Dagens gæsteblogger - Susanne

Dagens gæsteblogger er Susanne. Susanne har - hold fast - 9 børn og en helt vidunderlig blog, hvor man kan få et helt særligt indblik i hendes hverdag. Jeg er fuld af beundring og taber pusten ved tanken om selv at have 9 børn, men hvor må det være berigende at vokse op i så stor en familie? Og med så skøn en mor.


Her kommer Susannes indlæg. Kommentarfeltet er som sædvanlig åbent for debat. 

Et Liv med glæde… tak!

Øjebliksbilleder og spredte tanker fra et stort familieliv

Et lille, elegant sving ind i carporten – tre små dyt med hornet og straks står … vores to langbenede katte hos mig, ude ved bilen! Men jeg er jo en tålmodig mor, så jeg har lært at vente lidt og det viser sig da heldigvis også, at familiens mandfolk dukker op iført deres crocs og klar til at slæbe alle tasker og kasser med alle de mange indkøb ind.

Ah, der er blus på brændeovnen og der er glade børn og husbond - og et helt ryddet køkken – lige til at gå til. Fem mand høj er i gang med at få sat vare på plads og sorteret i alle de indkøb jeg har bragt hjem – og der er tre små hjælpere til at farte lidt rundt mellem benene på os andre. - Hva’ er det nu de her er til, mor? – ja, det var så de 6 pakker med hygiejnebind som døtrene bruger (- mor bruger hjemmesyede  genbrugsbind!!) og som mindste barnet lige skulle have genopfrisket nødvendigheden af. At det IKKE er ligesom bleer, og ja, en dag skal også du bruge sådan nogle og jo, det er ok at damer bløder ud af tissekonen!… Sådan en dagligdags smule kroppens funktioner-undervisning sker så midt mellem anvisninger til teenageren om hvilke krydderier der skal være i hvilken skuffe og en tilkendegivelse af, at nok er der meget kattemad, men der ER plads til dem alle nederst i skabet! Dét ved jeg bare, for det plejer der at være… Lidt sukken og masen senere går det op for ungersvenden, at der måske er sneget sig et eller andet ind på den hylde, som IKKE hører til dér – og han fik ret! En stor pakke med glutenfrie cornflakes var sat derind – helt hen i vejret, for de skal naturligvis hen i det glutenfrie skab!! Imens har den 5 årige lillesøster - der nu atter er bekræftet i, at hygiejnebind er en alvorlig om end ikke sygelig foranstaltning - fået alle 6 pakker lagt på plads i skabet på badeværelset. Sådan!

Der fyldes op på hylder og i skabene. I køleskabet sættes glas med rødbeder side om side med mit store 2 L glas med surdøjen til vores rugbrød, stablen af de mange æg og kassen med oste på plads – helt fyldt med lækkerier af fuldfed feta og et par neutrale oste samt en myseost. - Uhm, lyder det fra hende der sætter kassen ind og hun spørger; - Men har I mon så også købt groft knækbrød eller skal vi bage det selv? Hun spørger henkastet alt imens far og datter regner ud hvor meget af alt det hjembragte hakkede fars der skal pakkes om og i hvilke mængder der skal pakkes kyllingestykker ned; – Er det i tusinde grams poser, mor og skal der være en pose blandet fars med okse og gris, til vi skal ha’ ”forloren ræv” ??

Blot 25 minutter senere er der sat varer på plads, pakket og båret ca. 11 kg kød til kummefryseren og alt er fyldt op og vi kan regne med at have mad til to uger frem. Det eneste vi skal, er at bage brød og købe lidt Thise sødmælk og yoghurt af og til. Nu og her er køkkenet atter ryddet og stilheden sænker sig over os alle.

De tre yngste er i færd med hvert sit – én klipper påklædningsdukker i HELE langbordets længde og én danser til en zumba-dvd på storesøsters værelse på første sal (hun har fået lov!) mens den sidste er optaget af de nyeste bøger lånt på biblioteket. Jeg synker ned på en stol og smider den varme trøje, for her i spisestuens brændeovnsvarme er strikketrøjen pludselig overflødig. Ham, den eneste ene, dukker op ved siden af mig. Han skulle lige hjælpe én af de små med at få klippet en ødelagt negl, men nu står han her, med et glas af den læskede og hårdt tiltrængte nødvendighed, cola zero!!! Uhmmm ahhh, og i tilgift får jeg også en omgang nakkemassage af hans varme hænder – og mens vi sådan når flere ting på én gang, får vi også lige snakket om resten af dagens begivenheder! At der er ankommet lidt forenings gear i form af tre tunge ruller med de plastik ”fødekarsposer” til fødekar som foreningen lejer ud, at naboen ringede for at være med i en gave til en anden nabo, som min gode mand har lovet at stå for indsamlingen og indkøb af, at der er bud fra en svigerinde om et bryllup hos hendes yngste datter i august, så vi skal ha’ arrangeret os med barnepige den dag, at den yngste har hostet så meget nu, at det vist kræver et opkald til vores superlæge i morgen, for lige at få ham til at lytte på lillepigen og sikre, at der ikke er mere end en virus i den hoste - og at der er en forespørgsel fra et af de ældste børn, om vi vil køre fredag nat og hente fra fest og by-tur omkring kl. 04 i den nærmeste storby…..

Jo, vores familieliv er beriget med meget.. og med mange!

Hele 9 børn har vi.

Nogle elsk værdige børn er de - alle som én. Men de er også så meget andet. Af og til er de forrygende krævende, irriterende og urimelige. Og tit er de sjove og underholdende, syngende og spillende. Jeg trættes af dem og jeg får ny energi af dem. De lever i tæt nærhed med os – deres forældre - det meste af vores tid. Vi har prioriteret allerhøjest at være sammen om at få vores familieliv til at blomstre og os alle til at trives.

Vi har valgt så meget af det almindelige tidskrævende liv fra, gennem de år vi har valgt børn og familie til. Vi har især valgt at nedprioritere arbejdslivet og dermed naturligvis en anseelig  økonomisk gevinst. Masser af ting gør vi ganske givet ikke som de fleste andre – og meget gør vi netop og lige præcis som alle andre – måske bare i en større målestok!

For os er den dagligdag vi har indrettet os med jo ikke speciel eksotisk eller anderledes. Vi har jo trods alt ikke fået de ni børn over én nat! Så fra vi havde det ene barn, som jeg var gået med til at få (!!) og til nu, så mange år senere, hvor man må sige, at vi har reden fuld, er der naturligvis løbet en del vand i åen… og en masse erfaring er tilegnet og levet igennem.

Det er alt rigeligt til at fylde et helt liv at være tæt med så mange forskelligartede mennesker. For de er knageme forskellige – også selv om man kan sige, at vi trods alt kun har én læst at lave dem over!

