torsdag den 28. februar 2013
Trolden Kalorius i haven
Ja så blev jeg færdig med at klæde herren på. En bøvet fyr, som er lidt af et larmehoved. Men nu har nok at se til med det mystiske væsen på hovedet ;)
onsdag den 27. februar 2013
"Krammeren den første"
Så er den første af Hjertesansefolket færdig. Han hedder "Krammeren den første". En værre spradebasse, som skulle have stramme bukser, der skinnede. Det fik han efter at have rodet en sæk med hengemt genbrugsstof igennem. Og aldrig så snart, han bukkede sig, så revnede de i rumpen. Dét må jeg se, hvad jeg kan gøre ved - forhåbentlig uden at stikke ham med nålen i rumpen, for han hyler sikkert højt. Og ud gik det i solskinnet, hvor han stillede op for fotografen flere steder - også i en potte i drivhuset.
mandag den 25. februar 2013
Hjertesansefolket - hverdagens eventyrere
I umindelige tider - ihvertfald så længe, jeg kan huske - har realister og grå mennesker lagt uhyre flid i at tilbagevise enhver eksistens af Julemanden og Nisser. Det er der intet nyt i. Hold selv øje i december. Jeg garanterer dig, at du vil opdage ganske megen modvilje og tvivl i disse menneskers øjne. Det er tydeligst i indkøbscentre, hvor eventyrlige væsener bliver misbrugt på det groveste til at få folk til at købe mere og mere og mere og endnu mere i jagten på den perfekte jul. Ja selv realisterne deltager i denne jagt. Og så kan man måske godt forstå deres tvivl.
Men måske sidder du nu og kommer i tanke om barndommens Julemand. Dengang julen var magisk og du troede på den. Måske husker du den kriblende, jublende fornemmelse af noget rigtig godt i vente?! Og indimellem har du måske en fornemmelse af noget uforklarligt, om det så er jul eller ej. Jeg skal ikke bringe dig nogen forklaring eller fastslå, at realister og grå mennesker tager så inderligt fejl. Den opgave hører nærmere hverdagens eventyrere til. Et ubemærket folk, som du måske bor side om side med uden at vide det. Selv ikke realister og grå mennesker forsøger at mane dette folk i jorden.
Kender du hjertesansen? Der er sådan noget som følesans og lugtesans. Der er hørelse og syn. Men mon ikke også, du kender hjertesansen? Det er den der uforklarlige følelse af noget meget, meget dejligt, som nærmest kan mærkes som noget varmt indeni. Noget varmt i hjertet. Næsten som barndommens jul. Og det er såmænd også mest til jul, at hjertesansen pludselig kan overmande en, selv en realist eller en af de grå mennesker, som bliver mødt med en uventet hjertelighed eller et minde. Da har en af hverdagens eventyrere, Hjertesansefolket været på besøg. De drømmer ikke om at redde verden, blot at bringe små uvurderlige glæder. Og de spilder ikke tiden på at vurdere, som du har fortjent det eller ej - alle har fortjent hjertesansens glæde.
Da jeg idag sad og arbejdede med mit cernit, lagde en masse glæde og kærlighed i at forme og skabe et nyt, endnu ukendt væsen, dukkede et af Hjertesansefolket pludselig op. Jeg troede næsten ikke mine egne øjne. Jeg sad og tænkte på jul og hjertelighed efter at have set en smuk haveopstilling til den kommende jul hos Claus Dalby. Jeg tænkte på, at små røde æbler kunne være et smukt supplement til de dejlige lanterner og den hvide sne. Og vupti, så var han her! Det er ikke sådan, at du nu kan kigge på ham og derefter gå ud og spotte den første den bedste som en del af Hjertesansefolket. Fakta er, at de lever ubemærket inde i ganske almindelige mennesker og ikke nødvendigvis ligner hinanden. Men ham her, var jeg slet ikke i tvivl om. Nok er det februar og snart forår. Men han gav den der uforklarlige forventning om noget godt, da jeg fik øje på ham.
