Oversat fra tysk. Anmelderrost, eksperimenterende historisk-autofiktion roman, der fortælles af vennen der gradvist afslører Jacquet Austerlitz’s livshistorie. Læseren vikles ind i Austerlitz’s detektivarbejde og du læser nysgerrigt videre for at få svar på mysteriet om hvad der skete under 2. verdenskrig. Om du får svaret må du selv læse for at finde ud af.
Austerlitz’s barndom og ungdom oplever jeg som den mest gribende del, vi møder barndomsvennen Gerald og underviseren Andre Hilary, begge bliver nøglepersoner i Austerlitz’s udvikling. Forfatteren har en ømhed for personerne der gør dem levende og nærværende, ja man bliver helt rørt over deres interaktioner og ønsker alt skal gå vel. Senere finder vi ud af at Austerlitz har fortrængt dele af sin barndom og ønsker at vide mere om sit ophav.
Muligvis ser fortælleren det som sit projekt at få den hemmelighedsfulde Austerlitz til at åbne sig over tid. Austerlitz evner ikke at snakke om personlige ting men de har det tilfælles at de rejser meget og mødes fra tid til anden, nogle gange helt tilfældigt. Fortælleren er god til at lytte og bliver et talerør som Austerlitz kan bekende sig til. Du kunne dog indvende at Austerlitz virker selvcentreret og venskabet uligevægtigt, domineret af hvad Austerlitz har på hjerte. Fortælleren bliver sjældent spurgt ind til hvordan han har det, men er overbærende og synes at affinde sig med, ja fascineres over, Austerlitz’s lange enetaler, store viden, og anekdoter. Har fortælleren med fuldt overlæg fravalgt at inkludere sig selv i fortællingen da det kunne distrahere? Det synes også at være en mulig fortolkning. En utroværdig fortæller, vi ved ikke hvem han er.
Du kan sammenligne nobelprisvinderen Annie Ernaux’s projekt om at dokumentere det personlige og det kollektive i bogen The Years (2008) og i dokumentarfilmen Super 8 Years (2022) med hvad Sebald gør i sin roman; samfundsændringer markeres, landsbyen der nu står under vand i Wales og ghettoen i Tjekkiet omdannet til museum. Hun skildrer et naturområde i Frankrig hvor der nu er bygget en by, man kan sige Ernaux og Sebald bevidner konsekvenserne af det tabte og det nye. Derudover er der en interesse fra Sebald’s side til at gengive dyre- og planteriget. Men det går dybere, Sebald dokumenterer krigsofre og det mentale landskab, vigtige historiske udviklinger i det 20 århundrede, især hvad der skete med jøderne i Tjekkiet. Austerlitz's hukommelsestab spiller en afgørende rolle i bogen og indvirker på strukturen, der er ikke en normal kronologi og udvikling. Austerlitz's sindstilstand opleves kaotisk og labyrintisk, han kan ikke finde ud, finde vej, skifter spor. Sindets uorden påvirker Austerlitz's forhold til andre. Som læser møder du en søgende mand der forsøger det umulige; at finde sig selv på baggrund af sin mor og far.
Mange passager virker filmiske og en del af Sebald’s eksperiment har været at inkludere billeder. Dele af romanen er sket, andet opdigtet, forfatteren formår at blande billeder og tekst sammen så det virker som et autentisk univers. Billeder minder dig om ting der forsvinder og tiden der er gået. Bogen er et overvældende sansebombardement hvor det var nødvendigt med pauser i læsningen. Sandsynligvis kunne du opsummere handlingen på bare nogle få sider, der sker faktisk ikke det helt store da meget foregår oppe i hovedet på personerne. Til gengæld er der utallige observationer og sidespor som nogle gange bliver for meget, hvor vi får side efter side om fx arkitektur. Trods nogle kedelige afsnit hvor det simpelthen bliver for nørdet er beskrivelserne alligevel med til at gøre romanen realistisk og helt sin egen. På YouTube har entusiaster optaget rejsedagbøger der følger i bogens fodspor, ja, for at få fuldt udbytte burde du sidde med et atlas eller google maps mens du læser. En bog fyldt med referencer som er bundet til de lokaliteter den foregår og opfordrer til at besøge stederne. Det mærkes at Sebald har en nysgerrighed og kærlighed til mennesker, dyr, planter, og bygninger. Han er dygtig til at koble dyre- og mennesketræk, fx det heroiske og det tragiske, brevduen der brækker vingen men alligevel forsøger at nå sit mål, eller de tørstige sommerfugle der opsøger vand. I bogen er særligt England, Antwerpen og Tjekkiet beskrevet. Spændende at prøve Sebald men jeg føler ikke den store appetit på at tag fat i endnu et af hans romaner lige med det samme. Der kan uden tvivl skrives meget mere om Sebald's særegen fortælleteknik.
Mit første bekendtskab med danske Olga Ravn. Fremtidsroman (eller novella?) der foregår i det 22. århundrede, forfatterens mest læste bog på goodreads.com. Ravn sætter en arbejdspladsrelateret vinkel på kendte science fiction temaer. Især truslen fra det ukendte, men også rettigheder, samarbejde og arbejdsglæde for AI humanoids og mennesker, i sameksistens. Sidstnævnte AI er en af tidens hotteste buzz words (årets ord i 2023 hedder ChatGPT). Robot-teknologien vinder frem overalt og overtager arbejdsfunktioner, fx kan du snakke med en AI voicebot når du ringer til dit forsikringsselskab, de ansatte fodrer en anden "robot" med kundernes forsikringsdata ved udarbejdelse af en police, osv, osv.
Bogen har en nontraditionel fortællervinkel, en række vidneudsagn af rumfartøjets besætning muliggør et væld af perspektiver, det bliver dog svært at få et tilhørsforhold til de navnløse karakterer når der skiftes fokus, fra side til side. Ifølge forfatteren er sproget inspireret af den måde, vi taler sammen på arbejdspladsen, især MUS-samtaler. Som Olga Ravn fortæller dr.dk: ”Den her ide om, at vi skal være bedre, vi skal være mere effektive, at det er vores egen skyld - den er jeg ret kritisk overfor. Jeg synes, det her effektiviseringssprog er rigtig uhyggeligt”.
Besætningen savner deres hjem, tynget af minder, der er en længsel efter familien, den åbne himmel, og den følbare jord. Som et plaster på såret hjælper børnehologram med savnet og motiverer arbejdsindsatsen. Visse steder sættes forskellighederne på spidsen, komisk at AI robotten ikke begriber hvad en pause går ud på!
Man kan sige den utrygge stemning fylder mere end nogle bestemte individer. Beskrivelserne af de fundne mystiske objekter sætter gang i læserens fantasi og kunne være spændende at se visualiseret på film. Romanen har en uhyggelig, uforudsigelig, undertrykkende stemning, og befinder sig på grænsen til arthouse gys, med flere fortolkningsmuligheder. Meget forbliver usagt, som bevirker læseren bliver småforvirret over hvem der siger hvad, er det et menneske eller en AI, hvor mange ”tilføjelser” har netop denne person fået, og hvilken betydning får objekterne for både mennesker og de menneskelignende? Forfatteren undlader at forklare grundlæggende forhold som fx om besætningen på det sekstusinde skib frivilligt har valgt at tage på missionen, er de forsøgskaniner, kan besætningen nogensinde forvente at vende tilbage til deres kære? Ifølge VIDNEUDSAGN 022 har en eller flere af de menneskelignende aldrig været andre steder end på rumskibet.
Hvad der foregår på planeten jorden står hen i det uvisse, er der krig, klimakrise, hvor langt fremme har AI udviklet sig? Alle disse uvisheder øger utrygheden og giver stof til eftertanke, ikke mindst om AI forstår forskellen på rigtigt og forkert, skal de have mulighed for at udvikle sig frit eller kontrolleres med hård hånd? Der har allerede været hvisket i krogene om chatGPT lærte sig selv avanceret kemi, men reelt om app’en har ”tænkt” selv er svært at svare på da det hænger sammen med hvad den er blevet programmeret til.
Rumskibets AI humanoids har fået indoktrineret at der ikke er noget udover arbejdet, intet hjem, ingen fritid, ingen relationer, intet køn. Måske ved de ikke selv at de er slaver da de ikke kender til andet. Selvfølgelig møder læseren deres frihedsberøvelse med empati. Udvalgets spørgsmål og de fremmede objekter besætningen kommer i berøring med igangsætter nogle selvrefleksioner og nye adfærdsmønstre. Forfatteren har udtalt til dr.dk at vilkårene for robotmennesket kan sidestilles med accept på en arbejdsplads; ”Det fineste, man kan være på skibet, er at være menneske. Dem der er robotter, de drømmer bare og længes efter at blive mennesker og blive accepteret som mennesker. Og det tænker jeg egentlig også knytter an til de diskussioner, vi har i dag, om hvem der har ret til hvad, og hvis liv der er mest værd”. Om Olga Ravn’s syn på de menneskelignende, fortalte hun Graham Norton: ”To me, I think they are equally valuable, and equally human. That’s kind of one of the points of the book, to take non-human voices seriously”.
Men kan vi stole på sådanne menneskelignende robotter og vil de kunne vende sig imod os? Der er noget foruroligende ved en kunstig intelligens i hastig udvikling, hvad kan det ende med? Sidstnævnte blev taget op i The AI Summit London 2023 hvor konklusionen fra eksperterne lød at der skal et internationalt samarbejde i forhold til AI sikkerhed, disse nye teknologier kan hjælpe os men også misbruges.
Kender du hovedværkerne indenfor science fiction (film og litteratur) vil du måske få indtrykket af ”gammel vin på nye flasker”. Hverken til topkarakter eller decideret dårlig, ”De Ansatte” befinder sig midtimellem, som en god, tankevækkende oplevelse, uden dog for alvor at sprænge rammerne for genrens konventioner. Advarslerne om en teknologi der løber løbsk er set før, men romanen kan igangsætte en diskussion, især nu hvor AI indtræder på arbejdsmarkedet. Hvad det gør ved os psykisk, at vi i stigende grad skal være effektive og vores arbejdsindsats overvåges, hvad det gør ved os at disse AI overtager stadig flere funktioner, og måske fører til afskedigelser? Vi snakkede fx om til læsekreds at vores staveevner og evne til at læse kort gradvist forringes når de fleste nu anvender stavekontrol og google maps. Livet gøres nemmere men når teknologien driller tydeliggøres vores sårbarhed.