Omkring 8 hele år af mit liv har jeg været gravid. Jeg har ammet i alt omkring 14-16 år. Vi har i de sidste mange, mange år haft børn i soveværelset. Gennem mange år har vores seng været en familieseng med hele 5 madrasser á 90 cm bredde sat sammen til én megastor seng. Og den med børn i soveværelset har da, for os ikke virket særlig præventivt, må man sige! Men da vi jo ikke er hverken bornerte og ubehjælpsomme, har vi jo anskuet fx det at ha et uforstyrret sexliv helt lavpraktisk og dermed indrettet os, så vi ikke tænker, at vores samliv er afhængig af vores soveværelse og en dobbeltseng (- eller af om skraldespanden er tømt eller
gulvet støvsuget og vasketøjet er klaret!!)!! Dén erfaring, tror jeg mange andre forældrepar kunne høste glæde af.

For vi har i stedet indrettet en elskovsrede dér hvor muligheden nu har budt sig – og præcis som i vores helt unge og ganske barnløse dage, har det været en fornøjelse mere end en hæmsko at finde steder i hjemmet der egner sig til vores elskovsstunder og intime hyrdetimer….

Sådan er vores liv på mange måde ret så praktisk indrettet. Med glæde og af nødvendighed! For at kunne nyde livet og for ikke at lave mere end højest nødvendigt! Og for at vi alle får god tid til også at sysle med ting vi kan li og nyder at bruge tiden på.

Indledningsvist berettede jeg om min hjemkomst efter en indkøbstur. Jeg var alene af sted – hentede dog den ældste ved toget undervejs i mit indkøbs raid. Den slags indkøbsture tager vi én af hver 14. dag. Der handles efter indkøbsliste og med to indkøbsvogne på slæb. Og altså helst uden ret mange små mennesker under armen, da det skal gå stærkt og være effektivt. Da jeg ikke havde så store børn og oftest havde en hale af børn med mig, foregik det stadig meget planlagt og overskueligt og med en fast rutine. Jeg kan lide at handle men det er mest for nødvendigheden jeg gør det.

Der handles i et stort varehus, i én discountbutik og i tre specialbutikker hver gang. Der bruges i snit 3500-4000 kr. hver 14. dag. Dertil lidt flere kroner på øko-æg hos gårdbutikken og lidt til grønt der ikke kan holde sig så længe samt til lidt mere mælk ( - det sidste er ikke noget vi bruge ret meget af i forhold til familiens størrelse! Lidt til dagens havregryn for et par af børnene og til madlavningen og en smule til at bage af! Ingen drikker mælk af glas!) At købe ind til en stor husholdning tager ca. 2-2½ time hver 14. dag. At planlægge madplanen og gennemgå fryser mv. tager omkring en lille times tid 2 gange om måneden – når man som vi har i rutinen.

Aftensmaden laver ikke sig selv hjemme hos os.

Vores kulinariske ydelser i hjemmet er ligeså praktisk anskuet som alt andet der sker her. Det betyder, at vi ikke køber færdig mad, fast food eller take away. Vi laver vores måltider selv – men til gengæld er det sådan, at det der er storslået og voldsomt tidskrævende er gemt til de dage hvor vi ved, vi alle er hjemme og hvor vi er mange om at kunne tage fat. Til alle de andre dage er det stort set altid to-dages retter vi laver, og mad der kan tilberedes på ca. en halv time/tre kvarter. Vi får både de klare danske husmandsretter, og vi får retter der er af nyere dato. Vi har en madplan der – ligesom vores samlede indkøb én dag – er med til at sikre at vores mad er både ernæringsmæssigt i orden OG at der er købt ind og fundet opskrifter frem én gang hver 14.
dag, så det hele er købt ind og det er overskueligt og nemt at gå til for os alle. Der er ikke faste lav-mad dage for vores børn. De er med her og der og som det nu lige passer sig. Der er nogle af dem der bestemt har flair for at lave mad og andre der er mere patetisk anlagte! Men vi kan alle lide mad og det er en stor værdig for os at få ordentlig mad. Det samme gælder madpakker og festmad. Det skal være gedigent og hjemmegjort så langt som det nu kan lade sig gøre. Og mad er vigtig for os – til hverdag, som hygge og til når vi holder fester!
Vi har holdt mange fester – sidste år havde vi foruden en konfirmation også et lilel sølvbryllup, et studentergilde og en 18 års føs’da’ – og det hele er festedage med hjemmelavet lækker mad, med masser af gæster og med alt hvad der skal til for at gøre en festdag god. Og for et rimeligt lavt budget!

Det betyder meget for vores families trivsel, at vi ved hvad dagene bringer og hvem der - i de store træk – der gør hvad. Vi har ikke nogen arbejdsplan eller pligtskema at udføre. Her hos os er alle som én med på hvad det er der skal til, for at vores fælles hverdage fungerer. Vi lavde i sommer – efter en ung svigerdatter mente at vores børn brugte meget tid med at være til nytte i hjemmet – en lille gennemregning af hvor lang tid vores børn bruger på at lave husarbejde herhjemme.

Den daglige dont var for alle i hjemmet ca. 25 – 30 minutter. Alle minutter lå mellem kl. 18.30 og 19.00 – før og efter var der på hverdage ikke noget der skulle gøres!!! Men efter aftensmad skal vi alle løfte i flok! For at vi alle så kan slappe af bagefter. På de ca. 25 minutter får vi ryddet af fra maden, vasket op og ryddet op i hele køkkenet, støvsuget og tørret af i spisestuen, hentet tørt vasketøj op fra tørresnorene i kælderen, lagt samen og ofte også på plads, ryddet det fælles legeværelse og ryddet i stue og på kontoret fra dagens leg og arbejde. Vi voksne gør de tre yngste klar til natten, der kan lige leges og kigges på nye bøger eller nylavede tegninger osv. Kl. 19.15 putter vi de tre yngste – ikke med højtlæsningshistorier - dét gør vi om eftermiddagen - men derimod med en fast rutine af forskellige sange og med en lille snak med dem hver især om deres dag – og så god nat og kys og kram til hver af os alle – og kl. 19.30 er det døren på klem ind til
stuen hvor vi voksne sidder og snakker og måske ser tv.

Jeg undres over de familier, hvor især kvinderne, himler over at de er ene om al rengøring og at ingen andre end de selv ser hvad der trænger! Sådan er det ikke her. Og jeg har endda haft min dagligdag i hjemmet gennem alle de år vi har haft børn.

Fuldtids hjemme – det er mig! Men det betyder langt fra, at det er mig der så gør huset rent! Ikke nogensinde har det været mig der stod med det. Jeg har veninder der efter års venten har opnået at få en hel fridag – og hvad bruges den så til?? At gøre rent i hele hjemmet og derpå hente familien hjem! Det er mig en gåde hvordan man tror, at det nogensinde kan gå hen og være et fælles anliggende at holde hus, hvis mor holder fri for at klare det, mens resten af familien er væk! Det gir’ ingen mening – for mig!