Han og jeg vil inden jul selvfølgelig sørge for, at han er ordentlig påklædt og har fået hår og alt muligt. Og måske tænker du til den tid, at han virkelig ligner en nisse eller måske ligefrem Julemanden. Til det er der kun at sige, at så er det måske, fordi du i virkeligheden ville ønske, at han var en nisse eller Fader Jul, selvom du er voksen og måske endda realist. Sådan er jo netop hjertesansen. Nisser har iø spidse ører og Julemanden viser sig ikke på denne årstid ;)
Men måske sidder du nu og kommer i tanke om barndommens Julemand. Dengang julen var magisk og du troede på den. Måske husker du den kriblende, jublende fornemmelse af noget rigtig godt i vente?! Og indimellem har du måske en fornemmelse af noget uforklarligt, om det så er jul eller ej. Jeg skal ikke bringe dig nogen forklaring eller fastslå, at realister og grå mennesker tager så inderligt fejl. Den opgave hører nærmere hverdagens eventyrere til. Et ubemærket folk, som du måske bor side om side med uden at vide det. Selv ikke realister og grå mennesker forsøger at mane dette folk i jorden.
Kender du hjertesansen? Der er sådan noget som følesans og lugtesans. Der er hørelse og syn. Men mon ikke også, du kender hjertesansen? Det er den der uforklarlige følelse af noget meget, meget dejligt, som nærmest kan mærkes som noget varmt indeni. Noget varmt i hjertet. Næsten som barndommens jul. Og det er såmænd også mest til jul, at hjertesansen pludselig kan overmande en, selv en realist eller en af de grå mennesker, som bliver mødt med en uventet hjertelighed eller et minde. Da har en af hverdagens eventyrere, Hjertesansefolket været på besøg. De drømmer ikke om at redde verden, blot at bringe små uvurderlige glæder. Og de spilder ikke tiden på at vurdere, som du har fortjent det eller ej - alle har fortjent hjertesansens glæde.
Da jeg idag sad og arbejdede med mit cernit, lagde en masse glæde og kærlighed i at forme og skabe et nyt, endnu ukendt væsen, dukkede et af Hjertesansefolket pludselig op. Jeg troede næsten ikke mine egne øjne. Jeg sad og tænkte på jul og hjertelighed efter at have set en smuk haveopstilling til den kommende jul hos Claus Dalby. Jeg tænkte på, at små røde æbler kunne være et smukt supplement til de dejlige lanterner og den hvide sne. Og vupti, så var han her! Det er ikke sådan, at du nu kan kigge på ham og derefter gå ud og spotte den første den bedste som en del af Hjertesansefolket. Fakta er, at de lever ubemærket inde i ganske almindelige mennesker og ikke nødvendigvis ligner hinanden. Men ham her, var jeg slet ikke i tvivl om. Nok er det februar og snart forår. Men han gav den der uforklarlige forventning om noget godt, da jeg fik øje på ham.
Han og jeg vil inden jul selvfølgelig sørge for, at han er ordentlig påklædt og har fået hår og alt muligt. Og måske tænker du til den tid, at han virkelig ligner en nisse eller måske ligefrem Julemanden. Til det er der kun at sige, at så er det måske, fordi du i virkeligheden ville ønske, at han var en nisse eller Fader Jul, selvom du er voksen og måske endda realist. Sådan er jo netop hjertesansen. Nisser har iø spidse ører og Julemanden viser sig ikke på denne årstid ;)
lørdag den 23. februar 2013
En fræk bog...
Vinden rev og sled i sneen idag. Så det blev til en kort travetur mod vest,øst og nord, indtil driverne og/eller vindstødene stoppede mig. Endte da med at fylde sne i vandkanderne i drivhuset, som jeg fik idé til i en kommentar igår - takker :D
Og så er der dukket en ny alf op i Lillebo. Eller begyndelsen til ham... Og han har vist fået fat i min lille, frække bog hihi
Og så er der dukket en ny alf op i Lillebo. Eller begyndelsen til ham... Og han har vist fået fat i min lille, frække bog hihi
fredag den 22. februar 2013
Snevanding i drivhuset
Da jeg kom tilbage fra en lille travetur og "endte" i drivhuset som vanligt, kunne jeg godt se, at de seneste dages snevejr og fygning var problematisk for det. Der var allerede begyndt at danne sig en isskorpe i tagrenderne, så sneen ikke kunne glide af af sig selv... Kanterne blev brækket af og derefter gik jeg igang med arme, hænder og naturlove at få det 10-15 cm. tykke lag ned på jorden. Således med god samvittighed, satte jeg mig ind og "pustede" lidt igen.
