeg spørger mig selv, hvorfor de går til ham. Jeg har indtryk af, at han slet ikke læser noget”. “Han læser intet, men gør alt. Der er andre, som læser meget, men ingenting gør”, svarede fader Methodios [p.74].

Ligesom alle de troende, der gen-lever Traditionen som personlig erfaring, valgte Hl. Silouan visse temaer fra alt dét, han havde modtaget. Der er tre temaer, der er særligt fremtrædende i hans skrifter:

1) Bønnen for hele verden, som er knyttet til en intens bevidsthed om, at vi mennesker er ét i “Adam, vor forfader”. Det er dén tanke, Hl. Silouan har koncentreret i sætningen “Vor broder er vort liv”. [p.371]

2) Kærligheden til fjender. Uden den form for kærlighed, understregede Hl. Silouan, er der ingen nåde. “Guds nåde er ikke i det menneske, som ikke elsker sine fjender.” [p.276] Starets Silouan gav denne tanke en central og mere afgørende position, end den har noget sted i den patristiske tradition.

3) Kristus-lignende ydmyghed; et udtryk som kommer igen og igen i hans skrifter. Dette indebærer deltagelse i Kristi nedfart til helvede: “Tænk uophørligt på helvede, og fortvivlikke.” [p.42] Det er det tredje tema, jeg vil koncentrere mig om.

Neden under disse tre temaer, især de to sidste, ligger der en særlig måde at nærme sig Frelserens person på: Kristus må elskes og efterfølges i sin kenose, i sin given-afkald på sig selv og i sin ydmygelse. – Her finder vi måske grunden til, at V. Lossky ikke kunne se værdien i Hl. Silouans skrifter. I sin egen undervisning giver Lossky kun en meget lille plads til erfaringen af at være forladt af Gud, af ringhed og af nedfarten til helvede sammen med Kristus. “Vi må hæve os over disse tilstande”, skriver Lossky, “Tørheden er en ofte forekommende fare på vejen; men den er en tilfældig overgang, den må ikke blive en permanent holdning.” (The Mystical Theology of the Eastern Church, London 1957). Når Hl. Silouan imidlertid sagde: “Tænk uophørligt på helvede, og fortvivl ikke”, så talte han bestemt ikke om en “tilfældig overgang”. Lossky overdriver forskellen mellem Vest og Øst, når han i samme passage skriver: “Den ene [Vesten] viser sin troskab mod Kristus i ensomheden og forladtheden i Gethsemane Have, den anden [Østen] opnår vished om foreningen med Gud i lyset af Kristi Forklarelse.” Disse passager er de svageste i Losskys bog, som ellers overordnet er et uforligneligt værk. Dér, hvor Lossky tænker i “enten/eller”, dér understreger Hl. Silouan og fader Sophronij netop det komplementære i forholdet mellem Taborbjerget og Gethsemane Have.

Når det gælder dette tema, har Hl. Silouan utvivlsomt mange forgængere i den russiske tradition. Men det er lidet sandsynligt, at staretsen var bekendt med deres værker. Hl. Silouan udledte sin kenose [udtømmen sig; fornedrelse] direkte fra Evangeliet og fra sin egen erfaring med bønslivet. Faktisk er ikke blot hans skrifter, men hele hans liv præget af kenose. Han blev aldrig præsteviet, og selv om han havde at gøre med klostrets økonomi, blev han aldrig sat til at varetage nogen af fællesskabets højere funktioner. “Mens han levede, forblev han ukendt”, skriver fader Sophronij “Det er underligt … at hans liv, som var helt usædvanligt, så at sige forblev ukendt for de fleste mennesker, og at man først efter hans død blev klar over hans hellighed.” Hans liv var “ubegribeligt på grund af dets enkelhed.” [pp 74, 248, 258]

Den kenotiske hengivelse til Frelseren gjorde, at Hl. Silouan var dybt kristocentrisk i al sin spiritualitet. Dette bliver frem for alt åbenbart i den måde, hvorpå hans personlige bøn baserer sig på den uafladelige påkaldelse af Jesu hellige Navn. Han havde lært Jesus-bønnen fra sin ankomst til Athos efter den praksis, som var fremherskende i de russiske klostre på det tidspunkt. Dét, som var usædvanligt, for ikke at sige helt exceptionelt, var at efter blot tre uger trængte bønnen ind i Hl. Silouans hjerte, mens han bad foran en Gudsmoderikon. Og fra da af, beretter fader Sophronij, ophørte den ikke, men gentog sig selv konstant nat og dag lige til hans død. Ikke uden grund kalder fader Sophronij dette for “en sublim og sjælden gave”. [p.23]