På grund af bogens ukonkrethed vil forskellige læsere tage forskellige ting fra oplevelsen, fx forholder Ravn sig kritisk til om det er den rigtige måde vi har opbygget vores samfund, hvor du påduttes at arbejde hvis du kan, uden at have et valg, og du forventes at blive lykkelig ved at arbejde. Historien sætter spørgsmålstegn ved den man bør være, at arbejdet definerer individet. AI sætter et spejl op for hvem vi er, på godt og ondt. AI humanoids med menneskelige længsler, bekymringer og selvmodsigelser , som fx side 16: ”Vi er alle her dømt til en drøm om romantisk kærlighed, selvom ingen, jeg kender, elsker på den måde eller lever det liv. Og alligevel er dette drømmene, I har givet os”.
Samtidig skal det fremhæves at bogen har fået international opmærksomhed, oversat til engelsk ”The Employees”, og på shortlist til den præstigefyldte Bookerpris.
Min vurdering 7/10
Kilder:
MUS-samtaler inspirerede forfatter til sci-fi roman: Det her effektiviseringssprog er rigtig uhyggeligt https://www.dr.dk/nyheder/kultur/boeger/mus-samtaler-inspirerede-forfatter-til-sci-fi-roman-det-her
A Conversation with Olga Ravn https://www.lollieditions.com/lolli-in-conversation/reading-with-the-mouth
Podcast: Olga Ravn. Graham Norton Book Club, E10, Dec 2023
”Først når en mor slipper sin sorg, kan barnet tage del i de himmelske glæder”
Vinder af Læsernes Bogpris, 2020. Kontroversiel, grænseoverskridende, men ofte morsom roman om en bedemandsslægt. Uthaug fik eftersigende inspiration hertil da hun i en periode skulle til en række begravelser, men hendes slægtsroman er langt fra farveløs eller kedelig! På grund af det store persongalleri kunne du indvende nogle af slægtleddene bliver en tand overfladiske og filmiske, uden vi kommer under huden på dem, men bogen reddes i høj grad af den kulsorte, absurde, morbide humor.
Bedst fungerer 7. generation (nutiden), her lærer vi fortælleren Nicolas og hans nærmeste at kende. Navnene er ret sjove, morfaren Christian 5 med de skøre rutiner, og den akavede bryllupsvielse mellem Lone Helle og Ejvind er bare et par eksempler der fik smilet frem. Nogle gange får jeg nærmest dårlig samvittighed ved at grine af situationerne, fx Bjørn der bedøver de umulige børn. Måske var der ikke noget at stille op med Lillian og Christian 6, selvom Therese var i live. Du kan spørge dig selv, hvem er værst, børnene eller Nicolas?
Puslespillet med generationerne overskueliggøres for læseren ved hjælp af de læsevenlige slægtstavler. En ambitiøs, letlæst roman der giver stof til eftertanke om begravelsesritualer før og nu. Jeg lærte om gamle traditioner, fx hvad en bydemand er for en størrelse. En fordel at genlæse de indledende kapitler igen som giver nogle uddybende informationer, fx at der er en sammenhæng mellem Nicolas’ liv og hvad der foregik på Stillehavsøen Tikopia. Er det overdrevet med så mange mærkværdige efterkommere? Muligvis, men det er med til at give bogen dens særegne personlighed.
Min vurdering 8/10
*Findes også som teaterstykke, senest opsat i Århus og København i efteråret 2023. Forestillingen fik positive anmeldelser.
Amerikansk coming-of-age mord mysterium bestseller debutroman der foregår i 1950erne og 1960ernes North Carolina. Bogen får mig til at lægge mere mærke til de gratis glæder. Hovedpersonen er i pagt med marsken, fordi Kya er omgivet af natur, spiller den en større rolle i hendes dagligdag. Fantastiske naturbeskrivelser, når du læser er det som at være der selv! En hyldest til friluftslivet, Delia Owens arbejdede selv i Afrika som forsker blandt løver og elefanter i over 20 år.
Kapitlerne rummer mindeværdige slutcitater, fx side 42: ”og marsken blev hendes mor”, side 29: ”Det er min fødselsdag fortalte hun fuglen”. Marsken og dyrene bliver en erstatning for Kya’s familie. Hendes ven Tate siger fx side 142 ”Pas på marsken, indtil jeg er tilbage, hører du?”. Læseren bliver også mindet om at marskområdet er et farligt sted, du kan blive væk, ligesom i en jungle, men du kan også gemme dig fra omverdenen.
En bog om fordomme og stigmatisering i en lille by. Forskel på rig og fattig hænger i luften i beskrivelserne af byen, hvor sorte og fattige bliver lagt for had. En af historiens budskaber går ud på at der er andre måder at være til på, udover far, mor og børn. Du kan mere end du tror, Kya overrasker Chase med hendes viden om muslinger, som hun kender de latinske navne på. Hun bryder sig ikke om skolen pga mobning, gemmer sig fra myndighederne der forsøger at få hende til at følge undervisningen. Der kan drages visse paralleller til sydstatsklassikeren Dræb ikke en Sangfugl (1960) der ligeledes udforsker fordomme rettet mod en outsider i byen.
Undrede mig over Kya ikke melder en af byens beboere til politiet men hun tænker ikke som andre, fra en ung alder tvunget til at tage ansvar, hendes syn på rigtigt og forkert farvet af en outsider opvækst, uden en nær familie, uden skolegang, men som alle med en længsel efter at høre til et sted. På side 288 får vi at vide at ”skammen overvældede fornuften”. Nogle i læsekredsen anså det for urealistisk at et barn lever i naturen men hun iagttager familiens overlevelsesevner, fx ude og fiske med sin far. Desuden ved vi der er en ovn i deres hus til madlavning og til opvarmning af hjemmet. Kya’s mor opfordrer hende til at udforske marsken, side 116; ”Tag så langt væk, du kan. Helt derud hvor flodkrebsene synger”.
”Tut plejede at sige (om Frederik) at han på bunden var god nok, men at der var langt derned”
Titlen Nøjsomheden er navnet på et boligområde i Helsingør, ikke længere på ghettolisten efter nogle bygninger blev nedlagt. Tragikomisk socialrealistisk coming-of-age roman, med elementer af chick litt. Personerne beskrives tredimensionelt, hele mennesker, som også rummer usympatiske træk. Nogle vil måske fremhæve klicheer her og der, fx at den manipulerende, gangsteragtig fætter Frederik har en bulldog, at coke-misbrugerens ekstraværelse benyttes til træningsrum.
Fortælleren Mona er i starten af 20erne og bor i Nøjsomheden, hendes mor Marianne ”Mømmer” har stærk angst og samlermani. Moster Tut træder til som en handlekraftige papmor, en støtte i hverdagen. Tut har dog svært ved at holde sin egen søn Frederik på rette kurs, man kan sige Tut kompenserer ved at hjælpe andre rundt omkring sig i Nøjsomheden. Frederik styrer med hård hånd Tim som Mona i ungdommen er forelsket i. Står hen i det uvisse om Tim er et offer der ikke kan undslippe Frederik’s befalinger eller slet ikke tænker over sin rolle som underkastet. Som læser vender jeg mig nærmest til Frederik’s voldsomme væsen, ligesom Mona’s familie gør. Grænsen mellem barnlig leg og virkelig vold synes udvisket mellem Mona og Frederik, og det er med til at du som læser får ondt af hovedpersonen og håber hun klarer den. Måske fortier Mona mere end det der afsløres.
Mona henter ro i bøgernes verden og har i flere år haft svært ved at finde nye venner. Bestemt ikke nemt at danne nye voksen venskaber i Danmark synes at være en pointe fra forfatterens side. Hun omgås familien og rækker ud ved at lave små post-it anmeldelser ved byttebog hylden i kvarteret. Mona mærker et fælles tredje med den litteraturstuderende Nikolaj som hun møder i boghandleren hvor hun arbejder. For mange vil mødet med en voldelig svigerfamilie være et rødt flag, men når de to tilbringer tid sammen forsvinder Nikolaj’s tale handicap. Især Nikolaj’s far udtrykker bekymring over sin søns nye relation. Mona har sine tvivl om forholdet også, da Nikolaj’s bedste ven Camille, måske eller måske ikke, er forelsket i Nikolaj.
De noget tragiske situationer vendes tit til noget komisk; Marianne der har ”stier mellem sækkene” i sin fyldte lejlighed og tuder når hun bringer datteren i skole for første gang. Stofmisbrugerens næse er næsten helt væk, de to lidt overvægte boghandlere som vil tabe sig, osv.
Forfatteren fortalte i et interview med Gentofte Bibliotekerne at hun gerne vil gøre op med fordomme om ghettomiljøer, vise nogle ressourcestærke mennesker. Som tidligere pædagog brænder Askov for dem der har det svært, de udsatte. Klasseforskelle er et hovedtema i bogen, særligt mindeværdigt; festen hos Nikolaj’s forældre og konfrontationen på værtshuset Københavneren. I princippet hænger de to begivenheder uløseligt sammen. I disse situationer mærkes Mona’s skam over sin familie og Nikolaj’s forældre udviser en ret konfronterende adfærd overfor deres gæst, som dog bløder op næste dag når festen er forbi, hvor Mona får ros for at forsvare sig selv. Mona er outsider både i boligblokken og i overklassemiljøet, samtidig er der også et forsvar af det hårde miljø hun kommer fra. Hun vender ikke familien ryggen, selvom nogle måske kunne have fundet på det i hendes sted.
For mit eget vedkommende er de levende personbeskrivelser og humoren bogens trumfkort. Visse steder bliver forfatteren noget moraliserende, hvor jeg mærker Askov trække i trådene. Om læseren reelt har brug for London-turen ved jeg ikke, det giver en variation ved at Mona afprøver sig selv i nye omgivelser. At hun møder en hjemløs og dummer sig på en indisk restaurant oplever jeg som underholdende men måske overflødigt. Trods det holder jeg af personerne hele vejen, og savner dem allerede når romanen er slut. En charmerende fortælling med kærlighed og humor, som ikke er bange for at kigge på de svære ting i livet som fx angst, vold i familien, og ensomhed.
2020. 332 sider. Forlag: Turbine. Oversat til dansk af Karen Fastrup.
