TRODSALDER...

Ok den der trodsalder.... Oh my goooooood! Den kommer op i en vis pige vitterlig i løbet af ét sekund. Fuldkommen uventet, uden tegn på at der er noget under opsejling. Nej BANG lige i hovedet på én, når man mindst venter det. Og så skal man bare reagere på bedste vis.

Hvad er det lige der sker inde i hovedet på en treårig pige, når man i det ene øjeblik leger og har det hylende morsomt. Der er blevet fjollet, klukket af grin og givet mor klap i numsen hele morgenen, og nu er tiden så kommet til at vi skal ud af døren og i børnehave/vuggestue.

Jakken kommer på, ligeså sko og tilmed huen -alt sammen i et strålende humør! Så sker det.... det mest forfærdelige i verden... Pigen beder moderen om hjælp til at få vanter på, og moderen svarer "lige et øjeblik, så skal jeg hjælpe dig, skal bare lige have hevet blusen helt ned over hovedet på lillebror og så kommer jeg".

Så sker der det, at verden simpelthen ændres, den tager ganske enkelt en ordentlig rutchetur, vendes på hovedet og rystes en gang.
"naaaaiiiiiiiii, du skal hjælpe mig NUUUUUUU!"
Wow, hvad skete der lige! Det er måske rimelig logisk (og tilmed rimeligt) at jeg lige skal have ordnet påklædningen her færdig, og det er jo ikke som om at jeg har bedt dig vente 1 time... eller ½ time eller 10 min .... eller 2 minutter for den sags skyld. Du har ordnet alt det anden selv (hvilket i øvrigt er skøøøønt), men nu skal det bare være NU, at vanterne skal ordnes og mor HAR BARE at være der!
"Jeg skal nok komme lige om lidt. Du kan jo prøve selv at tage dem på, ligesom du har været SÅ dygtig selv at tage alt det andet på"
"Naaaaaiiiiiiii, du skal gøre det. NUUUUU!"
"Nej, jeg skal lige være færdig med lillebror og så kommer jeg!! (færdig, punktum, basta.)"

Vrææælll, skrig, hysteri...
Den lykkelige morgen blev, i løbet af den tid det tog at kigge på vanterne, afløst af noget nær en VIRKELIG dårlig start på dagen.

Så ønsker man at der sad en knap med "TIME OUT" på væggen, sådan en rød knap man kun må trykke på, når man vitterlig føler at nu stopper vi lige tiden, skruer den 1 minut tilbage og så tager vi den lige en gang til. For så kan det rent faktisk være at man kan følge med..

Så blev blusen hevet helt ned over hovedet på lillebror og armene kom ud i ærmerne, for det blev man jo også lige nød til og tiden er kommet til storesøster.
"Så er jeg her. Skal vi få taget de vanter på?"
"Neeeeeiiiiiii jeg kan seeeelv!!!"
Jamen okey så, mor er slet slet ikke forvirret. Var det ikke mit krav om at du lige måtte vente og evt selv prøve, som startede dette helvede?...
"Ok, du tager dem på selv, og så må du sige til hvis jeg skal hjælpe"
Ynk, ynk, ynk...
"Jeg kan iiiiiiiikkk få fingerene ud i fingrene-eeee (fingervanter.. typisk! at det også lige er de mest besværlige vanter i verden der er blevet valgt..)!

Vanterne kommer på og vi fortsætter mog børnehave/vuggestue -GO' dag!!!

NYD DET NU, DET ER NU DU SKAL NYDE DET -fald nu ikke i søvn.

Kl er 22 og hele familien sover. Jeg er lige komet hjem fra personalemøde og skal liiige sidde i sofaen i bare 10 minutter og falde ned, inden jeg skal ind i den mest vidunderlige seng (det er simpelthen bare yndlings møblet over dem alle..).Øj hvor er det sjældent! Sjældent at du har hele huset for dig selv.. Bliv oppe lidt længere og bare nyd det! Selvom du kun fik 5 timers søvn i nat, og det har været en laaang dag -og dertil en rigtig møg dag, så burde man måske blive oppe lidt endnu og bare nyde at have det hele for sig selv! Ja, jeg bliver ski oppe og bare nyder freden og sidder her med min comp -helt for mig selv!!Ja nu nærmer kl sig 00,00 og vækkeuret ringer om gisp 5 timer, øjnene er efterhånden små sprækker og hvorfor i alverden sidder du her? Gå dog i seng, tåbe, du kommer så meget til at fortryde det her imorgen...

Glad, håbende, irriteret, gal, arrrig.... lettet! Børn kan give humør-svingninger!!

