Populære sportsgrene
Populære sportsgrene
Vis alle

Wout van Aert skriver under på ny bemærkelsesværdig evighedskontrakt med Team Visma | Lease a Bike

Marcus Pallesen

Opdateret 18/09/2024 og 14:48 GMT+2

Wout van Aerts kontrakt med Team Visma | Lease a Bike stod til at udløbe i 2026, men det er der nu lavet om på. Det er dog ikke en ganske almindelig kontraktforlængelse mellem belgieren og det hollandske cykelhold, men derimod en evighedskontrakt som binder den belgiske stjerne til holdet for evigt i hans aktive cykelkarriere.

Wout van Aert om at vinde bjergtrøjen: Der er så mange point - måske giver jeg det et forsøg

Team Visma | Lease a Bike har offentliggjort på en pressemeddelelse, at Wout van Aert har skrevet under på en kontrakt, som binder ham til holdet resten af sin aktive karriere.
Den 30-årige belgier har kørt for holdet siden 2019, og det er tilsyneladende et samarbejde, som man ikke ser en ende på.
Vismas chef, Richard Plugge, sætter ord på den usædvanlige kontraktforlængelse med van Aert:
- Wout er selvfølgelig en fantastisk rytter med et imponerende palmarès. Han er en allrounder: en sprinter, en klassikerrytter, en tidskørselsekspert, og på sine bedste dage vinder han også en bjergetape som den berømte sejr på Mont Ventoux i Tour de France.
- Men udover det er Wout virkelig blevet en vigtig kulturbærer, et uundværligt led i vores hold. Han er en leder og en holdspiller. Han er en rytter, der også gør andre på holdet bedre, blot gennem sine indsigter og sin karisma. Vi er ekstremt glade for ham, og heldigvis er det gensidigt
Wout van Aert udtaler på Vismas hjemmeside, at han ikke var i tvivl, da han blev præsenteret for idéen:
- Jeg behøvede ikke tænke længe, da denne idé kom op. Først og fremmest fordi vi hos Team Visma | Lease a Bike arbejder med de bedste mennesker og det bedste udstyr. Sammen søger vi konstant forbedringer, hvilket betyder, at vi udvikler os individuelt, men også som et hold. Jeg skylder meget af min succes til det.
- Vi gør det virkelig sammen. Men ud over det føler jeg mig meget hjemme på dette hold, og det er meget vigtigt for mig. Dette hold er unikt og har passet perfekt til mig i fem år, og det vil jeg gerne holde fast i. Derfor besluttede jeg mig for at blive her for evigt, og det føles rigtig godt."
Ét stort ægteskab mellem Wout van Aert og Team Visma | Lease a Bike
Selvom det er en usædvanlig konkrakt, kommer det alligevel ikke bag på Eurosport-kommentator, Anders Mielke:
- Det er jo første gang i cykelsporten, at vi ser sådan en kontrakt, hvor der ikke er en udløbsdato på, og det er da bemærkelsesværdigt. Men det viser meget godt det, som jeg har set som ét stort ægteskab, som bare fortsætter mellem Team Visma | Lease a Bike og Wout van Aert.
Mielke ser det også som en klar indikation af den rolle, som van Aert har på holdet. En rolle som måske ikke altid skinner lige meget igennem i medierne.
- Det viser også, hvor stor en profil han er på holdet. Selvom der også er mange andre store stjerner, er han DNA’et og en kulturbærer for Visma.
- Den her kontrakt fortæller jo også det, som folk ikke tror, men han er glad på holdet. Selvom han skal ofre sig for Jonas Vingegaard en gang i mellem i Tour de France, så får han den største support, og han kan se sig selv udvikle sig her.
Slut dig til Over 3 millioner brugere på app'en
Hold dig opdateret med de seneste nyheder, resultater og livesport
Download
Del denne artikel
Relateret indhold
Annonce
Annonce