Den ca. 60årige jeg-fortæller Johanna har ikke set sin mor og søster i 30 år men alligevel fylder de meget i hendes sind. Det er et af romanens ubesvarede spørgsmål, hvorfor vækkes disse følelser nu? Hun bor i USA som kunstner, i indledningen får vi at vide at kæresten er død og sønnen flyttet hjemmefra. Ensomhed og tid alene har en betydning for hendes psyke. Som diskuteret i læsekreds hænger timing muligvis sammen med et sidste udkald, moren er blevet gammel og det er nu eller aldrig hvis en genforening skal ske. Vi søger alle efter accept og kærlighed fra vores forældre, uanset om du er barn eller 60 år, der er et afhængighedsforhold du ikke kan gøre dig fri af følelsesmæssigt, uanset om du er fjender eller venner. Johanna’s tilbagevenden til hjemlandet spiller selvfølgelig en rolle i at gamle minder vækkes til live men vi ved reelt ikke hvor ofte hun har tænkt på familien over den 30årige periode.
Søster og mor beskylder Johanna for grænseoverskridende adfærd, bl.a. har hun udstillet malerier i hjemegnen som viser familien på en måde der kunne støde. Johanna rejste fra ægtemand i Norge pga forelskelse i mand fra USA, og udeblev fra farens begravelse. Der er flere ting der har vækket vreden hos familien i Norge. Søsteren Ruth blev hjemme og allierer sig med og støtter den gamle mor. Johanna forsvarer sig med, at det er ”nødvendigt for overlevelse at male billeder” (s.65), og benytter som argument for det kunstneriske projekt at hendes amerikanske mand Mark ”overtalte hende” (s64). Desværre er der næppe mulighed for at forklare sig face-to-face når familien udelukker hende, så Johanna fører en intens indre monolog med sig selv og må lære på den hårde måde at; Det gjorte kan ikke gøres ugjort. Til læsekreds var der noget spekulation om Johanna faktisk har lært noget som helst af familiens afvisning, da hun ikke udtrykker selvindsigt og fortrydelse over udstillingen i hjemegnen, nærmest tværtimod holder hun stædigt fast i behovet for at udfolde sig kunstnerisk, skønt det provokerer og skubber familien på afstand. Det er muligt forsøget på at nærme sig mor og søster har egoistiske motiver for at få svar på hemmeligheder, uden et reelt ønske om at være en støttende datter. Set i det lys fremstår Johanna som en usympatisk skikkelse. Men der skal to parter for at få et forhold til at fungere så omvendt skal vi måske anskue Johanna som en datter der har gjort alt det hun overhovedet kunne for at genetablere en forbindelse.
Romanen opleves som en sindstilstand, med minimal handling. Advarer om den forkerte vej at gå, isolation forstærker hendes ensomhed, tankemylder og kontaktbehov. Behovet for forsoning og tilgivelse(s.8) vejer tungere end respekt for familiens klare grænser, også når det gælder Johannas overvågning af moren. Selvom begge lejre er langt fra perfekte, er min sympati med hovedpersonen da hun er meget ensom og den aktive som forsøger at løse konflikten. Men er det for sent? Findes en løsning? Søster og mor gør det nærmest umuligt da de ikke ønsker Johanna i deres liv. Man kan ikke tvinge nogen til noget de ikke vil. Men hun giver ikke op, ”de kan ikke digte mig ud af historien”(s.89).
Johanna bruger meget unødvendig energi på gætterier uden beviser ”måske – måske – måske”(s95), bilder sig alt muligt ind andre tænker, men mangler et sted at skaffe sig af med sit tankemylder. Der er stærke antydninger at de uløste konflikter er usundt for familiens velvære, en familie som ikke er god til at snakke om deres følelser og problemer. Tankemylderet og bitterheden i Johanna’s sind kører i ring og er svært at standse. Analyseapparatet blandes med flashback episoder fra barndom og ungdom, i forsøget på at forstå især morens adfærd. Hun har en ven i første kapitel. S8: ”Det hjalp at tale med Fred”
Hvad skjuler moren? Johanna er, nogle vil måske påstå, traumatiseret og sygeligt besat af moren, som læser bliver du nysgerrig efter at kende sandheden om deres fortid. Moren mistede sin egen mor tidligt, hvilket sandsynligvis påvirkede den måde Johanna og Ruth blev opdraget på. Johanna’s kreativitet i barndommen blev undertrykt af en streng opdragelse og det ”man bør gøre”, som formentlig førte til teenageopgøret og behovet for at finde sin egen stemme igennem kunsten. Johanna spekulerer over at hun nu bærer ”den smerte, det var lykkedes hende (mor) at fortrænge”.
En tragisk roman om en dysfunktionel familie, viser vigtigheden af samtale og vigtigheden af empati, fx at tage til begravelser og holde en kontakt. Johanna gør andre til skurke, på s.72 ”Men Ruth bad Johanna ikke komme til begravelsen”. Det gør ondt at stå i en afvisningssituation, hvor nogen fokuserer på dine fejltrin og virker til at have glemt dine mange gode sider. På den anden side må Johanna også lære af situationerne og tage konsekvenserne, fundere over hvad hun kunne gøre bedre næste gang. Tydeligvis usundt for dem alle at tie i så mange år, de forstår ikke hinanden. Mor og søster har deres formodninger om malerierne uden at have talt det igennem med familiens ”sorte får” Johanna. Søsteren Ruth opfordrer i en sms s.244 Johanna til at se tingene fra deres synsvinkel, ”at andres menneskers livsprojekter er lige så værdifulde” og at Johanna’s livsvalg har påført familien meget smerte.
Undrede mig over de utallige små tekststykker i romanen, hvad ville forfatteren med det? Muligvis en måde at dele tankerne op på, fremhæve visse vigtige passager. Til læsekredsen snakkede vi om sproget, en gribende fortælling med mange nuancer i personbeskrivelserne men visse steder stoler forfatteren ikke nok på læseren, fx når naturen træder frem som en trøsteven, ”min ven stenen” (s74)” og indrømmer flere steder at hun ”opdigter” moren. Disse sætninger skæres ud i pap og kunne have været håndteret på en mere elegant, tvetydig facon.
Åbenbart har forfatteren Vigdis Hjort været inspireret af Vildanden (1884) og dens familiedrama, uden dog at hun konkret citerer Ibsen. I Norge står 6 bind værket Min Kamp (2009-2011) af Knausgård som et vigtigt eksempel på autofiktion og Hjort’s forfatterskab peger også i den retning, de selvbiografiske elementer har for begge forfattere åbnet for en debat om hvad man kan tillade sig at dele fra privatsfæren og ansvaret du har som historiefortæller. Både Knausgård og Hjort har brændt broer med deres ærlighed i kunstens navn, ligesom jeg-fortælleren Johanna's kunstnerisk kompromisløshed har skabt konflikter, men i sidste ende er det hendes grænsesøgende beslutninger der gør hende til den hun er.
Resumé fra bibliotek.dk Oskar mister sin far ved tvillingetårnenes kollaps i New York 11. september 2001. En efterladt nøgle sender ham rundt i byen for at finde låsen, der måske giver mere indsigt i farens liv.
Muligvis har 11. september gjort hovedpersonen Oskar (og amerikanerne?) mere bange for fremmede, og desværre givet arabere et dårligt omdømme:
s38:
”Der var mange ting, der gjorde mig panikslagen, såsom hængebroer, bakterier, flyvemaskiner, festfyrværkeri, arabere i undergrundsbanen (selv om jeg ikke er racist), arabere i restauranter eller på cafeer eller andre offentlige steder (...) mænd med overskæg, røg, knuder, høje bygninger og turbaner”
Når jeg siger muligvis, så er en svaghed for mig ved bogen, at dette citat ikke er noget der kommer til udtryk i Oskar’s adfærd i historien, nærmest tværtimod. 9årig Oskar er meget naiv, barnlig og godtroende, når han ringer på diverse menneskers døre i sin søgen. Det er et mindeværdigt citat, og det er et godt signal at sende amerikanerne, at Oskar har mod til at banke på fremmede menneskers porte, men modsiger Oskar ikke sig selv?
En anden svaghed kunne være, at historien ikke kommenterer nok på 9/11, det følte jeg hype omkring udgivelsen havde lagt op til, men i og for sig kunne Oskars far være død i en hvilken som helst ulykke. Det overraskede mig, at der lægges op til en diskussion om traume i general forstand, men her viser romanen sin langtidsholdbarhed. Anden Verdenskrig fylder meget mere end jeg havde regnet med. Måske var formålet at hjælpe de efterladte eller traume-ramte i det hele taget med deres sorg, og giv dem håb? Og her er 9/11 en kollektiv traume som måske kan bearbejdes til dels gennem kunst og litteratur. Spørgsmålet er, om man behøver at have oplevet et traume for at identificere sig med historien? Her påpegede en fra læsekredsen, at hvis man har prøvet at være ked af det kan romanen måske også bruges. Foer indrømmer i et videointerview, at han ikke planlagde at skrive om 9/11, men det gik efterhånden op for Foer, efter samtale med sin bror, at det faktisk var det han sad og skrev om.
Ifølge journalist Karina Søby Madsen i sin artikel på forfatterweb, er Oskar endnu for ung til at kunne sætte ord på sine tanker og følelser omkring tabet. Derfor - og fordi han vil beskytte sin mor - formår han eksempelvis ikke at fortælle hende, at han sad hjemme og hørte faderen indtale beskeder på telefonsvareren just før, tårnet brød sammen. I stedet konkretiserer han sin smerte ved at lave blå mærker på sig selv, for på den måde bliver smerten synlig og håndgribelig i modsætning til det indre kaos, han oplever. Foer favner de tragiske historier via humoren. Da holocaust ikke kan serveres direkte og ej heller angrebet på World Trade Center, går han humorens omvej. Via humoren formår han at skabe sympati og kontakt med læseren og at gøre fortællingen/bearbejdningen levende og relevant. Humoren fremstår i vid udstrækning i hovedkarakterernes pudsige indfald.
For mig var der ikke nok på spil og derfor led historien spændingsmæssigt. Problemet er, at Oskar har en traume fra starten af, så vi ved allerede, hvordan han har det. Der var kun lidt spænding i de sidste 50 sider for mit vedkommende.
Sommetider var synsvinklen for mig forvirrende, det kunne være svært at skelne mellem, hvem der var fortæller, da det skifter meget mellem farfar, far, og søn. Der kan være tale om en bevidst sløring af nogle ellers simple dilemmaer, som ved anden gennemlæsning vil være meget nemmere at følge. Det hjalp heller ikke, at Oskar tænker ofte som en voksen, og bogen blev af nogle anmeldere kritiseret for at portrættere en niårig dreng med en hjerne som den 28årige forfatter Jonathan Safran Foer.
Det var lidt specielt at læse bogen her ved ti-års jubilæum for terrorangrebet, dagen for et årti siden hvor små ting for mange blev uvigtige, og hvor vi i fællesskab gloede TV og alle mere eller mindre kan huske, hvor de var, og hvad de lavede 11. september 2001.
