tirsdag den 31. august 2010

August lakker mod enden...

... så hvis du skal nå at være med i konkurrencen om en Tulipaner og tomater-pude efter eget valg, er det i dag du skal slå til.


Den unge dame på billedet har siden vores fotosession købt sig et par originale 60ér solbriller, og på søndag tager vi sammen på Bagagerumsmarked på Ingerslev. Hun er nemlig helt klar til at udvide samlingen, og hvilken genbrugs-moster siger nej til at assistere i den sammenhæng ?

mandag den 30. august 2010

Kender du Røge & co ?

Det er en lille, dejlig butik af den farverige og hyggelige slags, som ligger i Grønnegade i Vejle.
Bag disken står den foretagsommme kvinde Ann Røge, som kontaktede mig tidligere på året, fordi hun gerne ville sælge nogle af Tulipaner og tomaters bløde sager.


Så i dag sender jeg den først pakke afsted til Vejle og den er proppet med tasker og kaffehætter, som jeg er sikker på vil passe supergodt ind i den farveglade verden hos Røge & co .

I løbet af efteråret bliver der tilføjet flere butikker til listen over steder, du kan købe Tulipaner og tomaters bløde ting - blandt andet i Århus.

fredag den 27. august 2010

Forberedelser

Tirsdag kom en mail med titlen  - Kære deltager på  Trapholts julemarked - og så kan det nok være der blev danset jubeldans på systuen.
Jeg er bare så glad for, at Tulipaner og tomater igen er kommet gennem nåleøjet til dette meget varierede og dejlige julemarked.


Derfor er alle de rosa, orange, røde, gule, lilla, hvide og  lysegrå garnrester i dag blevet vækket af deres sommerdvale. De er blevet luftet og  befriet for støv og står nu klar ved siden af min fjernsynsplads og de ved godt, hvad der venter dem, gør de. De skal nemlig transmogryffes om til julegrise, skal de og selv om vejen fra garnnøgle til færdig gris er lang, så er den heldigvis også meget hyggelig.

torsdag den 26. august 2010

Så er jeg klar

... til at møde efteråret, iført mine nye lilla ørkenstøvler.
Jeg så dem for et par måneder siden her og har ledt efter dem højt og lavt. Nu er de endelig fundet, og de har fået hold-vandet-ude-spray, så jeg er klar til at danse ud i efterårsvejret på lette, fjedrende såler.


Underlægningsstoffet hedder noget så fornøjeligt som Fish Lips og er første del af den sending stof, jeg købte på messen. Det skal bruges til foer i nogle af Tulipaner og tomaters tasker, for taskefoer skal ikke nødvendigvis være ensfarvet og i en halvdårlig kvalitet. Slet ikke, hvis tasken er fra Tulipaner og tomater .-)

tirsdag den 24. august 2010

Hvad er det værd?

I søndags hold vi en fotosession af de virkelig sjove.
Fotografen og stylisten smed om sig med navne som Birgit Lystager og Ulla Pia, mens de sang "Smilende Susie" og "Hun var i ding-dong, super-duper zing-zong, fini-mini-flower-power tøj" for fulde gardiner, og fotomodellen hun poserede på livet løs.


Stolen, hatten og solbrillerne er købt fra ny af, men den wunderschöne frakke, med det originale prismærke på 248,- kr siddende i nakken, fandt Katrine i sidste uge i KK i Ebeltoft, den nærmest ubrugte bomuldskjole stammer fra et forsamlingshusloppemarked langt ude på landet, housecoaten i den fedeste bomuldsvelour fandt jeg i KK i Hobro og Staffordshire-kruset er købt i Retrogaragen .

... og nu, kære læser, har vi en opgave til dig

Kom med et bud på, hvad vi samlet har givet i gode, danske genbrugs-kroner for frakken, kjolen, housecoaten og kruset.
Gør du det, deltager du i konkurrencen om en Tulipaner og tomater-pude efter eget valg. Vi skal have dit bud senest d. 31.8.10. og hvis der er flere deltagere, som har gættet prisen, trækker vi lod blandt de heldige. 

mandag den 23. august 2010

Man skal holde, hvad man lover ...

