Viser opslag med etiketten sy. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sy. Vis alle opslag

tirsdag den 19. april 2016

Nyt hjemmesyet badeforhæng


Vores gamle badeforhæng var blevet godt grimt i kanterne og trængte til udskiftning. Jeg har søgt -men ikke fundet et egnet gardin der faldt i min smag, så nu har jeg lavet et selv.

I gemmerne havde jeg et større stykke hvidt hørstof, der passede perfekt i størrelsen..


På broderimaskinen fik det syet teksten BAD med lidt krummelurer under..


Kantet hele vejen rundt og tilføjet et passende antal bånd i toppen til ophæng, har badeværelset nu fået en opfriskning.
Bag forhænget har jeg et almindeligt hvidt badeforhæng, til at tage vandet og beskytte stoffet.

Har du lyst til at se resten af badeværelset (og det oprindelige forhæng), kan det ses HER

søndag den 29. november 2015

Nåleetui af et gammelt lommetørklæde



Min mor ønskede sig et nåleetui magen til det jeg selv har (Se det HER) De er syet efter en opskrift fra Tilda.

I gemmerne har jeg en del gamle lommetørklæder fra den gamle del af familien, bl.a. fra min oldemor med hendes initialer AH - Astrid Holm. Nu har AH fået en ny betydning her maaaange år efter. Min mor hedder Anne Halager :o)


Nåleetuiet gemmer sig i hendes julekalender som gave nr. 4, så hun ved ikke hun får det endnu.. Håber ikke I sladrer ;o)

mandag den 25. maj 2015

Festivalstole - nu med broderet logo


Vi har brugt pinsen på den jyske vestkyst ved Esbjerg, i selskab med en stor flok dejlige fodbolddrenge og deres forældre. Desværre fik de ikke så mange sejre med hjem, men til gengæld scorede turen toppoint på det sociale samvær.

Mellem kampene er det jo nemt at slå røven i en festivalstol, så sådan en har vi stort set alle med.. Men de ligner hinanden alle sammen, så i dag røg vores i broderimaskinen - nu er de til at kende og samtidig kan de reklamere lidt for henholdsvis denne blog...


...og mandens firma.

lørdag den 11. oktober 2014

Puder med tekst


Jeg har en forkærlighed for ordsprog - og en forkærlighed for store, bløde puder. Nu har jeg kombineret de to ting.


Jeg har fået broderet teksterne til en del puder. I morgen har jeg (næsten) ingen planer, så håber jeg får tid til at sy dem sammen, så de kan komme til salg i blogbutikken...


Bordet i hobbyrummet flyder i prøveidéer til en masse andre ting jeg også gerne ville sætte i produktion. Måske i morgen - måske en anden dag...

Typisk mig! Det kreative gen flyder over, mens jeg mindst har tid til det :o)

torsdag den 28. august 2014

Hæklede fisk og nye puder i pavillonen


Pavillonen trængte til en opfriskning, så nogle af de hvide puder er skiftet ud. Det stribede stof har jeg haft liggende siden ruder konge var knægt. Det blå er en rest fra en fastelavnsfest og puden her under...


Den var oprindelig aflang, men efterhånden så slidt i enderne, at både inder- og yderpuden blev forkortet i begge ender. Nu har den atter fylde og kan bruges lidt igen.


Lige udenfor pavillonen er min kære mand igang med fiskebassin i stor størrelse, så tænkte at et par hæklede fisk passede fint ind :o)


Opskriften er Lene's og kan findes lige HER.

søndag den 13. juli 2014

Nyt betræk til hæklekurven


Mens regnen er faldet som guld fra himlen til den tørstige have, har jeg brugt de ledige stunder dagen har budt på ved symaskinen, og lavet et nyt betræk til hæklekurven.


Kurven er oprindelig min farmors strikkekurv. Den er gammel, men solid. Hankens overflade er slidt efter mange års brug, men det giver den kun charme i mine øjne.


Betrækket er syet efter kurvens facon. Tilføjet blonde i kanten og bindebånd af samme grønne stof. Indvendigt lavede jeg en lomme med plads til saksen og 3 hæklenåle - slut med at lede efter saksen mellem garnnøglerne..


Jeg mest er optaget af haven og andre udendørssysler for øjeblikket, men ind i mellem kommer hæklenålen frem fra sit skjul, så jeg havde lidt jeg kunne lægge tilbage i kurven da betrækket var færdigt...


Tykt bomuldsgarn der gerne skulle ende som et par farveklatter i form af puder i pavillionen - engang..

Engang lavede jeg også jævnligt indlæg her på bloggen. Den gang gik tiden heller ikke så hurtigt synes jeg - er der kommet færre timer i døgnet her hvor dagene ellers skulle være længere? Måske de ekstra timer dukker op igen, når dagene aftager og solen begynder at gå tidligere i seng....

søndag den 23. marts 2014

Jakke med blognavn

Efter flere bestillinger og reparationer var røget gennem symaskinen i går, fik jeg tid til at lege med broderimaskinen... 


En gammel firmajakke blev til en blogjakke. 