For mig og os er det jo klart at et familieliv – stort eller mindre – gør at der er opgaver at løse og ting at gentage for at få maskineriet til at køre OG når det er gjort kan vi alle nyde livet og slappe af med hvad vi nu hver især kan li at lave! Derfor er børn – og nogle ægtefæller – da nødt til at SE hvad det er der skal ske for at det hele fungerer! Og børn skal ha den slags ind med modermælken, hvad og hvordan det er man gør. Jeg ved at ingen – hverken det ene eller det andet køn - fødes med disse egenskaber og evner til bare at gøre som der fordres for at holde hus. Så for at man skal kunne forstå hvad der sker og hvad der skal ske, må man jo have muligheden for at DELTAGE i det liv der leves i hjemmet. Selv fra man er så lillebitte, at det eneste man kan med sine små 98 cm. er at slæbe sko på plads på hylden og samle kattegrus op på et fejeblad!

For at forstå og vide, at det er sådan tøjet bliver gjort rent og kommer ned på min hylde igen eller at det er den måde man får mad i køleskabet på, får lavet et måltid, får rent porcelæn eller får et delikat toilet – så skal man ha haft muligheden for at se det ske! Man skal kende rytmen i den slags processer!

Vores familieliv er dejligt. Ikke en dans på roser og ikke en evig lykkerus – men dejligt, værdifuldt, seriøst og livsbekræftende.

Vi har en klar fornemmelse af, at det vi hver dag gør skaber gode stunder og nære øjeblikke. Vi føler os beriget og vi kan selv tage vare på vores liv. Vi har reel indflydelse – trods hvilken som helst regering der sidder ved roret. Vores liv er ikke kun afhængigt af ydre omstændigheder i sådan en grad, at det vil vælte os og vores fællesskab. Den værdi er vigtig for os – og det er én af flere ting vi vældig gerne vil give vores børn med videre ud i deres liv og fremtid.
Det liv vi lever er hverken problemløst eller uden skærmydsler.
Vi har børn med kroniske sygdomme der kræver omtanke og diætmad hele livet, vi har en søn med et adfærdshandicap, der kræver at han og vi tager forbehold og hensyn altid og vi har en søn der er infantil autist og dermed kræver en del af sine omgivelser og af den daglige formående.
Vi har haft alvorligt sygdom i familien og vi har haft store og rørende oplevelser.
Vi har grædt vores modige tårer og grint vores r** i laser.
Alt sammen gennem et langt og dejligt familieliv.
Og vi vil til hver en tid gøre det hele om igen – på nøjagtig samme vis!
Så vi fortsætter livet … med glæde!

Har du deltaget i dagens konkurrence?

Dagens gæsteblogger - Joan

Dagens gæsteblogger er Joan. Idag handler det om at have et handicappet barn - eller som jeg har lært af Joan - et barn med handicap. Jeg ved ikke med jer, men for mig er det lidt et tabu, og jeg er så glad for at Joan vil dele sin familie med os. Og på hendes blog, kan man læse meget mere om Anton og Gustav og nogle af de svære situationer, der hele tiden opstår. 


Her kommer Joans indlæg.

Handicappet barn – handicappet familie?

Vi er en familie på 4 – mor, far og to børn. Som standarden.

Hos os er de to børn to drenge. Anton på 8 år, som er handicappet, og Gustav på 5 år, som blot lider af almindelig krudt bagi. Handicappet er cerebral parese eller spastiker, hvilket betyder at han er både fysisk og mentalt handicappet (svarer til 3-4 år), og har forskellige følgehandicaps i form af synsnedsættelse, epilepsi og sårbarhed overfor for mange indtryk.

Han har et vidunderligt gåpåmod, kærlig og glad fremtoning, masser af humor og giver de bedste knus i

verden.

Men han skal have hjælp til at få tøj på, komme på toilettet eller skiftet ble, hjælp til bad, medicin, få noget at drikke og spise (med mindre det er noget han kan holde i hånden), hjælpes til næsten alle andre funktioner end at skubbe sig frem på knæene, guides i sin kontakt med andre, og skærmes mod for mange indtryk. Så man er der 24 timer i døgnet….til at hjælpe, og holde øje. Om natten sover han med babyalarm, så vi kan opdage evt. anfald. Lidt som stadig at have et lille barn…bare på 8 år, og fysisk ved at være noget tungere.

Det gør også at vi tit er nødt til at dele familien op i to ved flere aktiviteter. Enten skille en voksen fra for bare at få slået græsset, rengjort biler eller handlet ind. Eller en voksen pr barn, da behovene og ønskerne hos vores to drenge er ved at være noget forskellige eftersom lillebror er blevet ældre. En udflugt fx i sommerland gør at vi næsten altid må dele os størstedelen af tiden, og konstant være på forkant med Antons grænse, for hvornår ”han er fyldt op”, for så falder verden pludselig sammen for ham, og han græder, skriger og slår hvem og hvad han nu måtte få fat i). En udflugt vil max kunne vare 2-3 timer, før denne grænse er nået. Og har da også stået i baglokaler både i Legoland og Djurs sommerland med et epileptisk anfald hos Anton. Alt bliver planlagt efter laveste fællesnævner – Anton. Og balancen er så at lillebror ikke kommer til at betale prisen. Anton er i aflastning i sin gamle børnehave hver 5. weekend, og han elsker heldigvis at komme ud til sine venner. Og vi kan mærke at Gustav slapper af på en anden måde i disse weekender, og at vi alle har nogle helt andre betingelser end ellers- lidt lige som at have sommerferie. Og vi har mere energi bagefter. Men det er altså bare svært at overlade sit barn til andre 24 timer i døgnet. For selv om at de er dejlige og dygtige mennesker, pædagogerne som passer ham, så elsker de ham jo ikke som jeg gør. De kender ham ikke som vi gør, og der er jo af gode grunde vekslende personaler og andre praktiske hensyn der skal tages på en institution. Aflastning er bestemt en god ting, men man skal lige vænne sig til, at det er det rigtige valg.

Ellers har vi nogle dejlige bedsteforældre som har hjulpet meget, men der er den øvre grænse ved at være nået. Han er for tung fysisk for en bedstemor uden de store armkræfter, og med et hjem som bestemt ikke handicapvvenligt, så er det også ved et være en umulighed for dem at passe ham – højest et par timer ad gangen hvis det er hjemme hos dem selv. Overnatninger har heller ikke været i nogle år nu, da de forståeligt er bange for natlige anfald. Og så er det ikke så rart at skulle give sit barnebarn medicin, med det ansvar det medfører.

Så Anton er skrevet op til mere aflastning, og har stået på venteliste til 92 døgn om året (dvs. skræmmende ca. ¼ af tiden) i ca. 3 år nu. Vi vil nemlig kun at han kommer derhen, hvor de kender ham i forvejen. Det er endnu en af de ting, der er specielt i vores situation; man tænker nærmet allerede ved sit småbarn, hvordan han skal klare sig som voksen, hvordan han skal kunne flytte hjemme fra. Og vi skal hele tiden tænke flere år frem, for ting tager tid. Den umiddelbare plan er at han forhåbentlig snart får en plads med 92 døgn, og det må så være niveauet til han er ca. 15/16 år, hvorefter vi regner med at han skal bo 50 % af tiden på en institution, som udslusning til at flytte hjemme fra. Han skal jo gradvis vænne sig til ikke at bo hjemme hos mor og far mere, når han jo nok aldrig vil blive mentalt gammel nok til at forstå det…

Og så er der jo sygehusbesøg, kontroller, botoxinjektioner m.m. Det er ekstra bekymringer, som selvfølgelig fylder, men mest på planlægningen…man kan faktisk næsten vænne sig til at ens barn skal i fuld narkose med faste mellemrum. Men der er også ekstra glæder, når han mod svære ods lærer noget nyt, og når han utallige gange giver knus og siger ”jeg elsker også dig mor”.

