Blomster på en særlig dag

I går vi var forbi hos Rebecca, lagde blomster og tændte lys.
I går var det fire år siden, vi mistede Rebecca, og vores liv og verden blev ændret for altid. Det var en smuk og varm dag. Vi mindedes, talte og var sammen.
I lang tid efter ønskede jeg kun, jeg kunne spole tiden tilbage og få mit gamle liv tilbage. At alt skulle blive som før denne skelsættende dag. Sådan har jeg det ikke længere. Hvis jeg skulle tilbage, skulle jeg give afkald på meget, jeg ikke havde dengang. Jeg har lært at leve med min sorg og mit savn. De dukker op engang imellem. Også stadig når jeg ikke lige venter det. Men de er en del af min hverdag.
En hverdag som blev meget anderledes, end jeg nogensinde havde forestillet mig, men en hverdag jeg er endt med at holde af.

Sorg og glæde

Torsdag døde min svigerfar pludseligt af hjertestop. Han blev 85 år og har haft et langt og godt liv med meget lidt sygdom. Han var frisk og rørig til det sidste og døde hjemme hos sig selv i sofaen. Pludselig var han væk. Svigermor var hos ham. Tilkaldte ambulance som hurtigt var på stedet, men der var ikke noget at stille op.
Så snart Preben og jeg fik beskeden, kørte vi straks derop.
Det er rystende og uforståeligt men alligevel til at acceptere, når min svigerfar var 85 år. Måske har vi også en anden tilgang til at miste, når vi har Rebeccas historie med i bagagen.
Min svigerfar var vendelbo og ikke en, der skiltede for meget med sine følelser, men jeg har aldrig tvivlet på, han holdt rigtig meget af os allesammen.
Hvis vi kommer et sted hen, når vi dør, er Rebecca der helt sikkert til at tage godt i mod ham og holde hans bløde hånd.

Lørdag var vi i den anden lejr og fejrede min mors fødselsdag hos hende med brunch.

Fødselaren havde selv strikket kjolen :)

I dag har vi besøgt svigermor, som er fattet efter omstændighederne. Præsten var der og snakkede med hende, min svoger og Preben. Om et langt liv sammen. De var gift i næsten 55 år. På torsdag bisættes svigerfar, og vi er ved at have det hele på plads.

Som min bedste ven skrev til mig: Ingen kender dagen, før solen går ned.

3 år

Det er 3 år siden, to små glade piger sprang omkring og legede.
Lavede ordleg med skumbogstaver på værelset og var ude at cykle.
3 år siden det regnede om formiddagen, og vi derfor kørte tidligt hjem fra sommerhuset. Det klarede op, og to små glade piger gik ud for at lege.
3 år siden vi mistede Rebecca.
Den sidste uge vi havde sammen, står stadig knivskarpt i min hukommelse.
I starten var jeg bange for at glemme den og glemme Rebecca.
Det ved jeg nu, jeg aldrig gør.

Det er sådan en underlig dag. På en måde føles det som om, det var i går, og på en anden måde er det længe, længe siden.
Vi tænder lys, lægger blomster, mindes og savner men er samtidig taknemmelige over, at vi er kommet videre sammen.
Livet er ikke de dage, der blot passerer men de dage, du aldrig glemmer.

Jeg elsker Ferrero rocher

Det er svært at sætte et indlæg ind efter indlægget med tanker til Norge!
Mine tanker kredser stadig mange gange dagligt om den ufattelige tragedie.
Det er stadig uforståeligt og jeg tænker, at jeg endda er på så lang afstand.
Livet suser videre. På forunderlig vis. Nogle kan slet ikke forestille sig en virkelighed, en verden og en hverdag efter den forfærdelige dag.
Jeg ved at mange af dem vil komme videre. De vil aldrig komme over det, men de vil komme videre. Jeg håber for dem, de har mennesker omkring sig. Kærlige, søde og tålmodige mennesker, som tror på, de nok skal rejse sig og komme tilbage. Med tiden med fornyet kraft. Hvis de får tid og plads til at bearbejde sorgen på hver deres måde, tror jeg på, der er en vej frem for dem.
Det var der for mig, da livet så allermest forfærdeligt ud.
Jeg har aldrig før sat ord på det her på bloggen.
Jeg havde en stab af kolleger i ryggen. Kærlige, gode mennesker, som troede på mig. Som trøstede mig og gav mig tid og ro. Ligeså med ledelsen. Men min familie og mine venner. En knalddygtig psykolog, som en af de sidste gange, jeg var hos hende, spurgte mig: "Hvis du over for en anden mor, som lige har mistet sin barn, skal sætte ord på, hvordan man kommer videre. Hvad vil du så sige?"
Først sagde jeg: "Det ved jeg simpelthen ikke". Men ved nærmere eftertanke sagde jeg, at hvis man får lov til at bearbejde sorgen og savnet i sit eget tempo, kan det lade sig gøre. Man må gøre plads for, at følelser er forskellige, og man ikke har behov for at gøre de samme ting. At der ganske enkelt er ting, man ikke magter på de samme tidspunkter. At noget, som føles rigtig for nogle, føles direkte forkert for andre. At gøre tingene i ens eget tempo. Og stadig elske hinanden, midt i hele følelseskaoset.
Hvis der er nogle, som tror på, at man kommer tilbage en dag, så gør man det. Måske endda med fornyet styrke.
Jeg får stadig tilkendegivelser på, at jeg er en stærk kvinde.
I starten var den omsorg svær at tackle. I dag ved jeg, den er nødvendig for at komme videre.
Min livsvilje viste sig at være stærk. Uden den stod jeg her ikke i dag.
Jeg er taknemmelig for meget og kan glædes over små banale ting igen.
I dag blev jeg glad over noget så enkelt som en plastikæske!

Tanker

Jeg har svært ved at gå i gang med noget i dag.
Fjersynet er tændt. Egentlig fordi vi glædede os til at se den sidste etape af Tour de France. Men billederne på skærmen er nogle helt andre.
Jeg tænder lys, og ser mennesker lægge blomster. Ikke fordi det på nogen måde gør en forskel. Det bringer ikke livet tilbage. Men det lindrer for dem, som er berørt at se, at andre mennesker tænker på dem. Det ved jeg.

En tragedie i Norge. Døde og sårede mennesker. Fuldstændig meningsløst. Uventet.
Jeg tænker på, at livet er uforudsigeligt og kan ændre sig i løbet af et sekund.
Sådan var det også den dag, vi mistede Rebecca.
Mine tanker går til dem, som er berørt af denne skrækkelige handling.