Prisen på kærlighed er 100 kr

Vores liv går op i børn og logistik og arbejde og hvem har bilen og har du købt mælk skat? Jeg bliver langsomt kvalt og alle statistikker siger at kærligheden lider samme skæbne, hvis man ikke passer på hinanden. Derfor, og fordi jeg er dødeligt forelsket, bestemte jeg mig for at score min lækre kæreste. Gode dyr er bare rådne, når man er flad som os, så hvad gør en forelsket kvinde?

Indfører begrebet 100-kroners date. I den anledning har man kunnet se mig i fuld gallop op i brugsen idag efter frugt og chokoladefondue og blomster. Resten er privatejede - også det grimme vattæppe.

Romantik for 100 kr på em halv time. What's not to like!

Published with Blogger-droid v1.6.8

Bonus'en ved bonusbørn

Føler lige nu, at jeg er indehaver af verdens kedeligste blog, den uden indlæg, og samtidig med verdens sødeste læsere, der bare bærer over med mig, når jeg har for travlt og er for træt. Jeg skrev dette i aftes til Delebarn.dk, men I skal da ikke snydes for mine vise, vise ord;)



Åhhh jeg var så forelsket!







I min kæreste, dengang vi fandt sammen. Det er to år siden, og hans søn var 6½, min kun 1½. Så langt, så godt. Jeg gjorde mig en hulans masse tanker om det at få et barn mere ind i min verden. Min elskede kærestes elskede søn. Nøj, jeg tænkte store og kloge og svære tanker om forholdet til det barn. Og så vil jeg ikke engang sige noget om det nu. Jeg vil i stedet sige noget om den bonus, der følger med et bonusbarn, og som jeg ikke havde skænket en tanke.






Mit liv blev pludselig fuldt af ting, jeg egentlig ikke var klar til. Min egen søns udvikling følger jeg jo dag for dag, men bonusbarnets kommer man ind i, midt i udviklingen. Der følger en masse bonus'er med, som jeg aldrig havde skænket en tanke. De første gange, jeg smurte hans madpakke, følte jeg, det var noget vi legede. At vi legede voksen. Jeg har en enkelt gang forsøgt at være med til fodbold, og stå der som en anden soccer-mom og brøle efter frispark. Jeg følte mig som om jeg var landet i et skuespil, og ku slet ikke finde mig til rette der på kridtstregen.






Han går jo i skole, det kære barn, og der er arrangementer, og når man et tilmeldt en friskole, så er de ikke fedtede med de arrangementer. Komsammener, kaffeslabberaser, tam tam, fællesspisning, folkedans og jeg skal gi dig! Alt muligt forventes det, at man deltager i. Jeg indrømmer blankt, at min deltagelse nok havde faldet mig noget mere naturligt, hvis jeg ikke BANG var blevet slynget ind i et stort barns liv. Jeg mener: første gang jeg var med dagplejen til arrangement med de andre forældre, der følte jeg mig også som en hund i et spil kegler. Men det var dog mit eget barn, jeg var der for. Dog sammen med andre voksne, der var der med deres første barn. Der var nogen, jeg var i samme båd som.






Første gang, jeg var til tam tam med min bonussøn, var efter en børnefødselsdag. I hans klasse har de den fine tradition at invitere forældrene på kaffe, når fødselsdagen er slut. Super! Der sad jeg så, som den absolut yngste i selskabet, som den eneste der kun var forælder til et lille barn, og som den eneste, der for nylig havde haft et liv helt uden børn. Jeg var klar til min kæreste og til hans søn, til dennes mor, til mine følelser for og om ham, til konflikter og overraskelser. Men jeg var dælandytme ikke klar til at være en af de voksne til forældrekaffe! Sjældent har jeg følt mig så malplaceret som jeg gjorde den dag. Som den første gang, man skulle med til fest og sad med ved voksenbordet, men alligevel sendte skjulte blikke ned til børnebordet, hvor man 'hørte hjemme'.






