Men så blev vi syge...

Men så blev vi syge. Freya blev ramt af feber og hovedpine. Selv har jeg ingen feber, men hovedpinen er der. En virkelig trist, slatten følelse af at være godt brugt... Øv. Så nu kaster jeg håndklædet i ringen og går i seng. En god nats søvn og alt er bedre i morgen.

http://www.everydaypeoplecartoons.com

Travl, men lækker lørdag

Lørdag er ridedag. Asta har glædet sig helt ustyrligt. Sidste lørdag var der efterårsferie og ingen ridning. Det passede ikke helt den lille ridepige. Men i dag var det så afsted igen. Hun var så glad og så dygtig. Fandt endelig ud af at holde hænderne nede og lidt mere i ro i trav.

Lørdagen i dag var også sæsonens allerførste pointturnering. Freya blev nr. 1 i børnedansen og nr. 2 i hiphop. Hun var så glad, så glad. For de glemte at dreje i valsen, men fik heldigvis rettet op igen. Der var ovenikøbet ros fra både dommer og danselærer fordi, de fik reddet den så fint.



Sikken en lørdag hva'? :-)

Hold afstand

I går på vej hjem. I yderbanen på en to-sporet, fyldt motorvej, susede en stor Audi afsted foran mig. En anden bil trak ud bagved den, så Audien nu lå nr. to foran mig. Audien begynder at slingre let og ryger helt ud til siden, udover kanten og ud i rabatten. Hvorefter det ligner, at den blev kastet over i den modsatte side. Smækkede bagenden indover indersporet og tilbage i ydersporet igen.

I ét enkelt øjeblik nåede jeg at tænke: "Nu går det helt galt!!!", føle en rislen af angst løbe ned af ryggen alt i mens jeg bremsede ned og fik sat katastrofeblinket til!
Heldigvis fik Audien rettet op igen uden uheld, og jeg priste mig lykkelig for den gode bremseafstand - også bagved mig.

For hold op, hvor kunne det være gået grueligt galt på sådan en fyldt motorvej!!! Så husk nu for pokker at holde afstand derude på vejene!

Forsvunden regnjakke og feber

Nu banker natten på og den madpakke smører ikke sig selv. Sidder her og funderer over dette og hint (alle de ting og tanker, som jeg så ofte har så svært ved at få sat de helt rigtige ord på). Dog har dagen i dag har været let og krydret med små gode input. Glæde og små, skæve smil. Astas regnjakke, der pludselig efter et halvt år, dukker op rullet sammen i en lille tur-rygsæk. Det har dog sat sine tydelige spor, at de begge har opholdt sig i børnehavens buske - eller skoven, som Asta kalder det - i mange, mange, våde måneder.

Men... Asta var pylret. Som i meget pylret, da jeg hentede hende. Hun frøs og ville bare hjem og putte på sofaen med tæpper. Hun frøs stadig under alle tæpperne. Feberen ramte Asta hårdt og ligepå her til aften. Fyrre komma to sneg den sig op på. Så nu ligger hun her. Lige ved siden af mig på sofaen, sover og feberkoger.

Om lidt bærer jeg hende ind i seng. Hos mig, så jeg kan holde lidt øje med hende. For der skal meget til før min lille Asta piver sådan.
Så vi ønsker og håber, at feberen falder igen i løbet af natten - og at vi alle får en god nats søvn.

Jeg har det fint...

Svære beslutninger er bare svære at tage. Svære svar er også svære at give. Selvom livet er en gave og verden så smuk. Selvom jeg gør mit allerbedste for at se det smukke og være taknemlig for livet. Så bliver jeg stadig overvældet af bekymringer.

I dag var en virkelig smuk dag. I dag tog vi på Frilandsmuseet og nød det smukke vejr. I dag fik jeg afprøvet mit nye - virkelig billige - kamera. Ja, i dag var en rigtig dejlig dag.





For et stykke tid siden traf jeg en meget svær beslutning. En beslutning som ikke normalt ligger til min indgroede barnelærdom. Den var svær, meget svær. Det svar, jeg dengang gav i forbindelse med min beslutning, var også svær. I dag, her til aften, måtte jeg endnu engang afgive mit svar. Et svar, der har ligget og ventet. Jeg ved, at det ikke vil være sidste gang. Vejen er lang endnu.

Og... Ind i mellem, selvom dagen har været smuk. Så ligger det bare og ulmer. Ulmer og ulmer og ulmer indtil det næsten eksploderer. Men... "Det er jo slet ikke mig, sådan at lyde så pint, for jeg har det jo i virkeligheden... fint..."

Regnbuer og fokus

I morges var himlen eventyrligt smuk. Med både gyldent solskin, regn og en stor, flot regnbue. Bedst som jeg var i bil på vej henover rampen til motorvejen. Det var så fortryllende. Så jeg sad der i min bil og ønskede, at jeg dog bare havde kunne stoppe bilen lige der midt på rampen (og havde jeg dog bare haft et kamera). Men den går ikke, så jeg kørte videre...