Jeg kom til at kigge rundt og kigge ud. Det er næsten uundgåeligt jo. Men samtidig kom jeg i tanke om et råd, jeg engang fik; at "vande" drivhuset med sne. Altså at drysse sne over potter og planter, som så kan smelte, når solen måske får magt her en af dagene. Voila jeg slap for at slæbe kander med vand om nogle dage og jeg hyggede mig vældigt med sneen ;)
Og så kunne indlægget her egentlig godt slutte... Men jeg kom altså til at gå ind efter cameraet, så nu må I trækkes med en flok snebilleder eller skynde jer væk ;9
Jeg kom til at kigge rundt og kigge ud. Det er næsten uundgåeligt jo. Men samtidig kom jeg i tanke om et råd, jeg engang fik; at "vande" drivhuset med sne. Altså at drysse sne over potter og planter, som så kan smelte, når solen måske får magt her en af dagene. Voila jeg slap for at slæbe kander med vand om nogle dage og jeg hyggede mig vældigt med sneen ;)
Og så kunne indlægget her egentlig godt slutte... Men jeg kom altså til at gå ind efter cameraet, så nu må I trækkes med en flok snebilleder eller skynde jer væk ;9
torsdag den 21. februar 2013
I sne og sol
For et par måneder siden var jeg parat til at lægge min blog ned, i ½ år eller måske mere. Det var ganske uoverskueligt for mig at stå med en kræftdiagnose med udsigt til operation og måske efterbehandling eller det, der er værre. Jeg kunne ikke i min vildeste fantasi forestille mig, hvordan jeg kunne bidrage til blogverden med noget positivt fra min tilværelse og da slet ikke min have.
Nu er jeg faktisk i tvivl, om jeg var ved mine fulde fem dengang. Eller rettere, så har vejen vist mig, at det ikke behøver at være sådan. Vist kommer der næppe nogle af mine akrobatiske øvelser i min legeplads af en haveverden. Jeg forventer, at jeg må indtage tilskuerens rolle derude i år. Men jeg havde i bund og grund overset min livsglæde. Og intetsteds i forundersøgelser eller samtale om diagnose blev det nævnt, hvordan jeg ville blive bakket op fra alle kanter... Det sidste har uden tvivl vippet mig på den rette side af accepten af min skæbne. Og det har givet mig troen tilbage på, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget...
Der er ikke dukket nye sider op af mig, som jeg ikke kendte på forhånd. Men omstændighederne har givet mig tiden til fordybelsen og jeg er sikker på, at det forestående forår ville rumme endnu mere sansning end ellers - og måske endda også til glæde for andre. Så jeg kan nærmest ikke lade være med at blogge, når "tiden er til det". Jeg kan ikke lade være med at dele min begejstring...
Idag er Bornholm, ligesom igår i et winterwonderland. Og jeg ved, at mange af jer sidder og tænker, at det orker vi ikke mere af. Nu vil vi have forår. Jeg har derimod nydt det til fulde. Nydt den første gåtur ude i en uge. Lavet fodspor i jomfruelig sne på vejen. Været beruset af den tysthed, som kun sneen kan bringe med sig. Fuglene fik de sidste rester af hengemte æbler og lyset i lanternen, som var blæst ud, fik flamme igen. Drivhusets dør blev tvunget op og snart mødte duften af jord og planter mig. Sådan som den dufter, når solen er på besøg. Og det var den også i 5 min., hvor jeg til sidst satte mig i havestolen på hushjørnet. Den skinnede næsten voldsomt på mine lukkede øjne, indtil endnu en legesyg snesky kom og trak vinden med sig. Så gik jeg glad ind igen. Billederne er taget fra den halvåbne havestue lidt senere.