Der er inden for handicaporganisationer meget fokus på at det ikke hedder et handicappet barn, men et barn med handicap….og det er i hvert tilfælde rigtig så langt at handicappet ikke udgør Anton, men er alligevel en væsentlig del af ham. Vi er jo alle formet af vores betingelser – muligheder og begrænsninger. Og jeg ville ikke ønske mig Anton på nogen anden måde (fraset måske epilepsien, som er en ustyrlig faktor).

Men er vi så en handicappet familie, eller en familie med handicap. Ja og nej. Vi har fundet en form her hjemme, hvor det fungere. En hverdag, som er anderledes end mange andres. Men vi har det godt. Som forældre, som par (her nok netop styrket af det vi klarere sammen), og som familie samlet.

Faktisk har vi gennem to så forskellige drenge – en handicappet og en ”almindelig” dreng, fået det bedste

fra to verdener…..

Dagens gæsteblogger - Betty

Dagens gæsteblogger er Betty. Betty er mormor, og idag skal vi have et lille indblik i de ting som mormorrollen fører med sig. Der er lang tid til, at det bliver min tur til at træde ind i mormorrollen, men for nylig blev min mor jo mormor. Og hun ytrede på et tidspunkt, at det at få børnebørn, næsten var større end selv at få børn!. Så der sker altså noget, når endnu en generation kommer til. 


Her kommer Bettys indlæg.


Med stor glæde og lidt præstationsangst, har jeg fået den store ære, at blive inviteret som gæsteblogger her på Mettes skønne blog. Jeg skal prøve, at skildre min mormor rolle...... Hvad indebærer den?

Jeg er så heldig, at være mormor til, hver især, 4 fantastiske børnebørn....Ida 6 år, Amalie 4 år, Wilmer 3år og lille Ludvig på 1år.
Tør godt sige, at jeg er mormor med stort M, hvilket er fantastisk, og til tider også hårdt. Det at blive mormor, er noget af det største, man kan forestille sig. Den dag jeg blev mormor for første gang, står så tydeligt i min erindring. Det var påskelørdag for snart 7 år siden....selvfølgelig skinnede solen, og jeg husker så tydeligt, hvad jeg lavede hele dagen.

Midt i al glæden som mormor, så kom der efter noget tid, et mærkeligt savn hos mig, et savn, som jeg ikke helt forstod. Jeg granskede, spekulerede, og analyserede. Pludselig forstod jeg det hele......min mor rolle var gået tabt.... nu var jeg kun mormor, men jeg havde jo også brug for at være mor.......efter snak med mine piger, så er den lidt tåbelige følelse forsvundet, måske skyldes det, at vi nu bestræber os på, at få mor datter tid.....uden børn. Nu er jeg også mor!

Når jeg nævner, at det til tider, også kan være hårdt, at være mormor, så er det simpel hen selvforskyldt. Jeg kan ikke lade være med, at være på.....de kære børnebørn kan få mig til alt.....løbe, hoppe, danse, gynge, tegne, læse, ja, der er ingen grænser, og så kan man jo godt køre lidt træt, men jeg elsker det.....tror måske der bor et lille legebarn i mig!
En skovtur med de små, ja, det er jo et eventyr for sig selv....har opfundet nogle Tyttebøvser, som vi sætter jagten ind på! Her kan I nok godt regne ud, hvem der først bliver træt!

Ida og Amalie, passede jeg begge i et par måneder, indtil de fik vuggestue pladser. Det var en stor fornøjelse, at få lov og følge dem hver dag, for der skete så meget med deres udvikling på det tidspunkt.....Ida var kun 4 mdr., Amalie var 6 mdr. Jeg gik til baby rytmik med dem, til stor fornøjelse for både barn og mormor.

En ting, der til tider er svær for min mormor rolle......de 2 mindste børnebørn, Wilmer og Ludvig, bor i København, og jeg selv i Aalborg. Den afstand gør, at jeg ikke lige kan være der, hente i vuggestue/ børnehave, komme forbi, og få et par timer sammen, eller blot sende mor og far i biografen! De 2 andre børnebørn bor tæt på mig, så her kan jeg lige smutte forbi, når savnet bliver for stort, eller der er brug for akut barnepige. Afstand eller ej.....når vi så er sammen i København eller Aalborg, så er det jo døgnets 24 timer, og det er jo skønt, for så oplever jeg deres hverdags rytme......vi gør alting sammen.....den glæde jeg oplever, ved at mormor skal det hele.....bade, putte, tørre numse, og læse historie, ja det opvejer jo noget af mit savn! Det jeg får her, vil jeg for alt i verden ikke undvære!

Der ligger nogle store følelser i mormor rollen.....meget mærkeligt, for det man "udsatte" sit eget barn for, da vedkommende var lille, det må ens barnebarn ikke udsættes for......ikke cykle så hurtig.....ikke hoppe ned derfra.....gå selv ned af trapper......ikke spise sand..... PAS PÅ.....PAS PÅ!
Jeg er så bange for, de skal komme galt afsted......hvor blev den afslappethed af, man havde med sine egne børn? Måske er det bare noget der kommer med alderen!

Midt i min mormor rus, har jeg måttet minde mig selv om, at det ikke er alle der gider høre om mine "fantastiske" børnebørn...... Så er det jo godt, at jeg fik denne chance, her hos Mette! Tak for det!

Håber, jeg med dette indlæg, gav jer lidt indsigt i mit liv som mormor!

Kan kun konkludere.... Mine børnebørn har gjort mig rig......rig på kærlighed!

Dagens gæsteblogger - Sofie

Dagens gæsteblogger er Sofie. Sofie fik i 2006 et barn - et ønskebarn - og mistede kort tid efter Elisabeth. Idag gør det ondt at læse med. Jeg har grædt så mange tårer over Elisabeths historie, men det er så vigtig en historie for os alle sammen. Den sætter tingene i perspektiv og minder os alle sammen om den kæmpe gave det liv, der er givet os, er.  

Du kan læse meget mere om Elisabeth på hendes egen side.

Idag er tilegnet alle de børn, der ikke længere er her.


Her kommer Sofies indlæg - og kommentarfeltet er som sædvanlig åben for tilkendegivelser og debat.

