Mød Diva Cool

Nåmen, når nu jeg alligevel er syg. Altså syg på den der influenza-lignende måde, der i nu tre dage har bragt mig helt i knæ og på piller døgnet rundt. Syg på den der måde, der nu lige pludselig gør, at jeg ikke kan sove.
Så kan jeg jo ligeså godt bruge tiden på at præsentere seneste medlem af det lille hjem: Diva!

Først den ene side, og så den anden. Lidt Diva er man vel - og verdens cooleste kat!
Ser du Diva flyttede ind i november. Ikke fordi vi havde besluttet os for, at nu skulle vi have en kat. Næ nej, Diva flyttede selv ind! Den dag vi holdt Freyas fødselsdag. Der stod terrassendøren åben og ind listede Diva og lagde sig til at sove på sofaen med 9 glade børn hoppende omkring ørerne. Rimelig cool gjort af en kat! Herefter kom hun så hver aften og "bankede på" terrassedøren.

Hvor kom Diva så fra? Ja, den korte version af den lange historie er, at Diva boede nogle opgange længere henne. Diva var skredet hjemmefra pga hendes killing, som de havde valgt at beholde. Derfor skulle de nu af med Diva. Sådan er der så mange ting, man kan undre sig over. Og sådan gik det til, at Diva nu bor hos os. Når hun altså ikke lige render ind til naboen. For lidt delekat er man vel også. Så når maden ikke lige smager det ene sted, så kan man jo altid lige banke på det andet sted.

Som en lille ekstragevinst er Diva så heller ikke hverken steriliseret eller øremærket. Lige før jul blev hun pludselig væk en hel nat. Da hun endelig kom hjem om morgenen kastede hun sig kælent rundt på gulvet og steppede sig i gennem en yderst veludført røvdans over flere dage. Dong! Så vidste vi godt, hvad klokken var slået, og nu render hun rundt med tyk mave.

Nu er vi så bare spændte på at se resultatet af røvdansen - og bagefter er det så afsted til doktor dyrlæge!
Men glade for hende, det er vi nu alligevel!

Hav altid en lille plastikpony i tasken

Jeg er her! Eller nok mere bare noget, der ligner? Hverdagen har slugt mig! Hverdagen og den sårbare 7-årige og den "jeg-skal-og-vil-bestemme-alting-selv-ellers-laver-jeg-scenen" 4-årige.

Så jeg keder mig bestemt ikke! Heldigvis så aner jeg stadig små livgivende glimt ind i mellem. Som i dag, da jeg befandt mig i bilen et sted i mellem arbejde og hente mine børn, som bare ikke gider med fordi de-bare-lige-har-det-så-sjovt-og-hvorfor-kommer-du-også-allerede-nu-mor? Men ja, der sad jeg i min bil og ventede på grønt lys. Men i stedet for at stirre apatisk på det røde lys, blev mit blik fanget af det ældre ægtepar og fulgte deres gang hele vejen henover gaden. Han holdt hende så fint under armen og støttede hende ved albuen. Sådan et par, hvor man kan mærke livet og sukker lidt - på den gode, varme og lidt misundelige måde. Sådan et par, hvor rødt lys snildt kan glemmes. Men jeg glemte det ej. Øjeblikket var ovre og jeg susede videre, halsende efter hverdagen.

Hvor passer så plastikponyen så ind i det hele, spørger du måske? Egentlig ikke så mange steder, når det kommer til stykket. Men den er god at have i de 4-åriges krisetider. Afledningsmanøvre eller ren bestikkelse?

Lørdagslykke

Lykken er to boblende trunter på sofaen og tøsefilm i tv. Lykken er også at komme i tanker om resterne af gårsdagens hjemmelavede lakridsparfait i fryseren.



Billedet er fra gårsdagens frådseri. Ultrasyndig hjemmelavet lækker lakridsparfait flankeret af hindbærparfait og lækker gulerodskage. Vi havde en fest uden lige!

Træt med træt på...

