Fasnacht

Så var vi til fastelavnsoptog i Zürich i dag. Bare for at få en tur ud af det og se nogen svinge lidt med ørerne. Vi nød først solskinnet nede ved søen og de halvstille søndagsstræder i omegnen af Grossmünster, før vi gik mod Bahnhofstrasse og menneskemyldret. Det var overhovedet ikke slemt med mylder, så vi kunne møffe os stille frem til forreste række og få det hele med. Optoget bestod af cirka 90 % hekse, trolde og andet gyseligt - nogle endda med lysende, røde øjne - og så var der ellers gang i den med hornorkestre af alle mulige slags.

Der blev kastet med karameller, konfetti og lidt halm, og så var en del af charmen ved de udklædte, at de enten forsøgte at skræmme børn, fange nogen (voksne) og male dem i hovedet eller hælde konfetti ned ad ryggen på godtfolk. Fra en toårigs synspunkt var det nok lige i overkanten med de hekse, og der gik heller ikke lang tid, før Viola satte i et hyl og klamrede sig til sin far. Det er godt han har stærke arme... Og jeg tror faktisk, at det er helt godt for et lille menneske at mærke, at man har noget stærkt til at beskytte sig, når noget virker farligt.

Jeg har endnu til gode at forstå den dybere sammenhæng mellem orkestermusik, total outreret band-udklædning med fuld makeup (helst noget i neonfarver) og byfest, men nu har vi efterhånden set det nogle gange, og dette optog var vist også trukket op af samme skuffe. Ikke nogen dårlig skuffe at åbne på en ellers lidt kedelig vintersøndag.

Lidt jul på schweizisk

På opfordring af Sofie kan jeg da fortælle, at vi har været i skoven og finde julemanden her i Schweiz. Han hedder Samichlaus og hans hjælper hedder Schmützli. Ja, faktisk var der hele to Schmützli-venner til at hjælpe Samichlaus i går. For Viola var det ikke umiddelbart en fordel at der var to, og hun kunne vist også godt have undværet Samichlaus...

Schmützli gennede os ind i selveste julemandens stue, hvor han var lige ved at begynde på en god, opbyggelig historie. Den lille stue var tætpakket med andre børn og forældre, næsten helt mørk, duftede af gamle dage, ildsted og træ, og min lille pige stak med det samme i et hyyyyyyl!! Det var sgu ikke lige hendes kop the, og jeg gav det cirka 30 sekunder, hvor hun lige nåede at få en kage stukket i hånden af Schmützli og jeg nåede at opfange, at julemanden sagde noget med: "hvem har dog gjort det barn så bange?? Hohohohoho!" Så gik vi ud i verden igen.

Ikke umiddelbart en succes, men absolut heller ikke, hvad jeg vil kalde en fiasko. Det var nemlig en stor oplevelse for Viola og dermed mig. Der var heller ingen problemer med at stå udenfor huset og kigge på Schmützli på afstand, da han kom ud lidt senere. Kagen var også ok - ligesom juletræet, bålet, æslerne og den stige, man kunne kravle op ad og kigge ind på et loft. Hun havde bare en meget, meget klar grænse over for at gå ind i et mørkt rum fyldt med fremmede mennesker, deriblandt tre store, kutteklædte mænd. Helt ok med mig. Faktisk rigtig meget ok med mig. Så meget, at jeg nåede at tænke: "Er det egentlig særlig smart at tage imod en kage i den her situation?".

Nu er det ikke fordi jeg nyder at Viola bliver bange, men jeg synes faktisk det er godt at se hende finde ud af at blive bange OG tryg igen. Det er da vigtigt. Og hun blev hurtig tryg og fjollet, så snart vi kom ud af huset. Så spiste hun lidt kage og lidt gammelt, klamt sne, der lå som gennemtrampet is på den smattede skovvej. Jeg ved sgu ikke... men lige der havde jeg nok opbrugt mine pædagogiske evner, så jeg spillede bare alle sippekortene med: "AAAddw, ViOla!! Der er gamle blade, jord og måske hundelorte i det sne?! Kan du så lade være! Det der ville jeg godtnok ikke spise, hvis jeg var dig. Puuuuh, synes du det ser lækkert ud?". Hun begrænsede sig så, men der røg da lige et par mundfulde mere ind i skuffen.

Hun er virkelig trodsig i disse dage, men jeg er da glad for, at vi kan samarbejde, når det virkelig gælder. Så skide være med, at hun spiser sne med lort i, men bare hun stoler på mig, når jeg fortæller hende, at hun ikke skal være bange.

Lidt om lørdag

Lun lørdag og improviseret tur til Baden-noget-nær-naboby. Der var byfest og jeg tror;

- at Baden har en særlig stemning også til hverdag.

- at vi en dag kommer op til borgen, men det bliver nok lidt svært med klapvogn.

- at der gemmer sig hemmelige prinsesser i tårne i Baden, og de må kun komme ud, når klokken slår tretten.

- at min stil kan spiffes op ved en shoppetur til Baden (aj, jeg skulle bare have slået til, skulle jeg).



 

 

 

 

 

 

PS. Det skal jo prøves. Og når man nu ikke lige går på restaurant, må hjemmeudgaven på bordet. Det var sgu godt og det gør vi snart igen.