Og så blev det december..

    Ingen december i Odder uden julemanden som cykler og cykler.....

Det blev jo bare lynhurtig december måned, og d 5. dec er jo så i morgen, datoen for hvor jeg endelig skal opereres i min slidgigtramte storetå, og det er i dén grad tiltrængt. Ikke at jeg glæder mig, for jeg har valgt at være vågen under operationen, også selvom lægen gjorde opmærksom på, at der mejsles og saves! Alternativet under fuld narkose, det kan jeg slet ikke gennemskue, så nej tak. Den efterfølgende tid tør jeg slet ikke tænke på, må tage det som det kommer!

Endvidere har min ældste søn, 21 år gammel, fået konstateret Multipel sclerose. Èn ting er at man selv er syg, men at ens kæreste eje bliver ramt af kronisk sygdom, og i fremtiden skal lære at leve med så uforudsigelig en sygdom som sclerose, det er fuldstændig umuligt at sætte sig ind i. Han er jo for pokker ikke syg som sådan, han har symptomer, men ikke nogle som hæmmer ham væsentlig. Han har været igennem hele proceduren, med indlæggelse, binyrebarkhormonbehandling og er nu i medicinsk behandling, som kan udskyde og mildne fremtidige attaks med helt op til 60 %.
Han er ikke kun syg, men også rask, skrev en mor til en scleroseramt, til mig. Det er svært at forholde sig til! Chokket har endnu ikke lagt sig, og når det endeligt sker, så er der forskellige tiltag for pårørende, og det må vi tage imod.

Det gør ikke situationen bedre, at jeg i forvejen er meget sårbar og skrøbelig psykisk. For tiden er jeg i færd med at udarbejde oplysninger til en rehabilitetsplan, det foregår sammen med min sagsbehandler og det er virkelig en hård proces. Men jeg må tro på at det ender godt, hvad enten det ender ud med et resourceforløb, flexjob eller førtidspension! Ord som jeg næsten ikke kan sige uden at føle personlig nederlag. Det er vanvittig ambivalent, for jeg ved jo godt at jeg aldrig kommer 100% på arbejdsmarkedet igen, hvis jeg overhovedet kommer det.

Det hele taget i betragtning må vi, min lille familie, tage én dag ad gangen og få det bedste ud af fremtiden! Forsøge at leve i nuet, her og nu, og ikke bekymre os om morgendagen. Disse ord siger jeg gang på gang til mine børn, men det er svært at overbevise mig selv om det, så min søde mentor forsøger at lære mig det udenad, rettet mod mig selv! Det lykkes måske...

Ventetid igen og igen..

Billedet har intet med indlægget at gøre. Det er bare mine nye sko. 

For 3 måneder siden startede jeg på udredning for personlighedsforstyrrelse, og hold nu fast det har været en drønhård proces at komme igennem, samtalerne hos psykologen har været opslidende, men heldigvis har det været muligt for mig, at have min mentor med.

Endelig er jeg kommet så langt nu, at det næste møde vil omhandle fremtidige behandlingsmuligheder, det er på torsdag d. 2/10, så ventetiden er ikke så lang længere, men det er så svært at forholde sig til, at andre mennesker skal bedømme og drøfte min situation og fremtid, jeg er 46 år og må da kunne klare mig selv! Det er lidt ambivalent for jeg gruer for det og samtidig ser jeg frem til det, endelig bliver der taget hånd om det, som i årevis har sat sig så tydelige spor i min personlighed.
Hvorfor gruer jeg så samtidig? Jo, for hvordan i alverden får jeg et acceptabelt liv, med evasive, tvangprægede, depressive, paranoide og emotionelt ustabile træk? Periodisk depression af moderat grad, en meget skrøbelig personlighedsstruktur og høj sensitiv. Mon det kan forkortes lidt, for det er noget af en titel at rende rundt med.
Nu må det så bare gerne blive torsdag i en fart! Indtil da vil jeg forsøge at fordrive ventetiden, skal på hyggetur med en god veninde (garnrov), caféaften i nye netværk og en aftale er der også med min mentor, og ind imellem er jeg også en smule kreativ, så tiden går garanteret hurtigt.