At Hl. Silouans liv er centreret om Kristus fremgår også tydeligt af det syn, han modtog, mens han endnu var novice. En dag under aftentjenesten, mens han stod foran ikonen af Frelseren til højre for midterdørene i ikonostasen, “så han den levende Kristus .. På en måde, der overgår enhver forstand”, for at citere fader Sophronij. Dette blev “den vigtigste begivenhed i hans liv”. [pp26, 34]

Hl. Silouans indre liv er således centreret om Kristus, men det er også præget af en yderst levende bevidsthed om Helligånden, som nævnes mange steder i hans skrifter. “Tænk aldrig på Kristus som adskilt fra Helligånden”, erklærer Hl. Gregor af Nyssa; og for Hl. Irenæos af Lyon er Sønnen og Helligånden “Guds to hænder”, som han altid bruger samtidigt. Dette er netop også Hl. Silouans tilgang; den forener Trenighedens anden og tredje person i ligeværdig gensidighed.

Kærligheden til Kristus fører Hl. Silouan til også at vise en brændende og øm hengivenhed for Hans moder, den hellige jomfru Maria. “Min ånd fryder sig, og min sjæl længes med kærlighed mod hende”, skriver han, “så at den blotte påkaldelse af hendes navn er sød for mit hjerte”. [p.391] Som vi tidligere bemærkede fæstnede Jesusbønnen sig i Hl. Silouans hjerte, netop mens han stod foran en ikon af Gudsmoder.

I sin kristologi er Hl. Silouan altid strengt ortodoks. For ham er Kristus Theanthropos, Gud-mennesket (selv om Silouan ikke konkret benytter dette ord), Guds evige Logos, som har taget hele vor menneskelige natur på sig. Uden på nogen måde at undervurdere opstandelsen og Frelserens himmelske herlighed er det aspekt ved Herren, som staretsen hovedsageligt hæfter sig ved, Hans kenose (som vi allerede har set), Hans lydighed, Hans ydmyghed og frivillige selvfornedrelse (Fil 2,7). Hl Silouan nævner især Gethsemane, Golghata og nedfarten til helvede. Den åndelige vej består for ham mere end noget andet i at følge Kristus på kenosens vej.

Som det var at vente, holder Hl. Silouan, når han taler om kenose, sig strengt inden for rammerne af den traditionelle, patristiske lære. Flere moderne, russiske tænkere giver begrebet kenose en betragteligt udvidet betydningsramme: Bukharev betragter verdens skabelse som en given afkald på sig selv fra Guds side, mens Bulgakov – efterfulgt af arkemandrit Sophronij – endda anvender tanken om at give afkald på sig selv i forbindelse med Treenighedens indre liv og ser et kenotisk element i de tre guddommelige personers indbyrdes kærlighed. – Jeg finder imidlertid ingen spor af sådanne tanker i Hl. Silouans skrifter. Han holder sig til Fil 2,7.8 og taler udelukkende om kenose i forbindelse med inkarnationen.

Den kenotiske kærlighed, som for Hl. Silouan er det afgørende træk ved den inkarnerede Kristus, er også det træk, han lægger vægt på hos Gudsmoder. Han taler især om den sorg, hun føler ved at se sin Søn korsfæstet: “Da Gudsmoder stod ved korsets fod, var hendes sorg ubegribeligt dyb, for hun elskede sin Søn højere, end noget menneske kan forestille sig. Og vi ved, at jo større kærligheden er, jo større er også lidelsen.” [p338]

Hvis den første karakteristik af den inkarnerede Herre er Hans kenotiske selv-ydmygelse, så er det ord, der bedst karakteriserer ydmygheden “kriste-lig”. Hvad betyder da, for Hl. Silouan, “kristelig ydmyghed”?

Den kristelige ydmyghed og nedfarten til helvede

Hl. Silouan understreger, hvor fundamentalt afgørende ydmygheden er. Han skriver: “Hele den åndelige kamp drejer sig om ydmyghed”. [p.480] Det er værd at notere, at da Silouans jordiske liv var ved at være til ende, og han forstod, at døden var nært forestående, var hans første reaktion ordene: “Jeg har endnu ikke lært ydmyghed”. [p.243] Men ydmygheden er ikke enkel og af blot én slags; den findes på forskellige niveauer:

“Der er mange slags ydmyghed. Én er lydig og har kun bebrejdelser til overs for sig selv; dette er ydmyghed. En anden angrer sine synder og ser sig selv som afskyelig i Guds øjne; det er også ydmyghed. Men der er endnu en form for ydmyghed hos det menneske, der har har mødt Herren i Helligånden. Dén, der har mødt Herren i Helligånden har en anden forståelse og en anden måde at opfatte på.” [p.310]

