Viser opslag med etiketten Tæppe. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Tæppe. Vis alle opslag

torsdag den 2. april 2015

Kanin-klar



Lørdag d.4.4. er der åbent i Anneks-butikken igen.
Forår er baby-sæson, så vi har en stak Lomme-babytæpper med indbygget kanin klar sammen med Lomme-puder og friske og store Alt-mulig-poser.
Vejret skulle vise sig fra sin pæne side med solskin og mildere vinde - og det er vi slet ikke utilfredse med :-)

mandag den 18. november 2013

Hvidt i hvidt i hvidt




Man tager nogle hvide, broderede arvestykker, en sand velsignelse af hvide damaskduge og nogle forskellige, hvide satinvævede dynebetræk.

Efter umådelig lang tids ophold på chefens to-do-liste er der nu kommet to hvide 140x200 tæpper med tynd pladevat i midten samt to matchende 40x60 puder med andre broderede arvestykker på ud af det.

Fredag bliver hele herligheden hentet - og jeg er så spændt på at se, om arve-stykke-ejeren kan genkende sine ting, og om hun er tilfreds med det, som arvestykkerne er blevet tryllet om til.

torsdag den 10. oktober 2013

Striber - farver - rester




Da Anne viste sit restetæppe var jeg helt klar over, at jeg måtte have gang i noget lignende og jeg vidste lige præcis, hvordan det skulle se ud.
Jeg eksperimenterede og prøvede og slog op og trevlede op, men den ønskede effekt glimrede ved sit fravær. Tålmodighed belønnes som bekendt, og til sidst fandt jeg via et par gamle, hæklede håndklæder frem til det jeg søgte.

Nu er jeg mere end halv-gående og lad os bare sige, at jeg ikke fryser, når jeg sidder og hækler på restetæppet.

Amerikanerne ville givetvis kalde dette projekt for en Stash-buster, men hvad hulen ville vi kalde det på dansk?
En lagertømmer, en reste-æder eller noget helt syvende?
Under alle omstændigheder nyder jeg at stribe der ud af, og jeg er sikker på, at det ender med at blive et vidunderlig farverigt og dejlig lunt tæppe.

onsdag den 10. juli 2013

... og bunkerne vokser


Symaskinerne summer, klippebordets overflade er ikke nem at få øje på og det er en sand fornøjelse som bunkerne af friske ting vokse.

Tæpper, af den slags man smyger om sig på terrassen, når køligheden kommer listende, har været en del af repertoiret på Sommersalget fra start af - og i år er ingen undtagelse.
Fru Christensen senior har vævet 5 boucle-tæpper i de skønneste farver og Chefen har syet et med en flot, stor mælkebøtte på og så det på billedet i lyseblå farver og med en kaffedug spredt rundt omkring.

søndag den 10. marts 2013

Grøn-blå, ulden 50´er-giraf



I et mørkt hjørne i en genbrug langt uden for lands lov og ret var der en farvekombination, der fangede mit blik.

Det viste sig ved nærmere eftersyn at være et top-tykt og top-dejligt uldent tæppe af den slags, som er noget nær uopslideligt.

Den grøn-blå petroleums-agtige nuance er så smuk sammen med det grå giraf-gitter og Safari-mærket tyder på, at der kan ligge zebra- eller leopard-mønstrede tæpper gemt i et andet mørkt genbrugshjørne.

Jagten er hermed gået ind!

søndag den 9. september 2012

Fyrtårn i blåt


En kunde ønskede sig et tæppe med et maritimt touch, og da der er hunde i både hus og sofa, så måtte det heller ikke være for sart.

Så jeg lavede en forside, hvor fyrtårn på gråblå bund blev sat sammen med lutter blålige stoffer, og en bagside med forskellige ternede stoffer i pote-venlige farver.
Nu er tæppet klar til levering, og jeg håber, at det falder i såvel de tobenedes som de firbenedes smag :-)

tirsdag den 31. juli 2012

Fra cones til plaids


Kenneth har en udsøgt evne til at finde gode garner, og på et tidspunkt købte jeg et mindre lager af en forrygende, let lambswool-kvalitet af mærket "vi-får-ikke-mere-af-denne-slags".


Alt blev leveret til min mors vævestue, sammen med en bestilling på 3 plaider. Hun får altid frit valg i farvesammensætningen, for så bliver resultatet bedst, og denne gang er ingen undtagelse.