Tak til jer der har læst mit indlæg, det har været hårdt, men samtidig kan jeg også mærke at det letter, hvert ord er skrevet om, indlægget har været dobbelt så langt, masser af dumme ord har været skrevet osv osv. 

Forsømt og forladt...

Ordene forsømt og forladt passer perfekt på bloggen her, men hver især er de også overskriften på to af de mange kasser, som jeg er puttet i, ikke kun af andre, men især af mig selv! Nok om det nu..
Bloggen er forsømt, kan ikke bestemme mig for om det var det, og om jeg skal forlade den og bruge energien på Instagram og Facebook? Kan en blog udsende negative energier? Ofte når jeg tænker blogindlæg, har jeg lyst til at råbe højt, skrive alle de grimme ord, der overhovedet kan komme ud af min mund, og dem tror jeg ikke nogen kan ha interesse i at høre eller læse. Formoder mine læsere, hvis I er her endnu, vil læse om mine strikke/syprojekter, som bloggen var tiltænkt at skulle handle om.

Imens jeg tænker tankerne til ende, kan I jo kigge på toilettasken eller hvad jeg beslutter mig for, at den skal bruges til. Den er syet af ægkanter fra det patchworkstof jeg har købt gennem de seneste år, et stort arbejde, men det har været det hele værd.

..

Trækker en streg i sandet, sætter punktum og glæder mig nu over dem og det som fylder mig, med lige præcis det mod der skal til for at kæmpe videre.
Jeg er stadig influenzaramt, det ene tager det andet med sig, men i går fik jeg handlet lidt løgplanter og de står så fint og pynter og fortæller mig, at foråret er på vej, ihvertfald i min stue.

Får som fortjent..

Jeg må siges at ha været slem, hvis man får som fortjent som et ordsprog siger.
Jeg har måtte aflyse stort set alle aftaler i denne uge, ingen sommerhustur, ingen strikkecafé, ingen fitnesscenter og ingen kreahygge. Når det begynder at gå den rette vej, ryger jeg direkte i hullet igen, gang på gang. Oven i er jeg så også ramt af en monster forkølelse og halsonde, som sender mig til tælling på sofaen og ikke levner meget nattesøvn.
Ind imellem får jeg strikket på tunika/kjolen. I skrivende stund mangler 10 pinde for at nå de 70 cm fra ærmegabet, så det når jeg snildt til 1. december. Men kalenderlys og adventsdekoration, det er tvivlsomt om jeg når det, men det bliver vel også jul alligevel.

Arghh..

I går måtte jeg melde afbud til nørklerne.. Vi skulle være her hos mig. Den første plade papegøjesmåkager var i ovnen, bordet dækket, lejligheden ryddet op og gjort rent, og pludselig overvældes jeg af hovedpine og kvalme. Efter en halv time må jeg kapitulere og sende en sms ud med aflysning. Øv! Jeg havde glædet mig i 14 dage og forberedt.
Jeg havde måske set det komme, drøner derud af når der er en god dag! Ind imellem glemmer jeg min aftale med mig selv om at fitnesscenteret skal besøges alle hverdage, og efter en pause klør jeg på 3 dage i træk, synes det er SÅ godt, men hvor godt er det, når jeg ikke sover om natten og ikke kan overskue at få mad der passer til aktivitetsniveauet, og får dårlig samvittighed når jeg ikke kan overholde tidspunktet som aftalt med min veninde.
I går væltede læsset så fordi strømmen gik. Ja, det var en sikring der var sprunget, men inden det blev konstateret var jeg ude i panikangst. Troede der var styr på det, men mon ikke dét, og så alle de andre dumme ting der fylder i mit hoved hele tiden, udløste hovedpinen og kvalmen, som forøvrigt stadig driller mig.