 Min sommerfuglepige

For et stykke tid siden blev jeg opfordret af Mette til at skrive et indlæg om mit første barn Elisabeth. Jeg må indrømme, at jeg har gået noget rundt om mig selv og ikke rigtig har kunne komme i gang, for hvordan fortæller man lige om det at få sit ønskebarn kun for at miste det igen, om sorgen og følelserne i den forbindelse og om at rejse sig egen oven på sådan en oplevelse, i et enkelt indlæg? Jeg har lovet at gøre et forsøg ...

For mig var sommeren 2006 den bedste og samtidig den værste sommer i hele mit liv! Jeg blev mor for første gang. Det var det største og bedste, der nogen sinde er sket for mig. Kort efter fødslen fik jeg at vide, at hun var alvorligt syg og sandsynligvis ikke ville blive ældre end et par dage. Jeg var mor for hende i 6 skønne og skrækkelige uger. Til sommer er det 5 år siden jeg var igennem et følelsesregister, der strakte sig fra den højeste tinde af lykke, jeg nogen sinde har oplevet, til den dybeste kløft af sorg, som jeg nogen sinde har været i.

Vejen til ønskebarnet havde indtil da været lang. At blive gravid med det barn, som jeg ønskede mig så inderligt, var blevet et projekt. Jeg mødte så mange sten på min vej, at man kan undre sig over, at jeg fortsatte. At være i fertilitetsbehandling er en udfordring på mange planer. Nogen mennesker kaster håndklædet i ringen langt tidligere end tilfældet var for mig. Jeg var stædig. Jeg gav ikke op men fortsatte – og det skønt jeg havde været nede og ligge op til flere gange. Efter det værste slag i ansigtet, som var en måneds indlæggelse i smertehelvede, var jeg rigtig tæt på at give op. Jeg husker stadig samtalen med lægen på fertilitetsklinikken. På det tidspunkt var jeg besluttet på, at det var slut. Pludselig efter så mange år troede jeg ikke på det længere. Jeg længtes stadig efter et lille barn, men jeg havde brug for ro. Der var fuld forståelse fra lægens side, som dog til sidst mindede om, at der stadig lå tre små æg i fryseren, som med et sidste forsøg risikofrit måske burde afprøves inden alle døre til den verden blev endeligt lukket. Jeg indvilligede, og 9 måneder efter kom Elisabeth til verden.


Graviditeten var udad til nem – ingen kvalme, ingen bækkenløsning eller andre gener i den retning – men psykisk var den en udfordring. Efter så mange års kamp var der bare ikke noget, der måtte gå galt. Måske var det min eneste chance for at få et barn. Jeg kunne slet ikke bære, at det ikke skulle lykkes. Jeg nåede terminen og alt var godt. Nu skulle mit lille barn bare fødes, og det blev hun efter et kaotisk fødselsforløb med læger og nervøse blikke, der til sidst endte med akut kejsersnit i fuld bedøvelse. Da jeg vågnede var det til en stilhed efter storm. Det første der brød stilheden var ordene: Tillykke du har fået en lille pige! Jeg kunne ikke andet end at smile. Det var overstået. Alt var godt. En lille pige, som skulle hedde Elisabeth! Jeg fik lov at få hende op på maven, og der lå vi så. Jeg var verdens lykkeligste i hele verden lige i det øjeblik. Jeg var mor. Intet større har jeg oplevet – hverken før eller siden. Endelig! Endelig havde jeg besteget bjerget. Jeg var nået helt til tops. Kort tid efter ramlede det hele om ørerne på mig og jeg styrtede i en afgrund så dyb og sort at det var svært at forestille sig at jeg nogen sinde skulle kunne kæmpe mig op igen.

Elisabeth var begyndt at få kramper samme nat og efter en tur fra Herlev til børneafdelingen på Gentofte, endte vi på Rigshospitalets neonatalafdeling. Det var ikke bare et lavt blodsukket, der var skyld i ,at hun var kommet til verden helt slap og stille. Noget var helt galt. Hvor galt det var, gik op for mig allerede dagen efter. Men om jeg sådan helt fattede det ved jeg ikke. Det hele foregik lidt som i en tåge. At få beskeden om at ens barn skal dø, er så modstridende at realitetssansen ikke helt står mål med virkeligheden. Hendes liv var jo lige begyndt. Ikke desto mindre var faktum at hun var blevet svært hjerneskadet – sandsynligvis på grund af iltmangel – i en sådan grad at hun ikke ville kunne overleve uden respirator mere end et par timer eller måske nogen dage. Hvad stiller man op med sådan en besked?


Hun døde ikke efter et par timer. Heller ikke efter et par dage. Men levede i 6 uger! Hun blev passet hjemme i alt den tid. Det er jeg glad for. Det betød nemlig at jeg fik lov at opleve alt det, som jeg havde drømt om i så mange år. Hun fik lov at se sit værelse, køre tur i den barnevogn der stod og ventede, sove i min gamle vugge, som min mor havde sat i stand til hende. Det var en smuk tid, som jeg husker den. Jeg var nærmest lykkelig. Det var rigtig vigtigt for både min mand og jeg at fokusere på den lykke, for vi vidste, at der ville blive masser af tid med sorg bagefter. Så det var lykken og glæden over at have fået lov, der fyldte mest den sommer.

Elisabeth var en sej lille en. Hun ville livet og levede af sine forældres kærlighed i den tid hun levede, lige indtil hendes lille krop gav op. Den morgen lå hun præcis samme sted som den gang jeg mødte hende for første gang. Hun havde vækket mig om natten og jeg havde lagt hende på min mave og sådan faldt vi begge to i søvn. Da jeg vågnede om morgenen, lå Elisabeth stadig på min mave. Hun var holdt op med at trække vejret, men var smukkere end nogen sinde. To store øjne kiggede på mig. Jeg vidste, at det var slut og selvom der havde været mange tårer undervejs, så var dem, der kom den morgen blandet med en underlig form for lettelse. Hun havde lidt rigtig meget til sidst, så da hun endelig fik fred, var det som om man kunne se det på hendes ansigt. Jeg er stadig dybt taknemmelig over, at jeg fik lov at være hendes mor og passe på hende lige til det allersidste.

Til sommer er det 5 somre siden. Det er svært at forstå, at der allerede er gået så lang tid. Det føles til tider forræderisk. Tiden går, mens tiden med Elisabeth lige så stille forsvinder længere og længere væk. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke savner hende. Den dybe sorg er ikke i samme grad mere altomfattende, men savnet vil nok altid være der. Følelsen af at være blevet snydt og tanken om alle de ting jeg aldrig kommer til at opleve med Elisabeth gør mig ked af det. Jeg kommer aldrig til at se hende vokse op. Det man mister når man mister et barn, er jo ikke bare barnet, men hele barnets kommende liv.

Helt mirakuløst har jeg fået to skønne børn mere og selvom de fylder min dag med glæde og kærlighed, så bliver de aldrig nogen sinde en erstatning for Elisabeth. Netop fordi jeg har fået to børn, der er vidt forskellige, er det endnu tydeligere at Elisabeths personlighed mangler. Det er ikke bare et barn mere der mangler, det er en personlighed, som jeg aldrig får at se folde sig ud. At være blevet mor igen til to skønne krudtugler, har helt klart tilført mit liv en stor del glæde og kærlighed, men at blive mor for anden gang var ikke den lykkelige begivenhed som jeg huskede fra første gang, og som jeg i min naivitet måske havde forestillet mig det ville blive. Der har været blandet en god del malurt i bærret, og det har forplumret min start med dem på mange måder. Men det er en helt anden historie.