Her skelner Hl. Silouan grundlæggende mellem to grader af ydmyghed. Først er der den almindelige, asketiske ydmyghed, som man opnår gennem daglig kamp og en vedvarende indsats. Dernæst er der en dybere, mere radikal ydmyghed, som vi modtager direkte fra Helligånden. Det er denne sidste, som nærmere kan defineres som “kriste-lig”, for den kan kun læres fra Kristus selv, i og ved Helligånden. For at understrege, at ydmyghed må læres fra Kristus, citerer Hl. Silouan Herrens egne ord (Matt 11,29): “Hvis blot verden kunne begribe kraften i Kristi ord: ‘Lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet’, da ville hele verden og hele universet lade hånt om al anden viden for at kunne studere denne himmelske videnskab. – O Herre, tilstå mig ydmyghed.” [p.278] Men Silouan bemærker også, at det tager tid at lære, og det gælder såvel kriste-lig ydmyghed som andre ting. “Ydmyghed læres ikke med ét slag”, men langsomt gennem at tjene Gud tålmodigt og trofast. [p.481]

Hl. Silouan er stærkt opmærksom på, hvor umuligt det er at beskrive den sande modtagelse af ydmyghed i ord: “Mysteriet med kristelig ydmyghed er et stort mysterium, som er umuligt at gøre rede for. [p. 305] Men på ét punkt er han helt præcis: Kristelig ydmyghed er helt og aldeles knyttet til Kristi nedfart til helvede, hvilket er det yderste punkt i Herrens fornedrelse. Her er vi ved centrum i Hl. Silouans lære hvad angår ydmyghed. Der er én bestemt sætning, til hvilken hans navn frem for alt er knyttet, og som i højeste grad har gjort ham til en helgen for vor nihilistiske tidsalder: “Tænk uophørligt på helvede, og fortvivl ikke.”. De ord blev ham åbenbaret netop i forbindelse med kampen for at overvinde stoltheden og lære sig ydmyghed. Som fader Sophronij rapporterer:

“Fader Silouan satte sig igen, og med bøjet hovede og smertende hjerte bad han: ‘Herre, du ser, at jeg ønsker at bede til dig med ren ånd, men dæmonerne vil ikke lade mig gøre det. Lær mig, hvad jeg skal gøre for at få dem til at holde op med at hindre mig’. – Og i sin sjæl hørte han ordene: ‘de, som er stolte, lider altid under dæmoner’.

‘Herre’, sagde Silouan, ‘lær mig, hvad jeg skal gøre for at min sjæl må blive ydmyg’. Og endnu engang hørte ham i hjertet Guds svar: ‘ Tænk uophørligt på helvede, og fortvivl ikke’.” [p.42]

Med Hl. Silouans egne ord: “Herren forbarmede sig over mig og viste mig selv vejen til ydmyghed; ‘Tænk uophørligt på helvede, og fortvivl ikke’. Det er måden at besejre fjenden på.” [298]

I denne korte sætning finder vi på én og samme tid to modsatrettede aspekter. I første omgang skal vi, for at opnå kristelig ydmyghed, “tænke uophørligt på helvede”. At følge Kristus på ydmyghedens og fornedrelsens vej betyder at stige ned i helvede sammen med Kristus. For Hl. Silouan og for hans discipel, fader Sophronij, indebærer dette intet mindre end at blive forladt af Gud (se Matt 27,46). Men i anden omgang hedder det også: “Og fortvivl ikke”. Når vi går helt og fuldt ind i Kristi forladthed, skal vi stadig bevare håbet. I netop dét øjeblik, hvor vi mærker, at vi er i helvede, mærker vi også, at vi frelses ved den guddommelige kærligheds gave. Kristelig ydmyghed indebærer således ikke alene forladtheden sammen med Kristus i helvede, men også en absolut vished om og en urokkelig tillid til den guddommelige medfølelse. Døden er porten til livet. Ydmyghed og håb hører sammen.

Når vi følger Kristus på den ydmyge kenoses vej, har det især tre virkninger på os. Først og fremmest får ydmygheden os til at “mene at alle mennesker er gode”. [329] Vi ser alle andre som bedre end os selv; og langt fra at gøre os dystre og nedtrykte fylder dét os med glæde. “Sådan er Herrens paradis. Alle mennesker skal bo dér i kærlighed, og takket være deres kristelige ydmyghed skal de hver især glædes over at se andre i større herlighed end deres egen. Kristi ydmyghed bor i de små – de er glade ved at være de mindste blandt mennesker. Herren har givet mig at forstå dette.” [300] – Her som før ser vi, hvordan Hl. Silouan typisk henviser til den personlige erfaring.

For det andet: Dén kristelige ydmyghed, som hjælper os til at se andre mennesker som bedre end os selv og til at glæde os over dette. Den sætter os også i stand til at vise storsindet kærlighed over for enhver. Det er ydmygheden, som gør det muligt for os med inderlighed og styrke at sige: “Vor broder er vort liv”. [371] Det er alene ydmygheden, der åbner vore hjerter, så vi virkelig kan elske vore fjender.

