Mit fotoalbum - her kan du se, hvad jeg har fremstillet gennem årene!

Viser opslag med etiketten patchwork. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten patchwork. Vis alle opslag

12. april 2016

Flere gengangere

Det blev så lige til et sæt dækkeservietter med ugler og kloge ord til mit barnebarn Mette. Mønsteret er fra norske AnnAKa og hedder "Kloge Ord".



Et stort arbejde for 4 dækkeservietter, men det arbejde gør jeg gerne, da jeg synes, der er ualmindelig søde og et dejligt resteprojekt.

Jeg har ændret lidt på "blomsterne". De skulle oprindelig være lavet som små yoyo'er, men det synes jeg ikke, er så hensigtsmæssigt, når der skal stå en tallerken eller andet service på dem.

7. januar 2016

Farvel 2015 - velkommen 2016......

Hvor tiden dog løber stærkt! Nu er endnu et år gået, og min største oplevelse i 2015 har jo helt klart været mit ophold på en måned i Grønland. Jeg havde i lang tid forud glædet mig helt vildt, til jeg skulle af sted, og lige pludselig er man hjemme igen og føler lige som et stort hul. Det er rigtig mærkeligt, for den følelse har jeg aldrig før haft. Livet i Grønland er i den grad faldt i min smag, så forhåbentlig får jeg muligheden for at komme derop igen.

Efteråret har nok været præget lidt af denne "tomhed", så håndarbejdsmæssigt har jeg også kunnet mærke det energien har ikke rigtig været til stede. Det er mest blevet til strikketøj, men i løbet af året er der jo alligevel blevet produceret en del.

Rejsemappen, som jeg syede til min grønlandsrejse, har været populær, som dem har jeg syet 5-6 stykker af til interesserede, og alle familiens yngste - samt et par voksne - er blevet godt forsynet med varme sokker!

Dette er en collage over årets produktion:


Her i starten af 2016 er der dog blevet færdiggjort et par projekter - her 2 stk. sofapuder, som skal til Grønland:


En lille ganske ubrugelig taske fra Red Brolly - men sød og sjov er den da - set fra begge sider:


Min gevinst, Doodles tørklædet fra Holst Garn er også færdigt og taget i brug. Det er fantastisk blødt og lækkert, og så vejer det kun 126 gram:


Med dette vil jeg ønske alle et rigtig godt nytår 2016.

18. november 2015

Lidt nyt.....

Her har længe været stille, for inspirationen og lysten til at lave en hel masse har stået på standby et stykke tid. Hvorfor ved jeg ikke, sådan har det bare været.

Efterhånden er jeg så småt ved at komme i gang igen, og da jeg fandt efterårsstofferne frem fra gemmerne, gik jeg i gang med en stor taske. Jeg manglede en til at have mit håndarbejde i, når jeg skulle i byen, så det blev til min egen udgave af Londontasken fra Annieb-Design:


Da jeg er lidt vild med farverne, og har masser af stoffet, blev det også til at symaskinecover, hvor jeg brugte noget hørlignende stof fra Stof og Stil som hovedfarve:


Helt på den lade side har jeg dog ikke ligget, for aftenerne foran tv'et er foregået med strikketøjet i hænderne, så det blev til sokker til alle de små i familien - ønsket af deres mødre:


Mit vikingesjal? Jo, det skrider langsomt - meget langsomt fremad, pind for pind, men det skal nok blive færdigt, for det er faktisk sjovt at strikke. Det dur dog kun for mig, når jeg har fuldstændig ro omkring mig. Jeg har allerede haft en del tilbagestrikning, og det er altså træls:


Stofferne fra coveret og tasken ligger stadig fremme, og skal foreløbig bruges til at par sofapuder, som ligger på tegnebordet (inde i hovedet altså)!

17. juni 2015

Endnu en rejsemappe

Der er jo ikke meget sommer lige i øjeblikket, så hvad kan være bedre end at sidde ved symaskinen?

Det har jeg gjort med god samvittighed i dag, og rejsemappe nr. 5 blev færdig. I morgen skal den så sendes til modtageren, og så håber jeg, den falder i hendes smag:


Jeg har ændret en smule på mønsteret, idet jeg også har sat lynlås i den gennemsigtige lomme. I det oprindelige mønster er den klare lomme blot et stykke plastic, der er syet på. Jeg har eksperimenteret lidt, da det hurtigt blev klart, at ting, der blev lagt i lommen, alt for nemt kunne falde ud. Jeg har derfor sat trykknapper i de fire første, men jeg tror, en lynlås er mere holdbar i længden.

11. juni 2015

Maratonsyning og flere rejsemapper . . . .