Kan du se den her lyserøde kokosmakron? Eller det, der oprindeligt skulle blive til en fin, lyserød kokosmakron. Den er mig. Mig, flad og ved at kaste op over at høre mig selv fortælle om, hvor træt jeg er, og hvor træt jeg er over at være træt!!! Argh altså!

Kærlighed er...

Kærlighed er, når jeg går i gang med at lave knas-müsli til min datter kl. 10 om aftenen.

Tesalon og små skridt

Min krop er min ven - og husk at tage små skridt.

Noget, jeg egentlig godt ved, men måske bare havde glemt lidt? Noget, som jeg heldigvis blev mindet om på bedste vis i dag af nogle helt i gennem fantastiske kvinder.
I dag var jeg nemlig til Anna & Lottes nytårskur som også inkluderede forfatteren Andrea Bak og skuespilleren Anne Steensgaard.

Det var slet ikke nemt for mig at komme afsted. Var så småt i gang med at opbygge og finde på alle mulige undskyldninger, som jeg har gjort med så mange andre ting i mit liv. Men min skønneste kusine kom og overtog pigerne. Afsted kom jeg. Og hvor er jeg glad for det! Det var et par superinspirerende timer i selskab med superinspirerende kvinder.

Jeg ville gerne have sagt tak for det fine arrangement. Have sagt tak til de 4 smukke og skønne kvinder for at dele ud af deres liv, erfaringer og tanker. Men ikke et ord kom over mine læber. Da hele det fastlagte arrangement var overstået. Da der blev kigget i bøger. Da der blev snakket på kryds og tværs i små grupper. Ja, der stod jeg med alle mine tanker og gode intentioner og følte mig helt fortabt. Ville så gerne have købt Andreas bog, men havde glemt kontanter. Ville så gerne have udtrykt min glæde ved arrangementet på en eller anden vis. Men i stedet, oveni glæden og inspirationen og de positive oplevelser, blev jeg fuldstændig overvældet. Følte tårerne presse på langt inde bag mine øjne. Følte, at hvis jeg så meget som åbnede munden for bare at sige "hej", så ville jeg bryde grædende sammen? Så i stedet listede jeg lige så stille ud. Fandt min frakke og fik helt overraskende sagt "tak for i dag" til den søde kvinde, jeg sad ved siden af ved bordet.

Da jeg nåede min bil, fik sat mig ind og lukket døren. Dér kom tårerne. Dér kom smerterne løbende op over ryggen. Men hvorfor? Ja, hvorfor? Det har jeg ikke helt fundet en afklaring på. Andet end jeg til tider er yderst emotionel.

Men jeg gjorde det! Jeg kom afsted! Fik taget et lille skridt. Dét er jeg stolt af nu!
Da jeg kom hjem, havde min kusine en lille gave til mig. Én gave hun syntes jeg fortjente, fordi jeg kom afsted. Så var jeg lige ved at græde igen. Tænk, at jeg er så heldig at have en person i mit liv, som ved og forstår hvor svært det var og er for mig. Så heldig er jeg :-)

Særlig sensitiv?

Jeg faldt lige over det her (på den her side: sensitiv.dk): "At leve med sensitivitet. Nogle sensitive oplever, at de er fanget i en hverdag, der er så overstimulerende, at den bliver en kamp. I så fald er der brug for et fokus på at leve med sensitivitet - i stedet for at fornægte den. Sensitive mennesker, der har svært ved at acceptere og tage hånd om sensitiviteten bliver ofte udmattede, syge eller stressede - og føler at de kun overlever i stedet for at mærke liv og glæde."

Tankevækkende...

Stooooooooop så!!!

Med at proppe alt det crap i hovedet, som kroppen og sjælen bare slet, slet ikke har godt af!
Så stop dog...

En tallerken numsesuppe tak!

Kender du de dage, hvor du får væltet kaffe udover skrivebord, mus og musemåtte (og en god slat på gulvet). Du får tørret op, checker musen og udbryder: "Pyh... Den virker stadig!". Tørrer den sidste lillebittebittebitte dråbe kaffe af knapperne - og vupti! Så vender alt pludselig på hovedet. Musen altså!? Vil du til venstre, bevæger cursoren sig til højre. Vil du op, går den ned. Sådan fortsætter resten af dagen så.

