Anmeldelse: De Ansatte af Olga Ravn (2018)

 

2018. 135 sider. Forlag: Gyldendal

Mit første bekendtskab med danske Olga Ravn. Fremtidsroman (eller novella?) der foregår i det 22. århundrede, forfatterens mest læste bog på goodreads.com. Ravn sætter en arbejdspladsrelateret vinkel på kendte science fiction temaer. Især truslen fra det ukendte, men også rettigheder, samarbejde og arbejdsglæde for AI humanoids og mennesker, i sameksistens. Sidstnævnte AI er en af tidens hotteste buzz words (årets ord i 2023 hedder ChatGPT). Robot-teknologien vinder frem overalt og overtager arbejdsfunktioner, fx kan du snakke med en AI voicebot når du ringer til dit forsikringsselskab, de ansatte fodrer en anden "robot" med kundernes forsikringsdata ved udarbejdelse af en police, osv, osv.

Bogen har en nontraditionel fortællervinkel, en række vidneudsagn af rumfartøjets besætning muliggør et væld af perspektiver, det bliver dog svært at få et tilhørsforhold til de navnløse karakterer når der skiftes fokus, fra side til side. Ifølge forfatteren er sproget inspireret af den måde, vi taler sammen på arbejdspladsen, især MUS-samtaler.  Som Olga Ravn fortæller dr.dk: ”Den her ide om, at vi skal være bedre, vi skal være mere effektive, at det er vores egen skyld - den er jeg ret kritisk overfor. Jeg synes, det her effektiviseringssprog er rigtig uhyggeligt”.  

Besætningen savner deres hjem, tynget af minder, der er en længsel efter familien, den åbne himmel, og den følbare jord. Som et plaster på såret hjælper børnehologram med savnet og motiverer arbejdsindsatsen. Visse steder sættes forskellighederne på spidsen, komisk at AI robotten ikke begriber hvad en pause går ud på!  

Man kan sige den utrygge stemning fylder mere end nogle bestemte individer. Beskrivelserne af de fundne mystiske objekter sætter gang i læserens fantasi og kunne være spændende at se visualiseret på film. Romanen har en uhyggelig, uforudsigelig, undertrykkende stemning, og befinder sig på grænsen til arthouse gys, med flere fortolkningsmuligheder. Meget forbliver usagt, som bevirker læseren bliver småforvirret over hvem der siger hvad, er det et menneske eller en AI, hvor mange ”tilføjelser” har netop denne person fået, og hvilken betydning får objekterne for både mennesker og de menneskelignende? Forfatteren undlader at forklare grundlæggende forhold som fx om besætningen på det sekstusinde skib frivilligt har valgt at tage på missionen, er de forsøgskaniner, kan besætningen nogensinde forvente at vende tilbage til deres kære? Ifølge VIDNEUDSAGN 022 har en eller flere af de menneskelignende aldrig været andre steder end på rumskibet.

Hvad der foregår på planeten jorden står hen i det uvisse, er der krig, klimakrise, hvor langt fremme har AI udviklet sig? Alle disse uvisheder øger utrygheden og giver stof til eftertanke, ikke mindst om AI forstår forskellen på rigtigt og forkert, skal de have mulighed for at udvikle sig frit eller kontrolleres med hård hånd? Der har allerede været hvisket i krogene om chatGPT lærte sig selv avanceret kemi, men reelt om app’en har ”tænkt” selv er svært at svare på da det hænger sammen med hvad den er blevet programmeret til. 

Rumskibets AI humanoids har fået indoktrineret at der ikke er noget udover arbejdet, intet hjem, ingen fritid, ingen relationer, intet køn. Måske ved de ikke selv at de er slaver da de ikke kender til andet. Selvfølgelig møder læseren deres frihedsberøvelse med empati. Udvalgets spørgsmål og de fremmede objekter besætningen kommer i berøring med igangsætter nogle selvrefleksioner og nye adfærdsmønstre. Forfatteren har udtalt til dr.dk at vilkårene for robotmennesket kan sidestilles med accept på en arbejdsplads; ”Det fineste, man kan være på skibet, er at være menneske. Dem der er robotter, de drømmer bare og længes efter at blive mennesker og blive accepteret som mennesker. Og det tænker jeg egentlig også knytter an til de diskussioner, vi har i dag, om hvem der har ret til hvad, og hvis liv der er mest værd”. Om Olga Ravn’s syn på de menneskelignende, fortalte hun Graham Norton: ”To me, I think they are equally valuable, and equally human. That’s kind of one of the points of the book, to take non-human voices seriously”. 

Men kan vi stole på sådanne menneskelignende robotter og vil de kunne vende sig imod os? Der er noget foruroligende ved en kunstig intelligens i hastig udvikling, hvad kan det ende med?  Sidstnævnte blev taget op i The AI Summit London 2023 hvor konklusionen fra eksperterne lød at der skal et internationalt samarbejde i forhold til AI sikkerhed, disse nye teknologier kan hjælpe os men også misbruges.

Kender du hovedværkerne indenfor science fiction (film og litteratur) vil du måske få indtrykket af ”gammel vin på nye flasker”. Hverken til topkarakter eller decideret dårlig, ”De Ansatte” befinder sig midtimellem, som en god, tankevækkende oplevelse, uden dog for alvor at sprænge rammerne for genrens konventioner.  Advarslerne om en teknologi der løber løbsk er set før, men romanen kan igangsætte en diskussion, især nu hvor AI indtræder på arbejdsmarkedet. Hvad det gør ved os psykisk, at vi i stigende grad skal være effektive og vores arbejdsindsats overvåges, hvad det gør ved os at disse AI overtager stadig flere funktioner, og måske fører til afskedigelser?  Vi snakkede fx om til læsekreds at vores staveevner og evne til at læse kort gradvist forringes når de fleste nu anvender stavekontrol og google maps. Livet gøres nemmere men når teknologien driller tydeliggøres vores sårbarhed.  

På grund af bogens ukonkrethed vil forskellige læsere tage forskellige ting fra oplevelsen, fx forholder Ravn sig kritisk til om det er den rigtige måde vi har opbygget vores samfund, hvor du påduttes at arbejde hvis du kan, uden at have et valg, og du forventes at blive lykkelig ved at arbejde. Historien sætter spørgsmålstegn ved den man bør være, at arbejdet definerer individet. AI sætter et spejl op for hvem vi er, på godt og ondt. AI humanoids med menneskelige længsler, bekymringer og selvmodsigelser , som fx side 16: ”Vi er alle her dømt til en drøm om romantisk kærlighed, selvom ingen, jeg kender, elsker på den måde eller lever det liv. Og alligevel er dette drømmene, I har givet os”.

Samtidig skal det fremhæves at bogen har fået international opmærksomhed, oversat til engelsk ”The Employees”, og på shortlist til den præstigefyldte Bookerpris. 

Min vurdering 7/10

Kilder: 

MUS-samtaler inspirerede forfatter til sci-fi roman: Det her effektiviseringssprog er rigtig uhyggeligt
https://www.dr.dk/nyheder/kultur/boeger/mus-samtaler-inspirerede-forfatter-til-sci-fi-roman-det-her 

A Conversation with Olga Ravn
https://www.lollieditions.com/lolli-in-conversation/reading-with-the-mouth

Podcast: Olga Ravn. Graham Norton Book Club, E10, Dec 2023

Anmeldelse: En Lykkelig Slutning af Maren Uthaug (2019)

 

2019. 374 sider. Forlag: Lindhardt og Ringhof

”Først når en mor slipper sin sorg, kan barnet tage del i de himmelske glæder”

Vinder af Læsernes Bogpris, 2020. Kontroversiel, grænseoverskridende, men ofte morsom roman om en bedemandsslægt. Uthaug fik eftersigende inspiration hertil da hun i en periode skulle til en række begravelser, men hendes slægtsroman er langt fra farveløs eller kedelig! På grund af det store persongalleri kunne du indvende nogle af slægtleddene bliver en tand overfladiske og filmiske, uden vi kommer under huden på dem, men bogen reddes i høj grad af den kulsorte, absurde, morbide humor. 

Bedst fungerer 7. generation (nutiden), her lærer vi fortælleren Nicolas og hans nærmeste at kende. Navnene er ret sjove, morfaren Christian 5 med de skøre rutiner, og den akavede bryllupsvielse mellem Lone Helle og Ejvind er bare et par eksempler der fik smilet frem. Nogle gange får jeg nærmest dårlig samvittighed ved at grine af situationerne, fx Bjørn der bedøver de umulige børn. Måske var der ikke noget at stille op med Lillian og Christian 6, selvom Therese var i live. Du kan spørge dig selv, hvem er værst, børnene eller Nicolas?

Puslespillet med generationerne overskueliggøres for læseren ved hjælp af de læsevenlige slægtstavler. En ambitiøs, letlæst roman der giver stof til eftertanke om begravelsesritualer før og nu.  Jeg lærte om gamle traditioner, fx hvad en bydemand er for en størrelse. En fordel at genlæse de indledende kapitler igen som giver nogle uddybende informationer, fx at der er en sammenhæng mellem Nicolas’ liv og hvad der foregik på Stillehavsøen Tikopia. Er det overdrevet med så mange mærkværdige efterkommere? Muligvis, men det er med til at give bogen dens særegne personlighed.

Min vurdering 8/10

*Findes også som teaterstykke, senest opsat i Århus og København i efteråret 2023. Forestillingen fik positive anmeldelser.

Anmeldelse: Hvor Flodkrebsene Synger af Delia Owens (2018)

374 Sider. Forlag: Gyldendal

Amerikansk coming-of-age mord mysterium bestseller debutroman der foregår i 1950erne og 1960ernes North Carolina. Bogen får mig til at lægge mere mærke til de gratis glæder. Hovedpersonen er i pagt med marsken, fordi Kya er omgivet af natur, spiller den en større rolle i hendes dagligdag. Fantastiske naturbeskrivelser, når du læser er det som at være der selv! En hyldest til friluftslivet, Delia Owens arbejdede selv i Afrika som forsker blandt løver og elefanter i over 20 år.  

Kapitlerne rummer mindeværdige slutcitater, fx side 42: ”og marsken blev hendes mor”, side 29: ”Det er min fødselsdag fortalte hun fuglen”. Marsken og dyrene bliver en erstatning for Kya’s familie. Hendes ven Tate siger fx side 142 ”Pas på marsken, indtil jeg er tilbage, hører du?”. Læseren bliver også mindet om at marskområdet er et farligt sted, du kan blive væk, ligesom i en jungle, men du kan også gemme dig fra omverdenen. 