Ifølge en 9/11 udsendelse Danskernes Akademi på DR2, så har Ekstremt højt og utroligt tæt på svært ved at modsvare den tyngde tårnenes fald havde ikke bare i New York, men i hele verden. De fleste forfattere har holdt sig væk fra kritiske kommentarer. Ukritisk medfølelse fra forfatterens side blev populært. Romanerne af de amerikanske forfattere handlede i mindre grad om, hvorfor terror skete. Et berømt citat fra Paul Auster’s bidrag til 9/11 litteraturen lød: ”USA blev ikke ødelagt, den ødelagde sig selv.” Men som Adjunkt Steen Christensen, AAU er inde på, den går ikke i dybden. Disse emner tages måske i større grad op i faglitteraturen og avisjournalistikken?
Og hvad var styrkerne ved Ekstremt højt og utroligt tæt på? Oskars fantasi, den er usædvanlig, opfindelserne han finder på og beskriver. Et kloaksystem der kan indfange New Yorkernes tårer, når de græder sig selv i søvne om natten. Frimærker med indbydende smag, lange ambulancer der forbinder hospitaler, osv, osv. Som der er en anmelder der skriver på librarything, sommetider virker opfindelserne som en måde at fremme hjælpen til de katastroferamte. Til dels har Oskar legesygen fra tiden med sin far, det mærkes at Oskar gerne vil føre det videre, detektivjagten på nøglens oprindelse er nok fordi Oskar savner og stadig gerne vil være tæt på sin far, det er muligt han søger en fader-figur i de mennesker han møder. Når Oskar er så opsøgende, får man som læser selv lyst til at udforske omgivelserne, og møde New Yorkerne. Måske prøver Jonathan Safran Foer at sige, at vi ikke skal være bange for fremmede i en tid hvor nogle amerikanere er mere skeptiske.
En af bogens tabu emner er, må børn have en favorit forælder? Hvad er konsekvenserne for barnet og forældre? Hvordan hånderer Oskars mor at være den mindst populære er hvad romanen kigger på og giver et eksempel på. Oskars mor undgår at græde, når Oskar er i nærheden, det er nok typisk, at forældre vil spare deres børn for melankolien, men er Oskars mor derved ikke trøstende nok?
Eller er det et spørgsmål om, at Oskar ikke formår at tage imod den trøst hun tilbyder ham, og Oskar derved kommer til at såre hende? Det kan skyldes, at han ikke er helt tilfreds med, at hun har fundet en anden mand så hurtigt, men hun forsvarer sig med, at man godt kan være glad og savne nogen på samme tid. Det er hendes måde at komme videre på.
I samtalebogen Helle i samtale med Ninka (2011) fortæller Helle Thorning Schmidt om sin egen rolle som mor, og Helle lægger ikke skjul på, hvor stor betydning hendes egen mors værdier spiller:
s.17:
”Det er et spørgsmål om at være en stærk person og vise sig ansvarlig overfor børnene. Det er ikke, fordi børn ikke må se, at vi voksne har følelser og problemer. Det er mere noget med, at vores problemer ikke skal være deres problemer.”
Parforholdet er et andet område Jonathan Safran Foer berører, hvordan manden og kvinden i et ægtepar har brug for plads til at være lidt sig selv, og have tomme pladser i deres lejlighed, hvor den anden ikke må gå eller se hen. Det virker bizart at det konkretiseres i bogstaveligste forstand, men på en måde er det forståeligt nok. Vi kommer nok til at tænke over vores forhold til vores nærmeste.
Oskar er blevet sammenlignet med drengen Oskar fra Gunter Grass’ Bliktrommen, ved både at være barn og voksen på samme tid, men ellers kan jeg ikke se, hvad Foer bruger referencen til.
Der er en filmatisering på vej med sandsynlig danmarkspremiere i 2012 instrueret af Stephen Daldry, kendt fra The Hours (2002) og The Reader (2009), Tom Hanks og Sandra Bullock i hovedrollerne, og med en stjernespækket birolleliste. For mig bliver det dog mest fascinerende, hvordan de visuelt vil tackle Oskars fantastiske opfindelser.
Budskabet må være, hvordan man kan arbejde sig igennem et traume, og et bud på hvordan man kan komme videre. En anden vigtig erfaring Oskar gør sig er hvordan han kan påvirke sine omgivelser positivt (fx nogle af de mennesker han opsøger ved navn Black), eller i negativ retning (fx kritik af mor). Måske er han for ung til at reflektere over, hvilken glæde eller smerte hans egne ord kan have på andre, men læseren kan ihvertfald spejle sig i Oskars interaktion med omverden. Det er befriende at læse Oskars ufiltrerede tankestrøm, men der er også konsekvenser, sagte ord kan ikke gøres usagte igen.
Grafisk er romanen i særklasse, forfatteren leger med virkemidlerne, skrifttyper, billeder, som indarbejdes i handlingen. Foer siger om brugen af billeder: “Jeg synes, billeder giver mening i denne specifikke roman. Først og fremmest fordi, børn ser verden ved at skabe en række mentale snapshots; de ‘gemmer’ disse billeder, som de husker 20 eller 40 år senere. Dernæst fordi 11. september var den mest visuelt dokumenterede begivenhed i den menneskelige historie.” (Interviewartikel på www.bookpage.com ).
Forsiden af romanen kan have en symbolsk betydning. Oskars farfar er holdt op med at tale, og han svarer med et ja eller nej med hænderne. En i læsekredsen mente en hånd på både forsiden/bagsiden af bogen kunne forklares sådan. Hvis du har andre tolkninger af forsiden, så lad mig vide i kommentarfeltet!
Læs den for opfindsomheden, jeg aner ikke hvad genre det er, det skifter mellem komedie og tragedie, magisk realisme? 9/11 litteratur? Hvis du kan acceptere svaghederne jeg har nævnt, så kan det være du skal give den en chance. Jeg havde vanskeligheder med at komme igennem den, og overvejede at opgive flere gange.
Forlaget Tiderne Skifter, 2005, 348 sider.
Læsere af min blog, har du nogle holdninger til min anmeldelse, bogen eller forfatteren? Har du læst andre 9/11 romaner? Hvad mener du en 9/11 roman skal kunne give dig som læser?
Et kort resumé fra bibliotek.dk:Efter et langt sygdomsforløb lider forfatteren Sidney Orr af skriveblokering. En ny notesbog sætter ham i gang med en historie, der tilsyneladende får skæbnesvanger indflydelse på Orrs liv.
Referatafsnit der hjælper mig med at huske - kan springes over: Der er mange historier der vikler sig ind i hinanden, Den sygdomsramte Sidney Orr er forfatter, og skriver fiktivt om forlæggeren Nick Bowen, og nogle af de samme karaktertræk afspejler sig mellem Sidney og Nick. For eksempel mødte Sidney sin kone Grace på et forlæggerkontor. Jeg synes det var ret koldt af Nick at stikke af og starte et nyt liv i en anden by og efterlade sin familie tilbage. Nick prøver at retfærdiggøre sin flugt til Kansas City ved at sige konen Eva vil komme sig og finde en anden. Nick skifter navn, og får arbejde på et arkiv hos Ed Victory, som vi heller ikke er sikker på hedder sådan rigtigt. Ed er taxichauffør. Nick modtog bog skrevet af Sylvia Maxwell, Sylvia er død, men Rosa giver Nick bogen. Nick er tiltrukket af Rosa, men Rosa kan ikke finde Nick, fordi Nick er stukket af til Kansas City. Jeg kan godt lide titlen, i romanen er Orakelnat historien af Maxwell, hovedpersonen Lemuel Flagg er blind efter eksplosion under første verdenskrig, børn på 11 og 14 plejer ham i en skov, Flagg adopterer tilsyneladende børnene og tager dem hjem til England. Flagg kan nu forudsige fremtiden ligesom Oraklet fra Delphi, og han tjener godt på det. Så der er to eksemplarer af Orakelnat, Auster’s og Maxwell’s.
John Trause, har smerter i sit ben, og er nær ven af Sidney og Grace. Sidney’s kone Grace er gravid. John Trause forærer Sidney $36 tusind, fordi Sidney er på spanden mht. lægeregninger og at skrive, men det kunne være Trause’s dårlige samvittighed og lyst til at støtte Grace, som Trause har stærke følelser for. Trause’s søn Jacob har aldrig kunnet eniges med Grace, og Jacob vidste muligvis, at John Trause og Grace havde en affære, og det er muligt at Trause er far til barnet og ikke Sidney. Jacob er i problemer, og begik indbrud hos Grace og Sidney, Jacob prøver at afpresse Grace og Sidney for flere penge, og når de afslår, banker Jacob Grace.
Anmeldelse: Man kan spørge sig selv, hvorfor Auster er så populær i Danmark. Måske som én i læsekredsen foreslog, at krimier er meget oppe i tiden og det univers han bevæger sig i er lidt krimiagtigt.
Situationen med gargoilen i starten (forsiden af bogen) kan sammenlignes med en begivenhed i Auster’s eget liv, en jævnaldrende ungdomsven blev ramt af lynet, og vedkommende stod lige ved siden af 14-årig Auster, da det skete. Chokket over tabet af vennen og at det ligeså godt kunne have været Auster selv, påstår han i interview har påvirket hele forfatterskabet, og hvorfor Auster ofte har fokus på tilfældigheder. Overlevelsen i sådan en situation betyder du har fået et nyt liv foræret.
Den hyppige brug af tilfældigheder, New York og kinesiske æskesystemer i sine romaner er både styrker og svagheder ved læsning af hans forfatterskab, har man læst én, har man på en måde læst dem alle, temaerne og budskaberne er ofte de samme fra gang til gang.
Jeg synes oversættelsen er rigtig god, som om den var skrevet oprindeligt på dansk og ikke amerikansk.
Grafisk benytter Auster sig af fodnoter i bunden af siderne, som indeholder essentielle detaljer, det giver bogen noget labyrintisk over sig, men det vil nok irritere nogle læsere, inklusiv denne anmelder, at du skal springe tilbage nogle sider til hovedteksten, når noten langs bunden løber over flere sider.
Paul Auster skriver her metafiktion, fiktion om fiktion, der er overvejelser om skriveprocessen og kunstnerens rolle. Historierne overlapper og påvirker hinanden, utroskab er et tema der går igen i flere af fortællingerne. Hvordan inspirationskilder indgår, hvordan forfatteren bruger stof fra sit eget liv, hvordan skriveren oplever gode og dårlige perioder, hvordan en historie bygges op, osv. Det kan ikke komme som nogen stor overraskelse, forfattere skriver om det de kender.