Det er selvfølgelig mig, jeg taler om her (in case nogen skulle være i tvivl?). Efter en time med genstart, manualer, opdatering af driver og en masse Google, fik jeg ikke løst noget som helst. Så kaffemusen blev sat i meget lang time-out i hjørnet.

Ja, i går var bare én af de der dage...

I dag er jeg den lykkelig mor til en datter på 7, der (næsten) helt selv fixer aftensmad til sin mor og lillesøster. Numsesuppe! "Numsesuppe er ligesom vores familiesuppe", proklamerede den 7-årige i går, da hun besluttede sig for, hvad hun ville fremtrylle til os her til aften.

Men numsesuppe? Hvad er det lige for et navn? Det er ganske simpelt. Du præsenterer bare en tallerken grøntsagssuppe med kikærter for din 4-årige: "Whee, se! Det ligner små numser!". Og tadaaa!!! Numsesuppe!

Utroligt, hvad man må lægger øjne og ører til som mor hva'?

Samtidigt er det verdens nemmeste suppe. Man nupper hvad man lige har af grøntsager, skærer det hele i tern eller det, der ligner. Smider det hele ned i en gryde sammen med en bouillonterning. Fylder op med vand til det dækker grøntsagerne, låg på og koges i ca. 20-30 min. til det er kogt godt i gennem. Blend det hele, smag til med salt, peber og hvad man nu kan lide af krydderier (vi kan godt lide den med et nip spidskommen og et par dråber Tabasco) og tilsæt kikærter (færdigkogte selvfølgelig). Kog i gennem et par minutter og servér. Det er SÅ hurtigt og nemt!

Vores bestod i dag af 1 løg, 1 porre, 2 gulerødder, 1 stor tomat, 1 fed hvidløg og selvfølgelig kikærter.


Og så er jeg gået i gang med at hækle!

Tid til forandring

Sagde jeg virkelig det? Ja, det gjorde jeg! Så dagen før nytårsaften flyttede jeg rundt på reoler, sofaer, kommoder og borde. Bare for at flytte næsten det hele tilbage igen. Fin, fin måde at bruge et par timer på. Som ekstra bonus fik jeg også støvsuget helt ind i de allermørkeste kroge.

Forandring fryder. Jo, men det gør det. Så nytårsaftensmorgen farvede jeg mit hår. Stod bagefter med frisørsaksen løftet op til en tot af det lange pandehår. Sådan stod jeg længe. Skal, skal ikke? Skal, skal ikke? Jeg gjorde det. Snip, klip. Hvorefter mit nu korte pandehår svirpede tilbage og lige op i luften. Ok, så jeg har vist en seriøs hvirvel!? Ikke helt planen, men fint ser det nu ud alligevel. Og så blev jeg det klogere.



Nytårsaften blev holdt hjemme med pigerne og min skønneste kusine, samt en million serpentiner (mindst), fondue, bordbomber, glimmerlak på neglene, hjemmelavet (virkelig lækker, lækker) lakrids-parfait, Asti, Kidibul, kransekager og raketter. Asta dejsede om kl. 22. Freya måtte beordres i seng kl. 1. Dejlig nytårsaften.

Nytårsforsætter? Tjoh.... Den der med kaffen fra sidste år. Den holdt ikke rigtig, surprise! Men det siger også lidt om, hvor meget jeg tror på nytårsforsætter. Så dem har jeg ikke nogen af. Ikke specifikt i hvert fald. Men et ønske, et mål, en følelse eller måske en tanke? Der er ikke helt sat ord på endnu. Kun et ord lige nu og her: Gladere! Gladere for mig selv og gladere for livet. Men hvor, hvordan, hvad, hvorhen og hvordan igen, det aner jeg ikke!?

Autopiloten kører stadig på fuld skrald i 5. gear. Men skal det virkelig være sådan? Nej, vel?

Godt nytår og må 2012 bringe en masse godt til os alle!