Mit fotoalbum - her kan du se, hvad jeg har fremstillet gennem årene!

Viser opslag med etiketten jul. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten jul. Vis alle opslag

9. januar 2015

Bedre sent end aldrig - og nyt projekt skudt i gang

Endelig blev jeg færdig med juleløberen, som Mette - mit barnebarn - skulle have haft som en lille ekstra gave i julen. På grund af en irriterende pandehulebetændelse måtte projektet ligge standby indtil efter nytår.

Mette ved godt, hun får den, og hun skal jo alligevel først bruge den til næste jul, så skaden er nok ikke så stor.


Et nyt projekt er skudt i gang - et slumretæppe til mig selv! For et stykke tid siden havde Esther (Kludeklipperen) en give-away, som jeg var så heldig at vinde: en rulle med 20 skønne lyse stofstrimler! Med lidt hjælp fra stoflageret, har jeg nu skåret til 20 log-cabin blokke i størrelse 35x35 cm.


Når toppen er færdigsyet, skal der applikeres nogle blomster på, men hvad det skal være, og i hvilke farver, har jeg endnu ikke besluttet.

22. december 2014

Færdige småting

Midt i alle juleforberedelserne er der også blevet lidt tid til at færdiggøre et par småprojekter:

4 dækkeservietter mere med ugler, der skal bruges til julegave. Sådan et sæt har jeg syet tidligere - se her, og jeg syntes faktisk, de blev så søde, at jeg fik lyst til at sy et sæt mere:


Islænder str. 2 år til Adam - min niece Trines lille søn:


2 par sokker, der skal bruges som gaver ti pakkebanko ved familiens julefrokost den 27. december:


Toilettaske til Freya - min niece Dittes lille datter:


- og endelig 2 tærtefutter, der også skal bruges som julegaver:


Jeg mangler lige at færdiggøre en lille juleløber, som også skal bruges til julegave, men den skal nok blive færdig inden juleaften!

Rigtig glædelig jul og et godt nytår til jer, der følger min blog. Vi ses i 2015, som forhåbentlig bliver et godt sy- og strikkeår!

21. december 2011

Glædelig jul

Min husbond kan det der med at lave juledekorationer, så det overlader jeg trygt til ham. Denne her har han lavet i dag:


Med denne fine dekoration vil jeg ønske alle jer, der læser min blog, en rigtig glædelig jul og et godt nytår! Tak for alle jeres søde kommentarer og hilsner i 2011, og så håber jeg, at 2012 bliver et kanon quilteår for os alle!

Tak også til alle jer, jeg har været så heldig at møde i løbet af året. Hvor er det dejligt at kende så mange, der er bidt af den samme hobby som jeg selv! Jeg glæder mig til at møde jer alle igen i 2012.

27. december 2010

Så blev det jul alligevel!

Så er juledagene forbi, og det er hverdag igen. Det lykkedes heldigvis at komme til Djursland, så vi kunne fejre juleaften sammen med børn, svigerbørn og børnebørn. Torsdag eftermiddag så vejrsituationen for juleaftensdag ikke så slem ud, så vi besluttede at leje en bil og køre. Som sagt så gjort, og Lisbeth - vores søde genbo - sørgede for vores sikkerhed ved at sende nissefar med til at passe på os. Han sidder her i forruden:


Køreturen over Fyn tog lang tid. Vi skulle samle Mette op i Odense, og turen fra Nyborg til Lillebæltsbroen tog 3 timer. På den anden side og op gennem Jylland glad trafikken helt normalt.

Godt ankommet til Thorsager:


Ved 23-tiden vendte vi næsten hjemad med en afstikker via Odder, hvor Mette skulle afleveres. Max. hastigheden lå omkring 80, da det var spejlglat, men trafikken gled fint, og vi kom hjem uden problemer - kun temmelig trætte.

Kl. 04.00 var vi hjemme efter at have afleveret bilen hos One2Move, og det var dejligt at kunne kravle i sin egen seng og vide, at næste dag kunne man sove længe - og det gjorde vi så!

23. december 2010

En sidste øjebliks julegave - og så kommer vi måske alligevel af sted!

Jeg nåede lige i sidste øjeblik at få gjort denne brød-/frugtkurv færdig, så den kan følge dækkeservietterne:


- Så kommer vi måske af sted i morgen alligevel. Trafiksituationen over Fyn ser ud til at lysne betydeligt, så hvis DMI har gode meldinger i morgen tidlig, kører vi nordpå. Bare håbet om, at det lykkes, får mit julehumør til at stige adskillige grader!

Poserne med julegaver, et par tæpper, en skovl og termokander er stillet parat, så kaffen kan brygges i morgen tidlig, og bilen kan pakkes, når Michael har hentet den hos One2move!

Snekaos og ændrede juleplaner

Jeg havde sådan glædet mig til at være sammen med mine børn og børnebørn juleaften, men den plan må vi desværre se gå i vasken! Vi skulle være kørt til Djursland i morgen formiddag, men her til morgen afbestilte vi den bil, vi havde lejet, for det ville være med livet som indsats at køre de ialt 450 km i den snestorm, der lige nu hærger Fyn! Vi skulle nemlig være kørt hjem igen julenat!

Det er rigtig træls, og jeg er utroligt ked af det, men det er vel det, man kalder force majeure, så der er ikke noget at gøre ved det. Vi må jo holde en erstatningsjuleaften, når dette kaos er overstået!


