tirsdag den 30. november 2010

Fraklip fra et liv som fotomodel

Anton hjælpedreng og Tulipaner og tomater er næsten lige gamle og han har været vores foretrukne fotomodel fra start af. Dels fordi han er den yngste i børneflokken, dels fordi han har et glimt i øjet, som er så dejligt og så livsbekræftende.


Fraklippene dukkede op, da fotografen ryddede op i albummene med Tulipaner og tomater-billeder.
De fleste af billederne er blevet til, når Anton begynder at kede sig, og flugtbilledet på det ternede tæppe er en klassiker.
Det er billedet, hvor han stikker hovedet op over bordkanten også, men det tilhører kategorien "Kan det virkelig passe at jeg ikke skal være med på nogen billeder i dag"


Dagen, hvor Antons fotomodelkarriere hos TT er ovre, nærmer sig, men så længe han vil være med til at stå der mellem tehætter og puder, så skal han være så hjertelig, inderlig velkommen - med eller uden drillerier!

mandag den 29. november 2010

Velkommen mandag

Sjældent har jeg da været så glad for et par velmonterede vinterdæk, som da jeg køret til Trapholt lørdag morgen. Det var simplethen bare glat og med en max hastighed på 80 km på motorvejen, varede det en del længere end normalt at nå frem.


Frem nåede jeg og heldigvis for det, for der var jo som sædvanlig både friske udstillere og dejlige kunder.
I år stod jeg i det sidste rum på julemarkedsruten gennem museet og dermed også i et rum med både dejlig varme og dejligt dagslys.
De tildækkede malerier med stregerne på er Trapholts Julekalender og de afstedkom en del kommentarer og gætterier i week-endens løb.


Søndag flyttede jeg plads, så jeg kom til at stå i kik-linien for de julemarkedsgæster, som var på vej ud af Richard Mortensen-stuen og ned til cafeen. Det hjalp lidt på besøgstallene i vores julemarkedsrum og så gav det faktisk også mere god snak :-)


Puderne her blev begge solgt på Trapholt, og broderierne stammer fra den kasse jeg hentede i Kolding. Jeg fortalte den dejlige historie om kassen flere gange i løbet af Julemarkedet, og flere af de besøgende kendte både Inger og butikken, som de stammer fra.

I dag har jeg fri, og det har jeg glædet mig rigtig meget til.
Bortset fra en afhentning af sønnen, opfyldning af hundemad og en tur på posthuset, så bli´r der ikke lavet meget i dag. Men i morgen, så snurrer symaskinen igen :-)

fredag den 26. november 2010

Sidste nyt


Iført vinterdæk og nye briller - mit frække afkom kalder mig nu Elton John - kører jeg sydpå meget tidligt i morgen. Føret skal ikke forhindre mig i at være på plads og i orden når Trapholts Julemarked åbner lørdag kl 10:00.

Tehætterne er næstsidste nyt, for der blev lige lavet 2 nye puder med træer på her til aften og det hele komme selvfølgelig med til Kolding.

Nu vil tage mig en kop varm, duftende te og slå mig ned i sofaen. Vækkeuret ringer kl 6:00 i morgen, så det bli´r ikke sent, inden jeg rammer puden i aften.

Årets julehit


Knappekugler - jamen selvfølgelig og selvfølgelig  er det Sidsel, der har fundet dem.
Hun var til  trendforedrag med fantastiske Lii Edelkoort på Arken, og så lå kuglerne i museumsbutikken og råbte  HANNE.

Tak Sidsel, mange tak, for den nye og friske jule-vinduespynt. Når det bli´r december, bliver de hængt op lige der, hvor jeg ikke kan undgå at se dem, hver gang jeg går gennem stuen :-)

onsdag den 24. november 2010

Hold da op

For længe siden bad Anne mig om at vise mine bedste genbrugs-kup.
Det viste sig at være både let og nemt, for de fleste af mine genbrugskup bli´r enten solgt videre på Sommersalget eller klippet fra hinanden og brugt på ny.
Men mandag aften blev jeg klar over, at jeg havde et rigtig godt kup i huset. Sådan et som man næsten ikke tror, man kan gøre længere, nu hvor alle ved alt om arkitekttegnede møbler... næsten alle :-)


Stolen her har jeg 5 stk mere stående af i garagen, og jeg købte dem direkte af traileren ovre ved naboen for 1½ år siden. Jeg var ikke i tvivl om, at det var kvalitet jeg stod med, for stolene er af eg, har smukke tapninger og er gennemarbejdede som gode ting nu er det.
Bunden i vejret på dem, men ingen stempler - pyt tænkte konen, jeg kan li´dem, og det er det vigtigste.

Mandag aften kikkede en kollega og jeg så Bruun Rasmussen auktioner igennem, fordi hun var på jagt efter en ny stol - og pludselig så jeg 6 stole, som til forveksling lignede mine. Der stod, at det var Wegner-stole, nærmere bestemt den model der hedder CH 30.

Nåeh, tænkte konen kan det nu passe, men efter at nettet er blevet trawlet igennem og jeg endda har været en tur forbi Bruun Rasmussen i Århus er der ikke længere tvivl.

Så, som ved et trylleslag er jeg nu ejer af 6 stk Wegner-stole købt for næsten ingenting - endda af det ægtepar, som havde købt dem da de blev gift og som nu skilte sig af med dem, fordi de flyttede til en mindre bolig. Jeg ER kommet mig over, at der også lå et rundt bord, som passede til stolene i traileren og håber på at det har givet en god skilling i Naboens kasse.

mandag den 22. november 2010

Så vidt, så godt

Lørdagen tilbragte vi som bekendt i Odense på julemarkedet i Pakhus 16 sammen med en masse andre bloggere. Vi mødte som altid dejlige mennesker og fik snakket en masse.
Koldt var der, det skal ikke nægtes, men sikke en kaffebar og sikke en cafe. Lad os håbe de også booker dem, næste gang Lis og kumpanerne afholder marked i Odense.


Næste week-end er vi på Trapholt, og som altid skal hylderne fyldes op inden da.
Dette puslepsil af en u-syet pc-taske kommer, sammen med det andet jeg når at få syet inden lørdag morgen, med i bagagerummet på vores nu dødsdømte, men ellers meget trofaste Xantia.

fredag den 19. november 2010

Variation over et tema


Jo, du har ret.  Jeg har brugt det billede før, men både bilen og læsningsgraden er den samme og det er alt for mørkt til at tage billeder udendørs lige nu, så jeg smutter over, hvor hækken er lavest.

Faktisk er ærindet også det samme, for i morgen læænge før det blive lyst kører marketingsassistenten og jeg til Julemarked i Odense med alle de dejligste, nye varer bag i bilen. Vi glæder os og jeg har bedt marketingsassistenten om at fotografere, så I skal nok få billeder at se på søndag.

Ses vi ?