Elisabeth på sin første tur i barnevognen

Dagens gæsteblogger - Louise

Dagens gæsteblogger er Louise. Louise er næsten lige blevet mor og deler den store oplevelse og ikke mindst de mange følelser - frustrationer og glæder - med os idag. Det er hudløst ærligt og bestemt et indlæg, jeg kunne have brugt, inden jeg selv blev mor. Kan man forberede sig på at blive mor? På at man pludselig har et barn, som man vil gøre alt for og som pludselig kommer i første række? Læs og tag ind - og der kan debatteres i kommentarfeltet. 

Her kommer Louises indlæg.

Mor er den BEDSTE i verden... 

..... For det meste af tiden, ihvertfald... De andre øjeblikke kæmper hun med at tilsidesætte hendes egne behov, stresse over unødvendige bekymringer og følelsen af utilstrækkelighed. Jeg ville have ELSKET at kunne læse dette indlæg, inden jeg selv blev mor - så man kunne forberede sig lidt på hvad der ventede én. At blive mor nødvendigvis ikke er som en candyfloss; sukkersødt, lyserødt og i grunden RET klistret... 

Vi mistede under den første graviditet, og det skulle tage os halvandet år, før testen igen viste positivt.. Hvilket, set i bagklogskabens lys, helt sikkert var en dybere mening bag; hvis jeg var blevet mor dér den første gang, var jeg gået ned med flaget - mit egoistiske højborg var kollapset under mig... Jeg havde ikke være "klar" - klar til at smide egne behov og min frihed... Jeg blev mor 31. oktober 2010. Jeg havde et utrolig langt fødselsforløb, og der blev flere gange truet med kejsersnit. Endelig fik jeg lov til at presse og 5-10 minutter senere lå det smukkeste pigebarn på brystet af mig. Min reaktion; jeg græd. Af lykke og af kærlighed, som ramte mig rigtig hårdt. Mine moderinstinkter trådte ind og jeg ville gøre ALT for denne lille prinsesse, der kiggede op på mig med intense øjne.

Jeg ville ønske det ikke var et tabu at snakke om hvor HÅRDT det er at blive forældre, både som individ – men bestemt også som parforhold. Man føler sig alene om at have de problemer.. Jeg kæmper; kæmper med at være ærlig og sætte ord på de følelser – føler jeg er på en umulig mission; at fortælle kommende mødre at det er OKAY at have de følelser. Og at man bestemt ikke er alene om at have det sådan. Jeg græd, over alt, over ingenting og ikke mindst; af udmattelse. Min mor fortalte, at det var ganske normalt efter en fødsel - men hvorfor var der ingen, der havde fortalt mig dette...? Så jeg kunne have været forberedt og ikke følt mig mærkelig...?

For mig kom problemerne ret hurtigt.. Min lille pige havde ikke rigtig lyst til mad, kaldte ikke på mit bryst. Pludselig gik det stærkt og hun fik min mælk hældt i halsen. Hun skulle pakkes ind i strik, termo-dyne, hue og almindelig dyne. Jeg malkede ud efter hvert måltid for at stimulere min produktion. Hér begyndte min tvivl på mig selv – og bekymringerne voksede og voksede. Amningen kørte ikke og Mejse blev testet for gulsot og andre infektioner.. Jeg brugte suttebrik, og skulle vække hende hele tiden. Jeg havde en bange følelse af, at hun trak sig mere og mere ind i sig selv; sov sit lille liv væk – altimens gangene gav genlyd af skrigende kolikbørn, der ikke stod til at mætte… (Åhhh, hvor jeg dog ønskede Mejse var én af disse skrigebørn – istedet for et stille, indadvent barn – der trak sig ind I sig selv, uden gråd og uden nogle krav..) 

Jeg var 5 dage på patienthotellet, indlagt med hjælp fra jordemødre døgnet rundt.. De var fantastiske, søde og kærlige. Men hver og én havde forskellige meninger om hvordan jeg skulle tackle situationerne - og jeg blev støt mere og mere usikker på mig selv. Pludselig vendte det - hun begyndte at tage det tabte på, vågnende meget mere op, og nu var det så kun nætterne der "drillede". Mejse fik en sut, så hun ikke brugte mig som sut og det gjorde ligesom tricket. Efter nogle successfulde dage var vi klar til at tage hjem - klar til at se virkeligheden i øjnene. Jeg husker ikke dagene derhjemme så tydeligt længere - men jeg gemte mig, murede mig inde og kunne ikke overskue at tage nogen steder med Mejse. Jeg turde ikke lade hende sove udenfor og gik nervøst rundt om hende, når hun endelig sov. Frede havde ikke barsel med det samme, så skulle stå på egne ben. Og så kom brystbetændelse, knude i halvdelen af brystet, sygehus, penicillin biopsi og mammografi.

Idag når jeg sidder hér i sofaen, er alt dét jeg lige har skrevet så utrolig fjernt fra min hverdag lige pt.... Mejse er lidt over tre måneder, har næsten fast sove-rytme, er super glad & tilfreds og jeg kender hendes små lyde og ved hvad de betyder. Og måske er det DERFOR man aldrig hører om den svære første tid...? For pludselig er man bare en super-mor, der kender sit lille barn ud og ind. Klart; jeg er da stadig nervøs for om hun nu får nok at spise, om hun kan det hun skal kunne på hendes alder osv osv... Jeg har indset at bekymringerne aldrig vil ophøre og at det er okay at blive usikker - så længe den usikkerhed ikke forhindrer dig i at trives. Og det vigtigste af alt; der er ikke noget, der hedder plejer når vi taler om små babyer. Jeg bliver nødt til at omfavne min usikkerhed som et tegn på, at jeg gør mit ypperste og ikke er en kold skid, der er ligeglad.... Det er sådan jeg "håndterer det" bedst.

Mit indlæg idag her hos Mette skal bekræfte nye og kommende mødre i at det er okay at have alle disse følelser:

• Jalousi/bitterhed over at manden "bare" kan fortsætte sin hverdag (og nattesøvn) helt uændret...
• Bitterhed over at skulle lægge banale personlige behov (bad, toiletbesøg - sågar tandbørstning osv) lidt på hylden
• Vrede over at man ikke bare liiiige kan få de vigtige hygge minutter med sit yndligsblad eller lign..
• Deprimeret over at skulle fravælge hobbies og andre fede ting, du kunne før baby
• Følelsen af at alle andre er en bedre/gladere mor end dig
• Stress over alle de regler, der huserer omkring en nyfødt - bange for at være en dårlig mor/vælge forkert
• Skyldfølelse over, at der ikke er overskud til huslige pligter
• Skyldfølelse over, at der ikke er kærlighed/nusseri tilbage til din bedre halvdel
• ....hvad end du føler, er du IKKE alene!!

