Skobænk og knagerække

Lidt før jul besluttede vi at flytte lidt rundt i fores forgang. Det betød at vi skulle bruge en ny knagerække og en ny bænk med opbevaringsplads til kurve med halstørklæder, vanter og huer.

Lyset i vores forgang er ikke det bedste.

Bænken er en rimeligt simpel konstruktion. Det hele er samlet med en kombination af træsamlinger og søm. Bunden er monteret i grater i siderne. Sædet ligger oven på to lister, som er sinket ned i siderne. Bagbeklædningen er fer- og not-brædder med en lille halvstaf høvlet langs med feren. Bagbeklædninger ligger i en fals i siderne, så den ikke kan ses fra ydersiden.

Knagerækken er blot en lang liste med en kvartstaf høvlet for oven og for neden. Knagerne har jeg snittet og monteret med runde tappe. Det kunne ikke være mere simpelt.

Selve bænken er som sådan ikke noget specielt enestående. Der var dog et par ting som jeg eksperimenterede med undervejs i projektet.

Fra oven. Sinker og søm. Forrammen på forsiden giver masser af stabilitet. Det samme gør bagbeklædningen, som kommer til at ligge i falsen på bagsiden.

Bagsiden af kassen. Bunden er limet i en grat i siderne og sømmet gennem siden. Læg mærke til at jeg kun har høvlet enderne af bunden i tykkelse. Der er ingen grund til at bruge kræfter på at høvle hele bunden lige tynd.

Varm benlim
Siderne limede jeg sammen af tre brædder for at få dem bredde nok. Det plejer jeg at være en lidt bøvlet proces, fordi det kan være svært af tvinge brædderne sammen under limningen. Denne gang gjorde jeg dog et forsøg med at bruge varm benlim.

Benlimen gjorde arbejdet meget nemmere. Det skyldes at den varme lim binder meget hurtigere. Kort fortalt smører man rigeligt lim på de kanter, som skal limes sammen. Derefter gnubber man kanterne mod hinanden. Det klemmer overskydende lim ud af samlingen og "suger" kanterne sammen. Samtidig afkøles den varme lim og begynder at binde. Når det sker stiller man de sammenlimede brædder til side (uden tvinger), så de kan tørre.

Limen binder som sagt hurtigt. Samlingen er temmelig stærk allerede få minutter efter at limen er kølet af. Så jeg kunne rette mine sider af cirka en time efter at jeg havde limet dem. Jeg var også glad for ikke at skulle fumle rundt med tvinger, for at holde alting på plads. Alt i alt en mere simpel proces. Det krævede kun nøjagtig afretning af kanterne og så lidt fokuseret, hurtigt arbejde i forbindelse med limningen. Egentlig nemt nok.

Årets bedste loppefund - en gammel engelsk lilpotte med spritlampe. En moderne chokoladesmelter er mere brandsikker i et værksted fuldt af spåner, men jeg kunne ikke lade være med at prøve den af. 

 

Varm benlim er nok ikke så kompliceret, som jeg har troet, men jeg er dog ingen ekspert. Så jeg skal spare dig for alt for meget snak om det emne. Måske kommer det senere, når jeg har prøvet ar arbejde mere med det - for det kommer jeg helt sikkert til.

Fer og not
Fer- og not-brædder er også nyt for mig. Ikke fordi jeg ikke har kendt til dem - Jeg har bare aldrig prøvet at lave dem selv. Denne gang gjorde jeg dog forsøget.

I sommer fandt jeg en gammel ferhøvl på et loppemarked, som var i god stand. Til min stor glæde viste det sig at jernet i den gamle ferhøvl, passede perfekt til jernet i min nothøvl. Så i stedet for at lede videre efter en passende nothøvl, kunne jeg nøjes med at slibe jernet i ferhøvlen og komme i gang.

Selve arbejdet med at høvle samlingen og den lille halvstaf på brædderne er næsten for simpel til at bruge spalteplads på, så det vil jeg undlade.

Ikke det mest flatterende billede af et par stafbrædder, men her kan man se hvad der foregår.

Halvstaffen skaber et lille mellemrum mellem kanterne og gør overgangen mellem brædderne pænere - og efter min mening endnu pænere når træets årer skjules under et par lag maling.

Jeg vil dog gerne benytte lejligheden til at bemærke, at bagbeklædningen ikke er den del af projektet, som jeg har brugt flest kræfter på.