Nu er jeg faktisk i tvivl, om jeg var ved mine fulde fem dengang. Eller rettere, så har vejen vist mig, at det ikke behøver at være sådan. Vist kommer der næppe nogle af mine akrobatiske øvelser i min legeplads af en haveverden. Jeg forventer, at jeg må indtage tilskuerens rolle derude i år. Men jeg havde i bund og grund overset min livsglæde. Og intetsteds i forundersøgelser eller samtale om diagnose blev det nævnt, hvordan jeg ville blive bakket op fra alle kanter... Det sidste har uden tvivl vippet mig på den rette side af accepten af min skæbne. Og det har givet mig troen tilbage på, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget...
Der er ikke dukket nye sider op af mig, som jeg ikke kendte på forhånd. Men omstændighederne har givet mig tiden til fordybelsen og jeg er sikker på, at det forestående forår ville rumme endnu mere sansning end ellers - og måske endda også til glæde for andre. Så jeg kan nærmest ikke lade være med at blogge, når "tiden er til det". Jeg kan ikke lade være med at dele min begejstring...
Idag er Bornholm, ligesom igår i et winterwonderland. Og jeg ved, at mange af jer sidder og tænker, at det orker vi ikke mere af. Nu vil vi have forår. Jeg har derimod nydt det til fulde. Nydt den første gåtur ude i en uge. Lavet fodspor i jomfruelig sne på vejen. Været beruset af den tysthed, som kun sneen kan bringe med sig. Fuglene fik de sidste rester af hengemte æbler og lyset i lanternen, som var blæst ud, fik flamme igen. Drivhusets dør blev tvunget op og snart mødte duften af jord og planter mig. Sådan som den dufter, når solen er på besøg. Og det var den også i 5 min., hvor jeg til sidst satte mig i havestolen på hushjørnet. Den skinnede næsten voldsomt på mine lukkede øjne, indtil endnu en legesyg snesky kom og trak vinden med sig. Så gik jeg glad ind igen. Billederne er taget fra den halvåbne havestue lidt senere.
Michael Andersen?
Da jeg sad med morgenkoppen og studerede Claus Dalby's nye erobringer, kom jeg i tanke om den...
I det hedengangne das i gården var opsat hylder. Da vi overtog Lillebo, var disse fyldt med underkopper, potter, pander, krukker, småvaser og potteskår generøst overdænget med støv, skidt og edderkoppespind. Deriblandt stødte jeg på denne lille vase, som siden har lagt mave til mangen buket Dorothealiljer i marts.
Jeg har ingen forstand eller egentlig interesse i keramik - udover, hvad jeg ser en mulighed i uanset, hvor det så end kommer fra. Men jeg kunne næsten fristes til at tro, efter at have set Claus' foto, at min lille, gamle, skårede sag stammer fra Michael Andersen i Rønne?
I det hedengangne das i gården var opsat hylder. Da vi overtog Lillebo, var disse fyldt med underkopper, potter, pander, krukker, småvaser og potteskår generøst overdænget med støv, skidt og edderkoppespind. Deriblandt stødte jeg på denne lille vase, som siden har lagt mave til mangen buket Dorothealiljer i marts.
Jeg har ingen forstand eller egentlig interesse i keramik - udover, hvad jeg ser en mulighed i uanset, hvor det så end kommer fra. Men jeg kunne næsten fristes til at tro, efter at have set Claus' foto, at min lille, gamle, skårede sag stammer fra Michael Andersen i Rønne?
tirsdag den 19. februar 2013
I næste uge...