En bog om fordomme og stigmatisering i en lille by. Forskel på rig og fattig hænger i luften i beskrivelserne af byen, hvor sorte og fattige bliver lagt for had. En af historiens budskaber går ud på at der er andre måder at være til på, udover far, mor og børn. Du kan mere end du tror, Kya overrasker Chase med hendes viden om muslinger, som hun kender de latinske navne på. Hun bryder sig ikke om skolen pga mobning, gemmer sig fra myndighederne der forsøger at få hende til at følge undervisningen. Der kan drages visse paralleller til sydstatsklassikeren Dræb ikke en Sangfugl (1960) der ligeledes udforsker fordomme rettet mod en outsider i byen.

Undrede mig over Kya ikke melder en af byens beboere til politiet men hun tænker ikke som andre, fra en ung alder tvunget til at tage ansvar, hendes syn på rigtigt og forkert farvet af en outsider opvækst, uden en nær familie, uden skolegang, men som alle med en længsel efter at høre til et sted. På side 288 får vi at vide at ”skammen overvældede fornuften”. Nogle i læsekredsen anså det for urealistisk at et barn lever i naturen men hun iagttager familiens overlevelsesevner, fx ude og fiske med sin far. Desuden ved vi der er en ovn i deres hus til madlavning og til opvarmning af hjemmet. Kya’s mor opfordrer hende til at udforske marsken, side 116; ”Tag så langt væk, du kan. Helt derud hvor flodkrebsene synger”.  

Min vurdering: 10/10

Anmeldelse: Nøjsomheden af Stine Askov (2022)

2022. 365 sider Forlag: Gyldendal.

 ”Tut plejede at sige (om Frederik) at han på bunden var god nok, men at der var langt derned”

Titlen Nøjsomheden er navnet på et boligområde i Helsingør, ikke længere på ghettolisten efter nogle bygninger blev nedlagt. Tragikomisk socialrealistisk coming-of-age roman, med elementer af chick litt. Personerne beskrives tredimensionelt, hele mennesker, som også rummer usympatiske træk. Nogle vil måske fremhæve klicheer her og der, fx at den manipulerende, gangsteragtig fætter Frederik har en bulldog, at coke-misbrugerens ekstraværelse benyttes til træningsrum.

Fortælleren Mona er i starten af 20erne og bor i Nøjsomheden, hendes mor Marianne ”Mømmer” har stærk angst og samlermani. Moster Tut træder til som en handlekraftige papmor, en støtte i hverdagen. Tut har dog svært ved at holde sin egen søn Frederik på rette kurs, man kan sige Tut kompenserer ved at hjælpe andre rundt omkring sig i Nøjsomheden. Frederik styrer med hård hånd Tim som Mona i ungdommen er forelsket i. Står hen i det uvisse om Tim er et offer der ikke kan undslippe Frederik’s befalinger eller slet ikke tænker over sin rolle som underkastet. Som læser vender jeg mig nærmest til Frederik’s voldsomme væsen, ligesom Mona’s familie gør. Grænsen mellem barnlig leg og virkelig vold synes udvisket mellem Mona og Frederik, og det er med til at du som læser får ondt af hovedpersonen og håber hun klarer den. Måske fortier Mona mere end det der afsløres.

Mona henter ro i bøgernes verden og har i flere år haft svært ved at finde nye venner. Bestemt ikke nemt at danne nye voksen venskaber i Danmark synes at være en pointe fra forfatterens side. Hun omgås familien og rækker ud ved at lave små post-it anmeldelser ved byttebog hylden i kvarteret. Mona mærker et fælles tredje med den litteraturstuderende Nikolaj som hun møder i boghandleren hvor hun arbejder. For mange vil mødet med en voldelig svigerfamilie være et rødt flag, men når de to tilbringer tid sammen forsvinder Nikolaj’s tale handicap. Især Nikolaj’s far udtrykker bekymring over sin søns nye relation. Mona har sine tvivl om forholdet også, da Nikolaj’s bedste ven Camille, måske eller måske ikke, er forelsket i Nikolaj.   

De noget tragiske situationer vendes tit til noget komisk; Marianne der har ”stier mellem sækkene” i sin fyldte lejlighed og tuder når hun bringer datteren i skole for første gang. Stofmisbrugerens næse er næsten helt væk, de to lidt overvægte boghandlere som vil tabe sig, osv. 

Forfatteren fortalte i et interview med Gentofte Bibliotekerne at hun gerne vil gøre op med fordomme om ghettomiljøer, vise nogle ressourcestærke mennesker. Som tidligere pædagog brænder Askov for dem der har det svært, de udsatte. Klasseforskelle er et hovedtema i bogen, særligt mindeværdigt; festen hos Nikolaj’s forældre og konfrontationen på værtshuset Københavneren. I princippet hænger de to begivenheder uløseligt sammen. I disse situationer mærkes Mona’s skam over sin familie og Nikolaj’s forældre udviser en ret konfronterende adfærd overfor deres gæst, som dog bløder op næste dag når festen er forbi, hvor Mona får ros for at forsvare sig selv. Mona er outsider både i boligblokken og i overklassemiljøet, samtidig er der også et forsvar af det hårde miljø hun kommer fra. Hun vender ikke familien ryggen, selvom nogle måske kunne have fundet på det i hendes sted.

For mit eget vedkommende er de levende personbeskrivelser og humoren bogens trumfkort. Visse steder bliver forfatteren noget moraliserende, hvor jeg mærker Askov trække i trådene. Om læseren reelt har brug for London-turen ved jeg ikke, det giver en variation ved at Mona afprøver sig selv i nye omgivelser. At hun møder en hjemløs og dummer sig på en indisk restaurant oplever jeg som underholdende men måske overflødigt. Trods det holder jeg af personerne hele vejen, og savner dem allerede når romanen er slut. En charmerende fortælling med kærlighed og humor, som ikke er bange for at kigge på de svære ting i livet som fx angst, vold i familien, og ensomhed.

Min vurdering 8/10

Anmeldelse: Er mor død af Vigdis Hjorth (2020)

 

Livsklog, barsk roman af norsk forfatter. 


2020. 332 sider. Forlag: Turbine. Oversat til dansk af Karen Fastrup.

Den ca. 60årige jeg-fortæller Johanna har ikke set sin mor og søster i 30 år men alligevel fylder de meget i hendes sind. Det er et af romanens ubesvarede spørgsmål, hvorfor vækkes disse følelser nu? Hun bor i USA som kunstner, i indledningen får vi at vide at kæresten er død og sønnen flyttet hjemmefra. Ensomhed og tid alene har en betydning for hendes psyke. Som diskuteret i læsekreds hænger timing muligvis sammen med et sidste udkald, moren er blevet gammel og det er nu eller aldrig hvis en genforening skal ske. Vi søger alle efter accept og kærlighed fra vores forældre, uanset om du er barn eller 60 år, der er et afhængighedsforhold du ikke kan gøre dig fri af følelsesmæssigt, uanset om du er fjender eller venner. Johanna’s tilbagevenden til hjemlandet spiller selvfølgelig en rolle i at gamle minder vækkes til live men vi ved reelt ikke hvor ofte hun har tænkt på familien over den 30årige periode.

  

Søster og mor beskylder Johanna for grænseoverskridende adfærd, bl.a. har hun udstillet malerier i hjemegnen som viser familien på en måde der kunne støde. Johanna rejste fra ægtemand i Norge pga forelskelse i mand fra USA, og udeblev fra farens begravelse. Der er flere ting der har vækket vreden hos familien i Norge. Søsteren Ruth blev hjemme og allierer sig med og støtter den gamle mor. Johanna forsvarer sig med, at det er ”nødvendigt for overlevelse at male billeder” (s.65), og benytter som argument for det kunstneriske projekt at hendes amerikanske mand Mark ”overtalte hende” (s64). Desværre er der næppe mulighed for at forklare sig face-to-face når familien udelukker hende, så Johanna fører en intens indre monolog med sig selv og må lære på den hårde måde at; Det gjorte kan ikke gøres ugjort. Til læsekreds var der noget spekulation om Johanna faktisk har lært noget som helst af familiens afvisning, da hun ikke udtrykker selvindsigt og fortrydelse over udstillingen i hjemegnen, nærmest tværtimod holder hun stædigt fast i behovet for at udfolde sig kunstnerisk, skønt det provokerer og skubber familien på afstand. Det er muligt forsøget på at nærme sig mor og søster har egoistiske motiver for at få svar på hemmeligheder, uden et reelt ønske om at være en støttende datter. Set i det lys fremstår Johanna som en usympatisk skikkelse. Men der skal to parter for at få et forhold til at fungere så omvendt skal vi måske anskue Johanna som en datter der har gjort alt det hun overhovedet kunne for at genetablere en forbindelse. 

Romanen opleves som en sindstilstand, med minimal handling. Advarer om den forkerte vej at gå, isolation forstærker hendes ensomhed, tankemylder og kontaktbehov. Behovet for forsoning og tilgivelse(s.8) vejer tungere end respekt for familiens klare grænser, også når det gælder Johannas overvågning af moren. Selvom begge lejre er langt fra perfekte, er min sympati med hovedpersonen da hun er meget ensom og den aktive som forsøger at løse konflikten. Men er det for sent? Findes en løsning? Søster og mor gør det nærmest umuligt da de ikke ønsker Johanna i deres liv. Man kan ikke tvinge nogen til noget de ikke vil. Men hun giver ikke op, ”de kan ikke digte mig ud af historien”(s.89).

Johanna bruger meget unødvendig energi på gætterier uden beviser ”måske – måske – måske”(s95), bilder sig alt muligt ind andre tænker, men mangler et sted at skaffe sig af med sit tankemylder. Der er stærke antydninger at de uløste konflikter er usundt for familiens velvære, en familie som ikke er god til at snakke om deres følelser og problemer. Tankemylderet og bitterheden i Johanna’s sind kører i ring og er svært at standse. Analyseapparatet blandes med flashback episoder fra barndom og ungdom, i forsøget på at forstå især morens adfærd. Hun har en ven i første kapitel. S8: ”Det hjalp at tale med Fred”

Hvad skjuler moren? Johanna er, nogle vil måske påstå, traumatiseret og sygeligt besat af moren, som læser bliver du nysgerrig efter at kende sandheden om deres fortid. Moren mistede sin egen mor tidligt, hvilket sandsynligvis påvirkede den måde Johanna og Ruth blev opdraget på. Johanna’s kreativitet i barndommen blev undertrykt af en streng opdragelse og det ”man bør gøre”, som formentlig førte til teenageopgøret og behovet for at finde sin egen stemme igennem kunsten. Johanna spekulerer over at hun nu bærer ”den smerte, det var lykkedes hende (mor) at fortrænge”.