Indersiden af bagbeklædningen kan selvfølgelig være flad, så den ligger tæt ind mod bagsiden af møblet. Derfor er det her du skal bruge dine kræfter. Bagsiden kan du nøjes med at skrubhøvle til en rimeligt ensartet tykkelse, brug ikke kræfterne på at gøre det særligt pænt her. Kanterne skal være lige og nogenlunde i vinkel, men det er ikke mere vigtigt end som så. Der kommer alligevel til at være lidt luft mellem brædderne. Kanten er ikke engang afgørende for at du kan høvle fer og not rigtigt. Det er den pæne inderside, som er vigtig der. Det er ikke engang nødvendigt at kanterne på brædderne er helt parallelle. Hvis de bare er rimeligt tæt på, vil det se helt fint ud i det færdige møbel.

Konklusionen er at bagbeklædning ikke er en kæmpe opgave med håndværktøj. Især hvis du har en god forsyning af tynde og brede brædder.

Pænere behøver det ikke at være. Kun væggen for lov at se denne side af bænken.

Det fulde billede
Du skal selvfølgelig have lov til at se et par billeder af bænken og knagerækken på lidt tættere hold. Dem får du her.

Her er bænken efter det første lag maling på ydersiden. Det viser profilerne lidt tydeligere.

Knagerne - Denne form ses i forskellige variationer i mange gamle klædeskabe.



Knagerækken er ca. ti cm bred. Jeg har høvlet en kvartstaf profil for oven og for neden.

Slib slib slib!

Der er mange ting, som er væsentlige at lære, hvis man gerne vil arbejde mere seriøst med snedkerarbejde eller andre former for træsløjd. Du skal kunne bruge en høvl, styre en sav, have en fornemmelse for proportioner, vide lidt om matematik og geometri - og en frygtelig masse andre ting.

Der er dog én ting, som er særligt vigtig at forstå, hvis du gerne vil have succes med at arbejde med træ. Slibning.

Ikke slibning af træ, men slibning af stål.

Dit værktøj skal være skarpt for at fungere ordentligt. Hvis dit værktøj er skarpt kan du arbejde med langt højere præcision og lethed, end hvis det er sløvt. Høvlen er lettere at skubbe, når den er skarp og den kan tage finere spåner, når du skal tilpasse emner til en samling. Dine opstregning bliver tydeligere og dine stemmejern finder nemmere dine streger. Endetræ bliver mindre angsprovokerende.

Slibning af værktøj er afgjort en af de vigtigste ting at lære. For først når værktøjet er skarpt kan du bruge det uden tvivl eller frustrationer.

Klar til kamp.

Jeg vil dog ikke gøre noget særligt ud af at fortælle dig, hvordan jeg sliber mit værktøj. Det er der allerede skrevet uendeligt meget om. Både i bøger og på det store verdensomspændende internet.

Min pointe er kun at du skal lære at slibe dit værktøj.

Et par ting vil jeg dog anbefale dig.

Gør det nemt!
Lav en dedikeret slibestation i værkstedet og hold den fri for rod. Det skal være lige til at gå til, så du ikke udsætter slibningen.

Slib ofte!
Er det tid til at slibe nu? Svaret er altid ja! Det skader ikke at slibe tit. Dit værktøj vil fungere bedre og du vil få masser af øvelse. Du får også en bedre fornemmelse for hvad skarphed er og hvornår dit værktøj er skarpt nok (Selvom det selvfølgelig altid kan blive lidt skarpere).

Hold dig til én metode!
Find en metode, som du synes virker for dig. Hold dig til den og lad være med at drømme om at købe nye slibesten, eller flere slibejigs. Øv dig i den metode du har valgt så skal det nok komme til at fungere. Alt du behøver er en grov sten, en fin sten og en sten eller strop, til at polere æggen med til sidst. Om det er naturlige eller kunstige slibesten, diamanter eller sandpapir er ligegyldigt. Det eneste vigtige er at du sliber. Det samme gælder i øvrigt for det stål dine høvljern og stemmejern er lavet af. Du behøver ikke spekulere over om den ene type stål holder sig skarpt længere end en andet. Det er kun et spørgsmål om, om du sliber ofte nok.