Det gav et gib i mig for et øjeblik siden... Jeg sad og kiggede på fotos fra sidste år. Plettet Lungeurt dukkede op for mit øje - billedet af de første, taget den 3/3. Den 3/3-2013 er jo ALLEREDE i næste uge! Gæt hvad jeg skal da ;)
Undskyld ;)
Beklager... Der er ikke en eneste synlig blomst eller blad i dette indlæg heller. Men dog alligevel noget med Flor... Jeg havde ellers besluttet, at jeg ikke ville lægge flere af mine væsener her på min blog, før de var udstyret med krop og anstændigt påklædt. Men jeg har måttet bøje mig for denne lille fyr, som så dagens lys i week-end'en og fik hår igår... Han er en alf. Floralfen hedder han. Noget af det mest gavmilde og filantropiske, man kan forestille sig, når han i Floralen indimellem sender en uventet lille hilsen til en eller anden. Ingen ved, hvor han sniger sig hen om natten og låner lidt frø eller andre små hjerteligheder og putter i kuverter, som lander som "store" overraskelser hos intetanende... Tag pænt imod ham ;)
P.s. Floralen er p.t. kun åben for tilmelding efter aftale med mig, da vi prøver at dæmme op for spamtilmeldinger frem til foråret. Skriv evt. i en kommentar her, hvis du ønsker at melde dig ind.
Hjerteligst
P.s. Floralen er p.t. kun åben for tilmelding efter aftale med mig, da vi prøver at dæmme op for spamtilmeldinger frem til foråret. Skriv evt. i en kommentar her, hvis du ønsker at melde dig ind.
Hjerteligst
lørdag den 16. februar 2013
Lørdag: Halløj
Forleden viste jeg et væsen, som var mislykket "en smule" i ovnen (for høj varme). Der er nu vældig liv i ham alligevel; "Halløj piger og drenge, hvad siger i til min krop hihihi".
torsdag den 14. februar 2013
Alle Hjerters Dag
Ganske vist er den 14. februar kendt som Valentinsdag. En dag med mange historier bag. Annette fra Eventyrhaver delte på Facebook både den smukkeste og den frækkeste. Jeg fik desværre ikke lige gemt linket og må idag bruge tiden på andet, som er mindre muntert - men nødvendigt.
For mig er den 14. februar Alle Hjerters Dag. Den seneste måned er en flok hjerter, banale og gjort med hæklenål draget ud i verden til nær og fjern. De seneste 2 blev afleveret igår til en god bekendt gennem 15 år, som lagde vejen forbi og gjorde formiddagskaffen sprudlende glad. Mindst dobbelt så mange som flokken er blevet til bag pandelokken og sendt gennem tankerne. Hænderne havde deres begrænsning. Og tankerne fløj afsted til jer, som forsøder min dag med en hilsen - og til jer, som lægger vejen forbi min blog, som jeg end ikke kender.
Pink og lyserød er ikke de farver, jeg dyrker mest i haven. Jeg drages lettere viljeløst af de sprudlende kulører derude. Af kontraster, som indimellem har et strejf af blide toner i. Men på Alle Hjerters Dag, må stemningen så gerne være med ynde og mindre livlig. Den sidste uge har jeg derfor nydt synet af en gren fra min Kejserbusk, som jeg drev frem til blomstring inde og igår endte sin færd med ganske blege dryssende blomster. Jeg har nydt en lille "Brændende Kærlighed", som jeg ikke kunne gå forbi i havecenteret. Og jeg har frådset i en lille favnfuld Tulipaner. Og jeg har foreviget lidt af sceneriet. Det har skiftet en del og ikke mindst Tulipanernes vrimmel udover vasekanten, efterhånden som de sprang ud, burde have været foreviget. Men I må tænke jer til det. Det var poetisk skønhed, som nu næsten er i forfald.
De bedste ønsker for en hjertelig dag - send en dit hjerte ud i verden og oplev... http://pinterest.com/zep71/fairies/
For mig er den 14. februar Alle Hjerters Dag. Den seneste måned er en flok hjerter, banale og gjort med hæklenål draget ud i verden til nær og fjern. De seneste 2 blev afleveret igår til en god bekendt gennem 15 år, som lagde vejen forbi og gjorde formiddagskaffen sprudlende glad. Mindst dobbelt så mange som flokken er blevet til bag pandelokken og sendt gennem tankerne. Hænderne havde deres begrænsning. Og tankerne fløj afsted til jer, som forsøder min dag med en hilsen - og til jer, som lægger vejen forbi min blog, som jeg end ikke kender.