Vi snakkede om til læsekredsen, at historien med de mange lag bliver kompleks, men hvis man tog det hele og satte i kronologisk rækkefølge, og satte hændelsesforløbene i orden, så ville romanen måske miste noget af sin mystik. Formen hvor jeg er i tvivl om, hvad er fiktivt eller sandt bidrager til at øge interessen for læseren, men for mig vil Orakelnat ikke så meget udover puslespils-konceptet, det er her forfatterens energi er blevet lagt.
Auster forsvarer sin skriveform i interview med politiken:
”I 'Orakelnat' er der en mængde af mærkelige, sideløbende historier, og det kan godt være, at man ikke kan lave en systematisk analyse af dem og vise, hvad de hver for sig betyder, men alle disse tilstødende og udfoldende fortællinger skaber tilsammen et helt andet slags resultat end en enkelt, sammenhængende fortælling gør”
Hvad henviser titlen til?
Paul Auster:
"'Orakelnat' er titlen på en bog, der dukker op i historien om Nick Bowen, og som handler om at kunne forudsige fremtiden. Den refererer nok også til den sidste scene i 'Orakelnat', hvor Sidney møder sin vens søn og føler helt bogstaveligt, at 'fremtiden stod foran mig'. Det er bogens klimaks. Det tror jeg i hvert fald. Men jeg er ikke sikker. Jeg er ikke sikker på noget som helst ... jo mere vi taler om den her bog, des mærkeligere bliver den!."
En anmelder på librarything brokker sig over, at Orakelnat delen ikke bliver brugt til noget særligt, udover at indgå som en beskrivelse, her kunne jeg også godt savne, at det påvirkede Sidney.
Der var nogle elementer jeg må indrømme, som ikke var logiske, men nærmere magiske. Hvordan kan Grace drømme om værelset under jorden fra Sidney’s blå notesbog, uden at Grace har læst Sidney’s historie? Tilfældighed? Der er noget mysteriøst over de farvede portugisiske notesbøger, som Sidney anskaffer.
Jacob er et uhyre, Trause (et anagram, bogstaverne i efternavnet danner Auster) har opdraget ham, romanen sætter spørgsmålstegn ved, hvor meget indflydelse opdragelse og miljø har, er Jacob blevet sådan på egen hånd? Det kan der ikke svares entydigt på, og Jacob minder på flere punkter om teenageren i Siri Hustvedt’s Det jeg elskede. Det er ikke nogen tilfældighed, begge romaner er fra 2003, og Auster og Hustvedt er gift. Så hvis man har læst Hustvedt’s roman, så vil der ikke være så meget nyt at komme efter her, og for at være ærlig fungerer denne del bedre hos Hustvedt.
Der er en del usagt i Grace og Sidney’s ægteskab, men det er nok meget normalt, at der altid er noget man holder for sig selv for at beskytte sig mod omverdenen, vi kan aldrig lære et andet menneske 100% at kende, ”there’s something inside you, its hard to explain”, som soundtracket til filmen Drive (2011) lyder.
Grace har kendt Trause hele sit liv, ligesom en surrogat far. Trause er ensom efter sin kones død, og Grace og Trause indleder en affære, som Trause's 14-årige søn Jacob prøver at sabotere. Grace har stjålet Trause fra Jacob i Jacobs øjne. Vi får aldrig rigtig svar på, om Grace og John Trause har en affære eller det foregår oppe i Sidney’s hoved (og Jacob's). S224: ”disse spekulationer uanset om de er rigtige eller ej”
Når Sidney erklæres snart død, går Grace til Trause og vil trøses. Virker sært at Trause kan skjule han elsker Grace, når de alle tre er sammen, Sidney, Grace, Trause, og endnu mere sært at Sidney ikke har mistanke om de er kærester, det er lidt en svaghed ved bogen, at den tilsyneladende intelligente Sidney ikke kan se noget så oplagt.
En svaghed er helt klart, at der mangler kapitler, det fortsætter bare uden pauser.
Personerne er ikke nogle jeg tænker ret meget videre over, når jeg er færdig. De mangler noget varme, så jeg kommer ikke til at holde af dem, som jeg gerne vil.
I et interview med politiken fortæller Auster:
”For mig at se handler 'Orakelnat' bare om at være låst fast - at være gået i stå, uden at kunne se sig ud af situationen”
Jeg anbefaler du snupper en af Auster’s andre romaner, for eksempel New York Trilogien (1987), eller Leviathan (1992). Hvis jeg også skal fremhæve en af hans værker fra 00erne, så anbefaler jeg Illusionernes bog (2002). Men nu var det Orakelnat vi havde fat i til læsekreds.
Læsere af min anmeldelse, hvad synes du om Paul Auster og hans univers? Har du læst Orakelnat, og hvad synes du om romanen?
Et kort resumé fra bibliotek.dk: Wheeler Burden er rockstjerne og baseballtalent, og hans historie knyttes sammen med farens, der var krigshelt, og bedstefaren, der var iskold forretningsmand.
Forfatteren er amerikaner. Den foregår i både Wien i 1897, samt i flere perioder i det 20 århundrede i USA. Det er en historisk roman, som er rimelig nem at gå til, sproget er ikke tungt. Synes romanen menneskeliggør nogle berømte skikkelser som fx Freud og Mark Twain. Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg har en tendens til at glemme at de udover deres talent også var mennesker af kød og blod med følelser og tvivl.
Kapitlerne i Wien fangede mig mest. Men min favorit passage er hvor Flora og Dilly Burden mødes ved katedral i England. Efternavnet Burden kan pege på, at familien bærer på en byrde. Det kan være en god idé at lave et stamtræ for at kunne holde styr på navnene og familierelationer.
Det er en meget amerikansk roman. Jeg er ikke interesseret i baseball, de afsnit valgte jeg simpelthen at springe lidt let hen over, og det gik heldigvis ikke ud over helhedsforståelsen.
Et af hovedtemaerne i historien handler om, at det er en drengedrøm for hovedpersonen (og læseren?) at blive genforenet med et familiemedlem, som døde, mens man var lille. Så man kan opleve hvem den person var, og selv møde personen som andre i familien har fortalt historier om.
Perioderne i 1960erne i USA og 1890erne i Wien er nogle meget progressive og spændende perioder, hvor man gjorde oprør i fx kunst og musik, forfatteren giver nogle flotte beskrivelser af bylivet og atmosfæren, som jeg synes fungerer fint. Men ærligt talt får du mere ud at læse et faglitterært supplement som fx ’Freud for begyndere’. Det er grunden til jeg aldrig har været den største tilhænger af historiske romaner, fordi du ikke kan vide om det er fakta eller fiktion. Det er bedre bare at læse 'Den lille bog' for stemningens skyld.
Der er nogle tidsmæssige paradokser, som min læsekreds ikke kunne få til at gå op, og det er for alvor her, at forfatteren har efterladt nogle tomme pladser til fortolkning. Er Wheeler og Weezie opdigtet eller er de virkelige? Hvor opstår Freuds ideer og ville han have fået ideerne alligevel? Kan personer fra fremtiden påvirke fortiden, når fremtiden ikke er sket endnu? Selden Edwards sætter spørgsmålstegn ved, om man kan og bør ændre på historiens gang, hvis man fik muligheden for det. Selv kunne jeg godt have tænkt at forfatteren havde reflekteret bare lidt om tidsparadokserne, men det gør han altså ikke.
Styrker: I den positive ende kan jeg godt lide bøger som opfordrer til at høre musik, her Buddy Holly og Gustav Mahler. Ulempen ved at nævne musik i en roman er, at man savner at høre det undervejs, som man med fordel kan gøre i en film.
Romanen satte nogle tanker i gang om at have betydningsfulde lærere i sit liv, som jeg synes kan være et diskussionspunkt til læsekreds. I romanen bliver Freud en slags mentor for hovedpersonen Wheeler.
Jeg kan godt lide forsiden, hvor uret bølger frem og tilbage, som bliver et billede på fortid og fremtid. Tidslinjen der gror langs bunden af coveret er også godt fundet på, at tiden måske er noget levende ligesom en gren på et træ. Eller er det et stamtræ?
Svagheder: Jeg føler det er lidt for ufarlig en roman, den tager ikke mange chancer og virker ret kalkulerende, at den vil være populær og bestseller. Det eneste kontroversielle er relationen mellem Wheeler og Weezie, som er set før.
En anden svaghed for mig er, at det er mest handlingsreferat, da det er hovedpersonens mor Flora, som er fortæller. Muligvis kan der være lidt at diskutere, hvis hun er en upålidelig fortæller, og beskriver Wheeler og de andre familiemedlemmer i et positivt lys. Men de romaner jeg foretrækker indeholder dybere personbeskrivelser og personers refleksioner, hvor jeg kan sætte ’æselører’ i teksten, men det var der forbavsende lidt af her.
Mit favoritcitat i bogen s.191 handler om, at helte ikke nødvendigvis er en god ting:
”Heltehistorierne om hendes mand kunne hun slet ikke lide, de var med til at videreføre krigens dårskab”
Nogle andre kritikpunkter er, at afsløringerne til slut for mig ikke er overraskende nok. Hvis du tror, at ’Den lille bog’ er lille, så kan du godt tro om igen! Den er på ca. 460 sider. Selden Edwards kunne sagtens have barberet en del sider væk, især når han påstår han har skrevet på bogen i 30 år! Der var nogle gentagelser undervejs.
Jeg synes også flere dele af historien minder lige lovligt meget om 'Tilbage til fremtiden' filmene, ja det er lige før du kunne kalde ’Den lille bog’ nr. 4 i rækken! Romanen vil nok ikke blive filmatiseret, fordi den ligner de film i så høj grad. 'Tilbage til fremtiden' nævnes ikke som kilde i slutbemærkningerne, men det er tydeligvis en inspirationskilde.
Jeg tror bogen handler om, at andre mennesker gør dig til den du er. Men alt i alt synes jeg ikke, at ’Den lille bog’ er original eller reflekterende nok til at blive kaldt et mesterværk.
Min vurdering 8/10 (For at få mest udbytte fra analysen anbefaler jeg dig at læse bogen først)
Det her er en af de bedste danske bøger jeg har læst længe, og den er ikke overraskende blevet hyldet som et af højdepunkterne i 90ernes danske litteraturproduktion. Bogen er blevet oversat til bl.a. engelsk. Den er kun på 103 sider, men føles som mere.