Det bedste ved skarpt værktøj er dog, at det er så tilfredsstillende af bruge. Når saven er filet, forsvinder drømmene om båndsaven. Når skrubhøvlen er er slebet, slipper du for larmen fra tykkelseshøvlen og udsugningen.

En hylde til kopper

 Vi har en del håndlavede kopper og krus i huset. De har altid stået i et skab - og det er jo egentlig en skam, når de er så fine.

Derfor har jeg lavet en hylde så de kan stå fremme over spisebordet, på et sted hvor vi kan se dem og hvor de er tæt på når vi skal bruge dem.

Hele herligheden

Konstruktionen
Hylden er en rimeligt simpelt møbel. Den består af to sider og en bund. Derimellem er der et par hylder. Imellem bunden og den nederste hylde er der en skillevæg, som deler det nederste rum i to. Her har jeg lave to skuffer.

Halvskjulte eller fordækte sinker. Kært barn har mange navne.

De nederste hjørner er samlet med sinker og hylderne og den nederste holdes på plads af grater og lim. Skufferne er nok den mest komplicerede del af møblet. De er også samlet med sinker. De forreste sinker er halvskjulte og de bagerste hjørner er gennemsinkede. Bunden i skufferne ligger i en not i skuffens forside og sider. Bunden ligger løst, men holdes på plads med et søm i skuffens bagkant. Så er der mulighed for at bunden kan bevæge sig lidt når luftfugtigheden svinger hen over året.

Knopperne, eller grebene på skufferne er monteret med en rund tap, som går gennem forsiden på skuffen og holdes på plads af en lodret trænagle på indersiden. Hullet, som trænaglen er slået igennem er foret lidt for træk. Det vil sige at det er boret så det ligger lidt under overfladen på skuffens inderside. Når trænaglen bankes i trækker den derfor knoppen fast ind mod skuffens forside.



Montering af skuffens knopper. Der er boret for træk og slået en trænagle igennem. Knoppen kommer næppe til at dreje, selvom limen skulle løsne sig.

Jeg har også limet en lille klods fast i bunden af hylden, som sikrer at skufferne kun kan skubbes så langt ind af forsiderne af skufferne flugter med forsiden af hylden.

Standarder
Som jeg tidligere har skrevet bekymrer jeg mig mere om møblets synlige flader, end om de flader man ikke kan se. Det betyder at de "usynlige" steder på møblet er lidt "grovere" udført end resten af møblet.

Jeg vil gerne give jer nogle eksempler på hvad det kan være. Så i for en omgang billeder af møblet fra nogle mindre flatterende vinkler.

Skuffernes bunde. Den ene er høvlet med en skrubhøvl og ikke andet. Skrubhøvlen er god til at fjerne træ hurtigt, derfor har jeg brugt den til at reducere tykkelsen af den ene skuffebund.

Spor fra forarbejdning. Du behøver ikke ligefrem at være stolt af dem - men du skal ikke skamme dig over dem.

Den anden skuffebund er hverken høvlet eller savet i tykkelse. Den er flækket på langs. Mig bekendt findes der ikke en hurtigere metode til at dele træ på langs. Overfladen er meget grov, men hvornår har du senest kigget under bunden af en skuffe ( Ja ja, jeg ved det godt. Svaret er sandsynligvis at du gør det oftere end de fleste, men så forestil dig hvornår et normalt menneske retter sin opmærksomhed mod bunden af en skuffe - sjældent eller aldrig).

Sinkerne er heller ikke høvlet ned på bagsiden af skufferne. De kommer kun for dagens lys når skuffen trækkes helt ud.

Overfladebehandling
Hylden er malet med limfarve, ligesom de fleste af de ting jeg laver. Denne gang har jeg grundet med to lag rød, og malet over det røde med to lag sort. Overfladen er glittet med glat brunt papir og til sidst har det fået et tyndt lag linolie. En simpel, men smuk overflade, som viser træets struktur under malingen.

Indersiden af møblet er ikke malet og har ikke fået olie. Den eneste overfladebehandling på indersiden er lidt paraffin på skuffernes nederste kant. Så glider de lidt nemmere.

Tallerkenrække

Efter en weekend på Hjerl Hede og et par timer i værkstedet herhjemme, er tallerkenrækken ved at være færdig.

Tallerkenrækken i al sin umalede herlighed.

Før jeg tog afsted på tur til heden kiggede jeg lidt på tallerkenrækker rundt omkring på internettet. Det gav mig et indtryk at proportionerne. Jeg valgte en model som har et lille fremspring for neden og plads til tre rækker tallerkner.