En tragisk roman om en dysfunktionel familie, viser vigtigheden af samtale og vigtigheden af empati, fx at tage til begravelser og holde en kontakt.  Johanna gør andre til skurke, på s.72 ”Men Ruth bad Johanna ikke komme til begravelsen”. Det gør ondt at stå i en afvisningssituation, hvor nogen fokuserer på dine fejltrin og virker til at have glemt dine mange gode sider. På den anden side må Johanna også lære af situationerne og tage konsekvenserne, fundere over hvad hun kunne gøre bedre næste gang. Tydeligvis usundt for dem alle at tie i så mange år, de forstår ikke hinanden. Mor og søster har deres formodninger om malerierne uden at have talt det igennem med familiens ”sorte får” Johanna. Søsteren Ruth opfordrer i en sms s.244 Johanna til at se tingene fra deres synsvinkel, ”at andres menneskers livsprojekter er lige så værdifulde”  og at Johanna’s livsvalg har påført familien meget smerte.

Undrede mig over de utallige små tekststykker i romanen, hvad ville forfatteren med det? Muligvis en måde at dele tankerne op på, fremhæve visse vigtige passager. Til læsekredsen snakkede vi om sproget, en gribende fortælling med mange nuancer i personbeskrivelserne men visse steder stoler forfatteren ikke nok på læseren, fx når naturen træder frem som en trøsteven, ”min ven stenen” (s74)” og indrømmer flere steder at hun ”opdigter” moren.  Disse sætninger skæres ud i pap og kunne have været håndteret på en mere elegant, tvetydig facon. 

Åbenbart har forfatteren Vigdis Hjort været inspireret af Vildanden (1884) og dens familiedrama, uden dog at hun konkret citerer Ibsen. I Norge står 6 bind værket Min Kamp (2009-2011) af Knausgård som et vigtigt eksempel på autofiktion og Hjort’s forfatterskab peger også i den retning, de selvbiografiske elementer har for begge forfattere åbnet for en debat om hvad man kan tillade sig at dele fra privatsfæren og ansvaret du har som historiefortæller. Både Knausgård og Hjort har brændt broer med deres ærlighed i kunstens navn, ligesom jeg-fortælleren Johanna's kunstnerisk kompromisløshed har skabt konflikter, men i sidste ende er det hendes grænsesøgende beslutninger der gør hende til den hun er. 

Min vurdering 8/10

Boganbefaling og analyse: Ifølge loven / af Solvej Balle (1993)

Min vurdering 8/10 (For at få mest udbytte fra analysen anbefaler jeg dig at læse bogen først)

Det her er en af de bedste danske bøger jeg har læst længe, og den er ikke overraskende blevet hyldet som et af højdepunkterne i 90ernes danske litteraturproduktion. Bogen er blevet oversat til bl.a. engelsk. Den er kun på 103 sider, men føles som mere.

Bogen er delt op i fire fortællinger som på den ene eller anden måde hænger sammen. Den berører nogle love, der findes, omkring hvad der gør mennesket til menneske:

Fra bagsiden af bogen:
1: biokemiker Nicholas S. leder efter det kemiske stof, der holder os oprejst.
2: Tanja L ønsker at lære smerten at kende.
3 : Rene G havde kun et ønske. Han ønskede og stræbte efter at være ingen.
4: Alette V arbejder hen imod at blive en fysisk genstand, en ting.

Personerne:
Den 4. fortælling peger på genial vis tilbage på 1. fortælling, som giver læseren lyst til at starte forfra. På samme måde diskuterede vi til læsekreds, at Rene G i 3. fortælling muligvis fornyligt har afsluttet et forhold til Tanja i 2. fortælling, og begge deres projekter er en måde at bearbejde deres kærestesorg.

Personerne virker forstyrrede, det er ikke nogle mennesker jeg ville have lyst til at møde, men det er selvfølgelig et øjebliksbillede af deres liv, så det kan godt være jeg er for streng.

Flere af personernes projekter ser ud til at mislykkes. Det de vil finde svar på gives der ikke et entydigt svar på, måske kan det slet ikke besvares, fordi svaret er forskelligt fra individ til individ. Et universelt svar er derfor urealistisk for dem at finde i mine øjne.

Som litteratursiden påpeger, samtidig med at de fire personer leder efter det, som de mener definerer mennesket, fjerner de sig mere og mere fra den verden, de lever i. For eksempel i 1. fortælling svigter forskeren Nicholas S. sin kæreste. Alle fortællingerne kan være et billede på kunstneren eller forskeren, som i nogle tilfælde svigter andre for eksperimentet.

Selv kommer jeg undervejs til at reflektere over ting jeg ikke ellers ville have tænkt over. Der er måske ingenting der giver mening for personerne, muligvis derfor søger de ny mening.

Efternavne (Bemærk: dette afsnit kan være overfortolkning):
De har et-bogstav efternavne, ligesom Josef K i Franz Kafka’s ”Processen”, som blev til bogstavet K i Kafka’s ”Slottet”. I 'Ifølge loven' er efternavn initialerne i kronologisk rækkefølge: SLGV. De tre ud af fire kan være konsonanter i forfatterens fornavn Solvej. Indsæt O og E og der står SOLGEV.

Det fragmenterede navn er måske for at indikere, at der er noget i ubalance i historien ligesom fx cirklen der drejer mod uret i starten af Hitchcock’s film Vertigo.

Hvis man følger min logik, så har Solvej Balle erstattet J med G. Er bogstavet G for at skabe en fornemmelse af ubalance? Du kan også læse GEV baglæns VEG, altså SOLVEG=SOLVEJ.

De forkortede efternavne gør også personerne mere gådefule for læseren, som det også er tilfældet i Paul Auster’s New York trilogi, som der kan drages visse paralleller til. Forsiden øverst synes også at være en drillende bogstavleg.

2. fortælling:
Jeg synes selv 2. fortælling om smerten var den mest interessante, kører manden galt på motorcyklen med vilje, for smertens skyld, så hun kan opleve smerten?

Fortællingen kan være et billede på, at vi bruger kunsten i fx bøger, film, malerier osv til at mærke ting vi ikke lige støder på i dagligdagen.

Synes også der filosoferes over, at vi har det for nemt i dagens Danmark, vi behøver ikke at sulte eller kæmpe for at overleve som i gamle dage. Vi bliver fortalt lidelse er noget dårligt, men hvis der ikke er smerte, så sætter vi ikke pris på lykke ligeså meget. Vi kan lære noget af smerte, men vi lever i en smertestillende industri i dag, hvor nydelse ophøjes og smerte undertrykkes af medicin. Har vi så haft et nuanceret liv, hvis vi kun oplever nydelse? Det er ikke helt forkert, når jeg siger, at mange danskere spiser, når de ikke er sultne, og drikker, når de ikke er tørstige. Inklusiv undertegnede.

3. fortælling:
3. fortælling om at være ingen er også filosofisk interessant. Man kan godt argumentere, at tusindvis af mennesker er ingen, fx hjemløse. Nogle ønsker at være anonyme, men de færreste ønsker nok ikke at være ingenting for andre mennesker. En anden måde at anskue ingen er dem, som ikke vil blive husket efter deres død. Fortællingen synes at påstå, at selvom du gerne vil forsvinde, så er du stadig afhængig af andre på flere måder.

4. fortælling:
4. fortælling minder lidt om 3. fortælling om at blive ingen, men så alligevel ikke, fordi hun på en måde ønsker at blive eviggjort. Jeg synes der er et metalag, som handler om den smalle litteratur som ’Ifølge loven’ hører under. Alette laver bronze, fordi hun nyder det, selvom der ikke er stor efterspørgsel efter det, ligesom du kan skrive smal litteratur, som ikke er populært. Slutningen kan derfor undre, hvis hun nyder sit arbejde.

Kritik:
Ideen bag hver fortælling synes jeg er mere spændende end selve teksterne. Hvis jeg skal være lidt kritisk, så synes jeg de slutter alle lidt på samme måde, at projekterne mislykkes, og de har en distance til deres kære, især 2. og 3. fortælling.

En kritik kunne være, at jeg mangler noget mere om personernes motivationer, men det kan også opfattes som en styrke, fordi det skaber nogle tomme pladser, hvor du kan fortolke. Personerne kunne godt have været beskrevet med mere varme, men igen er det et øjebliksbillede, så det er ikke sikkert, at de altid er sådan.

Genre:
’Ifølge loven’ er svær at genrebestemme, den karakteriseres som alt fra eksistentiel tekstsamling, modernistisk, postmoderne, i grænsezonen mellem roman, novelle og lyrik, eller uplacerbar kortprosa. Selvom de er meget forskellige indholdsmæssigt, synes jeg bogens fortællinger kan sammenlignes genremæssigt med ’Fiktioner’ af Borges, som også er små kryptisk historier. Jeg har anmeldt den her:
http://anmeldervognen.blogspot.com/2009/09/boganbefaling-fiktioner-af-jorge-luis.html

Konklusion:
Jeg synes den er rigtig spændende at diskutere og kan sagtens genlæses, der er mange lag og fortolkningsmuligheder. Der er for mig at se ikke noget tekstmæssigt budskab, det meste er mellem linjerne, det overlades til læseren at spekulere videre.

Hold dig ikke tilbage med at give dig i kast med 'Ifølge loven', læs den især hvis du kan lide kryptiske historier, som giver stof til eftertanke. Den er hurtigt læst.

Videre læsning:
Hvis du kunne lide ’Ifølge loven’, så findes Solvej Balle’s debutroman fra 1986 også på biblioteket. ’Lyrefugl’ er en nyfortolkning af Robinson Crusoe, men set fra en feministisk synsvinkel i stedet for med en hukommelsesforladt kvinde i hovedrollen.

Øvrige kilder:
Denstoredanske: http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Dansk_litteratur/Efter_1940/Solvej_Balle

Forfatterweb: http://www.forfatterweb.dk/oversigt/zballe00

Litteratursiden.dk: http://www.litteratursiden.dk/temaer/bem%C3%A6rkelsesv%C3%A6rdige-forfattere-solvej-balle-christina-hesselholdt-og-kirsten-hammann

Litteratursiden.dk: http://www.litteratursiden.dk/analyser/balle-solvej-if%C3%B8lge-loven

http://www.jakob-hansen.dk/hvorfor.html

Boganbefaling og analyse: 1984 / af George Orwell (1949)

Min vurdering 7/10

Det er en idérig, betydningsfuld og velskrevet fremtidsroman om tilværelsen under det fuldstændige diktatur, hvor det enkelte menneske er forvandlet til en viljeløs robot. Hovedpersonen hedder Winston, han er 39 år, og han må sammen med resten leve med begrænsninger indenfor talefrihed, trykkefrihed, forsamlingsfrihed, tankefrihed mm.

