Brugte dagen i går på at rode med drivtømmer eller strandingstræ, som jeg også kalder det.
Som jeg tidligere har skrevet, er der vist ikke så mange, der forstår mig, men nu har jeg besluttet, at det jo også er ligemeget - jeg laver det bare for min egen skyld! Og jeg HYGGER mig!!
Se bare havfruen her... er hun ikke skøn?
Hun er lavet af en gren fundet på stranden, som er slebet lidt. Kan godt lide sammenblandingen rå og usleben, sammen med slibningen. Hun har fået hoved af et stykke rensdyrtak påsat en skive fra et moskusoksehorn (som jeg i øvrigt selv har savet af dyret (jo, det var dødt :-)).
Derefter har hun fået en stålstang "op i måsen" og er sat på en sten (jeg opdagede til min store fryd, at svoger Mads har en borehammer, så den fik ikke for lidt med at bore huller i sten, forleden. Måske er det derfor han ikke har fortalt det. Nå, men hvis jeg slider boret op, må jeg jo købe ham et nyt!)
Det blev også til et par fisk. Den ene har påklistret et turkist øje af en sten fundet her. Jeg klippede blot et lille stykke af den - jeg tror det er et stykke feldspat, det er nemlig lidt sprødt.
Klaus riggede et bord til til mig nede under terrassen - her havde jeg strøm fra kælderen. Og det er tilladt at rode og svine...
Denne mand forærede jeg Mads, som tak for lån af borehammer. Hovedet er et stykke af en rod, kroppen et stykke strandet, forarbejdet træ. Håret er beviklinger af gammelt selvbindergarn fundet i en grøft (og vasket!). Øjet er et stykke feldspat. Og knapper af skruer og rustent søm. Foden en sten fra stranden.
Her har I kæresteparret. Kroppen er to rødder sat på stenen med to stålstænger. "Armene" er lavet af gammelt reb, som jeg har splittet op og samlet med en jernskive.
Her ser i ansigterne - den ene er lavet af en rod med rustne søm som øjne, den anden er at stykke bemalet og forarbejdet træ, med knast og sømhuller, hvorpå jeg har klistret en slidt slibeskive. Hatten - eller glorien om I vil - er en skive moskushorn.
Denne sten havde et naturligt hul - og hvad er mere naturligt end at sætte den op på en pind?
Så matcher den denne "totempæl"...
På vores tur fandt vi disse bøjer svejst sammen - jeg har tænkt mig at plante en blomst i den. Jeg er helt vild med disse runder bøjer.
Se, det var, hvordan jeg skabte en god dag!!