Anden del af 2012 bød på en ny start for vores lille familie. I midten af august landede vi nemlig i Nairobi for at starten en ny tilværelse her. Det har ligget i kortene længe at vi skulle bo en årrække i Afrika, min mands firma arbejder nemlig udelukkende med projekter i Østafrika og for at undgå alt for mange rejsedage for min mand og tid væk fra familien, blev beslutningen taget om at flytte til Kanya for at have mere tid sammen som familie og for at give os selv nye udfordringer og ikke mindst nye eventyr.
De første 3 måneder boede vi i en møbleret hotellejlighed, hvilke var en god måde at starte på for os, så var der nemlig tid til at køre Elliot og Olivia ordentlig ind i deres nye børnehave og til at lære vores nye lokalområde at kende uden at skulle tænke på hus, have og andre praktiske ting. Vi har også haft god tid til at se os omkring i smukke Kenya. Vi har set masser af dyr og smukke strande.
I midten af oktober fik vi nøglen til vores nye hus. Det er første gang jeg prøver at bo i hus (ud over vores sommerhus). Jeg har hele mit liv boet i lejlighed og det her er noget helt andet. Når man har små børn og vejret er godt størstedelen af året, giver det så meget mening at kunne leget og hygge i sin egen have.
Der har været mange udfordringer ved at flytte til Kenya, både før og efter selve flyttedagen. Det meste fungere på en maget anden og langsommere måde hernede og det skal man vende sig til. Når det er sagt har vi haft en bedre opstart end vi kunne have ønsket os. Børnene er nu fladet helt til og både de og vi er begyndt at få venner hernede, hvilke betyder rigtig meget.
I midten af november havde vi et vennepar fra Danmark på besøg, det var rigtig dejligt at se dem og at vise vores nye land og hverdag frem. Året afsluttede vi med en tre uger lang juleferie i Danmark hvor vi delvist boede i vores dejlige sommerhus og delvist i min søde venindes lejlighed. Vi havde god tid til at mødes med venner og familie, men slet slet ikke nok.
2012 har været et fantastisk år, det har været fyldt med oplevelser og udfordringer, men det har også været fyldt med mange frustrationer og et stort afsavn.