... så vi holder Eftersommersalg  lørdag d. 25.9.10., kl 13-16 i fælleshuset til bofællesskabet Askebakken på Uldalsvej 2E i Nørresundby.


Sidste års Eftersommersalg var en ubetinget succes, så allerede mens vi hvilede futterne og spiste resterne af kagerne med en lille portvin til, var vi helt enige om, at arrangementet tålte en gentagelse.

Så nu syr jeg masser af de gode, bløde Tulipaner og tomater-sager, mens mine hjælpepiger er travlt beskæftigede med at finde kageopskrifter og i det hele taget tage sig af den praktiske side af sagen - TAK, de damer.

Vi glæder os til at komme ud i landet igen og til at møde jer allesammen, så sæt kryds i kalenderen d. 25.9. og kom en tur til Nørresundby.

søndag den 22. august 2010

Barnedåb i Midtjylland


Ja, i løbet af formiddagen bli´r en lille pige døbt et sted i Midtjylland, og hun kommer til at hedde Vibe. Hun får, som de andre småbørn i familien, en navnepude i dåbsgave, og på hendes pude har jeg brugt et af broderierne fra skatkisten fra Kolding.

Den skatkiste kom ikke til at stå urørt ret længe, for jeg har allerede brugt nogle af broderierne på nogle nye pudebetræk. De kommer i web-shoppen inden længe, for den trænger til et friskt pust, så den kan blive efterårsklar.

fredag den 20. august 2010

Tag til Brædstrup - igen


Retrogaragen i Brædstrup er i fuld gang igen efter ferien, og de dynebetrækshungrende skal bare se at komme afsted, for læs lige, hvad Sune skriver til billedet her:

"Garagen tager midlertidigt navneforandring til "Midtjysk Sengetøjslager" for at markere sit voksende udvalg af dyne- og pudebetræk, i to hovedkategorier: 70'er retro og 60-80'er romantik. Jeg har ca. 50 sengesæt med sammenhørende dyne- og pudebetræk, og en god del af dem er dobbelte, så ægtesengen kan fremstå harmonisk hvad tekstilerne angår. Priserne for dyne/pude-sæt ligger på 45-85 kr. enkelte dynebetræk 35-70 kr, pudevår 10-20 kr. "

...og det er her, I skal køre hen:
Retro Garagen, Søgade 22, Brædstrup,
Lørdag og søndag kl 11-15

torsdag den 19. august 2010

Solskins-torsdags-glæde

I hamrende onsdagsregn kørte jeg til Kolding, for jeg havde en aftale med et dejligt, dejligt menneske. Hun kom og besøgte Tulipaner og tomaters stand på Pinsemarkedet på Trapholt og spurgte, om jeg var interesseret i at overtage nogle broderier fra hendes nu nedlagte brodeributik. OM jeg var.

Det blev et besøg af den dejlige slags, og jeg kørte derfra med så mange vidunderlige broderier, at jeg næppe behøver besøge genbrugsbutikker foreløbig.


Langt de fleste er Haandarbejdets Fremme-broderier og dem elsker jeg jo højt, for deres smukke design og gennemarbejdede detaljer. 
Sommerfuglene er netop fra en HF-kalender, og er så farverige og smukt broderede, at det er en øjen-fornøjelse af de sjældne... og så er der 11 stk, forskellige forstås!


Bjørn Wiinblads H.C.Andersen fortolkninger har jeg ikke set broderet op før, men hold da op, hvor de vinder ved at komme ud af kalenderen og ind på hørlærredet.


Fuglene her er så søde, og detaljen med de små gule perler sætter bare lige prikken over iet.


Cirkus-ophænget har jeg heller ikke set live før. Udsnittet med en ægte August, en løvetæmmer, en jonglør og en stærk mand kommer på den navnepude, jeg skal lave færdig til på lørdag.

Hvor er jeg heldig og meget taknemmelig, fordi du vil betro mig dine broderier Inger :-)

onsdag den 18. august 2010

Stramaj-noteringen


Tilførselen til Stramaj-centralen har i den forgangne sommer være god, faktisk rigtig god, så i lørdags-tørvejret satte jeg mig udenfor, for at befri dem for deres snærende rammer.