Nu skal det ikke være ren jammer det hele. At blive mor er det største, der er sket i mit liv. Jeg ville på ingen måde være min lille Mejse foruden - og gik gladeligt alle de dumme følelser og bekymringer igennem igen. Moralen i mit indlæg er, at vi for gud skyld skal huske at omfavne vores "pinlige" tanker - og dele dem med nogen i er trygge ved... Hvis i først åbner jer - er jeg sikker på at jeres veninder også kommer ud af busken og indrømmer, at de har haft det præcis som dig... Måske har de bare helt glemt det igen...? Sørg for at komme ud, BRUG din mødregruppe samt veninder i samme båd som dig... Du må for alt i verden ikke gemme dig hjemme og begrave dine "pinlige, pinlige" følelser... Husk på; du er ved at indstille dig til din nye rolle... Fra nu af er du ikke længere midtpunkt af dit liv - du skal dele spotlightet med dit lille barn.. Og det er da smukt og uselvisk, at man vil ofre så meget for det her lille barn, men selvfølgelig opgiver du ikke alle dine behov uden en lille intern kamp indvendigt... Giv dig selv tid til at finde "dit nye jeg"... 

Jeg håber ikke dette indlæg vil skræmme nogen fra at blive mor, for det er bestemt ikke intentionen... Jeg opfordrer jer tværtimod til at vove pelsen - og nu er i beredte til alle følelserne, der følger med - de gode såvel som dårlige... At være mor er det smukkeste og det allermest skræmmende jeg har prøvet - på én og samme tid.. At være mor er det vildeste: at se sit barn reagere med et smil når man laver grimasser - eller når hun blir helt ekset, fordi hun fornemmer at liiiiige om lidt kommer brystet og dermed mælken.. Det er de små daglige, søde oplevelser og iagttagelser ved sit lille vidunder, der fylder én med kærlighed og ubegrænset styrke.. Jeg er mor - og NU nyder jeg det i fulde drag!

Har du deltaget i dagens konkurrence? Du kan gøre det her.

Dagens gæsteblogger - Jane

Dagens gæsteblogger er Jane. Jane er dagplejemor og tager sig dermed af andres børn som sit arbejde. Jeg har meget stor respekt for folk, der hver dag bruger deres tid på børn - en ting er ens egne børn, men at bruge tiden på andres børn, er i min bog en stor ting. Jane har skrevet et indlæg om sit job og med en masse skønne fif og ideer til samværet med de kære små. Og der findes mange flere fif på Janes blog - et mekka af ideer :-)


Her kommer Janes indlæg - og igen kan der debatteres i kommentarfeltet. 

Mette har været så sød at spørge mig, om jeg ville skrive et indlæg til Børneugen i kraft af mit job som dagplejer og som mor, som kunne handle om samvær med de små og aktiviteter som alle kan være med til, og som er sjove for både børn og voksne. Med lidt hjertebanken og præstationsangst kaster jeg mig ud i det, og håber at I kan bruge nogle af mine idéer og tanker til noget! ’Here goes’!

Jeg er uddannet folkeskolelærer, og har arbejdet som lærer i knap 5 år, før jeg for 2 år siden, besluttede mig for at forlade folkeskolen til fordel for et liv som dagplejer i eget hjem.

At arbejde med børn har i mange år været et naturligt valg for mig – et ’kald’ om du vil. Jobbet som dagplejer er, i mine øjne, særligt ærefuldt og spændende, da man har så nært et forhold til forældrene, som dag efter dag kommer og overdrager deres allerkæreste i éns varetægt.

Kodeordet for mig ift. mit arbejde er tryghed; at forældrene er trygge ved at give mig ansvaret for deres barn og at børnene er trygge ved at sige farvel til mor og far i helt op til 9½ time om dagen.

Jeg er jo også selv forælder, og har lige nu min yngste, Adam, i dagpleje. Vi har været så heldige at få samme dagplejer som David havde, og jeg forstår til fulde hvor vigtigt det er som forældre at føle sig godt tilpas ift. at aflevere sit barn. Jeg gør derfor rigtig meget for at forældrene kan mærke at barnet er glad og tryg når han/hun bliver afleveret.

For at få denne tryghed frem hos børnene arbejder jeg med genkendelige rutiner og ’ægthed’. Små børn er helt utroligt gode til at lære rutiner, og jo bedre jeg som dagplejer er til at gøre hverdagen genkendelig, jo hurtigere bliver børnene rolige og trygge. Ægtheden kommer ind i billedet, fordi børn – både små og store – lynhurtigt gennemskuer hvis man er falsk, hvis man ikke mener hvad man siger og hvis man er påtaget. Derfor handler det også rigtig meget om at smide masken og lade børnene mærke at man ’vil’ dem! Jeg STORTRIVES  med masken smidt, og hvor er det utroligt befriende at få lov til at slå sig løs! Man er vel et legebarn?! ;-)

Spørgesæsken med ’fyld’ af ”Sneglen, den bor i et sneglehus”-sangæsker

Én af mine faste rutiner er ’samlingen’ hver formiddag efter formiddagsmaden. Hvert barn har en pude på gulvet, hvor de sætter sig, og så er de ’klar’. Hér har jeg en ’Spørgeæske’ – et, efter min mening – helt uvurderligt redskab i arbejdet med børn (også de lidt større). Det er i al sin enkelhed en malet ’guld’-æske med et spørgsmålstegn på – men kunne også sagtens være en spørgekuffert, en spørgepose eller en spørgetaske – det er ikke så væsentligt! Deri kan lægges ALT hvad man nu kan finde på: Det kan være fingerdukker, legetøjsdyr, små bolde, små stykker stof til sanselege – ja, hvad som helst. Jeg ryster lidt med æsken før den åbnes, og det er helt fantastisk at se forventningens glæde i børnenes øjne. Faktisk begynder de små (omkring 1 år) allerede efter en måneds tid at reagere på at jeg finder æsken frem, og dét signalerer for mig genkendelighed og tryghed.


Jeg finder også tit ting som hænger sammen med de sange vi synger. Min erfaring, både fra egne børn og dagplejebørn, er at fagtesange STYRER!! Vi har derfor i min dagplejegruppe lavet en sangbog med de sange vi synger i hjemmene og i legestuen, og dertil en CD (som vi selv har indsunget, sgu!) som vi har givet til forældrene, så de kan synge videre med de små derhjemme! Så er der for alvor dømt genkendelse på alle fronter. For hvor fedt er det ikke som forældre at kunne sidde og synge og lave fagter med sit barn på 1 år, som ikke engang kan snakke endnu! 

Og HUSK på, at børn ikke dømmer dig på din stemme, men på dit engagement, så hellere synge dårligt sammen med sit barn, end slet ikke at synge. Det er alle tiders aktivitet, børnene elsker det og så er det ganske gratis! Bonus på alle hylder! 