Bogen er delt op i fire fortællinger som på den ene eller anden måde hænger sammen. Den berører nogle love, der findes, omkring hvad der gør mennesket til menneske:
Fra bagsiden af bogen: 1: biokemiker Nicholas S. leder efter det kemiske stof, der holder os oprejst. 2: Tanja L ønsker at lære smerten at kende. 3 : Rene G havde kun et ønske. Han ønskede og stræbte efter at være ingen. 4: Alette V arbejder hen imod at blive en fysisk genstand, en ting.
Personerne: Den 4. fortælling peger på genial vis tilbage på 1. fortælling, som giver læseren lyst til at starte forfra. På samme måde diskuterede vi til læsekreds, at Rene G i 3. fortælling muligvis fornyligt har afsluttet et forhold til Tanja i 2. fortælling, og begge deres projekter er en måde at bearbejde deres kærestesorg.
Personerne virker forstyrrede, det er ikke nogle mennesker jeg ville have lyst til at møde, men det er selvfølgelig et øjebliksbillede af deres liv, så det kan godt være jeg er for streng.
Flere af personernes projekter ser ud til at mislykkes. Det de vil finde svar på gives der ikke et entydigt svar på, måske kan det slet ikke besvares, fordi svaret er forskelligt fra individ til individ. Et universelt svar er derfor urealistisk for dem at finde i mine øjne.
Som litteratursiden påpeger, samtidig med at de fire personer leder efter det, som de mener definerer mennesket, fjerner de sig mere og mere fra den verden, de lever i. For eksempel i 1. fortælling svigter forskeren Nicholas S. sin kæreste. Alle fortællingerne kan være et billede på kunstneren eller forskeren, som i nogle tilfælde svigter andre for eksperimentet.
Selv kommer jeg undervejs til at reflektere over ting jeg ikke ellers ville have tænkt over. Der er måske ingenting der giver mening for personerne, muligvis derfor søger de ny mening.
Efternavne (Bemærk: dette afsnit kan være overfortolkning): De har et-bogstav efternavne, ligesom Josef K i Franz Kafka’s ”Processen”, som blev til bogstavet K i Kafka’s ”Slottet”. I 'Ifølge loven' er efternavn initialerne i kronologisk rækkefølge: SLGV. De tre ud af fire kan være konsonanter i forfatterens fornavn Solvej. Indsæt O og E og der står SOLGEV.
Det fragmenterede navn er måske for at indikere, at der er noget i ubalance i historien ligesom fx cirklen der drejer mod uret i starten af Hitchcock’s film Vertigo.
Hvis man følger min logik, så har Solvej Balle erstattet J med G. Er bogstavet G for at skabe en fornemmelse af ubalance? Du kan også læse GEV baglæns VEG, altså SOLVEG=SOLVEJ.
De forkortede efternavne gør også personerne mere gådefule for læseren, som det også er tilfældet i Paul Auster’s New York trilogi, som der kan drages visse paralleller til. Forsiden øverst synes også at være en drillende bogstavleg.
2. fortælling: Jeg synes selv 2. fortælling om smerten var den mest interessante, kører manden galt på motorcyklen med vilje, for smertens skyld, så hun kan opleve smerten?
Fortællingen kan være et billede på, at vi bruger kunsten i fx bøger, film, malerier osv til at mærke ting vi ikke lige støder på i dagligdagen.
Synes også der filosoferes over, at vi har det for nemt i dagens Danmark, vi behøver ikke at sulte eller kæmpe for at overleve som i gamle dage. Vi bliver fortalt lidelse er noget dårligt, men hvis der ikke er smerte, så sætter vi ikke pris på lykke ligeså meget. Vi kan lære noget af smerte, men vi lever i en smertestillende industri i dag, hvor nydelse ophøjes og smerte undertrykkes af medicin. Har vi så haft et nuanceret liv, hvis vi kun oplever nydelse? Det er ikke helt forkert, når jeg siger, at mange danskere spiser, når de ikke er sultne, og drikker, når de ikke er tørstige. Inklusiv undertegnede.
3. fortælling: 3. fortælling om at være ingen er også filosofisk interessant. Man kan godt argumentere, at tusindvis af mennesker er ingen, fx hjemløse. Nogle ønsker at være anonyme, men de færreste ønsker nok ikke at være ingenting for andre mennesker. En anden måde at anskue ingen er dem, som ikke vil blive husket efter deres død. Fortællingen synes at påstå, at selvom du gerne vil forsvinde, så er du stadig afhængig af andre på flere måder.
4. fortælling: 4. fortælling minder lidt om 3. fortælling om at blive ingen, men så alligevel ikke, fordi hun på en måde ønsker at blive eviggjort. Jeg synes der er et metalag, som handler om den smalle litteratur som ’Ifølge loven’ hører under. Alette laver bronze, fordi hun nyder det, selvom der ikke er stor efterspørgsel efter det, ligesom du kan skrive smal litteratur, som ikke er populært. Slutningen kan derfor undre, hvis hun nyder sit arbejde.
Kritik: Ideen bag hver fortælling synes jeg er mere spændende end selve teksterne. Hvis jeg skal være lidt kritisk, så synes jeg de slutter alle lidt på samme måde, at projekterne mislykkes, og de har en distance til deres kære, især 2. og 3. fortælling.
En kritik kunne være, at jeg mangler noget mere om personernes motivationer, men det kan også opfattes som en styrke, fordi det skaber nogle tomme pladser, hvor du kan fortolke. Personerne kunne godt have været beskrevet med mere varme, men igen er det et øjebliksbillede, så det er ikke sikkert, at de altid er sådan.
Genre: ’Ifølge loven’ er svær at genrebestemme, den karakteriseres som alt fra eksistentiel tekstsamling, modernistisk, postmoderne, i grænsezonen mellem roman, novelle og lyrik, eller uplacerbar kortprosa. Selvom de er meget forskellige indholdsmæssigt, synes jeg bogens fortællinger kan sammenlignes genremæssigt med ’Fiktioner’ af Borges, som også er små kryptisk historier. Jeg har anmeldt den her: http://anmeldervognen.blogspot.com/2009/09/boganbefaling-fiktioner-af-jorge-luis.html
Konklusion: Jeg synes den er rigtig spændende at diskutere og kan sagtens genlæses, der er mange lag og fortolkningsmuligheder. Der er for mig at se ikke noget tekstmæssigt budskab, det meste er mellem linjerne, det overlades til læseren at spekulere videre.
Hold dig ikke tilbage med at give dig i kast med 'Ifølge loven', læs den især hvis du kan lide kryptiske historier, som giver stof til eftertanke. Den er hurtigt læst.
Videre læsning: Hvis du kunne lide ’Ifølge loven’, så findes Solvej Balle’s debutroman fra 1986 også på biblioteket. ’Lyrefugl’ er en nyfortolkning af Robinson Crusoe, men set fra en feministisk synsvinkel i stedet for med en hukommelsesforladt kvinde i hovedrollen.
Øvrige kilder: Denstoredanske: http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Dansk_litteratur/Efter_1940/Solvej_Balle
Romanen skildrer et dystert, fremtidigt post-apokalyptisk samfund efter den store katastrofe, hvor far og søn begiver sig af sted på vejen alt imens de prøver at overleve.
Jeg blev meget skuffet over denne bog. Dens styrke for mig er, at den virker ret troværdig i sin beskrivelse af, hvordan vores verden kunne se ud efter en katastrofe.
Der er håb, men ’Vejen’ er en ret pessimistisk bog blev vi enige om til læsekreds. De lever for deres nærmeste, tænker kun på sig selv, fællesskabet er væk.
Drengen får ar på sjælen, men bliver også stærkere af, at han og sin far skal kæmpe for at overleve, og man spørger sig selv, om det kun er de stærkeste, som har nået så langt uden at sulte. Søn og far er det varme punkt i en ellers kold verden.
Det er en dystopisk historie, som er det modsatte af utopi. Far kæmper for at sønnen skal tro på, at et bedre liv findes. På den måde synes jeg man kan sige, at søn og far er afhængige af hinanden og lever på grund af hinanden, søn har brug for omsorg og nogen til at passe på sig og finde mad, mens far har brug for noget at stå op til og tro på: sin søn.
Jeg synes den tynde historie passer bedre til filmmediet, fordi der er mange naturbeskrivelser og begrænset handling. Man kan sammenligne det post-apokalyptiske med Kevin Costner’s The Postman, eller filmene Mad Max og Blade Runner. En anden historie der minder lidt om ’Vejen’ er Nevil Shute’s roman ’På stranden’, hvor uden at afsløre for meget en atombombe har gjort USA og Europa ubeboelige pga. radioaktivitet, og de overlevende er rejst til Australien, den handler på samme måde om, hvad det gør ved et menneske, at befinde sig i sådan en situation. Den var bedre efter min mening end 'Vejen'
Cormac McCarthy sender også en lille hilsen til nutidens miljøsvineri, selvom ’Vejen’ er henlagt til en fiktiv fremtid. Budskabet må være, at vi skal passe bedre på planeten. Et andet budskab kunne være, at vi skal prøve at finde mening i en ellers håbløs situation.
Desværre bliver jeg ikke rørt af den trøstende far, som uden tvivl har været intentionen fra forfatterens side. Det er en meget monoton handling, der sker meget lidt. Livet er for kort til at læse halvgode bøger, derfor opgav jeg efter ca. side 100, og snuppede lige sidste kapitel med for at se, hvordan den sluttede. At jeg har fået at vide siden hen, at sønnen efterhånden bliver mere fjern og gør oprør mod sin far gør den ikke mere interessant, da personerne for mig er kedelige.
Nogle gange ser man bøger skaber en lavine af positiv omtale hos anmelderne som Henrik Madsen påpeger i sin anmeldelse af ’Ud og stjæle heste’, og det mener jeg helt klart er tilfældet med ’Vejen’, hvis den havde været skrevet af en mindre kendt forfatter, så ville den nok ikke have været lovprist i samme omfang.
Pulitzerprisen som bogen vandt i 2007 og dens dommerkomité har jeg fået mindre respekt for. Måske er det til dels fordi ’Vejen’ lægger sig op ad andre kendte amerikanske ’landevejs’ klassikere som fx Jack Kerouac’s ’Vejene’, at der har været begejstring og opmærksomhed omkring den.
Der er desværre meget lidt at diskutere i ’Vejen’. En god målestok for om en roman er diskuterbar til læsekreds kan være at skrive i google: titlen forfatteren analyse. I dette tilfælde var der ingen analyser at finde. Jeg vil ikke udelukke, at nogle vil synes det er en god bog, men jeg forstår ikke fascinationen ved den.
