Det har været hårdt, og det er det måske stadig, - vi lever trods alt i et vacuum af ventetid og spændinger, men vi har nydt godt af sommeren. Et nyt træningsprogram har hjulpet mig af med de værste smerter ( 7, 9, 13) og overskuddet er mere eller mindre vendt tilbage, til noget der minder om normalen. Nogen dage har jeg brug for at hvile en times tid eller to, - men nu kan der godt gå halve uger imellem... Det er meget tid der ikke bliver taget fra børnene i øjeblikket!
Jeg øver mig i at være ekstra positiv, i ikke at give op, - og jeg føler mig mere i live end jeg har gjort længe. Spekulationerne er der selvfølgelig stadigvæk. Gennem mine dialoger med andre i samme situation, er jeg stødt på flere skønne mennesker, der desværre ikke har været så heldige. Operationer der er gået galt, og folk der har skulle transplanteres både to og tre gange, før end de kunne vende hjem. Det er da enormt angstprovokerende, - jeg ved jo ikke om det også bliver mig. Jeg kan se hvad den følelsesmæssige rutchebane gør ved dem, og ikke mindst deres familier. Håb der bliver tændt og slukket gang på gang, - og jeg får lyst til at trøste, holde i hånden og puste, - bevidst om at det er begrænset hvad det kan gavne... Alt i mens mit eget sand løber gennem timeglasset.
- Hvor jeg dog håber at klare den frem til operationen!
Tilbage med det positive! Vi har snakket meget med børnene. På et tidspunkt ringer telefonen, og Rigshospitalet i den anden ende, fortæller at de har fået en lever til mig. Jeg bliver hentet på min adresse inden for en time, og ting kommer til at gå stærkt. Vi har talt detaljerne igennem mange gange, og jeg tror ungerne er godt forberedt. Jeg forestiller mig, at opkaldet bliver afsluttet med armene over hovedet, og en lille dans i stuen. Det er vigtigt at huske, at det er en god ting, - den der pokkers operation...
Min kreativitet er vendt tilbage. Denne gang har jeg kastet mig over malerier... Det hjælper. Jeg havde helt glemt hvor berigende det er, og hvor mange følelser man kan bearbejde, ved at lade det kreative få frit løb. Rent teknisk er det sikkert ikke skønheder jeg producerer, men sjæleligt er de guld værd! Så for at opsummere går det godt!
(Husk at læse videre efter billedet)
Og når nu overskuddet vokser, roen viser sig, - så spirer der også en uro. En lyst til at gøre noget! Al det liv jeg trods alt besidder, kan måske ændre noget. Det er derfor jeg har lavet et samarbejde med Organdonation - Ja tak . De har netop udgivet min Historie, en mere detaljeret og dybdegående fortælling, og derfor også mere sårbar. Du kan læse den lige her. I samme vending har jeg startet en indsamling for at støtte netop Organdonation - Ja tak. I Danmark er der desværre stor ulighed blandt hjælpeorganisationer, hvor især Cancerforeninger får hjælp i overflod, mens andre kæmper for hver en krone. Netop denne består af et skønt par, der selv har været transplantationsmøllen igennem, da deres datter blev meget syg. De kæmper først og fremmest for at få indført formodet samtykke, men da ventelisterne skal nedbringes her og nu, arbejder de også for at få flere til at melde sig som organdonorer. De har en masse drømme og visioner for netop transplanterede patienter og deres familier, et område der desværre er meget mangelfuldt som det ser ud i dag. Hvis du har lyst til at støtte min indsamling, kan du gøre det lige her : Jeannes Indsamling
Det brænder i mig for at gøre en forskel, - så hvis du har flere ideer, så lad mig endelig høre, enten herunder eller på mail : jeanneart@hotmail.dk
Fortsat dejlig sommer derude!