Mens maskinen syede, fik jeg sat flere ordsprog sammen på computeren, som jeg håber bliver til puder i nærmeste fremtid. Idéer med monogrammer, idéer med små finurlige billeder syet på hørstof, idéen om at sy tekst på liftgardinet i soveværelset og 20 andre idéer dukkede også op...

Det var et farligt sted at befinde sig, når den kreative to-do liste er alt for lang i forvejen!

torsdag den 14. november 2013

Servietdecoupage på stof og lys


I min oprydning fandt jeg en æske med div. lim og lak til servietdecoupage... og så nåede jeg ikke længere med oprydningen den dag :o)
Da moden var at lime servietter på alting, deltog jeg i et kursus hvor jeg købte lim til både stof, træ, papir, glas, lys osv. så der lå flere bøtter i denne æske der dukkede op - man skulle jo nødig gå ned på udstyr!


Bøtterne her over er nogle kaffedåser jeg har spraymalet. Stoffet er syet som et rør der er trukket udenpå. Overvejer at hækle låg til dem. Overvejer også at lave nogle puder med samme motiv. Tror de kunne blive kære..


Samme motiv på to bloklys. Limen jeg har brugt er specielt til stearinlys, så servietten ikke brænder, men smelter væk efterhånden som lyset brænder ned.

Måske du kan bruge idéerne til værtindegaver eller små julegaver...

søndag den 12. maj 2013

Give away og hagesmække

Hvor har jeg nydt mine fridage. De har været fyldt med kvalitetstid. Tid til børn, tid til (og ikke mindst vejr til) haven, til motorcykel og til kreative udfoldelser. Tid til nydelse og tid til at få samlet lidt op på nogle af de hængepartier jeg har haft.

Hagesmækkene her har været et af mine hængepartier. De har faktisk hængt siden jeg lavede dette indlæg, men hverken lysten eller tiden har været til symaskinen. Nu er de lavet, og de faldt heldigvis i god smag hos modtageren...



Hagesmækkene kan bruges på begge sider. Den ene side er med uglemotivet og den anden side har fået stof som jeg synes passede til. Lukningen er et stykke velcro.




Har lidt rester tilbage af ugle-stoffet, som jeg tænker skal syes sammen til flere hagesmække a la denne her:

I morgen slutter min Give away, hvor 3 heldige læsere kan vinde møbelrens og træbeskyttelse i valgfri farve fra Trip Trap. Har du træværk i haven så deltag HER og kryds fingre :o)

Jeg har afprøvet malingen og må sige at det er noget af det bedste jeg har brugt. Drøj i brug, nem at påføre, dækker første gang og stort set drypfri - Min tidligere favoritmaling er blevet udkonkurreret af Trip Trap!


onsdag den 3. april 2013

Fra sengetæppe til lækre vattæpper

Kender I det... At gå som katten om den varme grød...?..
Nu gjorde jeg det! Og for pokker da - det skulle jeg ha gjort for flere år siden!


Det er et sengetæppe størrelse 260 x 240 cm. jeg snakker om her. Tykt og vamset, og lige i mine ynglings hør-farver. Det kostede en krig og det kan tælles på en hånd, hvor mange gange det har ligget på sengen. Det fyldte ALT for meget, og var drøn besværligt at lægge sammen grundet størrelsen og tykkelsen.
Derfor endte det sine dage i bunden af et stort skab, og der har det ligget læææænge! Jeg har truet det med saksen flere gange, men alligevel tænkt "Ej det er også synd" - og lagt det tilbage igen...


I weekenden fik det med saksen. Lige tværs ned gennem hele tæppet og en halv meter af længden røg der også af. De klippede kanter fik en tur i symaskinen og nu har vi to super lækre vattæpper af bedste kvalitet i pavillonen til de kølige sommeraftener.


De afklippede stykker på hver en halv meter blev også syet, så manden nu har to tæpper der passer til sæderne i gravmaskinerne (måske han så er færdig med at være kold i rø... ;o)

tirsdag den 2. april 2013

Fra skildpadder til strikkepinde

Jaka's forloren skildpadde smager egentlig ok, når den står på hurtig aftensmad. Den anden dag havde Netto tilbud på størrelsen 6-7 portioner, og en dåse i den størrelse passer perfekt til de store strikkepinde.

"Du må ikke smide den ud, jeg skal bruge den"

Manden kiggede på mig, mens han lignede en der tænkte at jeg var håbløs - det er jeg sikkert også :o)

Men den blev forskånet for skraldespanden, og har nu fået syet betræk og blevet godkendt til at stå fremme i hobbyrummet.

Jeg målte omkredsen. Syede et opsmøg i top og bund og syede den sammen som et rør, der blev trukket uden på dåsen.

Efter jeg har taget billederne, hev jeg stofrøret af igen, for at give dåsen en gang hvid maling... Billeder sladrer! Man kan jo se "Jaka" mærket igennem stoffet (øverst). Det kan jeg ikke ha, når jeg først har opdaget det - så er det det eneste jeg ser, de næste mange gange mine øjne falder på den dåse... Er jeg helt håbløs her, eller har I det også sådan?