Siden har der været en sand velsignelse af arrangemeter, og i takt med at jeg æder mig igennem bjergene af hjemmebag, æder jeg mig også mere og mere ind på følelsen af at være en af de voksne. Jeg slipper nok aldrig af med følelsen af at være med på et wildcard, men jeg slapper mere og mere af i det.














Ophavsret©2011 Katrine Nordestgaard

Send mere ORK!

Kender I det? Når man får sovet noget af alt det, man mangler, så brude man være frisk, men så splatter man bare HELT ud. Jeg synes, jeg har så mange hængepartier. Blog-designet skal lige gøres helt færdigt, jeg skal ha taget nogle billeder af de nye smykker, jeg har lavet, så jeg kan få nogle penge i kassen, så jeg kan købe nogle flere materialer. Jeg har omkring 100 mails, jeg skal ha skrevet. En masse blog-kommentarer, jeg egentlig gerne ville ha svaret på. Jeg har omkring 10 søde veninder, der har trukket mig i ærmet i håb om mit festlige selskab. Dem alle har jeg sagt: om lidt! til. Nøjagtig som jeg siger til min søn 100 gange om dagen.

Jeg har slet slet ikke været så kreativ, som jeg plejer. Mit hoved har været fyldt med børn og vasktøj, og min kæreste, der også er træt nu. Jeg trænger bare til en dag for mig selv, tror jeg. Jeg trives slet ikke med så mange dage, der bare går med praktik. Jeg skal skal SKAL ha frirum og plads til mig selv. Ellers kører det sur oppe i mit lille kønne hoved. Jeg trænger til bare at sidde og dimese lidt i fred og ro. Det er det, der giver mig energi, og jeg plejer at være super god til at prioritere det, netop fordi jeg ved, hvor vigtigt det er for mig, og dermed for mine omgivelser. Men der har bare været vasketøj og støvsugning, og numse-panodiler i så store mængder, at jeg slet ikke er hausfrau nok til det. ØV!

Jens har været hjemme og syg mandag og tirsdag og er også hjemme idag, og nu skal jeg ha en lægetid til det lille pus. Han har sgu selv bedt om en numse-panodil, SÅ er han syg!

Ja og så send også lige noget overblik og evne til at strukturere blog-indlæg, for det gik da helt galt denne gang! Nå, men det er da et billede på, hvordan der ser ud inde i mit hoved;)

Segmentforvirring

I'm a bitch, I'm a lover, I'm a child, I'm a mother...

Her er, hvad jeg ønsker mig i julegave. Dagens kvinder spænder vidt, hva! Der er ikke noget at sige til, man kan blive træt...

Billederne er lånt fra producenternes hjemmesider

Ild i splejsen

Der burde virkelig ikke være noget odiøst i, at jeg har tændt op i pejsen. Det er koldt. Det sner. Jeg fryser (fordi jeg ikke kan overskue at lede efter mine varme sokker). Vi har et pejs. Vi tænder op.

Eller det vil sige: min kæreste tænder op. Det er hans job. Sådan er det bare blevet, det er ikke noget, vi har snakket om, men det falder sig naturligt, nu da det er ham, der har flest testosteroner i kroppen af os to. Men nu er han på arbejde, og jeg fryser grundet de manglende sokker. Så jeg har altså tændt op. For første gang!

Det er pinligt, intet mindre end pinligt. En kvinde på 34, der plejer at sætte en ære i at kunne det meste selv. I hvert fald det vigtige. Jeg kan skifte olie på en traktor, for fanden! Så kan jeg da også tænde op i min egen pejs, når jeg fryser. Engang var mine kæreste ejendele min symaskine og min boremaskine. Nu ved jeg ikke engang, hvor min boremaskine er!

Hvad er der sket for den der selvstændige kvinde på 34? Hun fik en mand. En mand, der kan alt det der hejs, som mænd nu kan. Men jeg ku jo også. Jeg vil godt hjem nu. Hjem til mig selv, hjem i mit eget jeg, hvor jeg som udgangspunkt og til det modsatte er bevist, kan det meste selv. Hvor jeg ikke bare venter, til der kommer en mand og ordner det for lille mig.

Jeg får en ubændig trang til at skifte dæk eller noget i den stil...

Nyd dagen!