For det tredje: Ydmyghed, kenose og nedstigen til helvede i lighed med Kristus, alt dette er direkte forbundet med bønnen for andre, forbønnen. Når vi tænker på helvede, bliver det muligt for os at bede for alle, særligt for dem, der befinder sig i det “helvede det er at være adskilte fra Gud”:

“Efter at han havde erfaret helvedes lidelser, og efter at Gud havde beordret ham til at ‘tænke uophørligt på helvede’, holdt starets Silouan særligt af at bede for de hensovne, som i helvede lider ved at være skilte fra Gud … Han kunne ikke bære at tænke på, at nogen skulle vansmægte i ‘det yderste mørke’ … ‘Dét kan kærligheden ikke bære’, sagde han, ‘vi skal bede for alle mennesker’.” [48]

Når vi således beder for dem, der har forkastet Gud, er vores medfølelse og kærlighed en sand afspejling af Kristi egen kærlighed. Hl. Silouan illustrerer denne sandhed ved at henvise til Hl. Paissios den Stores liv:

“Herren havde medlidenhed med dem, der var gået vild, og Han sendte sin enbårne Søn for at frelse dem; og Helligånden lærer os at have den samme medlidenhed med dem, der har fejlet og kommer i helvede. Men dén, som ikke har Helligånden i sig, har intet ønske om at bede for sine fjender. – Hl. Paissios den Store bad for én af sine disciple, som havde fornægtet Kristus, og under bønnen viste Herren sig for ham og sagde: ‘Paissios, hvem beder du for? Ved du ikke, at han har fornægtet mig?’ Men den hellige mand blev ved at græde over sin discipel, og da sagde Herren til ham: ‘Paissios, ved din kærlighed er du blevet mig lig’.” [315]

En sådan bøn har imidlertid, forudsat den bedes i en ånd, som virkelig er sammenlignelig med Kristi ånd, store omkostninger: Den er et indre martyrium. Som Hl. Silouan siger: “At bede for andre mennesker betyder at udgyde blod i sit eget hjerte”. [236]

Når vi vandrer på ydmyghedens vej er vort forbillede, ved siden af Kristus selv, Gudsmoder. Den kvalitet, Hl. Silouan først og fremmest understreger hos hende er ydmygheden: “Gudsmoder var fuldkommen ydmyghed, og det er grunden til, at hun herliggøres i himlen og på jorden; og hvert menneske, som ydmyger sig, skal herliggøres af Gud og skue Herrens herlighed.” [329]

“Himlen og jorden ophøjer de hellige i deres ydmyghed … Gudsmoders ydmyghed er større end nogen andens, og derfor ophøjer alle slægter på jorden hende, og alle himmelske magter tjener hende. Herren har givet os sin egen moder til at gå i forbøn for os og komme os til hjælp.” [309-10]

Jomfru Maria er således eksemplet på det princip, vi netop har fremsat: Kristelig ydmyghed giver et menneske evnen til virksom forbøn.

Den glædesfyldte sorg

“De, som har smagt Helligåndens gave” – sådan hedder det i de Homilier, som tilskrives Hl. Makarios af Ægypten (4. årh.) – “er på samme tid bevidste om to ting: på den ene side glæde og trøst, på den anden side frygt, bæven og sorg. De græder over sig selv og over den hele Adam, for menneskenes natur er én. For sådanne mennesker er tårer det daglige brød, og i sorgen finder de sødme og vederkvægelse”. Den kristne vej har således, for forfatteren tilHomilier, dobbelt karakter. Den indebærer på samme tid deltagelse i sorgen og i glæden, i korset og i opstandelsen, i mørket i Gethsemane og i lyset på Tabor.

Dett er også Hl. Silouans og hans discipels, arkemandrit Sophronijs, tilgang. Staretsen henleder mange gange vores opmærksomhed på den plads, den skabende lidelse og tårerne har i den kristnes indre erfaring. “Jo større kærlighed, jo større lidelse”, siger han i en tekst, vi allerede har citeret én gang. [338] Når han taler om kristelig ydmyghed, insisterer han på, at tårerne er nødvendige: “Herren har vist mig stor kærlighed og fået mig til at forstå, at jeg må græde hele mit liv. Sådan er Herrens vej”. [299] Prosadigtet “Adams klagesang” udtrykker med mindeværdige ord, hvor dyb Hl. Silouans kenotiske sorg er:

“Således klagede Adam sig,

Og tårerne strømmede ned over ansigtet og skægget,

Ned til grunden under hans fødder;

Og hele ørkenen hørte lyden af hans jamren,

Dyrene og fuglene blev stille i sorg,

Mens Adam græd over, at freden og kærligheden var gået tabt,

For alle mennesker på grund af hans synd.” [449]

Temaet med tårer forekom fader Sophronij så centralt, at han oprindeligt havde til hensigt at lade de engelske udgave af Hl. Silouans skrifter udkomme under titlen Weep for the World(Græd for verden). [De udkom så faktisk første gang i 1958 under titlen The undistorted Image]

Samtidigt, på trods af at han erfarede “den mørke nat”, ensomhed og forladthed, strømmede der fra Hl. Silouan intet dystert eller strengt. Som fader Sophronij udtrykker det: “Hans fredfyldte ansigt gav aldrig indtryk af noget strengt”. [51] Selv om han nogle gange, på grund af faste og nattevågen, forekom bleg og udmattet, udstrålede han altid en stille glæde. Men der var også øjeblikke, hvor staretsen forandredes til ukendelighed i lys og herlighed. Uden mindste spor af sentimentalitet henviser Hl. Silouan gentagne gange, lige som Makarios’Homilier, til Helligåndens “sødme”.