Bogen kan betegnes som en klassiker og betragtes sammen med fx Huxley's 'Fagre nye Verden' fra 1932 som en af de tidlige dystopiske romaner, de har begge været forbilleder for talrige efterligninger.
Flere romaner jeg har anbefalet her på bloggen synes at have lånt ideer fra ’1984’, her tænker jeg på lotteri fortællingen i ’Fiktioner’ af Borges og Margaret Atwood’s 'Tjenerindens fortælling'.

Den danske oversættelse var ikke den bedste, jeg vil nok råde dig til så vidt muligt at holde dig til den originale engelske, den danske indeholder komiske udtryk som fx ”store broder ser på dig”.

Mine vurderinger baserer sig ikke på værkernes popularitet eller berømthed, men om de er læsbare for den gængse læser.
Er ’1984’ læseværdig i dag eller er den kun egnet til analyse for forskere og studerende?
Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg blev helt klart grebet af de første 100 sider, hvor Orwell beskriver sit univers med meget opfindsomhed. Jeg var på side 100 parat til at give den 9/10 eller 10/10.
Desværre synes jeg den herefter bliver lidt tung, og der er lange passager i midten af bogen, som virker overflødige og minder for mig om faglitteratur, og jeg havde svært ved at kæmpe mig igennem midten, hvor oprørerne beskriver samfundet. For mig siger Orwell det væsentlige i starten og meget af det der kommer senere er noget gentagende.
Problemet kan være, at det i vid udstrækning er en beskrivende og situationel roman mere end en roman med den store personudvikling.
Slutningen trækker lidt op igen, den er spændende og eftertænksom, hvor nogle af årsagerne til samfundsformen gradvist bliver afsløret.

Romanen har fået klassikerstatus i dag, bl.a. fordi Orwell i 1949 forudså overvågningssamfundet og tv’ets bredere udbredelse. Mediernes mulighed for at manipulere seeren i forbindelse med fx krige og fortidige begivenheder er også noget man kender fra nutidens medier. At løgne kan blive til sandhed. At krige kan bygge på kommerciel våbenhandel og ikke nødvendigvis en uenighed.
Jeg synes også der kan drages en parallel til George W Bush-administrationen forstået på den måde, at fokus i valgkampagnen var at krigen mod terror var en årsag til at genvælge Bush, muligvis for at fjerne fokus fra den dårligt fungerende indenrigspolitik, som egentlig burde optage amerikanerne mere end en fjern krig. På den måde kan politikere bruge en krig og medierne til deres fordel og skræmme en befolkning, så de ikke tør at stemme på demokraterne. Either you are with us or you are with the terrorists, som man husker Bush udtalte i sin tid.



For at bevare magten er man åbenbart villig til at manipulere, mange kunne dog godt regne ud Bush’s ord fordrejede sandheden, men han blev genvalgt i 2004 netop på argumenter om krigen mod terror, så måske virkede manipulationen, hvilket er skræmmende. I Orwell's 1984 er det bare mere ekstremt, at en fiktiv krig i udlandet skabes af big brother for bl.a. at sørge for arbejderne bliver på deres plads og ikke søger væk.
I det gamle Rom var tendensen lidt den samme, man oprettede et underholdningssted, Colosseum, som bl.a. skulle passivisere romerne til ikke at gøre oprør mod magthaverne. Og er det hvad underholdende film og computerspil gør for nutidens borgere i vesten, afholder dem fra at være mere politisk engageret?

I ’1984’ bliver myndighederne eller ’big brother’ anset som en beskyttelse, som man ikke kan flygte fra. Samtidig føler Winston afmagt og oplever det som slaveri, at det ikke nytter noget at gøre oprør mod partiet og big brother, fordi tankepolitiet vil få fat i ham uanset hvad. Han har lyst til at forlade mængden og være et frit menneske. Winston er også opmærksom på, at mange er ukritiske slidere.
Som det står side 153 :

”Partiets to mål er at erobre hele verden og én gang for alle at gøre uafhængig tænkning umulig.”

Orwell peger på side 27 på, at Winston faktisk ikke ved, om det er drøm eller virkelighed. Winston er utilfreds med, at han ikke kan blive skilt, selvom han ikke ved, hvor konen befinder sig nu.

Jeg mærker hentydninger til arbejdsrationalisering, som i ’1984’ går så vidt, at det ødelægger privatlivet og gør folk til slaver. Etparti systemet er tydeligvis en kritik af kommunisme, hvor andre meninger betragtes som en trussel. Venskaber regnes som tankeforbrydelser. Men da vi er menneskelige, så siger Orwell, at etparti systemet ikke holder i længden, og der er nogle, som bliver vindere og tabere.

Anden verdenskrig har helt sikkert også påvirket Orwell, nogle har draget paralleller mellem Orwells big brother samfund og vilkårene for de millioner af tyskere, som boede bag muren i Østtyskland efter anden verdenskrig. Denne type overvågning i Østberlin ses fx i den tyske film 'Das Leben der Anderen' fra 2006, som foregår i 1980erne før murens fald. Andre film om overvågning er fx Coppola's 'The Conversation'(1974), Kieslowski's 'A short film about love'(1988) og Hitchcock's 'Rear window'(1954). Foruden '1984' filmatiseringerne.

Noget der gør romanen interessant i dag er, at vi har passeret året 1984 og oplever nogle af de elementer, Orwell beskriver. Den var ment som en advarsel mod tidens totalitære tendenser, som han så dem udfolde sig både inden for kommunismen og fascismen.

Deltagelse i Den Spanske Borgerkrig i 1930erne ændrede Orwell's syn på socialisme, siger Lindegaard i sin artikel:
"Det var i Spanien, Orwell mistede sine sidste illusioner om Stalin og det, han betegnede som “den sovjetiske myte”. Han kæmpede på republikansk side i en socialistisk milits og oplevede at blive forfulgt af folk, der skulle have været hans allierede. I Hyldest til Catalonien skildrede han uden omsvøb, hvordan den republikanske fløj sloges indbyrdes og efterhånden blev overtaget af Stalins kommissærer, der nedkæmpede trotskister, anarkister og andre ikke-partitro. Orwell endte med at flygte ud af landet med dødstrusler hængende over hovedet"

Orwell blev anti-stalinist efter Den Spanske Borgerkrig, men gik ind for en demokratisk socialisme:

"Every line of serious work that I have written since 1936 has been written, directly or indirectly, against totalitarianism and for democratic Socialism, as I understand it."

Et andet originalt element i ’1984’ er Nysproget, et nyt sprog, der indskrænker individets tankeområde, fordi den ikke rummer farlige ord. Jeg synes nysproget kan sammenlignes med rumænsk-fødte Hertha Müllers forfatterskab, hvor hun gør rede for et kodesprog som blev opfundet under sin opvækst i 1960erne og 70erne, hvor fx ordet kiste blev erstattet af jordmøbel. Idet der var nogle ord, der var forbudte. Kodesproget blev en måde at unddrage sig diktatoren, sproget blev et symbol på, hvordan nogle håndterede ufriheden. Müllers debutroman 'Lavninger' fra 1982 blev da også forbudt i Rumænien ifølge Politiken. Ikke overraskende valgte Müller at udvandre i 1987.

Det virker skræmmende, at børn er vilde med at se henrettelser som en slags underholdning i bogen, og det kan sammenlignes med tv-vaner nogle af nutidens unge har.

Jeg synes også, at der bliver sat spørgsmålstegn ved udviklingen i ’1984’, at ikke alle fremskridt nødvendigvist er gode. Overvågning kan bremse nogle kriminelle, men der er også bivirkninger som fx overskridelse af det private territorium. Har partiet opstillet samfundmodellen for det fælles gode eller for at bevare magten? Meget tyder på det sidste.

Det er kommet frem, at Orwell formodentligt lånte ideer til plottet til ’1984’ fra den russiske forfatter Jevgenij Samjatin’s roman ’We’, som Orwell selv anmeldte, men de fleste er enige om, at ’1984’ er en bedre bog end ’We’.

I øvrigt er titlen ’1984’ en spejlvending af 1948, året hvor romanen skulle have været skrevet færdig. 'Winston' kan være en henvisning til Winston Churchill.

George Orwell (hans rigtige navn var Eric Arthur Blair), døde i 1950, 46 år, kort tid efter udgivelsen, og nogle påstår, det skyldes den intense 2 årige skriveproces af ’1984’ og/eller længere tids tuberkulose.

Orwells mest kendte værker ’Animal farm’ og ’1984’ blev anmelder- og publikumssucceser ved udgivelsen. I '1984' formåede han at kommentere på datiden ved at henlægge historien til en fiktiv fremtid.

Det skræmmende er, at Orwells tanker om overvågningssamfundet er blevet virkeliggjort, og der er ikke tegn på at overvågning er på tilbagetog i dag, men er ved at udbrede sig mere og mere. Nogle vælger endda at lade sig frivilligt overvåge i reality-tv.

Romanens styrke for mig er ideerne og muligheden for at sammenligne med den virkelige verden. Jeg synes ikke den bød på de store overraskelser plotmæssigt, og midten af bogen var for mig lidt halvkedelig, så derfor giver jeg den 7/10.

Trailer til filmen:


Øvrige kilder:
Denstoredanske: George Orwell
http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Engelsksproget_litteratur/Engelsk_litteratur_1914-45/George_Orwell

Litteratursiden: Stud. mag. Sidsel Sander Mittet / Analyse
http://www.litteratursiden.dk/analyser/orwell-george

Bogens verden: Cand. mag. Karen Lindegaard / ORWELL OG DET SIDSTE MENNESKE I EUROPA
http://www2.kb.dk/guests/natl/db/bv//99/5/index5.htm

Gyldendal genudgiver Hertha Müller-bog
http://politiken.dk/kultur/article805729.ece?img=0

Dystopi:
http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Genrebegreber/dystopi?highlight=dystopi

Librarything anmeldelser:
http://www.librarything.com/work/1472

Musikanbefaling: Ys / af Joanna Newsom (2006)

Min vurdering 8/10

En sangerinde jeg faldt over, da jeg googlede ’best lyricist’. Joanna Newsom var så en af de mindre kendte musikere, folk anbefalede.

Den anmelderoste plade indeholder fem numre, som til gengæld er ret lange, på mellem 7 og 16 minutter. Den indgik på mange lister over en af de bedste plader fra 2006. Den findes i bogen '1001 Albums You Must Hear Before You Die'.

