30. april 2011

Jasper Fforde - Lost in a Good Book

Jasper Fforde
Lost in a Good Book
Hodder
372 sider
23. apr.-29. apr.

Lost in a Good Book er anden del af serien om den litterære detektiv Thursday Next. Jeg har tidligere læst første del, The Eyre Affair, som er omtalt her. Anden del fortsætter kort tid efter at første del er slut.

Thursday Next er netop blevet gift med Landen, men snart viser det sig, at han faktisk druknede for 38 år siden, og at ingen andre end Thursday overhovedet kan huske ham. Og så må Thursday ellers på jagt efter Landen for at se om hun kan påvirke begivenhedernes gang og få ham tilbage. Sideløbende hermed vælter flere andre ulykker ned over hende, men Fforde formår at jonglere med alle de løse ender, så de til sidst går op i en højere enhed.

Det er humor på højt plan, romanen er sjov, og man er godt underholdt fra ende til anden. Jeg var begejstret for The Eyre Affair og jeg ved egentlig ikke, hvorfor der er gået så lang tid inden jeg har fået læst anden del. Denne er i hvert fald fuldt ud på højde med første del af serien, og jeg har allerede tredje del, The Well of Lost Plots, liggende, så jeg er klar til at gå i gang med den snarest.

Beskrivelsen her yder slet ikke romanen retfærdighed. Der er så mange flere aspekter i den, men man kommer meget hurtigt til at afsløre lidt for meget. Læs evt. noget mere på goodreads.com, hvis du er nysgerrig.

Meget anbefalelsesværdig, men start med The Eyre Affair, så du får dem læst i den rigtige rækkefølge.

27. april 2011

Richard Ford - Independence Day

Richard Ford
Independence Day
Bloomsbury
451 sider
16. apr-23. apr

Independence Day er anden del i trilogien om Frank Bascombe. Første del - The Sportswriter - har jeg tidligere omtalt på bloggen her.

Independence Day er ret meget i stil med forgængeren. Den omhandler Frank Bascombes liv en forlænget 4. juli weekend i 1988, hvor han fremviser huse til ægteparret Markham, der efterhånden har set ret mange boliger, men endnu ikke har købt et. Det er også weekenden, hvor Frank skal besøge Hall of Fame's for henholdsvis baseball og basketball sammen med sønnen Paul, der trænger til lidt faderlig visdom. Som med The Sportswriter sker der egentlig ikke så meget i romanen, men Ford har en fantastisk evne til at beskrive - både hvad Frank Bascombe tænker, men også hvad han føler og hvordan han har det, da han går gennem en "Existence Period" som Frank selv kalder det. Og det er helt klart den del, som bærer bogen.

Ligesom The Sportswriter, så er Independence Day anbefalelsesværdig. De kan dog sagtens læses selvstændigt, hvis man ønsker det.

Se i øvrigt omtalen af Independence Day her, hvor der er en god omtale af romanens indhold.

19. april 2011

Curtis Sittenfeld - American Wife

Curtis Sittenfeld
American Wife
Black Swan
638 sider
4. apr-16. apr

Efter jeg så en anbefaling af American Wife hos Bogsider var jeg ikke i tvivl om, at det var en roman jeg måtte læse. Og jeg blev absolut ikke skuffet.

American Wife handler om Alice Lindgren, som vi følger fra hun er en lille pige og indtil hun er i 60'erne. Der er øje for alle detaljerne i romanen og sproget er let og flydende. Alice er romanens jeg-fortæller og det er historien om hendes barndom i Wisconsin og hendes voksenliv i Washington DC, hvor hun er gift med Amerikas præsident og dermed er blevet førstedame, som hun her fortæller.

Rigtig god roman, selvom jeg dog synes at fjerde del, som foregår i det hvide hus, faktisk var den mindst interessante. Romanen kunne nok med fordel være skåret lidt mere til, men jeg var nu alligevel godt underholdt romanen igennem. Absolut anbefalelsesværdig.

5. april 2011

David Lodge - Therapy

David Lodge
Therapy
Penguin
321 sider
18. mar-3. apr

Therapy handler om den succesfulde sitcom skribent Laurence "Tubby" Passmore, der udadtil lever det perfekte liv. Han har masser af penge, et stabilt ægteskab, en lækker bil og en kvinde, som han har et platonisk forhold til. I det hele taget burde han være glad og lykkelig. Men det er han ikke. Han har problemer med knæet og hverken fysioterapi, aromaterapi, kognitiv terapi eller akupunktur kan kurere det. I Therapy fortæller Laurence Passmore sin historie, hvor blandt andet den danske filosof Søren Kierkegaard spiller en rolle.

Det er egentlig ganske underholdende, selvom jeg ind imellem synes Laurence Passmore svømmer lidt for meget i sin selvmedlidenhed, og hvor man bare har lyst til at ruske lidt i ham og sige, at nu må han altså lige lidt videre i livet. Ganske udmærket underholdning og der er absolut et par komiske scener i romanen.