På denne måde forener Hl. Silouan glæden og sorgen, sagtmodighed og tårer. Det er karakteristisk, at han siger: “Når sjælen er fuld af Guds kærlighed, så sørger den i sinuendelige glæde og beder under tårer for hele verden og for alle mennesker”. [327] Ifølge fader Sophronij giver princippet om at “den største lidelse er forenet med den største glæde” os nøglen til Hl. Silouans hele liv. [213] For Hl. Silouan har den ydmyghed, der kan sammenlignes med Kristi ydmyghed, netop denne karakter: At give afkald på sig selv er at fuldende sig selv; kenosen (fornedrelsen) udgør fylden (plerosis), ydmyghed er ophøjelse, sorg er jubel. Der finder et sandt sammenfald af modsætninger sted. Kristelig ydmyghed er, for at citere Hl. Johannes Klimakos’ ord, intet andet end “glædesfyldt sorg”.

Fra: SOP, supplément nr. 238, 1999

oversat fra fransk og bearbejdet af red.

Kilde:

https://ortodoks.dk

https://ortodoks.dk/ortodoks-tro-og-praksis/de-hellige/kristen-ydmyghed-og-kenose-ifoelge-den-hellige-silouan

DEN ORTODOKSE KIRKE I DANMARK

Viking settlement found in CONSTANTINOPLE

The fact that these were the Vikings is evidenced by the found cross made of ambergris, a substance that is formed in the stomach of the sperm whale.

ANKARA, 25 August. / TASS /. In the area of ​​Lake Kucukcekmece in Istanbul, archaeologists have found a Viking settlement. According to the Hürriyet Daily News 

https://www.hurriyetdailynews.com/archaeologists-unearth-viking-neighborhood-in-istanbul-157658?fbclid=IwAR2JCJ1nT5PYJrjsk_C6wlNcU3nUgAbh0ShKZTSc5i00aXq0CbfFeW49MPk

it was located on the territory of the ancient Greek city of Batonea, which has been excavated since 2009.

"The ancient texts say that foreigners who were denied access to Constantinople settled in the port, which was located in Batonea," said one of the archaeologists Blazhei Stanislavsky. He said that the Vikings also lived there, who served as mercenaries for the Byzantine emperor Michael VII Duca.
Seven artifacts indicate that the Vikings lived here, including a cross made of ambergris, a solid substance that forms in the digestive tract of sperm whales. Similar crosses were previously found only in Northern Europe. The finds also included a necklace depicting a snake.
Historians believe that the Vikings lived in the vicinity of Constantinople at various times between the 8th and 11th centuries. Researchers have several theories about why the Vikings established their settlement there. One of them is that the Vikings came to the territory of Byzantium as mercenaries or merchants. Local authorities accepted them, but they were still afraid, so the Vikings were allowed to visit the city only in small groups - no more than 35 people. In addition, they had to leave the city before dark. Forced to settle outside the Byzantine capital, the Vikings chose Batonea for this, which at that time was an international port.

Gudstro - Hvad går det ud på?

Det er titlen på en ny hjemmeside fra Gudsmoders Beskyttelse om ortodoks kristendom primært rettet mod dem, som er teenagere, eller er på vej til at blive det. Her kan man læse om den kristne tro og om Kirken. Man er velkommen til at stille spørgsmål efter teksten, eller skrive om, hvad man selv tænker. Man er også velkommen til at foreslå nogle flere emner.

Klik på billedet herunder eller her for at gå til siden: Gudstro

https://ortodoks.dk/laer-mere/for-unge

Bogomtale: Surprised by Christ – My journey from Judaism to Orthodox Christianity

Rev. A. James Bernstein: ”Surprised by Christ – My Journey from Judaism to Orthodox Christianity”

(Conciliar Press Ministries Ben Lomond, California 2008),

335 sider samt en halv snes sider med sort-hvide fotos fra f. James’ liv.