De 3 plaider er så forskellige som nat og dag, men lune og lette, som kun plaider af kvalitetsgarn bliver det.
Den småternede er min personlige favorit, men jeg vil ikke afvise, at de alle kunne få et godt hjem her hos os - selv om vi vist allerede har 5-6 plaids fra min mors hånd, liggende rundt omkring i huset.

Væven skulle jo nødig stå tom, så inden længe sætter mor hør op til nogle lange på-tværs-af-bordet-dækkeservietter, som skal ligge på Kenneth og Liselottes smukke plankebord :-)

lørdag den 21. juli 2012

Hvad der kan komme ud af lidt styling



En oprydning, en omrokering af møblerne samt en god billedbeskæring, og pludselig ligner de vante rammer noget fra en "Sådan bor xxx-artikel"

Marketingsassistenten fotograferer på livet løs og nu hvor alle TT-items befinder sig på hendes adresse, så skifter stuen i Kongsgaarde jævnligt udtryk.
Faktisk mente min svoger, at han gerne ville bo der, hvor billederne var taget!
Det gør han så allerede, og man skal ikke kikke særlig langt uden for linsens rækkevidde, før stuen ser ud som den altid har gjort.

Plaiden i forgrunden på det første billede har min altid flittige mor vævet af garn fra Kenneths Wonderland.
Den er så blød, let og lun, at man kunne fristes til at tro, at den var vævet af svanedun.

onsdag den 17. august 2011

Undervejs


En bedstemor overlod mig hendes skøne, skønne broderier, som skulle bruges til at forsøde livet for hendes barnebarn.

Opgaven lød på et legetæppe til at lægge på gulvet, så arvingen kunne ligge lunt og godt, mens han vænnede sig til verden - og så skulle der være godt med turkis og blåt på.

Broderierne har været på klippebordet flere gange i løbet af sommeren, men først for en uges tid siden gik der hul på monterings-bylden.

Nu er tæppet ved at være ved vejs ende, jeg skal bare have tilføjet en lomme til at gemme ting i, en strop eller to til at hive i og have syet hele herligheden sammen.

søndag den 24. april 2011

Same procedure as last year


Sidste år fik Anton hjælpedreng et køj-bøj-tæppe til sin 6 års fødselsdag, og i år ønskede han sig så et tæppe med en GUL Harley Davidson på til sin 7 års fødselsdag!

Den slags ønsker skal man absolut gøre alt for at opfylde, og da hjælpedrengens mor velvilligt tilbød at sætte sig med broderenål, relativt fin aida og forfærdelig mange grå nuancer, så meldte mosteren sig til sammenflikning af tæppet.

Hele familien blev tilkaldt for at holde tæppet, så fødselaren, med gele i håret og nye Converse på fødderne, kunne tage det i øjesyn. Han var svært tilfreds med resultatet og undlod ikke at gøre opmærksom på, at han selv havde valgt stoffet med de ternede biler :-)

HVIS vi engang skal lave en retrospektiv udstilling af Tulipaner og tomater-ting, så starter vi bare med at spørge Anton. Han har nemlig 3 tæpper, 7 puder, 3 par sommersalgs-shorts og en skammel + det løse, og det er da egentlig en ganske god samling for en 7-årig :-)

søndag den 18. april 2010

Moster på banen

"Nogen" fylder 6 år på torsdag og "nogen" har et brændende ønske om at få et tæppe med en køj-bøj på, så moderen og mosteren er - igen - gået i kompagniskab.


Moderen har broderet en køj-bøj, og nu går mostren til klippebordet. Modtageren af tæppet har ønsket sig rødt, blåt, grønt, brunt og GULT stof på tæppet og absolut intet der minder om pigefarver!

Til bordet, moster, årets vigtigste fødselsdagsgave skal kreeres !

torsdag den 15. oktober 2009

Biller og fisk



Vi ilede ud i gårsdagens høje solskin for at få taget billeder af de seneste frembringelser.

Det er ikke let at finde broderede drengemotiver, så jeg sætter af og til mine brodeuser på sagen og billerne her er så drengede som noget kan være. Masser af farver, følehorn, ben og underlige gevækster, som nok kan tiltale en rask dreng.

Resten af stofferne stammer dels fra et par gamle herreskjorter, dels fra min retrobunke og så er der også lidt nyt, som stoffet med guldfisk i poser!