Sangene har noget magisk over sig, det er som om det stammer fra en anden tid eller en anden verden. Det skyldes nok harpeinstrumentet som er et gennemgående tema i løbet af hendes musik. Klaver og orkester kan også høres. Det minder for mig lidt om irsk eller klassisk musik, og jeg fik lidt associationer til tidlig Leonard Cohen guitarspil, men på allmusic.com beskrives det som folkemusik/singer-songwriter. Newsom har spillet harpe siden hun var syv år, og det kan høres, hun har flair for det.

Synes hendes uskyldige stemme kan sammenlignes med Daniel Johnston, en anden akustisk singer/songwriter, som ligeledes har en skarp, men alligevel skrøbelig vokal. Han er også blevet rost for sine tekstevner.

Navnet på pladen Ys er en henvisning til en by i Frankrig som eftersignende blev opslugt af havet.

Albumcoveret er et maleri af Joanna Newsom, som hun måske ville have klædt sig for mange århundreder siden, og der er bestemt noget gammeldags og gammelklogt over hendes musik.

Joanna Newsom’s tekster er flotte og originale og gør at hendes sange sagtens kan genhøres. Teksterne er åbne for fortolkning. Det er tit små historier, hvor naturen sprogmæssigt spiller en fremtrædende rolle. Det mærkes, at hun har brugt lang tid på tekstmaterialet.

Et eksempel på hendes talent som poesiagtig songwriter:

”the stars fade and the night shade closes and makes the day afraid, it waits in silence for the night to explode”

Det er ikke et krav for at nyde hendes musik, at du sætter dig ind i tekstuniverset, men hvis du har lyst til at forstå teksterne lidt bedre er denne debatside et besøg værd: http://www.songmeanings.net/artist/view/songs/137438962756/

Hun udgav i 2004 debutalbummet 'The milk-eyed mender', som jeg ligeledes anbefaler. Her er der mere traditionelt tolv numre, hvor der er brugt færre instrumenter end på Ys.

Det er ikke så tit jeg hører sådan noget musik. Hendes stemme vil ikke falde i alles smag, det var ikke samtlige hendes sange jeg synes om, men jeg blev fanget af en del af de eventyragtige melodier.


Mange af hendes sange kan gratis høres her: http://listen.grooveshark.com/

Du kan også finde hendes musik på biblioteket.

En smagsprøve fra Ys :
http://www.youtube.com/watch?v=RK7fYv9NZaA

I februar 2010 kommer hendes nye album 'Have one on me' på gaden. Det er et album indeholdende hele 3 cd'er!

Boganbefaling og analyse: Fiktioner / af Jorge Luis Borges (dansk udgave 1998)

Mine vurderinger af fortællingerne befinder sig mellem 3/10 og 10/10

Det er 16 fortællinger eller filosofiske essays på mellem 5-25 sider, som henviser til reelle og imaginære værker og personer. Den er oversat til dansk fra den spanske udgave ’Ficciones’. Det er selvstændige historier, men de synes at have visse ligheder. Borges var meget optaget af bl.a. labyrinter og biblioteker. Bogen er argentinsk og på 204 sider.

Det der slår mig er hvor tidløse og drømmeagtige fortællingerne er. De tidløse emner i historierne gør, at jeg ikke mærker, at originaludgaven er fra 1944. Jeg troede den var nutidig! Sproget er faktisk heller ikke gammeldags. Med drømmeagtige mener jeg, at det er som om fortællingerne foregår uden for tiden. Ligesom nogle af Karen Blixen’s fortællinger.

For mig er historierne super originale, men nu hvor jeg langsomt har nærlæst bogen er den nok ikke så dyb rent tekstmæssigt, som Borges gerne vil have vi skal tro den er, hvilket måske er grunden til at de enkelte historier ikke er blevet til romaner. Men måske vil du ved genlæsning opdage nye elementer, da fortællingerne er meget åbne for fortolkning. Det der ligger mellem linjerne er meget væsentligt.

Når man læser den uden at vide noget på forhånd, så ved man ikke, om den bygger på faktuelle kilder eller ej. De virkelig nysgerrige kan prøve at opspore kilderne for at påvise deres ægthed. Den drillende titel synes at pege i fiktionens retning, Borges siger selv i prologen, at det er fantastisk litteratur.

I modsætning til fx historiske romaner, hvor forfatteren gør noget faktuelt fiktivt, så gør Borges flere steder i bogen noget fiktivt faktuelt. Det er lidt af en genistreg, hvis han altså er den første der gør sådan i litteraturen.

Forsiden på bogen er en af de bedste og mest gådefulde jeg længe har set. Jeg kan også godt li titlerne på fortællingerne. Ofte opsummerer titlen fortællingens essens, men det labyrintiske eller filosofiske gør sommetider det enkle til noget mere komplekst.

Jeg er enige med andre anmeldere, som siger at det er svært eller umuligt at forudsige, hvad der vil ske til slut i fortællingerne. ’Fiktioner’ er anbefalet i opslagsværket ’1001 books you should read before you die’ (2006) , hvor den fortolkes som en anderledes form for magisk realisme, en blanding af fakta og fiktion, som skaber et alternativt univers, som både spejler og tilslører vores egen verden. Ifølge litteraturstuderende Jakob Ladegaard på litteratursiden får ord som fx ’bibliotek’ ny betydning for læseren efter endt læsning.

Borges betegnes af nogle sammen med Gabriel Garcia Marquez som faderen af genren magisk realisme. Jeg har aldrig kunnet komme rigtig i gang med Gabriel Garcia Marquez' roman ’100 års ensomhed’, som ikke sagde mig noget, men er glad for jeg fik læst ’Fiktioner’.

I Umberto Ecos 'Rosens Navn' optræder sjovt nok figuren Jorge af Burgos, en klosterbibliotekar, inspireret af Borges.

Tilsyneladende er ’Fiktioner’ udsolgt fra forlaget på dansk, men den kan fås på nogle biblioteker, og evt. kan den købes antikvarisk? Jeg opdagede ’Fiktioner’ på litteratursidens ’Noget der ligner Vindens Skygge’.

Denne samling mener jeg er velegnet til læsekredse, og jeg vil nok anbefale min læsekreds at læse den.

Hvis du stoler på min dømmekraft, kan du før læsningen med fordel vælge at springe over ca. en 1/3 af fortællingerne, som jeg har givet under 5/10. Men som med andre tekstsamlinger, så er det selvfølgelig subjektivt, hvem der synes om hvad.

De følgende tekststykker anbefaler jeg dig først at læse efter du har læst bogen, da det er referater og fortolkninger. Husk det er mine fortolkninger, jeg kan se at andre på nettet har anderledes opfattelser af fortællingerne. Jeg vil her gennemgå de 16 fortællinger:

...........................................................................

1.del: HAVEN MED FORGRENEDE GANGE

1./ ’Tlön, Uqbar, Orbis, Tertius’, s.11-31. Vurdering 6/10
Mere et essay end en fortælling. Om skabelse af en fiktiv encyklopædi ’Orbis tertius’, som jeg fornemmer er en allegori for litteraturens verden, men det kan også være en overfortolkning fra min side. Døm selv! Synes den springer meget rundt, hvilket irriterer, men er typisk indenfor filosofi.


2./ ’Pierre Menard, Quixotes forfatter’, s.37-51. Vurdering 7/10
Fortælling. Ligesom romanen 'Vindens skygge' er det en forfatters synlige og usynlige liv, som diskuteres. Forfatteren Menard vil skrive en ny’Don Quixote’. Det prøver Menard på ved at forsøge at efterligne Cervantes’ levemåde og frembringe sin egen klassiker. Synes fortællingen kan sammenlignes med filmen ’The elements of crime’ instrueret af Lars Von Trier, hvor detektiven forsøger at løse gåden ved at leve som forbryderen. I litteratursidens artikel peges der på, ”at Menard’s genskrivning er en metafor for læsning (…)Læsning er skabelse, fordi der i den læsende opstår en historie, der ikke var der før. Læseren af Don Quijote i år 2003 vil give den roman en helt anden betydning, end den havde i år 1600”

3./ ’Cirkelruinerne’, s.52-61. Vurdering 7/10
Fortælling. Person vil drømme et menneske og indsætte ham i virkeligheden. Han vælger at sove mere end hans krop har behov for. Fortællingen synes at påstå, at jo mere du ønsker og tænker over noget, jo større sandsynlighed er der for, at det vil indgå i dine drømme. Måske en allegori over, hvordan drømme kan være en katalysator for kunsten. Jeg havde foretrukket en åben slutning og ikke forklaringen til sidst.

4./ ’Lotteriet i Babylon’, s.62-72. Vurdering 9/10
Fortælling. For mig en af bogens stærkeste fortællinger. Om et anderledes lotteri end det vi kender i dag, hvor der også er ulykketal. Minder for mig om et dystopisk univers. Måske en satire over underholdningsindustriens magt over forbrugerne, som jeg føler er meget forud for sin tid. Jeg fik mere ud af fortællingens 10 sider end Saramago’s dystopiske roman ’En fortælling om blindhed’ (1995).

5./ ’Kritik af Herbert Quains værk’, s.73-80. Vurdering 3/10
Mere et essay end en fortælling. En kritik af en forfatter, som var en fiasko. Synes den er kedelig og hænger ikke sammen.

6./ ’Biblioteket i Babel’, s.81-93. Vurdering 8/10
Jeg kunne bedre lide den anden gang jeg læste den, hvor jeg fandt flere ting i den. Den handler om den uendelige og labyrintiske viden der befinder sig på bibliotekerne. Desuden om profetiske værker, unyttige bøger, hvordan bøgers tekst fremstår kaotisk, og fx hvordan bøger kan bevise andre bøgers falskhed. Som bibliotekaruddannet er jeg nok partisk i min begejstring.

7./ ’Haven med forgrenede gange’ s.94-110. Vurdering 4/10
Igen labyrintisk, men synes ikke den fanger mig.

...........................................................................

2.del: ARTEFAKTER

1./ ’Funes med den gode hukommelse’, s.115-127. Vurdering 4/10
Om hukommelse, fx kendte konge navnet på alle soldater i sin hær.

2./ ’Sværdets mærke’, s.128-136. Vurdering 4/10
Kriminalhistorie.

3./ ’Om forræderen og helten’, s.137-142. Vurdering 10/10
Borges bedste fortælling i denne samling efter min mening. Metafiktiv beretning om en iscenesættelse (heltedød) i en iscenesættelse (falsk biografi) i en iscenesættelse (Borges som forfatter) som påstår at være historisk!
Ryan er i gang med en biografi om sin oldefar helten Kilpatrick, som blev myrdet i et teater. Tiden gentager sig, fx ligner Ryan’s historie Julius Cæsars historie. Den er ret kryptisk og kompleks og er sådan en man nok skal genlæse.