Pink og lyserød er ikke de farver, jeg dyrker mest i haven. Jeg drages lettere viljeløst af de sprudlende kulører derude. Af kontraster, som indimellem har et strejf af blide toner i. Men på Alle Hjerters Dag, må stemningen så gerne være med ynde og mindre livlig. Den sidste uge har jeg derfor nydt synet af en gren fra min Kejserbusk, som jeg drev frem til blomstring inde og igår endte sin færd med ganske blege dryssende blomster. Jeg har nydt en lille "Brændende Kærlighed", som jeg ikke kunne gå forbi i havecenteret. Og jeg har frådset i en lille favnfuld Tulipaner. Og jeg har foreviget lidt af sceneriet. Det har skiftet en del og ikke mindst Tulipanernes vrimmel udover vasekanten, efterhånden som de sprang ud, burde have været foreviget. Men I må tænke jer til det. Det var poetisk skønhed, som nu næsten er i forfald.
De bedste ønsker for en hjertelig dag - send en dit hjerte ud i verden og oplev... http://pinterest.com/zep71/fairies/
tirsdag den 12. februar 2013
mandag den 11. februar 2013
Altid glad og velfornøjet...
...altid med et smil i øjet...
Jeg er ikke fuld af beundring for fotografens færdigheder med mit camera og blitz. Nu er det jo så også mest mig, der bruger det. Men altså, jeg har alligevel stillet op med mit nye hår gnækgnæk...
Jeg er ikke fuld af beundring for fotografens færdigheder med mit camera og blitz. Nu er det jo så også mest mig, der bruger det. Men altså, jeg har alligevel stillet op med mit nye hår gnækgnæk...
Gæt hvem han ligner..
Allerede, inden han kom i ovnen, gik det op for mig (og familien), at dette cernitmonster lignede en karakter i en film/serie. At han så ydermere havde overtaget personligheden med nærmest at sprænge sig i luften, det var lidt af en overraskelse. Eller rettere, så stod ovnen på 200 grader istedet for 120. Så i løbet af 20 minutter var hans hoved blevet deformt, nærmest med en bule og hælkappen på den ene fod, sort.... Om jeg får hovedet af sømmet i et stykke vil vise sig. Det kan jeg nemlig ikke "bare lige". Men kan du mon gætte, hvem han lignede, inden han kom i ovnen? ;)
lørdag den 9. februar 2013
En grim ka'l
I disse dage vrimler det med alt fra prinsesser og spiderman'er til mere lyssky væsner. Også her i huset. Her til aften er et nyt væsen begyndt at se dagens lys. Ud af hænder og cernit er han skabt med sin helt egen personlighed. Og køn er han ikke. Nu må han så vente et par dage på at Postdanmark leverer øjenfarve og figurreb, før han kan komme til live...
fredag den 8. februar 2013
Tillæg til forrige indlæg...
Annette fra Eventyrhaver fik i en kommentar til forrige indlæg mig til at komme i tanke om mine hidtil eneste forsøg med at lave cernitdukker... Det er efterhånden nogle år siden. Nu fristes jeg til at gøre forsøget igen snart.
Men her kommer så de "gamle gulnede billeder" ;) af:
Min allerførste figur; Trolden Grimrian
Nissen Fumpe, som desværre ikke holdt til strabadserne med børn og dyr i huset - han oplevede for mange fald på gulvet.
Hihi
Men her kommer så de "gamle gulnede billeder" ;) af:
Min allerførste figur; Trolden Grimrian
Nissen Fumpe, som desværre ikke holdt til strabadserne med børn og dyr i huset - han oplevede for mange fald på gulvet.
Hihi
"De første 40 år...
..af barndommen er altid de sværeste". Morede mig vældigt, da jeg læste den "joke". Og så tænkte jeg, at det i grunden ikke var helt løgn. Vist er jeg en "moden kvinde" på 41 somre. Men et legebarn er jeg også. Og absolut ikke mindre end for eksempelvis 30 år siden.