ISBN: 9781888212–95‑2

”I efteråret 1977 læste min præstekollega Gerald Crawford og jeg ”The Orthodox Church” af Timothy Ware og forskellige andre ortodokse bøger, og de gjorde et så stort indtryk på os, at vi besluttede os for at besøge en ortodoks kirke for første gang. Jeg var noget betænkelig ved at tage afsted, eftersom mine erfaringer med det højkirkelige miljø var overvejende negative. Til min glædelige overraskelse havde jeg straks en tydelig følelse af at være i Guds nærvær, fra det øjeblik jeg kom ind i kirken. Det var som at bevæge sig tilbage i tiden sammen med Kristus og træde ind i det gamle jødiske Tempel i Jerusalem. Alt i gudstjenesten var centreret om tilbedelsen af den Allerhøjeste Gud.

Musikken adskilte sig meget fra, hvad jeg var vant til at høre i protestantiske kirker. Den var mere dæmpet og besad en mystisk kvalitet. Visuelt mindede kirkens indre mig om det gamle Tempel – det var overvældende. Foran stod et alter med en jødisk udseende kandelaber ovenpå. Efter tjenesten gik jeg hjem og opdagede, at den søde aroma fra røgelsen havde gennemtrængt mine klæder. Det var, som havde jeg bragt noget af den himmelske tilstedeværelse med mig hjem.” (p. 179)

Ovenstående passage står at læse i f. James’ medrivende selvbiografi, der beskriver, hvordan hans kamp for at lære Gud at kende førte ham fra Jødedom til Ortodoks Kristendom. Han blev født den 6. maj, 1946 i Michigan, men voksede op i New York City i skyggen af Holocaust, gik på college i Quens, spillede skak på højt niveau, var i Israel under Seksdages Krigen, var med i Jesus-bevægelsen og hippiekulturen i San Francisco Bay Area i begyndelsen af 1970’erne, kom sammen med en gruppe trosfæller og venner med i EOC (den Evangelisk Ortodokse Kirke i Amerika), som nærmede sig den Ortodokse Tradition, og som førte til, at han blev modtaget i OCA (den Ortodokse Kirke i Amerika). Derefter læste han teologi på St.Vladimirs Seminarium, overgik  til Antiokias Ærkestift, blev præsteordineret i 1988 som 42 årig, hvorefter han tjente ved St. Anthony’s Orthodox Church i Bergenfield, New Jersey, mens han færdiggjorde sine teologiske studier.

Undervejs havde han mødt Bonnie Lynn Halström, der var af svensk afstamning og sammen med sine forældre engageret i Baptistkirken. De blev gift i 1971 i Tilden Park i Berkeley Hills – et hippiebryllup, forestået af  grundlæggeren af bevægelsen ”Jøder for Jesus” Moishe Rosen! Siden fulgtes de ad ind i Den Ortodokse Kirke sammen med de fire børn, de fik fra 1975 – 1982.

F. James blev ”overrasket af Kristus” som 16-årig, med en åndelig styrke der vendte op og ned på hans liv, og som fik ham til at se Jesus som den Messias, der profeteres om i det Gamle Testamente. Det var ikke nemt at bryde med den fædrene tro! ”Som jøder lærte vi, at vi ikke kunne tro på Jesus, fordi det er blasfemi at tro på, at et menneske kan være Gud. Som 16-årig, da jeg alvorligt overvejede Kristendommen, kæmpede jeg med spørgsmål som: ’Hvad hvis Gud ønskede at manifestere Sig Selv som Menneske? Hvem er vi, at vi kan sige ’Nej, Gud, du har ikke lov til og kan heller ikke blive Menneske’. At acceptere den mulighed, at Gud kan gøre, hvad end Han ønsker, også at manifestere Sig Selv som Menneske, var et kæmpe paradigmeskift for mig.” (s.277 f.)

Efter paradigmeskiftet læser f. James Gammel- og Ny Testamente med nye briller og får øjnene op for, at Moses oplyser jøderne om, hvem Messias vil være, og hvad Han vil gøre fx: ”Herren din Gud vil lade en profet som mig fremstå af din midte, af dine brødre; ham skal I høre på…(5.Mos: 18:15 – 19). Og i Joh.Ev. (5:39, 46) hedder det:

”I gransker skrifterne, fordi I mener, at I har evigt liv i dem; og netop de vidner om mig. (…) Havde I troet Moses, ville I have troet mig; for det var mig, han skrev om.”

Den videre vej til ortodoksien går for ham gennem den vestlige kristendom i adskillige versioner, men ingen steder føler han sig hjemme, samtlige kirkeretninger forekommer ham udefinerbart spirituelle og rodløse eller forvrængede i deres teologi. Det tog ham 16 år at finde/blive fundet af Kristus, og det tog ham 19 år at finde Kirken. I dag tjener han som præst ved Saint Paul Orthodox Church, Lynnwood, Washington.