Som fx s.142:

"Kilpatrick selv blev i den grad revet med af sit eget, i detaljer planlagte skæbneforløb, som førte til hans frelse og fortabelse, at han adskillige gange føjede improviserede handlinger og ord til sin dommers rollehæfte."

Det undrer mig, at Kilpatrick melder sig selv og afsløres som forræder, og derefter morer sig over at planlægge sin egen død! Er Kilpatrick en sand helt, hvis det er iscenesat? Umiddelbart tænker jeg nej. Men bliver man kun helt, hvis det ikke er planlagt? Kan man kalde en person en helt, hvis han tidligere var en forræder? Synes der er mange lag i denne fortælling. Mesterligt at kunne sige så meget på bare 6 sider ( :

4./ ’Døden og passeren’, s.143-161. Vurdering 6/10
Kriminalhistorie. Erik Lönnrot forudser sidste forbrydelse. Scharlach har svoret, han vil dræbe Lönnrot. Mordene begås systematisk efter geometri.

5./ ’Det hemmelige mirakel’, s.162-172. Vurdering 8/10
Fortælling. Jaromir Hladik skal henrettes og han har derfor angst. Igen filosoferer Borges over tiden, gentagelsen og evigheden. Synes det psykologiske indre univers hos hovedpersonen er mere udfoldet end i andre af fortællingerne. Jeg kan godt li et citat fra s.170, som måske eller måske ikke var inspirationen til den Borges-agtige titel ’Vindens skygge’? : ”vinden var standset, som på et maleri”. Pudsigt nok hedder en af personerne i 'Fiktioner' Daniel, som er hovedpersonen i V.S.

6./ ’Tre Judasversioner’, s.173-181. Vurdering 3/10
Mere et essay end en fortælling. Analyse af Judas. Fiktiv eller faktuel? I dette tilfælde er det for mig et problem, at Borges måske skriver noget fiktivt, da essayet derved mister troværdighed.

7./ ’Slutningen’ s.182-186. Vurdering 5/10
Fortælling. En sort mand besøger en bar, en hvid mand ejer den. Om hævn.

8./ ’ Føniksekten’, s.187-192. Vurdering 6/10
Mere et essay end en fortælling. Om sekter og om jøderne. Og det der binder sådanne grupperinger sammen. Det mærkes her at ’Fiktioner’ er skrevet i kølvandet på anden verdenskrig.

9./ ’Syden’, s.193-204. Vurdering 6/10
Ifølge Borges i prolog: ”Syden, som måske er min bedste fortælling.” Jeg er ikke enig, synes kun det er en halvgod fortælling. Unge kaster brødkrummer på Juan i restaurant. Juan’s bedstefar boede tidligere i området. En asiat udfordrer Juan med en kniv. Kan beboerne huske Juan’s bedstefar? Eller er de fjendtlige, fordi Juan ikke er en lokal? Eller noget tredje? ( :

Øvrige kilder:
Litteratursiden: litteraturstuderende Jakob Ladegaard / Kunsten at læse - Læseren som kunstner i Jorge Luis Borges' univers
http://www.litteratursiden.dk/temaer/kunsten-l%C3%A6se-l%C3%A6seren-som-kunstner-i-jorge-luis-borges-univers
Librarything anmeldelser:
http://www.librarything.com/work/23507
Denstoredanske: Jorge Luis Borges
http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Latinamerikansk_litteratur/Jorge_Luis_Borges?highlight=Jorge%20Luis%20Borges

Boganbefaling: Persepolis Min iranske barndom / af Marjane Satrapi (på dansk 2005)

Min vurdering 8/10

Det er en selvbiografisk grafisk roman på 150 sider. Lad dig ikke skræmme af, at det er en tegneserie, idet graphic novel genren henvender sig også til voksne.

Barndomserindringen handler om pigen Marjane, som vokser op i Iran i 1970’erne og 1980’erne, og læseren ser revolution og krigen mellem Iran og Irak som det opleves igennem hendes øjne. Det skildres både på en humoristisk, naiv og dramatisk facon. Iranerne lever i frygt i en tid med mange forandringer. Hovedpersonen synes jeg er sympatisk, men det mærkes også hun er en rebel og ret så kontroversiel. Hun er enebarn, så derfor tyder meget på, at hun fik ekstra meget kærlighed og opmærksomhed under sin opvækst.

Jeg læste den på engelsk, men den er oprindeligt skrevet på fransk i 2000. Da jeg ikke vidste meget om Irans historie, så følte jeg det var lidt svært at sætte mig ind i personernes problematikker. Iranere og folk med kendskab til landet vil nok forstå flere af nuancerne, jeg tror en del går tabt med oversættelsen og kulturforskellen.

Det virker til formålet både er at underholde og formidle et kritisk historisk tilbageblik, som jeg synes er en frisk idé, som viser nogle menneskelige og følelsesmæssige sider fra perioden, som faktuelle historiebøger om Iran har svært ved. Derved kan vi bedre forholde os til og leve os ind i de ufriheder, de måtte leve under. For eksempel indledes bogen med en kort introduktion om Irans historie og forfatterens motivation for at skrive værket. Herefter starter selve historien med en satire over indføringen af tørklæder, som set med et nutidigt dansk lys virker kontroversielt. Bogen virker til at være en kritik af vilkårene i 70erne og 80erne. For eksempel at der var udlandsforbud mm. Visse genstande bliver symboler på frihed. Der stilles også skarpt på martyrer og deres funktion i Iran.

Jeg synes der kan drages paralleller til diktaturstaten i Orwell's roman '1984'. Mht. censur eksempelvis, hvor magthaverne i Iran styrer indlæringen i skolebøgerne ved at sige, at kongen er valgt af Gud, og det er ikke til diskussion. Eller at man ikke må have en partner fra ens eget miljø eller klasse. Oprører anholdes systematisk og torteres ligesom i '1984'. Andre paralleller mellem de to bøger er tv-manipulation om krigsindsatsen og misvisende stemmeoptælling til valg.

Hvis du godt kunne li ’Drageløberen’ (2003), så tror jeg også denne bog vil falde i din smag, der er flere lighedstræk med Khaled Hosseini’s roman.

Måske er det tilfældigt, men jeg mærker s. 107 en diskret kritik af USA's nutidige udenrigspolitik i Irak og Afghanistan, hvor unge amerikanere rekrutteres fra fattige kår og lokkes med uddannelse, når/hvis de vender hjem igen til USA.

Jeg mangler en parallel til nutiden, fx om disse forbud og omstændigheder stadig spiller en rolle i Iranernes hverdag, eller om reglerne er blevet ændret. Dette kunne hun med fordel have afsluttet bogen med?

Jeg blev opmærksom ved læsning af denne bog, at min viden om Iran er mangelfuld. Den kan efter min mening sagtens læses flere gange, da den rummer en del stof til eftertanke:

Et af mine favoritcitater fra s. 43:

”In any case, as long as there is oil in the middle east, we will never have peace.”

Jeg anbefaler bogen til unge og voksne uanset køn. Især i denne tid i Danmark med tørklædedebatter er den højaktuel.

I øvrigt hentyder titlen til byen Persepolis, ruinerne ligger i dag i Iran.

Filmen:
Den roste filmatisering fra 2007 bygger på begge Persepolis historierne. Bog 1. om barndommen samt bog 2. om ungdommen 'Teheran tur-retur', hvor Marjane er 15 år. Filmen er nærmest tegneseriens sider sat i bevægelse, den følger også tegneseriens sort/hvid farver. Filmen kan muligvis nå et publikum, som ikke har læst bøgerne. Det kan være en fordel at have læst de to grafiske romaner forinden, da filmen bevæger sig i et lynhurtigt tempo. Anden del af filmen foregår i et mere roligt tempo, og jeg spekulerede over, om ikke de skulle have lavet to film i stedet for at presse så meget ind i én film. Ungdomsdelen synes jeg er svagere, her er det mere en ungdomsskildring end en kulturdiskussion. Filmen blev nomineret til en oscar for bedste animerede film, men blev kritiseret af den Iranske regering før premieren i Cannes.

Trailer til filmen:



Øvrige kilder:
Forfatterweb: cand. mag. Julie Paludan-Müller / Marjane Satrapi
http://www.forfatterweb.dk/oversigt/zsatrapi00
Litteratursiden: Anbefaling
http://www.litteratursiden.dk/temaer/persepolis-1-2-af-marjane-satrapi
Litteratursiden: Debat
http://www.litteratursiden.dk/node/68304
Marjane Satrapi fortæller om hvorfor hun skrev Persepolis:
http://www.randomhouse.com/pantheon/graphicnovels/satrapi2.html
Iransk tegneserieforfatter med et ætsende klart blik:
http://www.kvinfo.dk/side/558/article/86/
Librarything anmeldelser:
http://www.librarything.com/work/2371284

Her nogle interviews med forfatteren:
Graphic novels & her family's influence:
http://www.youtube.com/watch?v=7i9Vs97x7IU

"Persepolis" a pro-Iranian humanist tale:
http://www.youtube.com/watch?v=aMwfzqEqVLk

Boganbefaling: En kongelig læser / af Alan Bennett (2007)

Min vurdering 9/10

Originalen hedder på engelsk ’The Uncommon Reader’. Jeg har aldrig tidligere læst noget af Alan Bennett, men havde set den anbefalet på librarything.

Emnerne er det britiske kongehus’ adfærd, pligter og følelsesliv, offentlighed vs. privatliv, læsningens psykologi mm.

I denne korte nutidige roman på 124 sider bliver den britiske dronning Elisabeth den 2. menneskeliggjort, fordi vi ser hende bag facaden. Selvfølgelig er det en fiktiv beskrivelse af kongehuset, men jeg fornemmer nogle af elementerne sagtens kunne være tæt på sandheden, hvilket gør den læseværdig. Dronningen lader til at kede sig lidt med sine rutineprægede forpligtelser og intetsigende og distanceret kontakt med befolkningen. Bogen handler om hendes opvågning, som sker i kraft af mødet med den lokale bogbus.

Bogen er åbenlyst kritisk i forhold til kongehuset, hvor det ikke er dronningen, men hendes stab, der styrer dronningens dagsorden. Hun fremstår trods sine mangeårige erfaring som en dukke der bliver ført af dukkeførerne, og det er synd for hende, at hun i så mange år har undertrykt sin personlighed. Bogens styrke er, at dronningen for mig fremstår realistisk.

