Frk. Anemone

"Frk. Anemone" hedder min blog, fordi netop de blå anemoner er nogle af de aller skønneste forårsbebudere.
Velkommen til min blomsterverden, hvor du gerne må lægge en hilsen eller kommentar.
Klik gerne ind på nogle af mine andre faner, hvor du kan følge mig på haverejse i England,
nærstudere nogle af mine plantegrupper eller følge mig i strikkens verden.

søndag den 30. april 2023

Tak for nu


Det hvide bed er netop i disse dage ved at rulle sig ud til sit helt store show.

Stjernemagnolien står i al sin glans og nedenunder breder tæppet af svovlgule anemoner sig fint, omend langsomt.

De hvide og lyse tulipaner er i blomst og stadig står hvide hyacinter og hvide narcisser, samt hvide dobbelte anemoner.

Længere henne i bedet er træpæonen ved at få blade og i det blå bed har anemoner og kærmindesøster sørget for festen.

Så mange minder :)

I får lige lidt billeder her:


Stjernemagnolien købte vi i Brugsen i Ballen på Samsø efter det allerførste blogtræf, 2012




Igen tilbage i de første blogår fik jeg en klump svolvgule anemoner sendt fra
Frøken Solhat som havde vist dem på sin blog og jeg var så betaget af dem.






Fra Høneballehaven - mange år siden :)




I bedet langs husmuren blomstrer i denne tid også Bispehue "Orange Königin". Det var Lisbeth i Ebeltoft som havde mængder af disse i et stort bed og som inspirerede mig til at udskifte den forrige beplantning til netop disse (jeg har nu selv købt dem alle).





Omme i den anden side af haven er russisk kulsukker flot på vej igen. Det bliver en dejlig sæson.
 
Inspirationen er fra Jeannett Fruergaards have


I min have har jeg mange andre minder om inspiration og plantegaver fra andre havebloggere - det er sådan en glæde at mindes hvad hele dette bloggeri har givet mig og betydet for mig.

Uendeligt meget.

Men jeg får jo ikke gjort noget ved bloggen længere og hvad værre er:  Jeg får ikke læst med hos I andre, selvom "flokken" af bloggere er skrumpet ind til et minimum i forhold til hvad den har været i tidens løb.

Derfor er der måske heller ikke så mange, der vil bemærke at jeg nu afslutter min blog.
(Jeg sletter den ikke, den er rar at have som opslagsværk, men på et tidspunkt lukker jeg for kommentarer)

Min tid går stadig med haven, som kræver en del her i foråret, samt uendelige timer med strikketøjet, og det er svært foreneligt med at rode ude i haven. Jeg er stadig på fuld tid på arbejdsmarkedet og det går der nok yderligere 3-5 år med, så i erkendelse af at TID er en faktor også, ønsker jeg ikke længere at have en slags dårlig samvittighed over ikke at læse/skrive blogs.

Jeg har uendelige mange minder om hyggelige stunder med havebloggere i hele landet og jeg håber stadig at vi kan mødes i en eller anden sammenhæng ved havebesøg eller til arrangement.
[Læs: Jeg vil gerne inviteres :)]

Lad mig i hvert fald vide hvis I kommer min vej, I skal være så velkomne til kaffe og havetur.

Tak for nu
Tak for alle jeres søde kommentarer igennem tiderne

søndag den 2. april 2023

God påske

Lyset og lejlighedsvis solskin er her, men det er pivkoldt, så jeg har kun været i haven for at ordne bede en 2-3 gange. Så jeg er naturligvis slet ikke færdig

Der sker ellers rigtigt meget derude lige nu - masser af forårsblomster og anemonebedet er i fuld blomst.

Roserne skal klippes ned, det må jeg se at få gjort her i påsken.

Her kun et lille bitte udpluk:









Blusen fra forrige indlæg er færdig og jeg er så glad for den. Det er jo et lidt specielt design, men den var sjov at strikke og jeg kan godt lide at have noget lidt anderledes strik.