Broderiet som jeg kalder "Dilligencen kører ind foran en engelsk kro" er fyldt med dramatik, gode farver og ditto motiver - og så er det STORT. Da jeg havde bøvlet rundt med det og rammen var kommet af, drog jeg derfor et lettelsens suk, men ak, alt, alt for tidligt.


For en eller anden nævenyttig glarmester havde bestemt sig for at bruge et halvt års tildeling af kramper til at montere broderiet med. De er skudt ind i kanten af en plade af hård masonit, hvilket i sig selv er en bedrift og de ligger urimelig tæt.

Havde han ikke andet at lave den vinter eller hvad? Det kommer til at tage en krig at få de kramper ud, med mindre jeg tyr til de knapt så fine metoder, men ud kommer de, for broderiet skal bruges SNART.


Bagsiderne af de indrammede herligheder byder ofte på stempler eller tape med adresser på indrammeren. Nu drømmer jeg pludselig om tape med Tulipaner og tomater logo på. Åh, hvor det kunne være fint.

tirsdag den 17. august 2010

Piger og selvværd


Vores opdragelse kan vi ikke løbe fra og min summeres vist ganske godt op i dette billede anno 1965 af en ung dame med nederdel, seler, hærgede knæ, slidte træsko og en Caltex-strythjelm på hovedet!

Efter at have besøgt Pink Stinks er jeg SÅ tilfreds med, at jeg har haft et par forældre, som lod mig være den jeg var, og ikke tvang mig i de lyserøde gevandter...bortset fra når der var afdansningsbal!

Grunden til dette noget atypiske indlæg er den ligestillingsdebat som foregår ovre hos Julia.  Mit indspark er, at det hele kan koges ned til at handle om selvværd og opdragelse, og at vi alle er nødt til at tage fat netop der, hvis vi vil have noget ændret.

lørdag den 14. august 2010

I morgen


 2 gange om året kører Pelse og jeg til Vejle for at shoppe igennem på Tex-stil messe. Vi køber næsten altid bare lige lidt mere, end vi har stående på vores sedler, men det er altså prisen for at tilbringe en dag blandt messestande, som bugner af alt, hvad et håndarbejdshjerte kan begære.

Jeg har mødt mange, som er tilbageholdende med at lade sig momsregistrere, fordi de synes, det er for bøvlet med alt det der regnskabs-noget. Gør det alligevel, for det tjener sig altså hurtigt ind på både den økonomiske og den inspirationsmæssige konto.

Når jeg vender hjem fra jagtmarkerne i morgen, skulle der gerne være indkøbt både festlige knapper, farvet elastik, basis-stof, bændel i metervis og så det der ikke stod på sedlen :-)

onsdag den 11. august 2010

Sikke en bagside


Er jeg den eneste, der har lært at man skal hæfte så pænt, at bagsiden af et broderi er lige så pæn som dets forside?

Et af sommerens indkøb bærer tydeligt præg af, at brodeusen bag ikke bare har kendt denne broderi-regel, men også har efterlevet den. Hver eneste farve er nydeligt hæftet inden for eget område, ikke noget med at hæfte sort på rødt, bare fordi det er lettest. Jeg er imponeret og vil prøve at stramme op i min hæftningsprocedure, hvilket salig fru Hald, min skrappe håndarbejdslærer givetvis vil billige!

mandag den 9. august 2010

Overspringshandlingerne står i kø


Hvert år på denne tid vader jeg rundt, som en bjørn i bur, mens jeg venter på, at skoleåret skal gå i gang igen.

Jeg burde ikke vade og vente, næh jeg burde forberede, rydde op, sy, ordne, skabe overblik og 10 000 andre alvorlige, vigtige ting. Her er det så, at overspringshandligerne vælter ind af alle knaphuller og forsøger at snyde foran i køen. Så når jeg er lige ved at gå i gang, bli´r jeg simpelthen nødt til først at drikke en kop te, læse et blad, klø Hera på maven eller noget helt tredje.

Med tiden har jeg lært, at jeg ikke behøver gå i panik, for jeg skal komme i hug og få sat skik på sagerne, men det sker først, når jeg har mødt mine kursister. Når jeg har set dem, snakket med dem og hørt deres navne, så kommer flowet, overblikket og alt det andet og SÅ kører det.