Den er til tider morsom og er en anderledes roman, fordi den skildrer virkelige personer, men alligevel ikke som de virkelig er. Måske som Bennett forestiller sig de er. Jeg undrer sig over, hvordan han har lavet research til bogen! Forfatteren har allerede bevæget sig i genren kongelig historisk portræt ved at skrive manuskript til filmen ’Den gale kong George’.

Bogen er et fint supplement til filmen ”The Queen”, den handlede om dronningens håndtering af Diana's død. Filmen synes jeg var en smule overfladisk, men fik opmærksomhed pga. Helen Mirren’s imponerende og oscarvindende portræt af dronningen. I denne roman kommer man mere under huden på dronningen, og jeg synes det er en forbedring af filmen. Der er mange skarpe iagttagelser om kongefamiliens vilkår. Jeg kunne citere mange interessante steder.

For eksempel side 8:

”Hobbyer betød, at man havde præferencer, og præferencer skulle undgås; præferencer udelukkede folk. Man havde ingen præferencer. Hendes job bestod i at vise interesse, ikke i selv at være interesseret. Og desuden var læsning ikke en handling. Hun var en handlingens kvinde.”

Til forskel fra filmen føler jeg romanen er mere satirisk, hvilket jeg synes klæder sådan en historie. Tænk blot på fx det vellykkede eventyr ’Kejserens nye klæder’ fra 1837 af HC Andersen, som også var en satire. Mere satire over de kongelige og kendte kan ses i den britiske dukketeater tv-serie 'Spitting Image', som blev produceret mellem 1984 og 1996.

Jeg blev fornylig gjort opmærksom på af en jeg kender, at Alan Bennett står bag den britiske tv-serie 'Talking heads', som bl.a. var med til at skabe en tidlig udgave af Hyacinth Bucket-figuren, som vi kender fra tv-serien 'Fint skal det være'. I 'Talking heads' spiller Patricia Routledge ligeledes en snobbet britisk kvinde, som ikke er klar over, at hun forekommer komisk for omverdenen:
http://www.youtube.com/watch?v=JGCg3ARv14U
Men jeg synes nævnte afsnit 'A Lady Of Letters' er lidt for tungt dialogmæssigt til fjernsyn, derfor er det ikke overraskende, at 'Talking heads' også findes på bogform.

Ligesom flere andre romaner jeg har anmeldt her er 'En kongelig læser' også en bog om bøger, hvor litteraturen får nogle gode ord med på vejen. Romanen handler bl.a. om læsningens psykologi. Da jeg selv har skrevet et par sider om emnet i en opgave om mediedannelse(opgaven kan læses på nettet ved at søge på biblioteksside), så var det spændende for mig at høre flere betragtninger herom. Det er tydeligt, at Bennett vil hylde læsning som noget vigtigt og en til tider magisk oplevelse.

Der er stor forskel på offentlig - og privatliv, og man skal ikke dømme nogen for hurtigt baseret på deres offentlige fremtræden, må være et af budskaberne. Fra side 102:

”at der på trods af hendes alder og berømmelse ikke var nogen, der kendte hendes stemme.”

Jeg tror det er sådan en roman mange vil læse og give som gave, fordi bogen er så letlæst og den udforsker noget, som de fleste er fascineret af, hvem er de kongelige i privaten? Især englændere vil læse den, men du kan sagtens læse den som et billede på kongehuse generelt set.

Man behøver ikke at være royalist for at synes om bogen, jeg er ikke selv tilhænger af monarkiet, men nød den alligevel. Måske fordi den er kritisk i forhold til kongefamilien, så vil ikke-royalister i højere grad synes den er god. Jeg har svært ved at finde kritikpunkter, og konflikten i historien er rigtig god, at kongehuset er noget der ikke ændrer sig ret meget, mens mennesker udvikler sig helt naturligt. Utroligt flot at få sagt så meget på så få sider, bogen kan uden problemer genlæses.

Gad vide hvad dronning Elisabeth selv synes om bogen? ( : Jeg tror ikke, at hun vil sagsøge ( :

Bemærk ! Filmen The Queen (2006) og romanen 'En kongelig læser' (2007) har lighedstræk, men er to vidt forskellige historier.

Boganbefaling: Nattog til Lissabon /af Pascal Mercier (på dansk 2007)

Min vurdering 9/10

Suverænt formuleret spændingsroman med elementer af krimi, filosofi og psykologi. En af de bedste romaner jeg har læst i år.
Jeg læste den på dansk, den oprindelige version er på tysk. Bogen er skrevet af den schweiziske forfatter Mercier i 2004, han har bl.a. læst filosofi på universitetet.

Emnerne i romanen er byen Portugal, en families slægtshistorie, at tage sit liv op til revision, selvopfattelse og relationer til andre, loyalitet og meget mere.

Historien handler om Raimond Gregorius, som bryder op fra sit velordnede liv i Bern i Schweiz og tager toget til Lissabon for at lede efter alt om forfatteren Prado, hvis bog han har fundet i et antikvariat, og som han er blevet fuldstændigt bjergtaget af. Gregorius oplever en ny form for vågenhed i Portugal, som han aldrig ville have været ude for i Schweiz.

Parallellerne er tydelige til især den spanske roman ’Vindens skygge’ med den unge Daniel i hovedrollen på sporet af forfatteren Julian Carax. Sammenligningerne er så slående, at jeg nogle gange tænker, at der er tale om plagiat uden at vide, hvem der plagierer hvem.

Nogle vil måske påstå, at 'Nattog' kan opsummeres med to ord: grib dagen. De går efter min vurdering glip af de indsigtsfulde pointer og de fænomenalt velskrevne passager i bogen. Nogle læsere vil have delte følelser omkring Gregorius, hvor det sommetider er svært at vurdere, hvad er drøm og hvad er virkelighed. Det synes jeg er en styrke.

’Nattog’ bør ligesom Diane Setterfield’s ’Den trettende fortælling’ være med på litteratursiden.dk’s ’Noget der ligner Vindens Skygge’. Men det er de ikke?
På litteratursidens ’Bøger om bøger’ finder man så ’Den trettende fortælling’ og ’Vindens Skygge’, dog minus ’Nattog’.

Sproget er bestemt et af de stærkeste kort romanen har at byde på. Den psykologiske indsigt er en anden styrke. Fx side 451:

”Hvornår var man sig selv? Når man var som man plejer at være? Som man opfattede sig selv? Eller som man var når tankernes og følelsernes glødende lava begravede alle løgne, masker og alt selvbedrag? Ofte var det andre der beklagede sig over at nogen ikke mere var sig selv. I virkeligheden betød det måske: Han er ikke længere som vi gerne vil have ham? Var det hele så ikke snarere en slags protest mod en truende omvæltning af det tilvante, men camoufleret som tilsyneladende ængstelse og bekymring for den andens ve og vel?”

Grunden til jeg ikke giver den topkarakteren 10/10 er fordi det igennem meget af romanen kun er hovedpersonens tanker, og her savnede jeg lidt variation. Et andet lille kritikpunkt går på, at luften går lidt af ballonen spændingsmæssigt ca. side 250-300, da Gregorius vender tilbage til Bern. Den del af bogen mener jeg kunne være redigeret helt væk, da det for mig ikke tilføjer noget væsentligt. Det 3. kritikpunkt hænger sammen med det 2., romanen kunne sagtens have været kortere. Der synes at være en tendens som flere iagttagere har påpeget, at bestsellere nu om dage tit er meget lange. Se bare på Harry Potter bøgerne, som blev længere og længere som tiden gik. At ’Nattog’ bliver kritiseret på amazon.co.uk hænger sammen med en dårlig engelsk oversættelse.

Trods disse kritikpunkter fastholder jeg stadig, at det er en meget læseværdig bog, som det er svært at lægge fra sig.

En af de bøger som skal ejes, fordi der er talrige indsigtsfulde steder, hvor jeg satte et ’æseløre’. Det er en roman, som du sagtens kan læse to gange. Brugen af metaforer er også enestående, fx lava og katedraler mm.

Prado og hans familie er bestemt spændende at læse om, så interessante, at det gør Gregorius til lidt af en bi-figur, selvom han er hovedpersonen!

En passage fra side 413 om forfatteren Prado:

”Men Prado havde ikke siddet her som en arrogant, bedrevidende studerende. Han havde levet i en skærsild af tvivl, plaget af angst for at komme for sent til sig selv”.

Den er oversat til 15 sprog. I Tyskland har bogen solgt i 1,5 millioner eksemplarer.
Jeg kan varmt anbefale den. Jeg synes det er et mesterværk, en nyklassiker.

En anden af Mercier’s romaner kaldet ’Perlmanns fortielser’ er ligeledes oversat til dansk.

Musikanbefaling: 5:55 / af Charlotte Gainsbourg (2006)

Min vurdering 7/10

Som flere andre albums jeg har anmeldt her på bloggen i 2009, så er det igen en afdæmpet electronica/akustisk plade.

Gainsbourg er endnu en kunstner som kan tilføjes betegnelsen som både musiker/skuespiller. Dog synes jeg, at jeg hører om flere musikere der bliver skuespillere(fx Madonna, Tom Waits, Sting osv.), end det omvendte.

Jeg blev opmærksom på hendes andet album, fordi sangerne Jarvis Cocker og Neil Hannon have skrevet nogle af sangene, og jeg betragter dem begge som dygtige sangskrivere. Desuden har jeg siden opdaget, at Nigel Godrich har produceret, og da jeg gav hans 'Regeneration' produceret album 10/10, så er det ikke så underligt, at jeg synes godt om 5:55.

Desuden stod bandet Air for noget af lyd-produktionen, og jeg er stor fan af Air’s albums.

5:55 har tilsyneladende ikke været det store hit bortset fra Frankrig, hvor den blev nummer 1 på albumhitlisten, selvom franske Gainsbourg synger primært på engelsk for at ramme en bredere sfære. Måske har den ikke været markedsført så voldsomt i udlandet. Måske kan den manglende succes også hænge sammen med, at hun i mine øjne ser ret almindelig ud og ikke rigtig ligner en stjerne? Er det derfor hun gemmer sig under håret på albumcoveret?

Jeg synes dog ikke teksterne er noget særligt trods overnævnte sangskrivere, bortset fra et par enkelte perler her og der. For mit vedkommende er lyrics heller ikke det væsentligste med et Air-lignende album, idet jeg selv bruger det som ’baggrundsstøj’ eller ’ear candy’ og til det formål er den god.

Nogle kynikere vil formodentligt kalde det et hurtigt glemt album, mens andre vil være begejstret for især den lydmæssige del.