For pokker jeg fristes til at råbe LORTELIV, og det er så hermed gjort!

Atter på rejseeventyr..

Det er min ældste der igen er på rejse. Denne gang er hun i Libanon, med base i Beirut. Hun studerer Arabisk/Islam på universitetet og hvad er mere nærliggende end en sprogrejse til et arabisktalende land. Men hold du fast jeg er ikke vild med det. Bliver jeg nok aldrig, for jeg synes egentligt bare det bliver værre og værre. Sidste år klarede jeg det og forrige år, men i år gør uroen i Syrien mig bestemt ikke mere tryg.

Her er jeg med på stationen for at sende hende til Aarhus og der skulle hun mødes med medstuderende, for derfra at tage toget til KBH, fly til Warszawa og derfra videre til Beirut. Jeg har hørt at de er kommet godt frem og nu er der sikkert fuld fart over feltet med oplevelser og sprogskole osv.

Ud ud ud..

Jeg kunne næsten ikke sluge min aftensmad for alle de skrækkelige ord, som ellers normalt ikke finder vej fra min mund. Der var ikke andet at gøre end at komme ud, ud i det fri.

Heldigvis nåede jeg at smide hækletøjet i tasken.

Jeg er dampet af og i skrivende stund er der bland selv slik i skålen og rødvin i glasset. Isen spiste jeg på en bænk. Tak skæbne, jeg får ondt i maven, men pyt. Denne lørdag blev en øjenåbner og det er jeg da egentlig taknemmelig for!

Så er jeg tilbage..

Intentionen om at blogge har nu været der, men energien ikke og derfor er der igen gået lang tid siden mit sidste indlæg. Jeg strikker og syr, men på nedsat blus. Jeg er sygemeldt igen, er 'nede', har det skidt eller hvad man siger. Håber på hjælp, lige om lidt, for det er jo ikke livstruende, og så må jeg sidde grædende sammen med andre 'akut'patienter, hvor sjovt er det?
Jeg føler mig lige i midten af en ond cirkel og jeg tror kun, at folk som selv har været der, forstår hvordan det føles! Det er ihvertfald min opfattelse, og derfor sidder jeg endnu engang i denne situation og føler mig så pokkers ensom. Forladt. Skuffet.  

I dag har jeg kæmpet mig igennem at sy et etui til min bærbare computer. Det som normalt bare sidder på ryggraden, er tilbage i instruktionsbogen, når jeg er hvor jeg er nu. Jeg kan ikke træffe en beslutning, skal det være den eller den farve. Jeg var ved at opgive flere gange, men blev færdig til sidst, men trods det at jeg prøvede undervejs, så er den alligevel blevet lige lille nok. Computeren skal nærmest presses i, og det dur jo ikke! Øv. For det endte med at blive lige præcis som jeg havde tænkt. Måske syr jeg et nyt en af dagene, måske ikke.

Åh, sikke en søndag..

Jeg har virkelig glædet mig til denne dag. Der har været gang i den, sådan job og andet ud af huset aktivitet, siden forrige torsdag. Så i dag bliver der hygget igennem. Ja altså sådan på den måde at jeg tager fat i én ting, gør det aldrig færdig, men falder over noget der er mere spændende. Jeg har adskillige mapper med strikkeopskrifter. De skal sorteres bestemte jeg i morges, hev hele skidtet ned fra hylden, og gik ellers i gang. Måske går jeg for vildt til den, for de første 2 mapper blev reduceret til ½. Synes det er utroligt, for når jeg har rykket ud af ugeblade og printet ud fra nettet, så har det da været ting jeg har haft intuition om at skulle strikke engang, men nu ryster jeg bare på hovedet og tænker mit. Har i andre det lige sådan? Skifter man godt nok stil så hurtigt?

 

Sorteringen gik så i stå for mig. Nu har jeg fået strikket lidt på et par nye projekter. der er også syet 3 nye bokse, som sættes til salg.