Mit fotoalbum - her kan du se, hvad jeg har fremstillet gennem årene!

Viser opslag med etiketten haven. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten haven. Vis alle opslag

20. oktober 2012

Mettes fødselsdag og efterår

I går fejrede vi Mettes fødselsdag her i huset sammen med Mette og hendes mor, som har været på besøg siden tirsdag.


Mette må være gjort af noget helt specielt, for sikke da et sommervejr vi havde her i Nyborg i går, og i dag er det mindst lige så lækkert, så derfor står den på en skøn badetur i eftermiddag!

Efteråret har ellers fået godt tag i haven nu. Hostaen synger på sidste vers:


Denne lille busk, som jeg ikke kan huske, hvad hedder, står i den smukkeste efterårspragt:


Leopardpalmen bøjer sig og knolden skal nu sættes frostfrit for vinteren, så den forhåbentlig vil rejse sig stor og flot næste sommer:


Fuchsiaen står stadig med en masse smukke blomster:


Taks'en har fået røde bær:


Et par jordbær kæmper om de sidste solstråler, men spiselige bliver de vist næppe:


- og stedmoderen, som for længst er afblomstret og kasseret, har smidt frø og blomstrer igen:


Sommeren har i år ikke været specielt god, men nu er badesæsonen begyndt for os vinterbadere med de dukkerter, hyggestunder i saunaen, torsdagshygge med pigerne og sjove fester, det indebærer. Og det er jo heller ikke så ringe endda!!

14. januar 2012

Hvilken aftenhimmel!

Den smukkeste aftenhimmel, jeg længe har set:


Billedet er taget fra vores terrasse!

21. august 2011

Et par dage sommer!

I dag er det sommer - i hvert fald endnu! Dagen startede med morgenkaffe i badeklubben, da en af pigerne havde inviteret til fødselsdagsmorgenkaffe. Herefter en skøn tur i vandet, som selvfølgelig var helt vidunderligt!

Da jeg kom hjem, gik jeg lige en runde i haven, og det myldrer jo stadig med skønne blomster, som vi jo slet ikke har haft mulighed for at nyde ret meget i år.

Min fuchsia, som bliver klippet helt ned til jorden hvert forår, og alligevel er busken nu omkring en meter høj:



Det er en fantastisk plante, der står i fuldt flor hele sommeren igennem. Smukkere findes næppe.

Der er også lige den smukke Dahlia som jeg fik foræret af Lisbeth i forsommeren:


Ellers er haven ikke noget at prale af i denne sommer. Jordbær var der ikke mange af, og tomaterne var stadig så grønne, at de er blevet plukket og syltet! Rabarber er der masser af, og dem har vi virkeligt nydt, men de vokser jo uanset vejrtype!

7. maj 2011

Japanske piger og rabarberhøst

Så er toppene til 2 billeder færdige til at blive monteret i ramme:


Billederne har jeg håndsyet i silkestoffer, og de er et bestillingsarbejde for en veninde, der skal bruge dem som fødselsdagsgave til sin søster. Jeg har syet dem et par gange før, så de var forholdsvis hurtige at sy.

Midt i al travlheden med at forberede materialer til et nyt patchworkprojekt, fik jeg i formiddags høstet årets første rabarber:


Nøjagtig 555 gram blev det til af de fineste tynde stilke:


- og de er nu endt op som rabarberkompot til middagsmaden i aften - uhm, vi glæder os:

22. april 2011

Skoven og haven i dag

Smukkere kan et forår ikke blive - hverken i skoven eller hjemme i haven! Høj sol, vindstille, en lysegrøn bøgeskov og skovbunden fyldt med anemoner - findes der noget kønnere?



Haven er også godt i gang. Blåpuderne står i fuldt flor og tulipaner og påskeliljer blomstrer om kap:



Sikke et fantastisk påskevejr i år! Så håber jeg bare, sommeren bliver god og lang, så de fleste dage igen kan nydes nede ved stranden eller i haven. Vandtemperaturen var i dag oppe på 12 grader, så det tegner godt!