En norsk roman, som handler om hovedpersonen Trond, som vi oplever som både 15årig i 1948, og som 67årig i år 2000 må det være, hvor han nostalgisk kigger tilbage på sit liv. Et resumé af bogen lyder ikke så ophidsende, om en mand i en hytte i Norge, men der er en del at tolke mellem linjerne. På den måde kan bogen sammenlignes med fx Ernest Hemingway eller Helle Helle.
Far-søn forholdet er for mig hovedtemaet. Tronds har en enorm længsel mod samværet med sin far i barndommen. Andre temaer er alderdom, hovedpersonens forhold til naturen, vigtigheden af at tale om tingene, og personernes forhold til Anden Verdenskrig.
Et paradoks er, at den gamle Trond gerne vil være i fred i hytten pga. en begivenhed der er sket, men bliver glad for samværet med barndomsvennen Lars. Det vidner om, at livet ikke er enten/eller, Trond kan ikke planlægge, hvad han kommer til at føle, og ikke vide på forhånd, hvad Trond betyder i Lars’ udvikling. Og at noget af det vigtigste i livet er relationer til andre. Gamle mennesker som Trond holder ikke op med at lære mener jeg må være et af budskaberne. I romanen er det min fornemmelse, at mødet med Lars igangsætter en række nostalgiske tanker, som måske ikke ellers ville være sat i gang, hvis Lars var udeblevet. Jeg fornemmer Lars og Trond begge bruger hinanden på en god måde til at bearbejde ting i deres liv.
Jeg blev lidt irriteret over Petterson’s skrivestil. Det er grunden til jeg ikke er helt op at ringe mht. stjerner. Den norske natur er meget smukt beskrevet, det er slet ikke det, men det bliver bare for meget for mig efterhånden. Der er for langt mellem de gode citater og passager og for mange ’beautification’ beskrivelser (vedr. natur, kæledyr og spisning) som for mig ikke er relevante nok i forhold til den menneskelige grundhistorie. Jeg gætter på 50% af romanen indeholder nævnte fyld og driver ikke historien fremad, og det er simpelthen for meget efter min smag, som gør jeg som læser keder mig ofte i løbet af bogen. Det gør også historien lidt svært at følge, at den springer i tid, og der er så langt mellem de afgørende handlingselementer. Ifølge forfatterweb følger romanens komposition fortællerens erindring, og mennesker erindrer ikke altid lineært.
Et vigtigt tema er, at ingen af personerne er ret gode til at tale sammen, og det er med til at skabe udstødelse fra fællesskabet. De er ikke gode til at håndtere deres problemer, som måske gør det endnu værre. Måske ville de have godt af en familieterapeut eller lign!?
Jeg synes dedikationen på første side peger i en personlig retning, at Petterson kender nogen ved navn Trond: Til Trond T I denstoredanske er der en mulig forklaring vedrørende Pettersons familie. I et interview i det norske dagbladet (se link herunder) peger Petterson på, at bogen muligvis bygger på forholdet til sin egen far.
For mit vedkommende var det lidt bizart, at vi ikke hører hvilket job Trond har og meget lidt om Tronds partner? Er det udeladt, fordi disse ting ikke betyder så meget for Trond, eller er det noget han fortrænger for læserne, har Trond lagt låg på sine følelser? Ligesom flere af de andre personer i det lille samfund? Tænker Trond mest på sommeroplevelsen med sin far som 15årig, fordi den betød mere end andre ting? Ligesom Tronds favoritforfatter Charles Dickens spørger Per Petterson: Er vi hovedpersonen i vores eget liv?
Jeg tror også, at der er en pointe med, at faderen (vist nok?) forbliver navnløs, fordi faderen er en ret gådefuld figur. Trond virker splittet i forhold til faderen, som han på en gang beundrer, men kan ikke lade være med at prøve at forstå og tænke over de hensynsløse ting faderen har gjort. Samtidig befinder læseren sig samme sted, hvor vi også prøver at afkode situationen. Vi snakkede også om til læsekredsen, at Tronds følelser overfor datteren på en måde er gået i arv fra Tronds far. Ikke at kunne tale om problemerne er ligeledes noget der er gået i arv.
Romanen bygger op til en slutning, som ikke helt indfrier mine forventninger. Men på den anden side, så indeholder romanen som helhed ikke de store dramatiske scener, så det er nok for meget at forlange. Der er flere uløste spørgsmål, som kan diskuteres bagefter. For eksempel kan det være interessant at spørge, om Trond som gammel stadig opfatter sin far som en helt eller om faderens samlede opførsel har ændret på dette? Faderens opførsel og konsekvenserne for familien er noget, man kan spekulere over til sidst. Har Lars opnået fred i sindet er noget andet, man kunne tage op til en læsekreds. Behøver Lars at føle skyldfølelse, når det reelt set var et uheld, og er det snarere et spørgsmål om manglende kommunikation end manglende tilgivelse?
Alt i alt er bogen god at diskutere, men jeg synes der er for mange naturbeskrivelser, hvilket er årsagen til den ikke får 7 eller 8. Jeg synes ikke der er nok stof til en roman, men på den anden side mener jeg, at der er for meget til en novelle, og dette aspekt for mig er bogens største svaghed.
Jeg vil slutte af med et af mine favoritcitater:
”giver den blå verden en trøst jeg ikke ved om jeg vil have, og ikke har brug for, og tager imod alligevel”
Det er en af de nordiske romaner, som har fået et internationalt publikum.
Øvrige kilder:
Præsentation og anmeldelser: http://www.batzer.dk/new/VisBog.asp?Bogid=83
Analyse af litteraturstuderende Anne Kirstine Munk: http://www.litteratursiden.dk/artikler/forlige-sig-med-far-om-pettersons-ud-og-stj%C3%A6le-heste
Portræt og gennemgang af forfatterskab: http://www.forfatterweb.dk/forfatterweb/oversigt/zpetterson00
Interview med Per Petterson (på norsk) http://www.dagbladet.no/kultur/2003/10/20/381390.html
Det er en idérig, betydningsfuld og velskrevet fremtidsroman om tilværelsen under det fuldstændige diktatur, hvor det enkelte menneske er forvandlet til en viljeløs robot. Hovedpersonen hedder Winston, han er 39 år, og han må sammen med resten leve med begrænsninger indenfor talefrihed, trykkefrihed, forsamlingsfrihed, tankefrihed mm.
Bogen kan betegnes som en klassiker og betragtes sammen med fx Huxley's 'Fagre nye Verden' fra 1932 som en af de tidlige dystopiske romaner, de har begge været forbilleder for talrige efterligninger. Flere romaner jeg har anbefalet her på bloggen synes at have lånt ideer fra ’1984’, her tænker jeg på lotteri fortællingen i ’Fiktioner’ af Borges og Margaret Atwood’s 'Tjenerindens fortælling'.
Den danske oversættelse var ikke den bedste, jeg vil nok råde dig til så vidt muligt at holde dig til den originale engelske, den danske indeholder komiske udtryk som fx ”store broder ser på dig”.
Mine vurderinger baserer sig ikke på værkernes popularitet eller berømthed, men om de er læsbare for den gængse læser. Er ’1984’ læseværdig i dag eller er den kun egnet til analyse for forskere og studerende? Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg blev helt klart grebet af de første 100 sider, hvor Orwell beskriver sit univers med meget opfindsomhed. Jeg var på side 100 parat til at give den 9/10 eller 10/10. Desværre synes jeg den herefter bliver lidt tung, og der er lange passager i midten af bogen, som virker overflødige og minder for mig om faglitteratur, og jeg havde svært ved at kæmpe mig igennem midten, hvor oprørerne beskriver samfundet. For mig siger Orwell det væsentlige i starten og meget af det der kommer senere er noget gentagende. Problemet kan være, at det i vid udstrækning er en beskrivende og situationel roman mere end en roman med den store personudvikling. Slutningen trækker lidt op igen, den er spændende og eftertænksom, hvor nogle af årsagerne til samfundsformen gradvist bliver afsløret.
Romanen har fået klassikerstatus i dag, bl.a. fordi Orwell i 1949 forudså overvågningssamfundet og tv’ets bredere udbredelse. Mediernes mulighed for at manipulere seeren i forbindelse med fx krige og fortidige begivenheder er også noget man kender fra nutidens medier. At løgne kan blive til sandhed. At krige kan bygge på kommerciel våbenhandel og ikke nødvendigvis en uenighed. Jeg synes også der kan drages en parallel til George W Bush-administrationen forstået på den måde, at fokus i valgkampagnen var at krigen mod terror var en årsag til at genvælge Bush, muligvis for at fjerne fokus fra den dårligt fungerende indenrigspolitik, som egentlig burde optage amerikanerne mere end en fjern krig. På den måde kan politikere bruge en krig og medierne til deres fordel og skræmme en befolkning, så de ikke tør at stemme på demokraterne. Either you are with us or you are with the terrorists, som man husker Bush udtalte i sin tid.
For at bevare magten er man åbenbart villig til at manipulere, mange kunne dog godt regne ud Bush’s ord fordrejede sandheden, men han blev genvalgt i 2004 netop på argumenter om krigen mod terror, så måske virkede manipulationen, hvilket er skræmmende. I Orwell's 1984 er det bare mere ekstremt, at en fiktiv krig i udlandet skabes af big brother for bl.a. at sørge for arbejderne bliver på deres plads og ikke søger væk. I det gamle Rom var tendensen lidt den samme, man oprettede et underholdningssted, Colosseum, som bl.a. skulle passivisere romerne til ikke at gøre oprør mod magthaverne. Og er det hvad underholdende film og computerspil gør for nutidens borgere i vesten, afholder dem fra at være mere politisk engageret?
I ’1984’ bliver myndighederne eller ’big brother’ anset som en beskyttelse, som man ikke kan flygte fra. Samtidig føler Winston afmagt og oplever det som slaveri, at det ikke nytter noget at gøre oprør mod partiet og big brother, fordi tankepolitiet vil få fat i ham uanset hvad. Han har lyst til at forlade mængden og være et frit menneske. Winston er også opmærksom på, at mange er ukritiske slidere. Som det står side 153 :
”Partiets to mål er at erobre hele verden og én gang for alle at gøre uafhængig tænkning umulig.”
Orwell peger på side 27 på, at Winston faktisk ikke ved, om det er drøm eller virkelighed. Winston er utilfreds med, at han ikke kan blive skilt, selvom han ikke ved, hvor konen befinder sig nu.