Det lille fremspring for neden.

Sinker

Afstanden mellem rækkerne er ca. 30 cm og hjørnerne for neden er samlet med sinker. "Hylderne" og listerne på forsiden er fældet ned i siderne og fæstet med lim og dyvler. Jeg har høvlet profiler på den forreste nederste kant af de hylder, som tallerknerne står på og på listerne som tallerknerne læner sig op af.

Nu mangler møblet bare et par lag maling (men hvilken farve?!), så er det klar til at komme op på væggen.

Profilen på listerne som tallerkerne læner sig op ad, kaldes en karnis.

En kvartstaf er navnet på profilen på hylderne.

En taburet

Meningen med dette indlæg er at give et indblik i hvordan jeg arbejder. Derfor får i her et groft overblik af processen i mit seneste projekt - uden at jeg går dybden med enkelt trin. En detaljeret beskrivelse af hele projektet i ét indlæg, vil blive for omfattende. Derfor må I nøjes med toppen af isbjerget.

Mit seneste projekt i værkstedet har været en simpel taburet. Egentlig kunne det også være et lille bord, men jeg har nu hele tiden forestillet mig at den var til at sidde på.

Den færdige taburet - ca. 45x45x45 cm.

Taburetten er lavet af fyrretræ. Det køber jeg i byggemarkedet, hvor den slags kan fås i en udmærket kvalitet - Hvis man kan leve med at stå og sortere i bunkerne. Fyrretræ er fantastisk dejligt at arbejde med, når man kun bruger håndværktøj. Det er blødt, men stærkt nok til de fleste ting - Hvilket utallige overlevende bondemøbler fra 1700- og 1800-tallet vidner om.

Først savede jeg emnerne ud. Jeg afkorter stykkerne med fukssvansen og deler dem på langs med rammesaven. Derefter rettede jeg fladerne af med en lille rubank, som jeg bruger som en slags skrubhøvl. Derefter bruger jeg en traditionel lang rubank til at sikre at fladerne er flade, lige og vinkelrette på hinanden. Derefter streger jeg den endelige tykkelse op på de to uhøvlede sider og høvler ned til stregen. Til sidst høvler jeg de overflader, som kommer til at kunne ses når møblet er samlet, med en pudshøvl.

Når emnerne gjort klar streger jeg taphullerne op og stemmer dem ud med en lochbeitel - Det er en slags ekstra tykt stemmejern, som er særligt velegnet til taphuller. Det er tungt og kan tåle at man bruger det til at vippe nogle ret tykke spåner ud af taphullet med det.


Lochbeitlen - Et kraftigt stemmejern specielt til taphuller. God belysning gør det let at se stregerne som markerer taphullet på træet.

Tapperne streges op når taphullerne er færdige og jeg saver dem ud med en rammesav og tilpasser dem enkeltvis til taphullerne med et bredt stemmejern. Enderne skæres i smig med en båndkniv, så begge tappe kan være i benet - Taphullerne mødes i benets yderste hjørne. Det betyder at tappene kan være lidt længere, hvilket giver en stærkere samling.

Sargen - det stykker som forbinder benene - høvler jeg en lille s-formet profil på. En karnis kalder man den. På bagsiden øverst på sargen høvler jeg en lille not, som skal bruges til at forbinde sædet med benene på taburetten.


Den lille s-formede profil på sargen, hedder en karnis.

Når tappe, taphuller og sarg er færdige limer jeg to sider af taburetten sammen og slår dyvler gennem tapperne. Når limen er tør, limer jeg de sidste fire tappe i og dyvler dem. Ved at lime understellet sammen i to omgange kan nøjes med lidt færre tvinger.

Når det hele er samlet og toppen af "understellet" er rettet af, er det tid til at gå i gang med sædet.

Tappene er skåret i smig og alle taphuller stemt ud. Tid til at lime taburetten sammen.

Sædet forbindes til understellet med federklodser. Det er nogle små klodser, som skrues fast under sædet og griber fat i noten på sargen. Klodserne sidder løst i noten, så sædet kan bevæge sig lidt i takt med at det afgiver og optager fugt fra luften hen over året.

Prøv at kigge under gamle borde - Der ser man ofte den samling.