Resten af dagen har været lettere præget af "kender-du-det-der-når-man-bare-ikke-gider" og fokus lige nu er helt gået fløjten. For lige om lidt. Lige rundt om hjørnet. Så kommer min store pige hjem fra 5 dages koloni.

Efterårsferie

Nu er vores efterårsferie slut. For uanede mængder ferie, har jeg desværre ikke at tage af. Mandag morgen vinkede vi farvel til Freya. Hun drog på koloni med fritten. Så Asta og jeg har hygget os. Kørte hjem og stillede bilen og tog turen med tog og metro ind til byen. Det er bare det sejeste at køre med tog og metro. Iflg. Asta i hvert fald.

Next stop Nørreport. Og så tog vi den helt store strøgtur. Ind og ud af butikker. Det oprindelige mål var egentlig Lego-butikken. Desværre blev vi slemt skuffede. For meget godt, havde vi hørt. Samle-selv-lego, fyld-selv-poser og alverdens mere eller mindre sjældne legosæt. Men, men, men... Når der ikke er "pige-lego" altså lyserøde og lilla klodser, så er det ikke nemt. Samle-selv bestod blot af små legofigurer. Slet ikke de store kreationer, Asta havde forestillet og indstillet sig på.

Heldigvis findes der ikke den skuffelse, der ikke kan elimineres med en omgang varm chokolade, flødeskum og en chokolademuffin.



På Rådhuspladsen kom vi forbi det her imponerende og meget farvestrålende, strikkede vægtæppe. Ingen tvivl at spotte hos Asta. Dét skulle vi bare have et billede af (hurra for smart-phones)! For ikke at tale om alle de sjove klatre-statuer foran Palads (hvad hedder de egentlig?). Vi kom ikke derfra igen, før alle var afprøvet med mindst en tur helt op til toppen (og mit hjerte helt oppe i halsen). May I say... Asta of the world!





Vi var godt trætte, da vi kom hjem igen. Så dagen i dag er bare blevet brugt på hygge herhjemme og ren afslapning. For i morgen går det løs igen med arbejde og børnehave.... Ikke fordi vi ikke godt kunne klare lidt mere ferie - begge to.

På tur i NV

Nogen gange, når det godt nok er lidt koldt, men solen bare skinner og skinner og skinner. Nogen gange, når man (læs: jeg) næsten falder i søvn, bare fordi man (læs: stadig jeg), bare liiige skulle have varmen under dynen. Nogen gange, når pigerne leger, men småhakker på hinanden hvert femte minut. Ja, så bliver man simpelthen nødt til at komme ud. Ud, ud, ud! Ud i det kølige efterår. Ud i de skarpe solstråler og alle de gyldne farver. Så det gjorde vi. Gik på opdagelse i vores hood:



















Ved godt, jeg har sagt det før, men jeg elsker, elsker, elsker virkelig at bo i et land, hvor vi er så privilegerede at opleve alle fire årstider.

Fastlåst i fremskridt?

Jeg er træt (ja, jeg er stadigvæk træt?), uinspireret og kører lidt i samme rille om og om igen (eller sådan føler det i hvert fald). Den trivielle dagligdag. For mange tanker. For mange bekymringer. Hvornår sker der noget, og hvornår kommer jeg videre i stedet for bare at sidde fast? Og hvornår i alverden holder jeg op med at tæske mig selv? Eller bare tænke i det hele taget?
Men altså, så fast sidder jeg så heller ikke (skal jeg åbenbart lige huske mig selv på). For jeg har sagt fra. Flere gange ovenikøbet. Jeg har været ude at danse og danse og danse. Fik endda æren af at møde denne skønne kvinde. For mig et meget stort, personligt skridt i den rigtige retning, som kun afkrævede mig en dag fuld af komplet uoverskuelige sommerfugle (af den slags, som giver en næsten konstant, umanerlig trang til at rende på toilettet uden succes) og tre glas Asti. Men hey! Det viser da i det mindste, at jeg er i live.

I dag har jeg været hos min helt i gennem vidunderlige BSDS kropsterapeut, Lisbeth. Hos hende smiler hele verden (selvom den kan se nok så grå og trist ud udenfor - eller indeni). Når jeg ikke kan mærke fremskridtet, så er det godt, hun kan. Det eneste, jeg mærker mere og mere til, er mine egne opbyggede begrænsninger. Eller bemærker er nok et endnu bedre ord. Forsøger at ændre dem. Lægger mærke til de dage, hvor jeg slet ikke kan finde ud af at trække vejret. Forsøger så at trække vejret. Så der er fremskridt.