Mens jeg venter på, at det bliver mandag og første skoledag på VUC, sidder jeg og kikker på puden med navnebroderierne på. De er fra en tid, hvor en kvinde brugte tid og kræfter på at få hendes holdkammerater til at skrive sit navn på en kridhvid dug, for derefter at brodere navnene op med smukke og sirlige kontursting. Dugen  her stammer fra Tommerup Højskole Sommeren 1952, og jeg sidder og tænker på, om jeg mon skal byde en Else eller en Kit velkommen på mit hold på mandag.

søndag den 8. august 2010

Der er visse fordele...


... ved at have en mor, som har været folkeskolelærer i en menneskealder, og som stadig er lagerførende i noteshæfter af den fede, retro-agtige slags.

Så nu bor alle de gode ideer og de vidtløftige tanker omkring Tulipaner og tomater i dette grønne Esselte-hæfte anno 1970-ish og der bor de rigtig godt og meget trendy.

lørdag den 7. august 2010

Bredt, blødt og festligt ...


... det er lige mig, når det drejer sig om fodtøj.

Ikke noget med høje hæle jeg vælter ned af, tynde, hårde såler jeg får ondt alverdens steder af eller kedelige sko, som helst ikke vil lægges  mærke til. Det kræver sin kvinde at finde de brede, bløde og festlige, men jeg har et heldigvis en pæn flok af slagsen, og efterhånden ved jeg godt hvor jeg skal lede, hvis der skal suppleres .

Den sølvgrå skønhed her er den nyeste i samlingen og der må man nok sige, at jeg overskred en grænse, for sølv, det har vi godt nok ikke gjort i før. Men der er masser af plads til platfoden og så vil den sko i den grad kunne kaste glans over første skoledag.

De sorte med perler på og tynde, bløde såler er fra Janet & Janet og det er guldbryllupskoen fra sidste år.  Jeg troede egentlig, at de var mest til parade, men de holder til dagligt brug - heldigvis - og det kan vi li´.



Her er hverdags-yndligssandalen fra mit allerstørste yndlingmærke i hele verden, nemlig Trippen. De laver de fedeste, mærkeligste, blødeste sko jeg har mødt. Totalt avantgarde og super-duper håndværk, med skind af blødeste og mest holdbare kvalitet og så kan man få sine elskede sko forsålede, for en Trippen-sko er lavet til at kunne holde resten af livet.

Hvis du kommer til Berlin, så snyd ikke dig selv for et besøg i en af deres butikker.


De grønne næst-yndlings fra Art, har set bedre dage, men de ryger ikke ud før de simpelthen er slidt fra hinanden.




... og hvis jeg skal have lidt mere sko på, så er det denne Trippen-model der ryger på fusserne - og nyd lige den frække gule sål !

fredag den 6. august 2010

På mandag...

... starter hjælpedrengen i 0-klasse, og når man gør det, skal man være velklædt også udi blyanter.

Så mosteren har fra Greenwichs velassorteret muesumsbutik hjembragt et udvalg af skriveredskaber, som hun er overbevist om, vil falde i hjælpedrengens smag. De er nemlig prydet af både pirater, stjernebilleder, planeter og camouflagemønster. Hjerte hvad vil du mere ?

De 2 øverste blyanter med Lord Nelsons autograf på beholder mosteren derimod selv, for hun begynder også i skole igen inden længe, omend det er på den anden side af katederet :-)

mandag den 2. august 2010

Hverdagen nærmer sig...

... og det gør ikke noget, for ferien har været god og batterierne er ladet op.

