Mary Shelley: Frankenstein

Originaltitel: Frankeinstein; or, The Modern Prometheus 

Forfatter: Mary Shelley

Serie: -

Forlag: Barnes & Noble, Inc.

Sideantal: 207

Udgivet: 2012 (org. 1818)

Oversat til dansk: Frankenstein

Læst på: Engelsk

Stjerner: 4/5

Victor Frankenstein har med sin kvikke hjerne og kærlige familie en lys fremtid foran sig. Siden barnsben har naturfilosofien og videnskaben holdt hans største interesse, og han fordyber sig senere i disse områder som studerende på universitetet i Ingolstadt. 

Sorgen over sin mors død, som forekommer i denne periode af hans liv, udvikles imidlertid til en næsten manisk beslutsomhed om at skabe et levende væsen ud af noget dødt. Dette væsen bliver dog til et menneskelignende uhyre og samtidigt Victors nemesis, der kommer til at forfølge ham resten af hans liv.

But where were my friends and relations? No father had watched my infant days, no mother had blessed me with smiles and caresses; or if they had, all my past life was now a blot, a blind vacancy in which i distinguished nothing. From my earliest remembrance I had been as I then was in height and proportion. I had never yet seen a being resembling me, or who claimed any intercourse with me. What was I? The question again recurred, to be answered only with groans.

I sin gotiske udformning er Frankenstein af Mary Shelley en klassiker, der er ligeså relevant i dag, som den var, da den blev udgivet i 1818 for første gang. Spørgsmål rejses om religion og videnskab, om mennesker og uhyrer, hvorimellem skillelinjen ikke er til at placere. Den storslåede, vilde natur danner det meste af tiden baggrunden for personagernes færden og for eksempel bliver De Schweiziske Alper så levende, at de kommer til at føles uundværlige for læseoplevelsen.  

Mary Shelley beskriver også mennesker og uhyrer i formidable vendinger, og såvel tankestrømme som handlingsmønstre føles ægte. Den melankolske undertone er konstanten, mens fortællerstemmen er variablen. Romanen indeholder midtvejs tre lag af beretninger; Robert Waltons, den egentlige fortællers, beretning, dernæst Victor Frankensteins beretning og til sidst uhyrets beretning. Det er nemt at fortabe sig i hver stemme og sympatisere med vedkommende lige indtil, der atter sker en overgang fra den ene til den anden, og sympatien afledes og skiftes ud med tvivl og foragt. Det bliver alt sammen et spørgsmål om perspektiv.

There is something at work in my soul, which I do not understand.

Adskillelige tematikker kan udledes af klassikeren, og det vil sikkert være muligt at bruge ugevis, hvis ikke månedsvis, på at beskæftige sig med disse (hvilket jeg da også skal på mit tredje semester på universitetet, som jeg ser ualmindeligt meget frem til). Uhyret, et af de mest spændende elementer, kan symbolisere alt lige fra karma til en afspejling af skaberen, Victor Frankenstein, som af mange anses for at være det egentlige uhyre. Men da Frankenstein selv er et eksempel på menneskelighed, er uhyrer så skabt af mennesker eller er alle mennesker blot uhyrer bag det pæne ydre?

Virginia Woolf: Mrs. Dalloway

Originaltitel: Mrs. Dalloway

Forfatter: Virginia Woolf

Serie: - 

Forlag: Rosinante

Sideantal: 208

Udgivet: 2012 (org. 1925)

Oversat til dansk: Mrs. Dalloway

Læst på: Dansk

Stjerner: 5/5

Clarissa Dalloway har arrangeret et storslået selskab om aftenen, men selvom hun under eftermiddagens forberedelser forventer, at det vil forløbe som sædvanligt, når en masse at ændre sig i løbet af få timer, både for hende selv og for andre. Den eftermiddag bliver nogle indhentet af sandheden, nogle af fortiden, og andre mister fremtiden.

Som en sky, der glider forbi solen, falder stilheden over London; falder over sindet. Al stræben ophører. Tiden hænger slap på sin mast. Der standser vi; der står vi stille. Kun vanens stive skelet holder menneskekroppen oprejst. Hvor der intet er, sagde Peter Walsh til sig selv; er følelsen udhulet, fuldstændig tom indvendig. Clarissa sagde nej til mig, tænkte han. Der stod han og tænkte, Clarissa sagde nej til mig.

Mrs. Dalloway er solen - kernen - i romanens solsystem, men uden de resterende karakterer til at kredse om hende  i deres baner, ville romanen ikke have rørt mig nær så dybt, som den gjorde. Virginia Woolf havde ben i næsen og følelserne uden på tøjet, da hun skrev denne roman i 1925, som sidenhen blev en klassiker. Og jeg kan sagtens se hvorfor.

