Den ottende bonde handler om den syvende bonde på slægtsgården Oppgård. Anton, den syvende bonde, er sidste generation på slægtgården i Nordjylland, og han er efterhånden blevet 90 år gammel. Vi hører om Antons oplevelser fra han blev født i 1917, og frem til han dør, hvor der er sket en rivende udvikling med gården og bondekulturen. I dag er maskinerne dominerende, men da Anton var dreng var det håndkraften, som måtte tages i brug. Anton har levet et slidsomt liv på gården, hvor den dominerende mor har styret Antons tilværelse og gårdens udvikling med hård hånd. Det er Antons mor, som har stået for indkøb af bil, traktorer og mejetærskere, og selvom Anton flere gange i romanen sætter sig for at nu må han slå i bordet, så bliver det aldrig rigtig nogle alvorlige slag han får slået.
Moren er ondskaben selv, og hun er ikke bange for at manipulere og fremføre løgne, så det hele kan blive som hun gerne vil have det. Anton finder sig i det, og han sørger blot for at passe sit det daglige arbejde, og så lade moren om at styre resten. Selv i Antons kærligheds liv får moren lov at bestemme...
Anton ser tilbage på livet på gården, godt hjulpet af slægtens afdøde kvinder, høvederne og grisene, specielt Særimner, som hjemsøger ham. Vi hører om dengang Anton mødtes med Ågårdens Anna under broen. Om Ingeborg, som blev fundet i gadekæret, efter at hun havde født et barn, der på mystisk vis døde under fødslen. Og om Antons kamp for at overleve efter moren er død, og den sidste pige på gården er smuttet.
Bent Haller har skrevet en fremragende slægtsroman. Den er fuld af ondskab, og man sidder løbende gennem bogen og tænker, at nu må ham Anton altså gøre alvor af det og slå i bordet overfor den styrende og dominerende mor, som igen vil forhindre Anton i det han gerne vil. Den ottende bonde er en virkelig god læseoplevelse, og der er vist ikke meget andet at sige end, at der er tale om en must read!
Hans Otto Jørgensen
