Forfatterinterview: Per Bloch

Jeg var særdeles begejstret for Per Blochs Ti, Tyve, Tredive, som jeg anmeldte tilbage i januar, og til min store glæde ville forfatteren bag debutromanenen gerne deltage i et forfatterinterview. Jeg byder på fem spørgsmål med tilhørende besvarelser, der giver en forsmag på forfatteren bag Ti, Tyve, Tredive -- hvis I endnu ikke har stiftet bekendtskab med bogen, kan jeg kun anbefale jer at gøre det.

Det kan virkelig fornemmes på din debutroman, Ti, Tyve, Tredive, at du holder af at skrive. Hvad holder du mest af ved det skrevne ord?

Jeg ved ikke hvad jeg holder mest af, for en skriveuniversets største forcer er, at man ikke behøver graduere, prioritere og kåre en vinder. Skrivningen er mit frirum. Der hvor jeg kan bestemme, at der ikke findes tyngdekraft, tid og andre love. Kun fantasiens grænseløshed er gældende og jeg må alt. Ordene udgør en plastisk masse, som jeg kan forme som det passe mig og bruge til at konstruere stemninger, scener og i ny og næ sandheder … eller i hvert fald noget der ligner ...

Når man læser din roman, kan man ikke undgå at spekulere på, om den indeholder selvbiografiske træk (personligt tror jeg, at der er sådanne træk gemt i alle værker), men er de der i lav eller høj grad i Ti, Tyve, Tredive?

Jeg har hentet inspiration fra min egen barndom og erindring, men jeg har også digtet og fantaseret så meget, at jeg ikke længere kan kende min egen historie. Heldigvis, for så var det blevet en ret normal fortælling, som ikke nødvendigvis havde været levedygtig som roman. Måske kan man sige at skellettet er selvbiografisk og kødet er fiktion. Selvfølgelig må jeg forholde mig til, at læserne af min bog får tanker i retning af selvbiografi. Men egentlig synes jeg bare, at jeg har skrevet et moderne eventyr og at spørgsmålet om virkelighed versus fantasi, også generelt, er mindre interessant end hvilke forskydninger erindringen kan slippe af sted med. Hvad er egentlig sket og hvad er ikke?

Hvilke litterære værker har gjort et stort indtryk på dig?

Hvor meget plads har vi? Haruki Murakami, Ernest Hemingway, Scarlett Thomas, Marcel Proust, Suzanne Brøgger, Andrew Kaufmann, Tove Ditlevsen, Jonathan Safran Foer, Henry Miller, Kjersti Annesdatter Skomsvold, Morten Brask … Senest har Christian Jungersens Du forsvinder sat dybe spor og jeg er lige gået i gang med Sofie-Kragh Müllers Profetens datter, som tegner til også at ville gøre det …

Planlægger du at skrive flere bøger -- og hvis du gør, hvilke skriveprojekter er du i gang med på nuværende tidspunkt?

Det er aldrig helt til at vide. Jeg har mange mange notesbøger åbne samtidigt. Det er et maskinrum med mange tandhjul og et køkken med mange gryder og selvom det er mig der er værkfører og køkkenchef, så betyder det ikke at jeg er administrerende direktør. Meget af det hverken kan eller skal kontrolleres. Men hvis jeg skulle satse, så ville jeg gøre det på, at der kommer flere bøger med mit navn på.

5. Du er jo noget af en multikunstner, fordi du foruden at være forfatter også er musiker. Hvordan vil du beskrive din musik?

Inde i mit hoved er min musik magen til mine ord. Ti, tyve, tredive-romanen og Mezzosphere-albummet, som jeg udgav samtidig, har mange lighedspunkter. De to masser består af de samme ingredienser, men formerne er forskellige. Jeg skelner ikke imellem at skrive musik og skrive ord. Kilden er den samme, den springer bare ud to forskellige steder: af en printer og af en højttaler. Der står på omslaget til min bog at den er surrealistisk. Det synes jeg også min musik er: et surrealistisk maleri i lyd, som mixer klassiske, rytmiske og elektroniske komponenter. Det er på en og samme tid lettilgængeligt og krøllet, poppet og radikalt, søgende og inviterende - lavet til folk med et åbent sind. Ligesom mine ord.

Tusind tak til Per Bloch for at tage sig tid til at besvare spørgsmålene. Hvis man er nysgerrig efter at vide mere om kunstneren, kan man besøge hans "digitale univers", Stimuli.dk. Her kan man blandt andet lytte til og downloade den fine duet med Suzanne Brøgger, der hedder "Queen of Hearts". Desuden er bogen for nyligt udkommet på lydbog, som man kan læse mere om her -- eller anskaffe sig her.