F. James beskriver tid og sted, så læseren ser det for sig og lever sig ind i begivenhederne. I det sidste af bogens tre hovedafsnit gør han mere systematisk rede for den ortodokse tro og teologi, idet han afgrænser den fra den vestlige kristendom. Han tager afstand fra Augustins arvesyndslære og dennes store påvirkning på Vesten og den Romersk Katolske Kirke, der, som han ser det, ligger meget langt fra ånden i både Jødedom og Ortodoks Kristendom. Kristus inkarneredes ikke med det formål at lide døden på Korset som et stedfortrædende offer og således tilfredsstille en vred og hævngerrig Gud, men for at frelse os fra en falden tilstand og forvandle os ved at gøre os i stand til at blive guddommelige  – ”Gud blev Menneske, for at mennesket kunne blive Gud”.

Han giver klare ortodokse svar på vigtige teologiske spørgsmål:

Hvad er Kirken, hvordan skal vi forstå Frelsen, og hvad er Synd?

Synd er at vende sig bort fra Gud, sige nej til Ham.

Guds rensende ild er for alle, men ikke alle vil vide af den!

F. James udfolder dette med et citat fra den hellige Maximos Bekenderen (7.årh):

”Sjælen er som voks, hvis den holder fast ved Gud, men som ler hvis den holder fast ved materien. Hvad den gør afhænger af dens egen vilje og hensigt. Ler bliver hårdt i solen, mens voks bliver blødt. På samme måde bliver enhver sjæl, der trods Guds formaninger bevidst holder fast ved den materielle verden, hårdt som ler og driver sig ud i selvdestruktion (…)  Mens enhver sjæl, der holder fast ved Gud, bliver blødgjort som voks ’…opbygget til en Guds bolig i Ånden’ (Efes. 2:22) ved at modtage indtrykket og mærket af den guddommelige virkelighed.”

F. James’ beretning om at konvertere fra Jødedom til Ortodoks Kristendom – ad mange omveje! – er spændende og lærerig, interessant er det at høre om hans vedholdende kamp for at nå frem til Sandheden gennem de mange kristne tilbud i USA fra 1960’erne og frem.

Et særligt træk ved denne konvertithistorie er jo f. James’ jødiske baggrund, og jeg vil fremhæve den vægt, han lægger på slægtskabet mellem det jødiske og det ortodokse jf. det indledende citat samt bogens dedikation:

Denne bog er dedikeret

til den største Jøde,

Jesus Kristus

og til den største jødinde

Jomfru Maria

og også

til ”folket af deres kød”

Jøderne.

”Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed.” (1 Joh 4:8)

Inger Birgitte Bjerg

17.12.2016

Ortodoks Bønnebog/

Morgen- og aftenbønner

Bønner til forskellige lejligheder

Bønner før og efter nadver

Ordningen for den guddommelige liturgi

Lille troslære

123 sider, stift bind

Hl. Silouan Forlag 2006

ISBN: 8798846027

Pris: DKK 250,- + evt. forsendelse

Ortodokse Røster i Nord

En antologi ved f. arkimandrit Johannes Johansen.

Indlæg af bl.a.: F. Poul Sebbelov, metropolit Johannes af Nicaea, munk Fotius, Ove G. Nikolai Svele, Tito Colliander o.a.;

155 sider

Hl. Silouan Forlag 2003

ISBN: 8798846019

Pris: DKK 225,- + evt. forsendelse

Bestilling:

pr. e‑mail

Munk Fotius / Ole Frederik Stjernfelt er død

Den danske, ortodokse munk Fotius, af nogle bedre kendt under sit borgerlige navn Ole Frederik Stjernfelt, døde tirsdag den 10. juli 2018 på Parakletens Kloster i Grækenland. Han blev 79 år.

Munk Fotius fremstod gennem hele sit voksne liv som et helt usædvanligt menneske og en ganske enestående personlighed i dansk kirkeliv; og på trods af, at han de seneste 35 år har opholdt sig langt fra Danmark, har han haft stor betydning for kristne miljøer her i landet.

Ole Frederik Stjernfelt blev født den 24. juli 1938 i Viborg. Han var en efternøler og allerede som barn noget af en enspænder. Han udtrykker det selv sådan her: ”Jeg virkede gammelklog fra tidlig Alder”. Og dertil: ”Jeg var sær og vilde ikke Mangt og Meget”.

Stjernfelts barndomhjem var ikke påfaldende kristent. Selv beskriver han det som ”afsvækket gammel Kirkelighed”, hvor ”Kirkegang var sjælden, men ikke utænkelig”. Imidlertid blev kristentroen alvor for unge Ole Frederik, da han var 16 år gammel. Atter en gang med hans egne ord: ”Det betød et mægtigt Forår for mig”.

Herefter var det naturlige valg af studium teologien. Studenten blev i Aarhus hurtigt del af den såkaldt højkirkelige bevægelse og knyttet til grupperingen Theologisk Oratorium. Han fordybede sig i tidebønner, og han knyttede sig til nogle af professorerne på det teologiske fakultet, ikke mindst Regin Prenter.