18. april 2011

Forår i haven

I øjeblikket går det meste af min tid med at gøre haven forårsklar, så patchwork bliver det ikke til lige nu.

Er der noget smukkere end et blomstrende træ i haven?

5. marts 2011

Forårstegn

I dag kan man endelig fornemme foråret efter en lang, kold vinter! Om det holder, kan kun tiden vise - man kan jo håbe!

Et godt tegn er jo, at i haven titter vintergækkerne frem, der hvor sneen nu er smeltet:



Jeg tror det blir' et herligt år i år
for selv om frosten den var alt for hård.
Så er sneen næsten væk. Vær velkommen vintergæk
Jeg tror det blir' et herligt år i år.
Tekst: Peter Westh

5. december 2010

Sne

Så dejlig var udsigten fra mit syværelse i går eftermiddags:


- og et nærbillede fra terrassen:


Smukkere kan en have næsten ikke være!

25. november 2010

Så kom vinteren også til Østfyn

Selv om sneen er lidt våd og der ikke ligger så meget, ser det jo dejligt ud. Sneen vælter lige nu ned, så det bliver spændende, hvor meget der ligger i morgen tidligt.


Julelysene er sat op, så de kan tændes adventssøndag, og de skulle lige afprøves for at se, om alt fungerer, som det skal:



Det bliver spændende, hvordan vejret arter sig i morgen tidlig, når vi skal af sted til 3 dages fed gospel i Sønderborg!

28. april 2010

Skærver, skærver og atter skærver!

Vi har et lille stykke plæne, som aldrig er blevet rigtig god, da det meste af stykket ligger i konstant skygge og derfor altid er fyldt med mos. I flere år har vi talt om, hvad alternativet kunne være, og nu har vi besluttet os til at nedlægge plænen og lægge skærver på i stedet for.

Allerhelst ville vi have lagt fliser i hele stykket i forlængelse af den eksisterende terrasse, men da vi bor i lejebolig, er der jo grænser for, hvor mange penge vi vil ofre på projektet.

I går lagde vi fiberdug ud over hele stykket, og i dag læssede vognmanden så 3 m3 skærver af, som vi efterfølgende spredte ud over det hele for til sidst at rive området jævnt.

 

Det hele tog godt nok kun et par timer, men det var hårdt ved arme og ryg! Så er det man begynder at mærke, at man ikke mere hører til blandt de yngste............

Næste skridt er retableringen af den resterende have, som er blevet en smule mishandlet efter der er blevet sat hegn op mod naboen, men foråret er jo kun lige begyndt, så det når vi nok!

1. oktober 2009

1. oktober i haven

Så har vi nået oktober måned, og efteråret har meldt sin ankomst. For vores vedkommende har det været en forrygende sommer med masser af dejlige badedage i Storebælts bølger.

Da vi jo begge er vinterbadere, har vi selvfølgelig også været i vandet i dag, og det er da fantastisk, at vandtemperaturen stadig holder næsten 14 grader - herligt!

Det meste af dagen har jeg været i haven. Jordbærbeddet skulle kulegraves, og de nye stiklinger sættes. Gæt så lige, hvad vi fik til dessert i dag - friskplukkede jordbær - hele 3 stk. til hver. Det er altså lidt sjovt at kunne pukke jordbær den 1. oktober!


Selv om det nu er efterår, står haven stadig i sin fulde farvepragt, så tiden er endnu ikke inde til at gøre haven efterårsklar.

Prøv at se min Fuchsia og så de små pinkfarvede sommerblomster, som jeg ikke ved, hvad hedder:


Efteråret er nu også en dejlig årstid med alle de skønne farver i naturen. Det er da et skønt syn, som skal nydes mest muligt. Når først nattefrosten sætter ind, forsvinder blomsterne hurtigt og træer, og buske bliver brune og kedelige. Men så kan vi jo glæde os til næste forår, når det hele begynder at boble og spire igen.