Måske er jeg ene om at være barn i blogland. Eller måske er jeg ene om at indrømme det ;) Ihvertfald er min have min legeplads. Og når legepladsen er lukket, så leger jeg da bare indendøre ;) Som her, hvor badeværelsesprinsessen efter flere år i glemsel i det skab i gangen, hvor de fleste ting leger gemmeleg, igår dukkede op og krævede sin trone i solskinnet i vinduet på badeværelset. Må jeg præsentere, Viola :)
Hun er enebarn. Har ganske vist en oldgammel grandkusine, som bor i soveværelset. Men "Dorte" er ikke prinsesse, siger Viola. Prinsesser er skabt af finere materiale en plast. Viola har ganske vist tabt et ben under gemmelegen i skabet. Dét må jeg se, om jeg kan finde en dag...
Måske er jeg ene om at være barn i blogland. Eller måske er jeg ene om at indrømme det ;) Ihvertfald er min have min legeplads. Og når legepladsen er lukket, så leger jeg da bare indendøre ;) Som her, hvor badeværelsesprinsessen efter flere år i glemsel i det skab i gangen, hvor de fleste ting leger gemmeleg, igår dukkede op og krævede sin trone i solskinnet i vinduet på badeværelset. Må jeg præsentere, Viola :)
Hun er enebarn. Har ganske vist en oldgammel grandkusine, som bor i soveværelset. Men "Dorte" er ikke prinsesse, siger Viola. Prinsesser er skabt af finere materiale en plast. Viola har ganske vist tabt et ben under gemmelegen i skabet. Dét må jeg se, om jeg kan finde en dag...
Hvor er jeg nu? Hvor mange kan gætte det?
Det er fredag, store fastalavnsdag i skolerne her på øen. Og så går børnene til vinterferie herefter i en uge. Jeg har også de seneste 3 år været på miniferie i Jylland - ganske vist i juni... Et af årene blev dette foto taget, hvor jeg og min bedste veninde (som ikke kan ses på billedet) har befundet os hvert år. Måske ikke lige på den samme plet, men... Og det har kostet mig kroner hver gang ;) Som min veninde siger, så er det lidt ligesom juleaften! Hvor er jeg henne?
Lad blot minderne rulle i kommentarerne :D
God fredag!
Lad blot minderne rulle i kommentarerne :D
God fredag!
torsdag den 7. februar 2013
Hvor var jeg september 2008? Strabo. Rigtigt gættet!
Forrige gættehave var der flere, som hurtigt og uden at blinke gættede; Claus Dalby's... Måneden efter, mødtes han og jeg igen, men et helt andet sted. Kan I mon gætte hvor?
Denne gang får I ikke mig at se, da jeg selv fører cameraet ;) Jeg har flere billeder til hjælp og/eller inspiration til senere idag...
Denne gang får I ikke mig at se, da jeg selv fører cameraet ;) Jeg har flere billeder til hjælp og/eller inspiration til senere idag...
Så lykkedes det! Lene fra Bag Havelågen ramte rigtigt :) Er der andre, der har besøgt Strabo?
Jeg kendte ikke Strabo ved Østermarie (Bornholm), før Claus Dalby nævnte det måneden før, hvor jeg besøgte hans have. I september skulle han dertil med sine bøger - og man kunne komme slæbende med sine egne og få signeret. Vi "aftalte" gensyn og jeg medbragte min til dato yndlingsbog af Claus; "Den levende have". Bogen, som fik mig til at falde for haven i Risskov og hans flair for skønhed og blomster. Og det kunne ikke være anderledes end, at jeg - stik mod sædvane for signering - ønskede "krusedullen" på afsnittet med "Flammebedet", som jeg forgudede ;)
Regner med, at jeg vil gense Strabo engang i år. Jeg har været der med gode havevenner siden og kan anbefale hyggen der, også når der ikke er helt så mange mennesker som i september 2008...
Abonner på:
Opslag (Atom)