I året 1964 blev den økumeniske Faith-and-Order kommissions møde afholdt i Aarhus. Student Stjernfelt medvirkede som assistent, og her stiftede han bekendtskab med repræsentanter for Den Ortodokse Kirke, ikke mindst den græske Metropolit Emilianos, hvilket mange år senere skulle vise sig at få afgørende betydning.

Ole Frederik Stjernfelt blev teologisk kandidat i maj 1966 og gennemførte Pastoralseminariet samme efterår. I 1967 blev han ordineret i Viborg Domkirke af Biskop Christian Baun, den eneste danske biskop, som fortsat afviste at ordinere kvinder til præstelig tjeneste. Efter ordination blev Stjernfelt tilsat som præst i folkekirken, nærmere bestemt Taarnby Sogn på Amager.

Stjernfelt varetog præstetjenesten på Amager gennem 17 år. Gennem alle årene var hans bestræbelse at medvirke til at ”genoplive Apostlenes Tro og Tilbedelse”, som det hed i et brev til Metropolit Emilianos i 1981. Metropolitten havde siden 1964 være Stjernfelts rådgiver og kontakt til den ortodokse verden. I samme brev hed det, at denne bestræbelse ”forekommer mig ikke at have Udsigt til at lykkes, for der mangler Godkendelse og Forståelse, både fra mine kirkelige Foresatte og fra Folket”.

Frustrationen og skuffelsen over udviklingen i folkekirken tog til de følgende år; og efter 3 måneders ophold i Grækenland i sommeren 1984, på anbefaling af Metropolit Emilianos, skrev Stjernfelt til Københavns daværende biskop, Ole Bertelsen: ”Efter elleve Ugers Ophold i Parakletens Kloster i Oropos på Attika står det klart, at jeg vil søge mig frigjort fra mit Embede i Taarnby for at rejse til Klosteret og dér indgå i Den Ortodokse Kirke”.

Resten er historie: Den 29. december 1985 blev Ole Frederik Stjernfelt modtaget ved dåb i Den Ortodokse Kirke og modtog navnet Fotius. De følgende to år havde han fortsat gæstestatus, men den 2. februar 1988 blev han tonsureret som munk i Parakletens Kloster, hvor han siden har boet, kun afbrudt af kortere besøg i Danmark, hvor han dels gennem alle årene bevarede kontakten til sin tidligere menighed og til sine mange, gamle venner i de (høj-)kirkelige miljøer, dels og ikke mindst støttede og var til stor hjælp for det ortodokse miljø, særligt ved etableringen af Den Ortodokse Kirke i Danmark – Gudsmoders Beskyttelses Menighed, først i Lyngby, nu på Østerbro i København.

Munk Fotius har gennem alle årene arbejdet med oversættelser af Den Ortodokse Kirkes tekster til dansk. Og han har skrevet en lang række små og større teologiske traktater, hvori han udfolder forskellige aspekter af den ortodokse tro og teologi. I 2013 udkom, hvad han selv betragtede som sit livsværk: En dansk oversættelse af det græske Synaxarion, et ”helgen-leksikon” med levnedsbeskrivelser af de hellige, som vi mindes hver dag i kirkeåret. En skat for den danske kristenhed!

Gennem de næsten 35 år, hvor Munk Fotius var borte fra Danmark, opretholdt han en omfattende brev-korrespondance med et stort antal mennesker. Han nummererede omhyggeligt sine breve; det sidste brev, jeg selv modtog, var nr. 20.657! Hans breve var altid håndskrevne, ligesom i øvrigt de nævnte traktater (som så kunne kopieres), med sirlig skrift og med stædig bevarelse af den stavemåde, som var gældende før 1948, hvor ét markant træk er at skrive alle navneord med stort begyndelsesbogstav. Man var ingen modernist, heller ikke i sprogbrugen.

Munk Fotius blev begravet dagen efter sin hensoven, onsdag den 11. juli kl. 8.00 i Parakletens Kloster. På samme tidspunkt blev der læst Parastos (bøn for hensovne) for ham i Danmark i Gudsmoders Beskyttelses Menighed. Et antal præster og andre gamle venner rundt i Danmark havde givet udtryk for, at de ville deltage i bønnen på samme tidspunkt fra dér, hvor de hver især befandt sig rundt i landet, sådan at Munk Fotius / Ole Frederik Stjernfelt blev ledsaget af bønner, ikke alene fra sine klosterbrødre i Grækenland, men også fra venner i Danmark, ledsaget på sin vej fra denne verden til den næste.

Må Gud tage imod Munk Fotius i Sit Rige!

af f. Poul

Emner: Munk Fotius

Denne hjemmesides indhold må ikke genbruges i fuld længde andre steder uden forudgående aftale.

Synaxariet

Synaxariet er oversat til dansk af munk Fotius.

L