I 1349 beordrer Dogen Dandolo og hans vasal Enzo Andiolini, at personer, som er kritiske eller fjendske overfor Republikken Venedig, skal myrdes, og det er dette scenarie, som er baggrunden for historien i De ti herskere, som udspiller sig i starten af det nye årtusinde.Rundt om i byen er der opsat kasser, hvor byens stikkere kan angive personer, som så kort tid efter figurerer på en liste sammen med en masse andre, som har måtte lade livet pga. et magtspil.
I 2001 kommer Victor Tallent, en ung planteforsker, på denne liste, da han har begået den forbrydelse, at han vil udvikle en risplante, som er modstandsdygtig overfor ekstreme vejrsituationer og som kan forbedre fødevaresituationen i den tredje verdens lande. Da Victor er i Venedig for at holde et foredrag om hans nye opdagelse møder han den unge og blinde Arabella, som han forelsker sig i. Dette møde viser sig at være skæbnesvangert, og Victor hvirvles ind i en lang række begivenheder.
Det overordnede tema i romanen er, at intet i virkeligheden er, som det ser ud til at være. Dem som man tror er ledere, viser sig at være styret af nogle højere oppe i hierakiet, hvilket i romanen viser sig at være de ti herskere, som siden middelalderen har ladet deres hemmeligheder og magt gå i arv. De ti herskere udnytter enhver chance til at få personer, som er ved at rykke magtbalancen, med ind i deres netværk af hjælpere, og Victor undgår heller ikke at blive trukket ind i De ti herskeres ældgamle organisation.
De ti herskere er rigtig spændende, selvom jeg dog synes, at anden del af romanens tre dele halter lidt. Jeg var på ingen måde ved at opgive, men jeg synes begivenhederne gik lidt i stå i anden del, men på andre tidpunkter var den svær at lægge fra sig. De ti herskere kan bestemt godt anbefales til dem som kan li' en god spændingsbog.