Hermed ønskes I alle en rigtig dejlig påske med tid og plads til lige det, du ønsker.


søndag den 19. februar 2023

Et lille forårspip

Solen har skinnet så dejligt på det sidste og i bedene myldrer det frem med de små forårsblomster som vintergækker og nu også erantis.

Jeg har aldrig haft erantis i haven og synes egentlig at de store gule erantis-tæpper pryder bedst ude i naturen og ikke i mine bede.

Men forrige år lagde jeg mærke til at der var kommet 1 erantis. Den blev til 3 sidste år og nu er der vist 6.

De er nu vældigt fine, men jeg holder øje med dem!






Dorothealiljerne er også begyndt at vise sig:


og krokus:


og de første påskeklokker:


Her et billede fra vores søndags gåtur - det var så fint med sol og turen gik bl.a. gennem den lille lokale skov. Et helt andet vejr end i fredags hvor stormen Otto kom forbi. Heldigvis skete der ingen skader her.

Jeg håber også at I undgik stormskader.


Men ellers er det jo mest strikketøjet, der trækker i mig - så jeg sætter mig lige igen - er ved at strikke en meget speciel sweater til mig selv:





lørdag den 7. januar 2023

Godt nytår og besøg i en engelsk have

Godt nytår til dig der læser med her.

For lang tid siden nævnte jeg at jeg ville vise billeder fra et par haver vi besøgte i sommeren 2022, da vi var på ferie i det nordlige England.

Vi begynder med Levens Hall som ligger uden for byen Kendal i grevskabet Cumbria i det Nordlige England. Vi besøgte haven i juli 2022 efter vores 6 dages ferie i Lake District og undervejs til York, så var det oplagt at bruge en formiddag i denne skønne have - ja, park var det jo nærmest, idet de havde enorme hække, plæner, staudebede og så ikke mindst en masse formklip.

Det var fantastisk.








Levens Hall er meget gammel - helt tilbage fra 1690.
Det er en af verdens største haver med formklip.
Kig selv på deres hjemmeside for mange flere og bedre billeder.


Link til havens egen hjemmeside her.

Tak fordi du læste med :)



fredag den 23. december 2022

Glædelig jul

 

Selvom indlæggene har været få i år, så vil jeg alligevel ønske alle der læser med her


Rigtig glædelig jul

og et godt og fredfyldt 2023



Det er blevet den 23. december og her er travt. Jeg skal have gjort lidt rent, pynte juletræ, lave and og koge risengrød og ordne de sidste julegaver inkl. en halv sok, der skal strikkes.

I morgen skal vi en tur til Fyn og besøge min gamle far på plejehjemmet og så hjem og lave julemad og holde jul med to af vores sønner. Første juledag kommer tredjesønnen med sin familie og så skal der hygges.  Derefter bliver der sofaafslapning til os to gamle.

Måske ved I det allerede - jeg er en evig tidsoptimist - og nogen gange lykkes det for mig, andre gange må jeg kapitulere.

Det var det, der skete med bloggen her - jeg kapitulerede helt i blogland.


Vi må se hvad der sker i 2023 - foreløbig har jeg da planer om at kigge lidt rundt og lægge et par indlæg indimellem.

Rigtig god jul til dig der har læst hertil, jeg håber din julefest bliver lige som du ønsker :)




søndag den 20. november 2022

Første sne

 Efter 3 dages hård blæst var det noget af en overraskelse at stå op til stille vejr og snedækkede planter og nu også sol og blå himmel.

Det er lige noget for mig - og der er dømt lang gåtur efter frokost, hvor jeg så vil forsøge at finde mos til at lave lidt dekorationer af.

Muligvis lidt sent at skulle ud efter det, men vi får se.


Jeg synes at motiverne i haven stå i kø i sådant et skønt vejr, så I får lige nogle af billederne her.

Rigtig god søndag derude.