Federklodserne er er skruet i undersiden af sædet og griber fat i noten på indersiden af sagen.

Til sidst skal taburetten males. Det gør jeg med limfarve, som jeg selv laver - Mere om det en anden gang. Malingen forsegler jeg med shellak og et lag voks. Så taburetten får en glat overflade. Sædet får samme behandling, dog ingen maling.

Taburetten har været eg godt lille projekt. Det er en god introduktion til tapsamlinger og det er hurtigt færdigt. Jeg vil tro at jeg har brugt 10-12 timer på at bygge den - Fordelt på en time eller to hist og her i løbet af ca. tre uger. Sådan er livet som hobby-træmand.

Ny flaske - Gammel vin

Jeg har ikke skrevet her på bloggen siden februar 2012. Meget er sket siden da og jeg har efterhånden fået lyst til at begynde at skrive igen. Derfor har jeg bestemt mig for at puste nyt liv i Haandkraft.

En af de ting som er sket i mit liv i løbet af de sidste fem år, er at mine håndværksinteresser har ændret sig. Hvor jeg før arbejdede mest med læder arbejder jeg i dag med træ.

Jeg begyndte så småt at snitte lidt tilbage i 2010, eller deromkring - Siden har jeg dog bevæget mig langt omkring i træhåndværket og arbejder i dag mest med klassisk snedkerarbejde. Jeg har bevaret min interesse for traditionelle teknikker og håndværktøj. Den "gammeldags måde" kan man måske fristes til at sige. En interesse som har formet dem måde jeg arbejder med træ på.

Høvlbænken - Fundamentet for det meste af mit arbejde i værkstedet. Bygget i 2014.

Mit værksted som tidligere kun var et skrivebord, er i dag et stort lokale fuldt af håndværktøj, høvlbænk, drejebænk og snittebænk. Maskiner ejer jeg ikke - måske kommer jeg heller ikke til det. Altså bortset fra en enkelt skruemaskine og en motorsav ;-)

Jeg har investeret mine kræfter i at lære traditionelle håndværksteknikker og i at lære mine hænder og min krop at gøre det arbejde som i dag oftest udføres af maskiner. Behovet maskinerne er efterhånden blevet mindre i takt med at jeg har lært at arbejde effektivt med håndværktøj.  Selvom det ofte er hårdt arbejde synes jeg også at der er en vis frihed i at arbejde med håndværktøj.



Det har dog været vanskeligt at finde gode beskrivelser af traditionelle håndværksteknikker på dansk. Ikke fordi vi ikke har haft en lang tradition for de ting her i landet. Nok nærmere fordi de der kan udføre den slags arbejde, ikke deler deres erfaringer på nettet - Hvor mange yngre håndværksinteresserede mennesker primært søger efter den slags ting.

Det betyder at hvis man vil bruge internettet som læreplads for traditionelt træhåndværk, så må man finde oplysningerne på engelsk. Det har fungeret fint for mig og jeg har lært meget - nok det meste af det jeg ved i dag - på den måde.

Jeg har dog altid savnet at læse om træhåndværk på dansk. Jeg har savnet et dansk fagsprog om træhåndværk og beskrivelser af de traditionelle  nordiske teknikker, som har været anvendt her i landet.

Skrubhøvlen  - Et klassisk nordisk håndværktøj, som desværre ikke omtales meget på engelske eller amerikanske blogs.

Meningen med at genoptage Haandkraft-bloggen er at udforske det traditionelle dansk-nordiske træhåndværk. Jeg vil have sat danske ord på det arbejde jeg udfører i værkstedet og dele det med jer læsere her på bloggen.

Det vil jeg gøre ved at skrive om mine egne projekter, det værktøj jeg bruger og den måde jeg arbejder på. Jeg kan ikke påstå at alt hvad jeg gør har rødder i en nordisk tradition - Jeg vil dog gerne bevæge mig mere i den retning. Det håber jeg at denne blog og jer læsere, kan hjælpe mig med. Til gengæld vil jeg dele mine metoder med jer. Jeg håber at det kan få andre til at give høvlen, øksen, rammesaven og snittekniven en chance.

Jeg håber at i der læser med vil deltage på bloggen med kommentarer og bemærkninger, så vi alle kan lære lidt af hinanden og måske gøre det traditionelle træhåndværk lidt mere tilgængeligt - også for alle de der ikke har så let ved at læse på engelsk.