Utroligt så hurtigt ens humør kan ændre sig efter at man har fået børn.
De kan drive én SÅ langt ud at man vitterlig er ved at sprænges af arrigskab og 5 minutter efter sidder man og krammer og tænker ih hvor elsker jeg dig bare høj, mit verdens dejligste barn!

Ja, Becca var strid idag. Ikke bare sådan lidt umulig, nej sådan rigtig "åååårrrhhhh-hvor-er-du-bare-provokerende-unge" strid!
Jeg henter dem i institutionen; går først ind til Becca som lige skal danse en dans færdig og aftaler med hende, at jeg henter Benjamin først, så hun kan få danset færdig. Med Benji pakket ind i flyverdragt er turen så kommet til Becca. Hvor er bamsen? -vi havde med i morges, f*** den er væk! Det er den bare altid og i guder hvor er jeg træt af det! Nå, alle stuerne i hele institutionen ledes igennem og en mindre hedetur er ved at komme snigende indenuder alt vintertøjet og med en 10 kg tung Benjamin på armen. Nå det er bare ærgerligt, den dukker jo nok op. Vi må bare gå hjem uden, for jeg gider/kan ikke lede mere.
Becca ud og tage flyverdragt på. 1-2-3 gange: GÅ NU UD OG TAGE FLYVERDRAGT PÅ! Hun er bestemt ikke klar til at tage hjem, løber bare frem og tilbage og skraldgriner. Jeg får sat Benjamin på gulvet (kan ikke gå for lang væk, da han så tror jeg forlader ham) og får fanget Rebecca i et af hendes utallige galopløb forbi mig. NU SÆTTER DU DIG NED OG TAGER TØJ PÅ!!! Hun skraldgriner og er helt slatten, så hun ender som en klat på gulvet, der hverken gider det ene eller andet. Kan godt mærke at min tålmodighed er ved at være brugt op, men får da hende bakset i tøjet. Benjamin står og river mig i frakken for at komme op. Siger til Becca, at nu skal hun tage skoene på, som står henne på måtten. Ja ja da, den klarer hun!! eller...Næ nej, ungen tager så flyverdragten af igen og bare griner mig lige op i fjæset. NØJ, nu ER min tålmodighed fløjet lang langt væk! Men 10 andre børn stående og kigge på, nærmest flår jeg Becca ned i flyverdragten, skoene på, Benji på armen og jeg slæber hende i kraven gennem insitutionen. Ja mine overarme er store og de er bestemt ikke blevet mindre idag. Og hun blev virkelig slæbt.. En pædagog når lige at råbe "FARVEL REBECCA!!!" Ja hej du, tænker jeg bare!Mit pis er i den grad i kog, bakser de 2 døre op som der altid er i institutioner (ikke så nemt når man kun har 0 hænder fri og burde have 2) og Becca, der ligge slatten på gulvet, bliver nærmest kastet ud af døren. Dog ikke helt, men det er tæt på!
Får sat Benjamin ind i bilen, tilbage og hente Becca som stadig er foran døren. Hun griner bare!!Får hende sat i autostolen, hvor hun spørger om hun ikke må få en youghurt... Nej det kan jeg gud-dødme love dig for, at du ikke må. SÅ ramler hendes verden og hun tuder, skriger helt vildt! Selvom det er en møg irriterende lyd, så er det faktisk rart at hun er holdt op med at grine af mig.. Men nu er hele hendes verden så ellers bare gået itu. Jeg kunne råbe så meget jeg ville, skælde og smælde men det der får det hele til at ramle er mangel på youghurt!!! Jeg jeg fatter intet..
For at gøre en lang historie knap så lang, så kommer jeg til mig selv, får talt til 10 og Becca nægter selvfølgelig at komme med ind derhjemme. Ja ja så står du dér, døren er åben, du kommer bare ind når du er sød. Mor har faktisk også brugt for en pause og ikke mindst at få jakken af.. føj for en hede!Nå, Becca kommer ind, vi får snakket, men hendes dag er i den grad ødelagt. Den næste 1½ time tilbringer vi i stolen med at kysse, kramme og snakke og hun er helt ødelagt. Kan virkelig mærke at det har gjort indtryk at jeg blev så vred, på trods af at hun ikke virkede til at tage det synderligt tungt i situationen (faktisk overhovedet ikke tungt). Men nu kan jeg slet ikke gå fra hende, hun vil bare hænge. Vil bæres rundt og bare være tæt. Og så er det at man virkelig mærker at man er mor. Hold da op hvor jeg elsker dig skat! Du er den bedste pige i verden... ligemeget hvad ;0)