Og så gør jeg noget. Noget for mig selv!

Frem og tilbage er lige langt. Jeg står et eller andet sted i midten og føler mig trukket lidt frem og tilbage. Til sidst gør det forhåbentlig godt og giver mening.



Så savner jeg seriøst meget mit kamera. Så seriøst, at jeg er ude i seriøse overvejelser om selv at skille det gamle ad. Garantien er alligevel udløbet.... Og ligeså er mine håb om et mirakel.

En forsvunden rokketand

I nogle dage har Freya beklaget sig højlydt med "av av aaaav". Beklaget sig over sin rokketand. Her til aften forsvandt den så. Som i pist væk og helt borte. Da tænderne skulle børstes opdagede jeg, at den var væk. Hun havde ikke selv registreret det.

Åh... Hun blev bundhamrende ulykkelig. For nu ville hun jo ikke få en mønt af tandfeen... Så da Freya blev puttet bad vi tandfeen forstå, at Freya vistnok var kommet til at sluge sin tand - og det var hun rigtig, rigtig ked af. Hun lovede, at den næste tand skulle hun nok gemme til hende.

Godt, at vi har en sød tandfe herhjemme. Sådan en fe, der godt kan finde på at lægge en lille trøstemønt under hovedpuden.

Fredag med dans og lak

Fredag! Yeah! Asti, neglelak og dans, dans, dans!!
I dag skal JEG nemlig luftes. Jeg glæder mig! Selvom det samtidigt skræmmer mig lidt. Heldigvis ikke nok til at holde mig væk. Og så har jeg for første gang i mange, mange år VIRKELIG tøjkrise! (men det går nok, bare musikken spiller).
Og så har jeg i dag bestilt den her fantastiske neglelak, som jeg kan gå og glæde mig til at modtage.



Billedet er napset fra nettet. Lakken hedder "Rainbow Connection" og er fra OPIs "The Muppets" serie - er den ikke bare helt fantastisk!?

Dengang...

"Først kom dinosaurerne, så kom hulemændene og SÅ kom de gamle dage..."

Noget om regler

Dagen i dag endte bare rigtig skidt. Eller den var meget tæt på at ende rigtig, rigtig skidt. Ved ikke helt selv, hvad der skete? For mig altså? Det var kigge-på-dag i dag. Freya var så dygtig. Ikke noget med alle mulige og umulige fjollerier. Hun dansede bare derudaf. HipHop og Disco så det var en lyst. Min dygtige, dygtige dansepige.

Men bagefter. Overgearede børn. Spørgsmål om og om igen. Ingen respons... Og tilsidst, vel hjemme, gik jeg i seng! Kunne lige pludselig ikke klare mere. Ville allerhelst bare lukke det hele ude og synke ind i et stille hav af ro og stilhed. Efter al for lang tid fik jeg taget mig sammen og rejst mig... Det hele startede forfra næsten i hvert fald.

For over en skål havregryn faldt det hele så småt til ro igen. Vi fik en god snak, pigerne og jeg. Vi snakkede om, hvad der er vigtigt. Snakkede om hvad vi kan gøre sammen, for at vi bliver gladere og får lidt mere tid til alt det sjove. Til sidst skrev vi ned, hvad vi kom frem til. Det blev til "vores regler", som vi alle tre var enige om, at vi skal blive lidt bedre til:

1. Vi hjælper hinanden
2. Vi taler pænt til hinanden
3. Vi er søde ved hinanden
4. Vi lytter til hinanden
5. Vi stopper første gang
6. Vi siger, hvor vi går hen

Det er et par kloge piger, jeg har :-)

Asta og hestene

Fik jeg fortalt, at Asta er startet til ridning? Ja, det gjorde jeg vist... Men så fortæller jeg det bare lige en gang til. For hun er bare så god, og ligeså overrasket er jeg! Hun startede for en måned siden. De første par gange var hun bare helt salig over at sidde der på ryggen af en hest. Jo hurtigere, jo sjovere - og hun blev siddende! Fattede så egentlig heller ikke så meget andet. Men så...! Efter de to gange, så begyndte hun at lytte og huske og - meget vigtigt - virkelig koncentrere sig. For der er mange ting, man skal huske, når man nu er sådan en lillebitte ny rytter. Men én ting af gangen tager hun det. Ligeså fint.

Så i går, der tog hun helt pusten fra sin mor. Der var nemlig mangel på trækkere (de store piger, der hjælper til med at trække de små nye ryttere). Jamen, så sparkede Asta da bare selv til ponyen og fik den selv styret ud på hovslaget!? Og mor her måbede!!! På den gode, overraskede måde altså.

Og se så lige, hvor flot, glad og stolt hun sidder - min lille 4-årige ridepige.



(Og ok indrømmet! Jeg er bare så stjernehamrendesindsygt stolt af min lille pige!!!)