Third Seven

Sommerferie tillader byture på hverdage, og det skal udnyttes. Derfor tog jeg i mandags ud med en veninde for at høre Third Seven på Mojo Blues Bar i København; Third Seven er af de mange kunstere, der optræder på Copenhagen Jazz Festival 2013 bl.a. med det skønne nummer Destination Now, en blanding af elektronisk og klassisk musik, der for mit vedkommende inspirerer til fiktionelle skriblerier.

No one's gonna take my soul away

Tilbage i april - den 5. april for at være helt præcis - var jeg inde for at se Lana Del Rey live i Tap 1 på Frederiksberg. Det her er et meget, meget forsinket indlæg, men efter at have rablet om det på bloggen gentagende gange, syntes jeg, at jeg ville dedikere et indlæg til koncerten, selvom der er gået så lang tid.

Koncerten fik blandede anmeldelser; nogle virkelig positive og nogle ekstremt negative, men under alle omstændigheder var det for mit vedkommende a dream come true. Jeg tog derinde et par timer inden dørene åbnede sammen med en veninde, der også er stor fan af den kære Lana, og på trods af vi var sikre på, at der ville være en lang kø ude foran, var det ikke tilfældet. Vi fik derfor sikret os en plads på tredje række, hvorfra vi kunne nyde koncerten.

Lana Del Rey lagde ud med et af mine yndlingsnumre, Cola fra hendes Born To Die - The Paradise Edition. Mine forventninger inden koncerten havde svinget helt enormt, for efter at have lyttet til live-optagelser af hendes koncerter på YouTube, var jeg blevet i tvivl om, hvorvidt hun var god live. Heldigvis viste hun sig at være helt fænomenal på en smuk og afdæmpet facon.

Hun overraskede især ved at synge en jazz-version af nummeret Million Dollar Man fra førnævnte album og et cover af Nirvanas Heart-Shaped Box. Selv var jeg super begejstret for Gods and Monsters, American, Without You og sidst men ikke mindst Burning Desire, som jeg havde håbet på at hun ville synge, selvom det ikke indgår i albummet. Lana Del Rey var sød, smilende og til tider så fordybet i musikken, at hun så ud til at blive et med tonerne. Koncerten sluttede lidt brat ved at den talentfulde sangerinde gik af scenen under det skønne nummer National Anthem, og det var lidt svært at sige, om det var for effektens skyld eller noget helt andet. Jeg var i hvert fald lykkelig, da jeg forlod koncertsalen.

One step closer to doing a thing from my Before-I-Die-List

billede.

Jeg tror, at en del af jer er bekendte med min idolisering af sangerinden, Lana Del Rey. I modsætning til mine tidligere teenageår har jeg ikke længere så mange idoler, men jeg har da stadig et par stykker, og hun er en af dem. Hendes musik er en stor inspiration, og jeg kan virkelig lytte til det uafbrudt, især fordi hun foruden sine melankolske melodier også har et par numre med en mere festlig rytme.

Derfor blev jeg også virkelig skuffet, da jeg for noget tid siden fandt ud af, at jeg var gået glip af billetsalget til hendes koncert i København d. 12. april 2013, hvor billetterne var blevet udsolgt på en halv time. Jeg skrev mig op på ventelisten i håb om, at der ville åbne sig et par pladser, men jo nærmere vi kom på datoen, jo mere fornemmede jeg, at jeg ligeså godt kunne droppe det.

For et par dage siden modtog jeg en mail om, at hun på grund af den store efterspørgsel ville give en ekstrakoncert d. 4. april 2013. Og fordi jeg havde været skrevet op på ventelisten, fik jeg tildelt et link til forsalget, som kørte i går mellem 10.00 - 00.00. Lykken havde lige tilsmilet mig. Jeg var parat på tasterne i selskab med min veninde allerede lidt i 10.00, og jeg fik da også scoret mig to billetter til koncerten, som jeg skal ind og se med hende. Kan slet ikke beskrive, hvor glad jeg er! Jeg skal til koncert med Lana Del Rey, og jeg er sikker på, at det bliver en oplevelse for livet. Det står da også på min Before-I-Die-liste.

Tell me I'm your national anthem

Lanas del Reys bittersøde, hypnotiserende toner fylder min hverdage, der udelukkende drejer sig om mit nye liv som universitetsstuderende i øjeblikket. Jeg er lykkelig, og jeg føler mig på nogle punkter som et spritnyt menneske, muligvis på grund af de mange vidunderlige mennesker, jeg tilbringer min tid med.

Massive Attack - Paradise Circus

 

Denne her sang er blevet en af mine favoritter. Hvorfor? Fordi den er så enkel, men samtidig så skøn. Og så har jeg lyttet til den to dage i træk konstant. Den var bl.a. med i True Blood sæson 3, som jeg eeeeelskede. Sangteksten er også virkelig fed. Oh well, the devil makes us sin ... But we like it when we're spinning in his grip ... Den minder mig fuldstændig om Eric og Sookie, selvom den ikke blev spillet i forbindelse med dem.