På maratongruppens månedlige sydag, som var i tirsdags, arbejdede vi denne gang alle 4 med samme projekt - en rejsemappe magen til den, som jeg allerede havde lavet et par stykker af i forvejen.

Da flere har udtrykt ønske om sådan en, har jeg nu syet 4. Nr. 2 er magen til nr. 3, og den er allerede afleveret til modtageren.

Rejsemappe nr. 3 og 4 (nr. 3 blev "venstrehåndet")


Det er faktisk rigtig sjovt at arbejde på samme slags projekt, i stedet for bare at sidde med hver sit individuelle sytøj, så det blev vi enige om, at det må prøves igen en anden gang.

Der bliver regnet ud, målt op og skåret til i dybeste koncentration, og jeg gjorde mit bedste for at vejlede efter mine egne erfaringer:


- men der var også masser af snak og råhygge. Eftermiddagskaffe på terrassen:


4 glade syveninder:

Der blev desværre ingen fotos af de andres rejsemapper, da ingen nåede at blive helt færdige - det blev min heller ikke. Det er den i lilla farver, og den er også først blevet færdig efterfølgende.

1. juni 2015

Ikke det store......

Her er lidt stille på min blog for øjeblikket, men i ventetiden, indtil lysten og inspirationen til at skrive, vender tilbage, vil jeg lige vise denne lille rejsemappe, jeg har lavet til min forestående rejse til Grønland:



Fremover skulle der gerne være styr på pas og alle andre rejsepapirer. Mønsteret er fra det norske quilteblad My Quilt.

12. maj 2015

Maratonsyning

I sidste uge havde vi kombineret fødselsdag og maratonsyning hos Gitte. Hen på eftermiddagen blev vi enige om at køre til Kunstgården i Skovby, hvor Ilse Iversen og Bente Egeberg i øjeblikket udstiller patchwork.

Et par fotos fra udstillingen:


Mest imponeret er jeg dog over salgsudstillingen i underetagen, hvor der sælges kunsthåndværk for enhver smag. Hold da op, hvor er der mange lækre ting lige fra malerier til keramik, glaskunst og meget, meget mere.

Her et par glimt fra underetagen:


Gitte inviterede på kaffe og kage, som blev serveret i Kunstgårdens havestue. Det var godt, vi var inden døre, for der kom en gevaldig tordenskylle, og da vi kom tilbage til Særslev, så himlen således ud:


Flot ser det jo ud, men også en smule skræmmende!

29. marts 2015

Endelig lidt færdigt patchwork........

Det går lidt langsomt med mit patchwork i øjeblikket! Ikke fordi lysten mangler, men overskuddet er bare ikke så stort lige nu. I januar fik jeg skåret strimlerne, så projektet har været et par måneder undervejs.

Færdigt blev det da, og her er resultatet - et slumretæppe til mig selv, så Michael kan beholde sit slumretæppe i sit eget sofahjørne:


Tæppet er syet af den strimler, jeg vandt i en giveaway hos Kludeklipperen Esther samt rester fra gemmerne. Det måler 180 x 150 cm og er maskinsyet og -quiltet. Bagsiden består af lækker, blød fleece, så nu er jeg klar til de kolde vinteraftener, når vi en gang igen når dertil!

17. februar 2015

Klar til quiltning.....

Så nåede jeg så langt! Mit slumretæppe af strimlerne fra Esther plus rester fra mit eget lager er nu samlet og klar til quiltning:


Så kommer næste spørgsmål: Hvordan skal jeg quilte? Tæppet skal maskinquiltes, og jeg forestiller mig noget med at quilte rundt omkring blomterkonturerne, og så måske quilte blomster mellem de applikerede blomster og noget doodle rundt i kanten, hvis jeg kan få det til at se ordentligt ud.

Det er "kun" et sofatæppe med fleecebagside, som jeg ikke har lyst til at bruge en masse til på håndquiltning på., så hvis der er nogen, der har et godt forslag, vil det blive taget imod med kyshånd!

22. januar 2015

Det går ikke så stærkt.......

...... med at få syet alt det, jeg gerne vil! Dagene går så hurtigt, og der er så meget andet end syning på programmet hver dag! Lige nu bruger jeg en del tid på, sammen med min bedre halvdel, at redigere vores film, som vi optog, da vi i 2013 var i Grønland. Endelig har han fået et program, der kan det, der skal til for at lave noget, der er til at holde ud at se på. Det er faktisk ret spændende at arbejde med!

Men jeg har dog endelig fået syet alle 20 blokke til mit kommende slumretæppe, og de nu trimmet og klar til sammensyning:


Næste skridt bliver planlægning og klargøring af de applikerede blomster, der skal spredes ud over tæppet. Jeg bruger en del tid på at kigge på alle de spændende ting på Pinterest, så mon ikke, jeg kan få noget inspiration der?