I kan finde vores sangbog HER. Fordelen ved den er, at de printede sider foldes og lægges i A5-plastlommer (supernemt – ingen ’hæfteudskrivning eller klippe-klistre!), som tapes sammen i toppen. Så kan børnene sidde og ’fedte’ med den uden at den går i stykker, og den kan tørres af med en fugtig klud, hvis den bliver beskidt! Desuden har jeg lavet en ny forside til jer læsere, hvor I kan indsætte jeres barns navn, så der eksempelvis kommer til at stå ”Karens sangbog” udenpå! 


Til sangbogen har jeg lavet et spil – ’Gæt en sang’ – hvor illustrationerne fra sangbogen står på små kort, hvor de lidt større børn så skal gætte hvilken sang det drejer sig om. De små kan i princippet også være med med deres fagter. Der står også ordene med bogstaver så førskole- og de små skolebørn kan læse med, når lillebror eller –søster spiller. (Man er vel uddannet skolelærer!? :-p) Kortene skal klippes ud og lamineres, så kan de også holde til lidt af hvert! Link til kortene finder du lige HER. 


Skulle der være nogle af sangene som du ikke kender, er der et par bøger med tilhørende CD’er som jeg gerne vil anbefale … der kan man finde mange af melodierne til de sange vi har med i sangbogen:


Lisbet Stevens – ”Fagtesange for de yngste”
Lisbet Stevens – ”Fagtesange fra nær og fjern”
Dorte Nørregård – ”Babyrytmik”


Rigtig god fornøjelse! :-D 

Har du deltaget i dagens konkurrence?

Dagens gæsteblogger - Katrine

Katrine har sagt ja til at være gæsteblogger her under Børnefesten. Det er jeg rigtig glad for, for hun kan om nogen belyse det der med dine, mine og vores. Katrine blogger endvidere på http://www.delebarn.dk/, hvor du også kan læse meget mere om emnet. Der er rigtig mange børn, der deles. I vores familie har vi også et. Det er ikke mit barn, men det er en stor del af min familie. Hvordan gør man det? - for der er ingen tvivl om, at det vi som voksne synes er svært, ja, det er mindst ligeså svært for de kære små.


Her kommer Katrines indlæg - og kommentarfeltet er åben for debat.

Fake it till you make it

 
Der er skrevet tykke, kloge og mange bøger om den familiestruktur, jeg befinder mig i, patchworkfamilien, som jeg vælger at kalde den, fordi vi tilsammen udgør et broget tæppe af individer med hver vores rolle. Alle de kloge bøger er skrevet, fordi der er meget at sige om det. Mange vinkler, mange hovedpersoner og ikke mindst mange problemstillinger. Jeg har læst en del af de bøger, der er skrevet som interview-bøger, og i dem er der altid nogen, der siger, at 'havde jeg vidst, hvad det indebar med såden en familie, var jeg løbet skrigende bort'. Jeg læste dem, da jeg indledte mit forhold til manden til mit andet barn, faren til mit bonusbarn og bonusfaren til mit første barn, den mand, der også er min kæreste. Jeg var meget forelsket (det er jeg stadig) så jeg tænkte mest, at det var da noget pjat, med de kvinder, der skrev sådan. Hvorfor piber de sådan? Helt ærligt, hvor svært kan det være med sådan en ny familiestruktur? 
 
Nu har det været min hverdag snart 2 år, og meldingen herfra er: PISSESVÆRT!
 
Bevares, jeg havde en forventning om, at det ville blive svært. Jeg troede bare, at det svære ville være mere håndgribeligt. Logistik, opdragelse, konflikter. De ting er også svære, men dem er vi ved at have styr på. Nu er der det rigtig svære tilbage. Kærligheden.
 
Nu siger jeg det, som det er, for mig, og så må jeg tage den røvfuld, der kan følge i kølevandet: Jeg elsker ikke min bonussøn, bare fordi jeg elsker hans far. Og hans far elsker ikke min søn, bare fordi han er min.

There, I said it. De eneste, der ikke har valgt det her, er jo børnene, og de fortjener at bo sammen med voksne, der elsker dem. Men hvad gør man så? Hvis ikke vi voksne kunne snakke om dette, gøre det legalt i den voksne samtale, så tror jeg, vi var gået fra hinanden. Det kan vi heldigvis, så vi bliver, men damn, det er svært, det med kærligheden. For det gør så ondt. Det gør fysisk ondt på mig, når min kæreste bliver irriteret på min søn. Drengen er 3 år, og virkelig god til at være 3! Fik han lov, terroriserede han hele familien, men som hans mor bliver jeg ikke irriteret på ham, når han kegler. Jeg får ondt, fordi jeg hele tiden tænker, at han reagerer på den situation, jeg har sat ham i. På samme måde har min bonussøn perioder, der er svære for ham, og hvor hans far får ondt, og jeg bliver irriteret. Han kan mærke min irritation, som jeg kan mærke hans, og det gør ondt. Det gør ondt, og det er ensomt. Uanset, hvordan vi vender og drejer det, så har de børn kun en forælder i det her hjem. Den anden er en voksen, der vil dem det godt, men ikke en forælder, og forældres kærlighed er nu engang noget helt særligt. 
 
Hvordan løser vi det? Vi arbejder hele tiden på at gøre de følelser legale. Det skal både være legalt at have dem, men det skal også være legalt at have ondt, fordi den anden er irriteret på barnet. Det er den ene ting, den anden ting, er at fake.
 
Lidt, som når man har sovet 3 timer i alt en nat pga skrigende baby, har føde-deller over alt, ens hår er faldet af i amningens hellige navn og så videre og så videre. Kort sagt: man ligner en mor på barsel. Man kigger sig i spejlet og tænker: Christ! Hvad skete der? Man har kvalme af træthed, er små-deprimeret af træthed, er grå af træthed, men man har en aftale med rigtige mennesker ude i den rigtige verden, så man går i bad, tager rigtigt tøj på (til forskel fra barselsuniformen aka nattøj), man sætter sit hår, man tager makeup på, og til sidst tager man sko med hæl på. Pludselig har man det bedre. Det er rent fake, men det virker. Sådan gør jeg også indtil videre med mit bonusbarn. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal gøre, og jeg ved det virker med makeuppen, så jeg tænker, det er et forsøg værd her også?
 
Da jeg fødte mine sønner, var jeg en af dem, der oplevede moderkærligheden i det øjeblik, de blev lagt på min mave, men det er ikke alle, der har det sådan. Når nu moderkærligheden er så svær, hvordan skulle det så være muligt at føle forældre-kærlighed til en fremmed 6-årig? Jeg følte den i hvert fald ikke, men på samme måde, som kærligheden til mine egen børn vokser hele tiden, så gør kærligheden til mit bonusbarn det også. Det er bare to forskellige slags kærlighed, med to forskellige udspring. Den kærlighed, jeg har til ham, indebærer blandt andet irritationen, og når den kommer, så faker jeg, det bedste jeg har lært, og det er heldigvis ret godt. 

Har du deltaget i dagens konkurrence?