Hvis jeg skal opridse hvad teksterne handler om, så spænder emner fra tidspunktet 5: 55, en flyrejse, om at lære en anden at kende, om at lege, om at være skuespiller, at være musiker mm.

Singlen ’The songs that we sing’ synes jeg er det bedste nummer. Den fænger mig mest og det er den der huskes efterfølgende. Orkesterlyden ala 'The divine comedy' på sangen blandet med electronica fungerer godt. Musikvideoen er faktisk dødkedelig, men heldigvis er nummeret super ( :



De andre numre på albummet er lidt anonyme i sammenligning, synes jeg, men det gør ikke noget. Det er nærmest en fordel, når du genhører.

Et mindre kendt album som mange fans af electronica og Air vil synes om. Måske vil hendes hovedrolle i Lars Von Trier’s Antichrist gør flere opmærksomme på hendes musik.

Det fulde album kan høres her: http://listen.grooveshark.com/

Baggrundsinfo om Charlotte Gainsbourg kan læses på: http://www.allmusic.com/

Eller besøge hendes myspace, hvor hendes hits kan høres. Der afsløres, at hun pt. er i færd med at indspille musik med BECK: http://www.myspace.com/charlottegainsbourg

Boganbefaling: Spilleren / af Fjordor M Dostojevskij (1866)

Min vurdering 9/10

Emnerne er ludomani, spillemiljø, familieintrige, kærlighedsforhold, vinde og tabe, sige ja og nej, logik vs. forstand mm.

Den handler om den unge huslærer Aleksej Ivanovitj, som befinder sig med en falleret russisk general og hans familie på kurstedet Roulettenburg ved Rhinen. Da han først har prøvet rouletten, er hans skæbne beseglet. Samtidig lurer kærligheden også, Aleksej er forelsket i generalens steddatter Polina.

En psykologisk roman, som indeholder elementer fra krimi-genren. Den er skrevet i dagbogsform set fra Aleksej’s synsvinkel.

Dostojevskij er ligesom Kafka en af de store forfattere i litteraturhistorien.

Det er rart at slippe for Ejnar Thomassen’s forældet Dostojevskij oversættelse, her er det på dansk af Ole Husted Jensen og sproget er mere lettilgængeligt for nutidige læsere end hos Thomassen.

Russiske Dostojevskij’s styrke er hans menneskekundskab og psykologisk indsigt. Her er et bevis på, at Dostojevskij evnede at begrænse sig og skrive en kort roman på ca. 200 sider.

Den fanger meget hurtigt, synes jeg. Personerne synes at rumme en flertydighed, som gør den interessant at fortolke undervejs og til slut.

Der er nogle evigtgyldige tematikker i romanen, og jeg fornemmer at romanen synes at spille på dobbeltheden, hvor der både er en jagt og en fangst i forhold til forelskelse og spillelidenskab. Samtidig synes bogen at postulere den eviggyldige sandhed, at mænd ikke forstår kvinder og omvendt. Penge er ikke alt er noget der ligger i luften, og det virker til at være en kritik af roulettespillet.

Spillelidenskaben er ligesom narkotika, lidenskaben til Polina er ligesådan. Aleksej elsker adrenalinen ved spillet og ikke så meget gevinsten. Er rouletten og Polina et enten-eller, eller et både-og? Døm selv. I kærlighed og i spil tager du chancer og har sommetider heldet med dig.

s. 8: ”Hvorfor blev jeg hængende hos denne general, og hvorfor var jeg ikke for længst rejst min vej. En gang imellem så jeg over på Polina”

Efter signende skulle den være selvbiografisk, idet Dostojevskij selv led af en spillemani han ikke kunne styre og kendte en kvinde, der mindede om Polina. I 1860erne rejste D. meget i Vesteuropa, jaget af både spillelidenskab og kreditorer og plaget af epileptiske anfald. Dostojevskij var i modsætning til sine forfatterkollegaer Tolstoj og Turgenjev nødt til at skrive for at få mad på bordet. Rouletten ruinerede D. flere gange. Det virker til at D. ofte havde et ligeså spændende privatliv som i det han skrev.

Nogle påstår på litteratursiden, at Aleksej Ivanovitj muligvis er en upålidelig jeg-fortæller, hvilken igen gør romanen endnu mere interessevækkende.

Den har været diskuteret i en af litteratursidens læseklubber i 2009, diskussionen kan læses her: http://www.litteratursiden.dk/node/76844

Øvrige kilder:
-Biografi: Geir Kjetsaa / Fjodor Dostojevskij - et digterliv (1986)
-Litteratursiden: stud.mag. Susanne Kemp / klassikerguide Dostojevskij
http://www.litteratursiden.dk/analyser/dostojevskij-fjodor-m
-Litteratursiden: bibliotekar Birgitte Tindbæk / anbefaling af spilleren: http://www.litteratursiden.dk/temaer/spilleren-af-f-m-dostojevskij
-Forfatterweb: cand.mag Kristine Witt-Hansen / Dostojevskij http://www.forfatterweb.dk/forfatterweb/oversigt/zdostojevskij00

Bemærk! Jeg har ladet mig fortælle, at nogle bøger overfortolker Dostojevskij, bl.a. Malcolm Bradbury / Da litteraturen blev moderne

Boganbefaling og analyse: Processen / af Franz Kafka (1925)

Min vurdering 10/10.

Det er en psykologisk roman og betragtes af de fleste som Kafka’s hovedværk.

En bankmand dødsdømmes af en ukendt ret for en forbrydelse, han ikke kender, men må acceptere.

Temaer er skyld, bureaukrati, mistænksomhed, frustration, individ vs. system mm.

Historien drives frem af, at læseren og hovedpersonen vil vide, hvad anklagen er. Jeg føler sympati for hovedpersonen Josef K, fordi han er uvidende og i ingenmandsland. Hvis han fik et svar, så ville han føle sig bedre tilpas. Men hvem skal give ham svaret? Der er en big brother, som overvåger ham. Josef K er i forsvarsposition og må forsvare sig og overbevise andre om sin uskyld.

Anklagen bliver Josef K’s identitet og det gør ikke hans sag bedre ved at klage over sin anklager. Kan det være anklageren, som ikke vil indrømme fejlen? Skader det Josef K’s omdømme? Det betyder i hvert fald, at Josef K’s selvværd lider et knæk og han bliver vred, skeptisk og føler systemet er ugennemskueligt. Sidstnævnte er en af grundene til bogens stadige relevans i dag, da det er en universel følelse.

Den allegoriske romans styrke er, at den kan fortolkes på uendeligt mange måder. Måske en kritik af samfundsformen? Nogle kalder den en satire over bureaukratiet og deres rodet håndtering af mennesker og bureaukratiets manglende indføling. Bogen kan også læses som en kritik af domstolene. Andre vælger at se bogen som en analyse af begrebet skyld. Fx har alle lavet små og store fejl i deres liv og derfor har vi alle til en vis grad en smule skyldfølelse. Hvis Josef K. ikke anerkender anklagen, er den der stadig?
Hvordan skal mennesket forholde sig til magthaverne og omvendt er en anden måde at anskue romanen. Er bureaukratiet et billede på noget større, nemlig tilværelsens og samfundsopbygningens kompleksitet og ugennemtrængelighed?

s.9 : "De må ikke forlade stedet, De er jo arresteret. Det ser sådan ud, sagde K. Og hvorfor så det? spurgte han så. Det er ikke blevet os pålagt at fortællle Dem det. Gå ind på deres værelse og vent. Sagen er nu engang indledt, og De vil få alting at vide til rette tid".

Der er flere dobbeltheder i romanen: menneskets ’naturlige’ og ’samfundsmæssige’ eksistens. Hvor meget af det foregår i Josef K’s hoved og hvor meget er virkeligt? Hvem er vanvittig, Josef K eller samfundet? Findes sandheden om Josef K og er den anderledes fra lovens sandhed? Der er også et skisma mellem fornuft og begær. Osv. Ifølge Bo Steffensen bestemmer læsemåden, hvad man får ud af historien.

Skyldfølelsen kan også anskues biografisk og have sine rødder i Kafka’s eget liv, hvor Kafka hele livet følte sig sat under dom af faderens autoritet. Det er svært for Josef K at komme væk fra anklagen og det var ligeledes svært for Franz Kafka at komme væk fra faderen. Kafka følte sig muligvis aldrig fri. Kafka’s skrivning kan have været et oprør mod faderen, men Kafka fremstiller også sig selv som offer.

Franz Kafka levede mellem 1883 og 1924, og blev kun 36 år. Han er tysksproget forfatter. Født og opvokset i en jødisk familie i Prag. Uddannet jurist og arbejdede i et forsikringsselskab indtil han pga. tuberkulose blev pensioneret.

Romanen hører til modernisme perioden med dens narcissistiske og indadvendte skrivemåde, hvor verden udenfor er kaos, indeni mennesket er der også kaos, og der søges efter en mening. Målet er at beskrive og forstå kaos. Med modernismen ville man bryde med tidens realisme i kunsten. Virkeligheden bliver snæver og subjektiv i modernismen, fordi verden er blevet for kompleks til at skildre den objektivt og realistisk troværdigt.

Der er en typisk ’kafkask’ stemning i historien, fx gør de mange døre den labyrintisk og klaustrofobisk, så vi mister orienteringen og overblikket ligesom Josef K selv. Myndighederne som potentielt er alle vegne bevirker, at intimsfæren bliver brudt.

Det eneste ved den jeg ikke bryder mig om er den danske titel 'Processen', hvor jeg føler den engelske titel ’The Trial’ er stærkere og til at forstå. Det skyldes formodentligt den tyske titel ’Der Prozess’.

En af de klassikere, som jeg nok aldrig bliver færdig med. Måske en af de bedste romaner fra det 20. århundrede. Den ligger på min top 10 over bøger jeg har læst. Slutningen af romanen er for mig højdepunktet i bogen.

Sproget virkede for mig rimeligt nutidigt, som var overraskende, hvilket dog kan skyldes den danske oversættelse er fra 1981.

Den er filmatiseret af mesterinstruktøren Orson Welles i 1962 med Anthony ’Psycho’ Perkins i hovedrollen. Jeg opfatter filmen som vellykket. Her trailer:



Øvrige kilder:
Den store danske encyklopædi(bogversionen) / Kafka
Mairowitz & Crumb / Kafka for beginners (1993)
Forfatterweb: Cand. mag Michael Andersen. / Kafka
http://www.forfatterweb.dk/forfatterweb/oversigt/zkafka00
DR Kulturportalen: Lars Erik Udsen, Alfabet : Kafka: Skyldig i at være aktuel (2003)
www.dr.dk/kultur
The modern word / http://www.themodernword.com
Mfl.