Med sine metaforiske beskrivelser af hverdagens små detaljer, der ellers måtte gå ubemærket hen, fortryllede hun såvel læseren som forfatterspiren i mig. For mens jeg læste, blev jeg inspireret til at skrive, opleve verden på ny, og så skrive noget mere. Fortællingen var bittersød på grænsen til det tragiske, men hvis jeg læste godt efter, fandt jeg også håb.

Da jeg for nogle måneder siden fik anbefalet Mrs. Dalloway, kendte jeg ikke til Virginia Woolf. Men jeg nåede i mellemtiden at beskæftige mig med hendes lange, feministiske og ualmindeligt interessante essay Room of One's Own på universitetet, så jeg havde allerede dannet mig et indtryk, og et godt et af slagsen, inden jeg åbnede Mrs. Dalloway. Pointen i dette er, at jeg kan jeg huske den heftige diskussion om bogen, da jeg fik anbefalet den; den ene elskede den - den anden hadede den. Jeg vil kalde dette for Woolf-effekten, for den beskriver, hvordan jeg tror, læsere vil reagere på hendes tekster. Det vil være enten eller.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Arnold Busck, men holdningerne i anmeldelsen er helt mine egne.

Charles Dickens: Store Forventninger

Originaltitel: Great Expectations

Forfatter: Charles Dickens

Serie: -

Forlag: -

Sideantal: 505

Udgivet: 1861

Oversat til dansk: Store Forventninger

Læst på: Dansk

Stjerner: 5/5

Pip bor som dreng sammen med sin meget ældre storesøster og hendes mand, Joe. Men det er ikke før, at han stifter bekendtskab med den rige og lunefulde miss Havisham og hendes adoptivdatter Estella, at Pip begynder at stille spørgsmål ved sig selv og de kår, han kommer fra. Da en anonym velgører pludselig melder sig og giver Pip store forventninger til livet, ændres hans jævne hverdag drastisk. Han flytter til London, hvor han skal lære at blive en fornem herre. Prisen for denne livstil, som ikke kan gøres op i pund og pence, bliver dog meget større, end han nogensinde kunnet have forventet.

Det er en ynkelig ting at skamme sig over sit hjem. Der kan ligge sort utaknemlighed i det, og det kan blive gengældt med velfortjent straf; men det er en ynkelig ting, det kan jeg bevidne.

Store forventninger var lige præcis, hvad jeg havde til klassikeren, og heldigvis levede den også helt op til dem. Jeg er kommet til at elske bogens titel, der siger så meget om dens indhold. Dickens’ Store forventninger er en dannelsesroman, der ikke står stille. Krydret med små, fine illustrationer, som jeg absolut nød, følger man Pips usædvanlige – og samtidigt relaterbare – fortælling, hvor enhver detalje er værd at bide mærke i. Hvis man har en liste over klassikere, man stræber efter at læse, bør denne tilføjes, hvis den ikke allerede står der.

I romanen møder man et væld af spændende personligheder, der efter min mening bærer historien fra første til sidste side – og som man, når historien har nået sin slutning, vil komme til at savne. Nogle af mine personlige favoritter foruden Pip består af Joe, hvis glas altid er halvt fyldt, den ærlige og trofaste Biddy og Wemmick, der opfører sig som to vidt forskellige personer på arbejdet og i det private.  Jeg ville kunne fortsætte med at nævne yndlinge, men jeg vil lade det være op til den fremtidige læser at lære dem at kende.

For mit vedkommende var det ualmindeligt nemt at sætte mig ind i Pips sted, selvom jeg ikke altid bifaldt hans handlinger. På trods af historien udspiller sig i 1800-tallets England, er det en tidsløs fortælling, der med et par småjusteringer ligeså godt kunne have fundet sted i dag. Så selvom man måtte rynke på næsen af perioden, som jeg personligt holder meget af, vil jeg alligevel mene, at man ville kunne få en god læseoplevelse ud af det. Romanen kræver meget af sin læser, idet der stilles spørgsmål, om hvorledes identitet, valg og ikke mindst skæbne hænger sammen. Derfor vil jeg, som det også er tilfældet med de fleste klassikere, mene, at ”Store forventninger” bør læses mere end én gang. Dens gennemgribende morale om kærlighed og værdsættelse har givet bogen en særlig plads såvel på min bogreol som i mit læserhjerte.

Jeg anmelder sædvanligvis ikke klassikere på bloggen, men denne anmeldte jeg for Arnold Busck. Den lå tidligere på deres hjemmeside, men nu kan jeg ikke rigtig finde den efter lanceringen af deres nye side, så jeg syntes, at ville dele den med jer her i stedet.