... blev datteren i dag
og bredte sine *vinger ud*
slog et par slag,
og så fløj hun.
Udi verdnen.
[ lånt på nettet ]
Det skulle jo komme på et eller andet tidspunkt.
Samtidig satte det nogle tanker igang hos mig.
For jeg husker så tydeligt da datteren skulle afleveres i dagpleje
for allerførste gang,
efter at jeg havde gået hjemme med hende i 1½ år.
Hun var glad for dagplejeren ( og denne for hende ),
så da hun var kommet inden for døren, fik hun et knus
og så skulle jeg på arbejde, for første gang i 1½ år.
De 9 km jeg havde til arbejde,
gik med at jeg tudede hele vejen derhen
og kunne knapt nok se vejen for *oversvømmelse* i mine øjne.
Sidst på dagen da jeg kom for at hente datteren,
var hun glad og i godt humør.
Sådan fortsatte det.
Med det gode humør, nysgerrigheden og glæden.
[ og jeg nøjedes kun med at tude den første dag ].
Senere hen kom der forskellige skift,
som der jo nu engang kommer,
børnehave, skole, SFO, uddannelsens begyndelse, jagten på et job
og en praktik plads og andre ting.
Sådan er jo livet.
Hun gør det godt.
Hun kan jo godt.
Og hun skal have lov til at gøre det selv.
[ mumler lavt : jeg kan faktisk godt huske hvordan jeg blev voksen med et knips,
selvom det tog nogle år ]
Bevares, tiden var dengang en anden og mulighederne var anderledes.
Der var ingen der spurgte om jeg havde lyst til det ene eller det andet,
jeg måtte *bare selv klare ærterne*.
Vi skal huske at give plads til de unge.
Der er så meget der skal læres,
dengang som nu.
Sådan så her ud i morges,
omkring ved 7 tiden,
med sol over hele linien og fuglekvidder.
Ungpige ~ værelset er tomt og det giver næsten ekko
men jeg har en ide om hvad værelset skal bruges til.
Uanset hvad, så er der til hver en tid plads her,
når datteren kommer forbi.
Men det er godt nok lidt underligt at tænke på allerede nu.
Hver især skal vores hverdag til at foregå på helt andre præmisser.
Spændende.
Jeg krydser mine fingre og ønsker dig *pøj~ pøj*
Held & Lykke med din nye bolig.
Held & Lykke med din nye bolig.
God fornøjelse til jer derude.