Fotosessionen foregik på Helgenæs, og der bor der jo som bekendt en hjælpedreng ved navn Anton. Han havde fået besked på, at han IKKE skulle være fotomodel i går, men det var altså meget svært at holde sig væk, alt for svært. Hvis man ser godt efter, kan man se at tæppet ligesom buler ud og at der stikker et par nissetribede sokker ud forneden. Det er hjælpedrengen som på ægte nisse-maner sneg sig med på billedet alligevel. Den dreng er ubetalelig :-)

- og rigtig velkommen til jer som kikker indenfor efter at have set os i BoligLiv :-)

søndag den 11. oktober 2009

Skjorter og lidt farve



Skjortebunken er under forvandling og første resultat, et baby-drenge-tæppe, ses her.

Skjorterne er denne gang blevet tilføjet lidt farveklatter, så der er noget at fæstne blikket på, når man ligger der og ligger.

Der er masser af skjortetern og -strib tilbage, så der kommer mere i samme stil :-)

søndag den 30. august 2009

For 25,- kr blandet



Det gav 11 herreskjorter til lageret, da naboen i går have "Fyld en pose for 25,- kr"- dag og at dømme efter udvalget, så må Harlevs herrer have brugt ferien på at rydde op i klædeskabet - eller er det måske deres fruer ?

Der er ikke 2 ens, men de er alligevel tydeligt i familie både farve- og stilmæssigt. Jeg tager hatten af for de mennesker, som designer stoffer til herreskjorter, for at kunne blive ved med at variere lyseblåt, hvidt, en smuule marineblåt, tynde striber og tynde tern det kræver da sin m/k.

I morgen er fri-mandag, så da vil jeg besætte sofaen med mine nyindkøbte og -vaskede skjorter, en skarp saks og en god film - og så er skjorterne klar til tæppe-brug!

torsdag den 27. august 2009

Emmas tæppe



Gennemprøvet og testet godkendt!

I maj fik Emma et skønt ”slægtskabstæppe” i konfirmationsgave, som Hanne havde kreeret. Jeg lovede dengang at vende tilbage med nogle billeder fra dagen … men vi er ikke så hurtige heroppe nordpå, derfor den sene reaktion .
Men til gengæld kan vi fortælle, at tæppet var i brug - inden sidste gæst havde forladt festen.
Da var Emma nemlig, at finde oppe på sit værelse under tæppet sammen med vores kat Zina. Tilfredse men trætte.

Siden er der blevet til mange hyggestunder under tæppet. Moderen ville gerne have skrevet, at det var sammen med den ene intellektuelle bog efter den anden… MEN det ville være at lyve…



Emma roer meget – og efter en tur på fjorden, er der ikke noget skønnere end at komme hjem til tæppet, sækkestolen og tv-serier af tvivlsom karakter. Og så kan Emma jo passende sende en tanke til sine rødder, der måtte nøjes med nål og tråd, mens Emma både kan se ”Extreme Makeover” og ”Top Model”.

Ja, tæppet bliver brugt, kan tåle det, har den rette størrelse og look. Er blødt og krøllet … Her er Emma lokket til at posere sammen med det …



Og familien har en ny bestilling på vej til Tulipaner og Tomater – denne gang er det en stak hvidt pudevår, vi gerne vil have anvendt til 2-3 sommerhustæpper.

Det er Emmas farmors initialer, både hendes pigenavn og giftenavn - der er på pudebetrækkene, men vi er lidt i tvivl, om det også er hende, der har broderet dem alle – da hun ligesom Emma syntes, der er andre og mere vigtige ting i livet!

Hilsen fra
Familien fra Nord

Åh, hvor blev jeg glad for billederne og historien om Emma og hendes tæppe. Billederne yder tæppet fuld retfærdighed og da Emma bor i det bollæsskeb, som lægger lokaler til Eftersommersalget, kan det være, jeg kan lokke hende til at vise det frem d. 26.

Tak Emma og Familien fra Nord :-)

mandag den 25. maj 2009

14 lagner...



- er hvad der er gået til denne perlerække af dejlige kludetæpper.

Væversken - min mor - er nemlig af den slags der fører logbog, over det hun laver, så hun ved på gram - 800 ca. - hvor meget der går til et kludetæppe som disse og omregnet i lagner er det ca. 2 pr. stk.