Alle taler om global opvarmning, men hvor pokker er den, når man har brug for den?? (en vittighed, jeg læste forleden dag, men den er jo meget apropos lige nu).

Lige nu ser det sådan ud i vores have:





 Smukt ser det jo ud, og udsigten fra mit syværelse er pt. sådan:


Jeg må prøve, om jeg kan holde humøret oppe på trods af omstændighederne, men vi får jo helt sikkert alligevel en hyggelig juleaften. Vi har aftalt med vores "bonusdatter" og hendes søn, at vi kæmper os gennem snemasserne på gåben i morgen og fejrer højtiden sammen med dem. De bor ca. 2 km fra os, så det er mere overkommeligt and at skulle køre helt til Djursland.

Nogle siger, "hvorfor tager I ikke bare toget?" Det behøver vist ingen nærmere forklaring, hvorfor vi ikke gør det. Der behøver man kun at følge togsituationen i tv. Det ville uden tvivl blive et mareridt.

Glædelig jul!

5. december 2010

Tivoli i lys og sne

Gårsdagens tivolitur blev en dejlig oplevelse - der var måske lige lovlig mange mennesker, men sådan er det jo i weekenderne op til jul.

Jeg vil ikke skrive så meget, for billederne taler jo for sig selv - her et smukt illumineret indgangsparti spækket med mennesker:


Pantomimeteatret i smuk vinterdragt:


Nimb i festbelysning:


Søen med bådene med de røde "sejl":


Juletræet med hjertetræet i baggrunden:


 Det store nisselandskab:


- og så var der lige boderne med alskens skrammel til dyre penge:


Hjemme igen - med en smule ømme fødder efter at have travet rundt i så mange timer -  var det dejligt at kunne smække sig ned i den store sofa med en god film på dvd'en!

20. december 2009

Dejlig dag på Djursland

Vi var i dag inviteret til julefrokost hos den yngste og hans familie, som bor på Djursland. Det er jo et stykke vej fra Nyborg, og vi var da også en smule skeptiske, om vejret ville arte sig til den lange køretur frem og tilbage. Vi skulle først til Odder for at hente vores ældste barnebarn, som skulle med, herefter videre til Thorsager på Djursland, og i aften samme vej retur.

Turen gik fint, motorvejen var fuldt farbar og solen strålede fra en næsten skyfri himmel hele vejen. Det blev lidt mere besværligt på de mindre veje, hvor sneen var så fastkørt, at man kørte på spejlblank is. Hele turen nød vi det snedækkede landskab. Hvor var der altså smukt overalt!

Vel ankommet kunne vi nyde den gode frokost, som vi fik serveret, og inden mørket faldt på, måtte vi lige ud og lege lidt med ungerne i sneen.

 
 

Det var herligt, og både små og store nød den lækre pulversne, som man trygt kunne vælte sig rundt i, uden at blive klam og våd.

Så smukt et syn kan min søn og svigerdatter nyde der, hvor de bor. Helt så meget sne, som vi har fået på Fyn, har de dog ikke, men den klare luft og de store vidder er fuldstændigt betagende:


Hjemturen i aften forløb noget hurtigere, for nu var der næsten ingen trafik, men hvor var det dog mørkt og koldt udenfor. Sådan en kulde er vi jo slet ikke vant til mere. Hvem sagde klimaforandringer?

Det blev en lang, men dejlig dag, selv om næsten 7 timer foregik i bilen. Men med dejlig julemusik i cd-afspilleren, og godt mætte efter al den lækre mad, føltes tiden ikke så lang, men det er vist ingen hemmelighed, at vi var lidt trætte, da vi nåede hjem.

10. december 2009

Juledekoration 2009

Hjemme hos os er det altid husets herre, der står for at lave årets juledekoration. Han er rigtig god til det, så det overlader jeg gerne til ham.

Han er meget traditionsbunden, og alt det moderne, kan han slet ikke forholde sig til. Julefarverne skal være røde og grønne - alt andet er blasfemi (min mands ord)! Dekorationen er lavet på en trærod og er meget enkel og kun med ganske lidt pynt.


Nisserne bag ved dekorationen er fra fåborgkunstneren Lisbeth Kaare. En julegave fra en gang i 90'erne fra min daværende arbejdsplads på Midtfyn, men stadig lige søde, synes jeg.

6. december 2009

De første julekager er bagt

En af småkagerne, der aldrig må mangle i vores jul, er sønderjyske "Gode Råd" - en kage, jeg har bagt hvert eneste år siden 1961!

Første portion har jeg bagt i dag. Det er en smule besværligt, da hver kage skal bages for sig.

Når dejen er æltet, trilles den til valnøddestore kugler - opskrift følger nederst i indlægget:


Herefter bages hver enkelt kage i denne elektriske tingest, som jeg placerer under emhætten:


Når kagen er smukt gylden, lægges den til afkøling på en bagerist:

 

Herefter lægges de i en kagedåse, men de får ikke lov til at ligge ret længe, så inden jul skal der nok bages 1-2 portioner mere!



Der findes forskellige opskrifter på denne skønne småkage, men i alle årene har jeg brugt denne enkle opskrift, som giver en sprød og tynd kage som vi i vores familie synes bedst om:

Gode Råd
500 g mel
250 g margarine
250 g sukker
3 æg
Lidt kardemomme

Dejen æltes sammen og trilles i kugler på størrelse med valnødder.

Velbekomme!