Heldigt nok, for der er lister med ting, som skal ordnes og gås i gang med og en af de ting var, at Pelse og jeg skulle have vores Post-it-regnskab gjort op. Du ved et regnskab af den slags, hvor man skriver det hele på en af de gule post-it-sedler og aftaler, at "det ordner vi næste gang vi ses"


Da vi var ovre det kedelige regnskab, kastede jeg mig på hovedet i den stooore kasse med Eva Rosenstand-broderigarn, som Pelse havde fået ind ad døren lige inden ferien. Fruen har simpelthen købt restlageret af dette fænomenale broderigarn og sælger det til spotpris. Min bunke er som altid farverig og den kunne sagtens have været endnu større :-)

Så, hvis du trænger til at få suppleret op med godt broderigarn til ca ½ pris, er det hos Pelse det foregår :-)

søndag den 1. august 2010

Alene i London

Når vi rejser, hvilket vi ikke gør særlig tit, er vi alle helt på det rene med, at der er mindst en dag, hvor vi deler os.Typisk sker det den dag mine 2 mænd, vil ud at se fly, tanks, hangarer, busser, brandbiler osv.. I år skulle deres tur gå til Duxford , som udover at være en ægte Battle of Britain Airfield med tonsvis af hangarer m. indhold, også huser en Concorde. Turen derop var lang! Først med toget til Cambridge og derefter en tur med bus tværs igennem Barnaby-land. I alt 2 times tranport hver vej, men de var i højt humør, da de kom hjem og bedyrede, at det var hele turen værd.

Imens var jeg på stof-tur!
Det har jeg været før i London og jeg ved, at Liberty på Regent Street, kun er til at ose i. De er for dyre og udvalget for lille, men jeg var det obligatoriske smut forbi og blev bekræftet i, at jeg huskede rigtigt.



Næh, skal man købe Liberty stof i London, skal man et helt andet sted hen, nemlig til Shaukat, nede på Old Brompton Road 170-172.

Mange danske Liberty-brugere kender deres webshop og den er skisme også velassorteret, men det er for INTET at regne mod deres rigtige, ægte, i levende live butik. Deres udvalg er intet mindre end imponerende, og Liberty på Regent Street burde skamme sig, også fordi de tager 5 pund mere pr. meter end Shaukat!

Nå, men de har altså er en kælder med Liberty-stof på ruller, i rester og i afklippede 3m. stykker og lige meget hvor jeg vendte mig hen, var der en ny reol eller et nyt lille indhak, jeg endnu ikke havde været igennem. Servicen var i top og supervenlig, og de vidste, hvad de havde/ikke havde - og det kan jeg li´!

Jeg hjembragte en rest af min lilla/blå-blomstrede vinter-yndlingskvalitet, Varuna, som er ren uld og så let som en sommerbrise, et prikket stykke bomuld i skønne, skønne grøn-blå farver, lidt tøserester, en kollektionsprøve i mørkgrøn m. røde blomster og så den sorte med de vilde stole på. Et sted der handler med kollektionsprøver, som aldrig er kommet i trykken så at sige, er et rigtig godt sted, set med mine øjne :-)



Bånd kan man aldrig få for mange af, så et besøg i VV Rouleaux var nærmest nødvendigt. De har 2 butikker i London og det passede bedst i mit kram at aflægge et beøg i den på Marylebone Lane, en gade som i øvrigt var både hyggelig og off-street, selv om den er en sidegade til Oxford Street.

Fantastisk butik. Ikke særlig stor, men i 2 etager og med et udvalg, som siger spar to til almindelig dansk båndstandard og igen med kompetent og venlig betjening. Der er en grund til, at det ofte er VV Rolueaux der bliver nævnt i engelske blade som Country Living, når det gælder bånd, stofblomstre og andre festligheder.

Indholdet i min pose var sparsomt, men nøje udvalgt, og jeg glædes især over det stribede, blommefarvede bånd.


Muji er et must, når jeg er i London eller andre byer, der er så heldige at have en Muji, og her er vi i en ganske anden, minimalistisk og supercool verden.

Muji laver superenkle sager, som er i uovertruffen kvalitet og ofte også indeholder et minimum af kunststoffer. De er på forkant og bagkant på en og samme tid, for deres kvalitet kan næsten synes gammeldags, så god er den, mens de absolut er fremme i skoene, hvad design angår.

Der var udsalg i butikken på Long Acre, og jeg tog et 200x200 dynebetræk med små indbyggede læg i den dejligste skjortekvalitet med hjem sammen med tomme dutter til shampoo, en gang London i træ, LIMEFARVEDE tynde tuscher og et par nydelige hæfter.