Mor har et super-godt farveøje, så jeg lader trygt hende bestemme, hvordan farverne skal kombineres.



-det er utroligt, at så mange forskellige klude kan blive til så harmonisk et tæppe.



- her har hun valgt et grundstof -fnis - som hun så tilsætter lidt ekstra krydderi.




- hvor ville dette lyserøde tæppe være kedeligt uden de grønne, gule og orange pift.

Jeg kan stirre på kludetæppernes farvesammensætninger og -overgange i timevis og er så glad for, at affald kan blive så smukt. Hvem har så brug for "nye" tæpper ?

torsdag den 14. maj 2009

Gris og jordbær



På lørdag går det løs hos Emilies Hjørne, så jeg tilbringer en del tid i syrummet med at få lagrene fyldt op.

I dag er tæppet med grisen her blevet færdigt, og jeg er vild med det. Grisen har jeg fundet på qxl, hvor han var billigt til salg sammen med sine 3 søskende. Hver gris har sin farveholdning, og ham her var som skabt til et drengetæppe.

Grisene har de skønneste striberm, og jeg tror vi har at gøre med en 50´er ting. Min mor havde den karryfarvede gris hængende på sit arbejdsværelse i maaange år.



Pigerne skal ikke gå skuffede bort, så en gammel lysedug blev sat sammen med lidt jordbær-Ikea-stof anno 1985, en dejlig frisk turkis prik på grøn baggrund, lidt tern og lidt blomster og viola: Et pigetæppe parat til at komme på græs.

Der skal nok blive fuld bil, inden jeg i morgen kører første læs til Skjød og hvis vejret så arter sig.... så bli´r det godt. Ses vi ?

torsdag den 23. april 2009

- vi nærmer os



I aften skal stuegulvet ryddes - igen - for så skal tæppet her samles.

De store linier er lagt fast. Tæppet er blevet lyst og let, med blåt, gult, lime og grafisk sort/hvidt og selvfølgelig med en masse arvestykker syet ind i det hele.

Jeg er så spændt på at høre, hvad moderen, konfirmandinden og de glade givere af broderierne siger, når de ser tæppet.

Nogle af sagerne er slået til og gået til, mens der er rester af andre stykker og også nogen som der desværre slet ikke blev plads til.

Lige nu ligger det på stoleryggen og venter på, at jeg får bagsiden syet færdig og støvsuget stuegulvet. Uha, hvor jeg savner det der klippebord på 200x250 - dream on frue !

onsdag den 8. april 2009

Det her bli´r sjovt

Der kom en pakke i går, fyldt med broderier af en ganske særlig slags, for en konfirmand - mor har nemlig fået en god ide.

Hun har samlet broderier, mellemværk og duge fra kvinderne i konfirmandindens familie, og der er sager fra moren selv, bestemødrene og 2 oldemødre plus det løse.

Jeg er så blevet bedt om at lave et stamtræs-konfirmations-tæppe til konfirmandinden, hvor stykkerne skal indgå og kombineres med noget fra mine hylder.

En fantastisk ide, synes jeg, så pigebarnet kan fremover tage sig en lur under et tæppe syet af familie-historiske stoffer tilsat lidt nyt.

- og så sådan helt stof-nørd-mæssigt set synes jeg det må være vidunderligt at have tekstiler, som ens oldemødre har lavet, og i den kvalitet. De er blevet passet på, kan jeg se og vil sagtens kunne holde langtid endnu, altså alt afhængig af hvor meget tæppet kommer til at blive brugt, s´fø´li!

Så nu skal der klippes og aes og lægges puslespil i stort format. Det bli´r sjovt, rigtig sjovt og jeg er så spændt både på det endelige resultat og på konfirmandindens reaktion.

torsdag den 2. april 2009

Putte-tæppe

Sidste skud på stammen af baby-tæpper er dette, som er lavet udelukkende af Liberty-pige-stoffer.

Jeg tror den lille pige, som skal have tæppet, må have set dagens lys nu, for moderen var højgravid, da hun købte et sæt babysengetøj og bestilte tæppet her. Det skulle passe til sengetøjet, som er lavet af samme stof som de 2 forreste stykker i tæppet her.

Fremover tror jeg, jeg vil kalde dem Putte-tæpper, for det er lige, hvad de er allerbedst til: At blive puttet i og blive holdt lun af, mens man ligger der og ER, som kun en baby kan.