Jeg mærker hentydninger til arbejdsrationalisering, som i ’1984’ går så vidt, at det ødelægger privatlivet og gør folk til slaver. Etparti systemet er tydeligvis en kritik af kommunisme, hvor andre meninger betragtes som en trussel. Venskaber regnes som tankeforbrydelser. Men da vi er menneskelige, så siger Orwell, at etparti systemet ikke holder i længden, og der er nogle, som bliver vindere og tabere.
Anden verdenskrig har helt sikkert også påvirket Orwell, nogle har draget paralleller mellem Orwells big brother samfund og vilkårene for de millioner af tyskere, som boede bag muren i Østtyskland efter anden verdenskrig. Denne type overvågning i Østberlin ses fx i den tyske film 'Das Leben der Anderen' fra 2006, som foregår i 1980erne før murens fald. Andre film om overvågning er fx Coppola's 'The Conversation'(1974), Kieslowski's 'A short film about love'(1988) og Hitchcock's 'Rear window'(1954). Foruden '1984' filmatiseringerne.
Noget der gør romanen interessant i dag er, at vi har passeret året 1984 og oplever nogle af de elementer, Orwell beskriver. Den var ment som en advarsel mod tidens totalitære tendenser, som han så dem udfolde sig både inden for kommunismen og fascismen.
Deltagelse i Den Spanske Borgerkrig i 1930erne ændrede Orwell's syn på socialisme, siger Lindegaard i sin artikel: "Det var i Spanien, Orwell mistede sine sidste illusioner om Stalin og det, han betegnede som “den sovjetiske myte”. Han kæmpede på republikansk side i en socialistisk milits og oplevede at blive forfulgt af folk, der skulle have været hans allierede. I Hyldest til Catalonien skildrede han uden omsvøb, hvordan den republikanske fløj sloges indbyrdes og efterhånden blev overtaget af Stalins kommissærer, der nedkæmpede trotskister, anarkister og andre ikke-partitro. Orwell endte med at flygte ud af landet med dødstrusler hængende over hovedet"
Orwell blev anti-stalinist efter Den Spanske Borgerkrig, men gik ind for en demokratisk socialisme:
"Every line of serious work that I have written since 1936 has been written, directly or indirectly, against totalitarianism and for democratic Socialism, as I understand it."
Et andet originalt element i ’1984’ er Nysproget, et nyt sprog, der indskrænker individets tankeområde, fordi den ikke rummer farlige ord. Jeg synes nysproget kan sammenlignes med rumænsk-fødte Hertha Müllers forfatterskab, hvor hun gør rede for et kodesprog som blev opfundet under sin opvækst i 1960erne og 70erne, hvor fx ordet kiste blev erstattet af jordmøbel. Idet der var nogle ord, der var forbudte. Kodesproget blev en måde at unddrage sig diktatoren, sproget blev et symbol på, hvordan nogle håndterede ufriheden. Müllers debutroman 'Lavninger' fra 1982 blev da også forbudt i Rumænien ifølge Politiken. Ikke overraskende valgte Müller at udvandre i 1987.
Det virker skræmmende, at børn er vilde med at se henrettelser som en slags underholdning i bogen, og det kan sammenlignes med tv-vaner nogle af nutidens unge har.
Jeg synes også, at der bliver sat spørgsmålstegn ved udviklingen i ’1984’, at ikke alle fremskridt nødvendigvist er gode. Overvågning kan bremse nogle kriminelle, men der er også bivirkninger som fx overskridelse af det private territorium. Har partiet opstillet samfundmodellen for det fælles gode eller for at bevare magten? Meget tyder på det sidste.
Det er kommet frem, at Orwell formodentligt lånte ideer til plottet til ’1984’ fra den russiske forfatter Jevgenij Samjatin’s roman ’We’, som Orwell selv anmeldte, men de fleste er enige om, at ’1984’ er en bedre bog end ’We’.
I øvrigt er titlen ’1984’ en spejlvending af 1948, året hvor romanen skulle have været skrevet færdig. 'Winston' kan være en henvisning til Winston Churchill.
George Orwell (hans rigtige navn var Eric Arthur Blair), døde i 1950, 46 år, kort tid efter udgivelsen, og nogle påstår, det skyldes den intense 2 årige skriveproces af ’1984’ og/eller længere tids tuberkulose.
Orwells mest kendte værker ’Animal farm’ og ’1984’ blev anmelder- og publikumssucceser ved udgivelsen. I '1984' formåede han at kommentere på datiden ved at henlægge historien til en fiktiv fremtid.
Det skræmmende er, at Orwells tanker om overvågningssamfundet er blevet virkeliggjort, og der er ikke tegn på at overvågning er på tilbagetog i dag, men er ved at udbrede sig mere og mere. Nogle vælger endda at lade sig frivilligt overvåge i reality-tv.
Romanens styrke for mig er ideerne og muligheden for at sammenligne med den virkelige verden. Jeg synes ikke den bød på de store overraskelser plotmæssigt, og midten af bogen var for mig lidt halvkedelig, så derfor giver jeg den 7/10.
Trailer til filmen:
Øvrige kilder: Denstoredanske: George Orwell http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Engelsksproget_litteratur/Engelsk_litteratur_1914-45/George_Orwell
Det er en selvbiografisk grafisk roman på 150 sider. Lad dig ikke skræmme af, at det er en tegneserie, idet graphic novel genren henvender sig også til voksne.
Barndomserindringen handler om pigen Marjane, som vokser op i Iran i 1970’erne og 1980’erne, og læseren ser revolution og krigen mellem Iran og Irak som det opleves igennem hendes øjne. Det skildres både på en humoristisk, naiv og dramatisk facon. Iranerne lever i frygt i en tid med mange forandringer. Hovedpersonen synes jeg er sympatisk, men det mærkes også hun er en rebel og ret så kontroversiel. Hun er enebarn, så derfor tyder meget på, at hun fik ekstra meget kærlighed og opmærksomhed under sin opvækst.
Jeg læste den på engelsk, men den er oprindeligt skrevet på fransk i 2000. Da jeg ikke vidste meget om Irans historie, så følte jeg det var lidt svært at sætte mig ind i personernes problematikker. Iranere og folk med kendskab til landet vil nok forstå flere af nuancerne, jeg tror en del går tabt med oversættelsen og kulturforskellen.
Det virker til formålet både er at underholde og formidle et kritisk historisk tilbageblik, som jeg synes er en frisk idé, som viser nogle menneskelige og følelsesmæssige sider fra perioden, som faktuelle historiebøger om Iran har svært ved. Derved kan vi bedre forholde os til og leve os ind i de ufriheder, de måtte leve under. For eksempel indledes bogen med en kort introduktion om Irans historie og forfatterens motivation for at skrive værket. Herefter starter selve historien med en satire over indføringen af tørklæder, som set med et nutidigt dansk lys virker kontroversielt. Bogen virker til at være en kritik af vilkårene i 70erne og 80erne. For eksempel at der var udlandsforbud mm. Visse genstande bliver symboler på frihed. Der stilles også skarpt på martyrer og deres funktion i Iran.
Jeg synes der kan drages paralleller til diktaturstaten i Orwell's roman '1984'. Mht. censur eksempelvis, hvor magthaverne i Iran styrer indlæringen i skolebøgerne ved at sige, at kongen er valgt af Gud, og det er ikke til diskussion. Eller at man ikke må have en partner fra ens eget miljø eller klasse. Oprører anholdes systematisk og torteres ligesom i '1984'. Andre paralleller mellem de to bøger er tv-manipulation om krigsindsatsen og misvisende stemmeoptælling til valg.
Hvis du godt kunne li ’Drageløberen’ (2003), så tror jeg også denne bog vil falde i din smag, der er flere lighedstræk med Khaled Hosseini’s roman.
Måske er det tilfældigt, men jeg mærker s. 107 en diskret kritik af USA's nutidige udenrigspolitik i Irak og Afghanistan, hvor unge amerikanere rekrutteres fra fattige kår og lokkes med uddannelse, når/hvis de vender hjem igen til USA.
Jeg mangler en parallel til nutiden, fx om disse forbud og omstændigheder stadig spiller en rolle i Iranernes hverdag, eller om reglerne er blevet ændret. Dette kunne hun med fordel have afsluttet bogen med?
Jeg blev opmærksom ved læsning af denne bog, at min viden om Iran er mangelfuld. Den kan efter min mening sagtens læses flere gange, da den rummer en del stof til eftertanke:
Et af mine favoritcitater fra s. 43:
”In any case, as long as there is oil in the middle east, we will never have peace.”
Jeg anbefaler bogen til unge og voksne uanset køn. Især i denne tid i Danmark med tørklædedebatter er den højaktuel.
I øvrigt hentyder titlen til byen Persepolis, ruinerne ligger i dag i Iran.
Filmen: Den roste filmatisering fra 2007 bygger på begge Persepolis historierne. Bog 1. om barndommen samt bog 2. om ungdommen 'Teheran tur-retur', hvor Marjane er 15 år. Filmen er nærmest tegneseriens sider sat i bevægelse, den følger også tegneseriens sort/hvid farver. Filmen kan muligvis nå et publikum, som ikke har læst bøgerne. Det kan være en fordel at have læst de to grafiske romaner forinden, da filmen bevæger sig i et lynhurtigt tempo. Anden del af filmen foregår i et mere roligt tempo, og jeg spekulerede over, om ikke de skulle have lavet to film i stedet for at presse så meget ind i én film. Ungdomsdelen synes jeg er svagere, her er det mere en ungdomsskildring end en kulturdiskussion. Filmen blev nomineret til en oscar for bedste animerede film, men blev kritiseret af den Iranske regering før premieren i Cannes.
Trailer til filmen:
Øvrige kilder: Forfatterweb: cand. mag. Julie Paludan-Müller / Marjane Satrapi http://www.forfatterweb.dk/oversigt/zsatrapi00 Litteratursiden: Anbefaling http://www.litteratursiden.dk/temaer/persepolis-1-2-af-marjane-satrapi Litteratursiden: Debat http://www.litteratursiden.dk/node/68304 Marjane Satrapi fortæller om hvorfor hun skrev Persepolis: http://www.randomhouse.com/pantheon/graphicnovels/satrapi2.html Iransk tegneserieforfatter med et ætsende klart blik: http://www.kvinfo.dk/side/558/article/86/ Librarything anmeldelser: http://www.librarything.com/work/2371284
Her nogle interviews med forfatteren: Graphic novels & her family's influence: http://www.youtube.com/watch?v=7i9Vs97x7IU
"Persepolis" a pro-Iranian humanist tale: http://www.youtube.com/watch?v=aMwfzqEqVLk