Nå, men for der skulle være lidt andet end bare hvidt, syede jeg et Tildamærke på midten af røret.


...Og for at minimere risikoen for rifter på fingrene efter der hvor dåseåbneren havde været i sving, lavede jeg røret lidt længere og bukkede toppen ned i dåsen, hvor det blev sat fast med dobbeltklæbende tape.


Genbrug og hamrende praktisk i min verden - når den altså har fået en tur med den hvide pensel :o)

lørdag den 30. marts 2013

Symaskinen og luksusdage

Symaskinen holdt ikke mange pauser i går. Manden min havde en trøje der skulle broderes, og nu broderirammen var fremme, ja så fik den lov til at arbejde med lidt andre idéer jeg havde gået og tumlet med :o)


Det er nogle af de første broderifiler jeg fik, da jeg købte den første broderimaskine. Synes bare de er så kære, og nu kom de langt om længe i brug.


Måske bliver resten syet sammen i morgen og sat til salg i Blogbutikken - måske finder jeg på noget andet at lave.. Måske - fordelen ved at have påskefri. Ingen planlægning, intet ur der bestemmer hvor stærkt man skal løbe, bare en masse måske'er - hvis man har lyst... Det er ren luksus.


Luksus er også, at alle "mine" 5 drenge er samlet her i aften til lækker mad, grin og råhygge. Luksus er at fryseren er fyldt med mad til de næste dage, at huset er endevendt, nullermændene er vendt om på ryggen og vasketøjskurvene er tomme. Luksus er at der ud over i dag, er to dage mere uden planer af nogen art... Livet er luksus med luksus på for øjebliket og hold nu op hvor jeg nyder det :o)

Håber også I får en luksusdag, fyldt med alt det I holder allermest af - og husk døgnet er en time kortere. Sommertiden starter i nat... Farvel sne, frost og varme jakker! Nu må du da snart forstå det kong vinter!!!

torsdag den 28. marts 2013

Flere barselsgaver og masser af chokolade

Vi skulle egentlig ha været til åben hus i dag, men manden er taget afsted uden mig. En nerve har sat sig i klemme i skulderen, hvilket giver smerter i både hoved og ryg. *ynk ynk* og hurra for pamol og tigerbalsam... 
I hobbyrummet er der nogenlunde ro, så jeg har brugt et par timer på endnu en barselsgave - denne gang i de farver jeg kender allerbedst nemlig drengefarver :o)


To hagesmække i lidt retro-stil, og gider forældrene ikke se på ugler, kan de bare bruge den anden side af hagesmækken.


Jeg havde lidt grønt stof i samme serie, så knægten får også en pose med til legetøjet.

- Med et mærkat på bagsiden til navn, så den ikke bliver væk :o)

Og se så lige her... Min skønne svigerinde fik fortalt på Facebook at hun havde købt 2. sorteringschokolade - tror I lige hun blev sendt afsted efter et par kasser mere til os ;o)

Så er påskens sukkerdepoter reddet - Mon de også virker på en klemt nerve...? Det er forsøget værd ;o)

Ha en dejlig skærtorsdag

søndag den 24. marts 2013

"Hoveddør der ikke vil stå åben-problemet" er slut.

- For nu har jeg syet mig en dørstopper!


Jeg lavede den efter en Tilda model, og fyldte den med en pose ærtesten i bunden og lidt polyesterfyld i toppen.

Nu står den så her ved siden af døren i entréen, lige klar til at agere dørstop når døren ikke er samarbejdsvenlig.


Havde en enkelt lille skildpadde tilbage, som fik monteret en sikkerhedsnål på maven - sådan bare fordi :o)


Vil lave en mere til pavillonen, for der har døren samme problem...

Nyd dagen og solens stråler.

lørdag den 23. marts 2013

Barselsgave - endeligt i lyserødt.

Jeg har syet i pigefarver - for første gang nogensinde tror jeg.


Jeg har drenge, familien har drenge, vennekredsen har drenge - blå og grønne farver har domineret i laaaaang tid...


Nu er der kommet en lille pige til verden. I eftermiddags støvede jeg symaskinen af og greb chancen til at få brugt lidt af det lyserøde stof jeg har købt gennem tiden - og aldrig har vist hvad skulle bruges til...


Jeg ved heller ikke hvad de mangler og evt. kunne ha brug for, så det blev et par hagesmække og en skildpadde. Skildpadden var bare kær og hagesmække er man gerne storforbruger af - det kan vist ikke være helt ved siden af.


Håber I har nydt lørdagen. Her jubler drengene over at deres påskeferie pludselig er blevet udvidet i ubestemt tid. Det passer mig rigtig dårligt, men heldigvis er de så store nu at de kan klare det meste selv. Kammeraterne er i nærheden og jeg har meget arbejde hjemmefra, så mon ikke det går... Med mindre de har tænkt sig det er noget der trækker i langdrag. De kan lige vove kan de!
Ellers kender jeg en mor der er på barsel - måske hun har lyst til at få hjælp til den lille pige af to drenge...? :o)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...