Jeg har rod i mit hovede. De her ord (som hænger på væggen på kontoret) passer egentlig meget godt... Sådan sammen med mit rod... Tror jeg nok?
"I know you believe you understand what you think I said, but I am not sure you realize, that what you heard, is not what I meant"
(Kommukation???)
torsdag den 30. juni 2011
Godmorgensang
Vågn nu op af dine drømme
Livet må du ej forsømme
Vi har brug for dig og dine kræfter
Flagermusen er nu fløjet
Kom så ud af nattetøjet
Bolden for i dag er spillet ud
Natten er forbi og dagens lys,
det bryder frem
Natten er forbi og dagens lys,
det bryder frem
Hold nu op, hvor vi glæder os til ferie og Livø!
mandag den 27. juni 2011
søndag den 26. juni 2011
Skriger i stilhed
Skrig fylder mit hovede, men intet høres. Så hvad gør jeg?
Hvad gør jeg, når jeg har lyst til at forlade det hele? Bare gå min vej og forlade det hele - og mig selv. Jeg tager en dyb indånding, trækker skulderne op og bider tænderne hårdt sammen. Ignorerer hovedpinen og gør det, jeg skal.
Forsøger at hænge sammen. Finde de gode og lyse sider. Se det positive. Værdsætte og være taknemmelig for det jeg har. For min fornuft siger mig, at det er sådan det er. Jeg har det godt. Følelserne er ikke enige. Jeg har ondt!
Frustrationen bliver større og altoverskyggende. Så jeg kravler ind i min hule. Vil bare sove, sove, sove, sove. Men jeg kan ikke. Ikke helt. For jeg har et ansvar. Så ja, jeg står op og gør det, jeg skal. Ikke med glæde, men fordi jeg skal.
Så jeg er ikke sjov. Jeg er vranten, irritabel, helt tabt for ressourcer og i det hele taget, set med mine egne øjne, en rigtig rådden mor for mine to vidunderlige piger. Det gør ondt!
For et stykke tid siden var det uvejr med regn, rusk, torden og lyn. Jeg sad i døren til terrassen og snusede den regnvåde duft til mig. Men blev afbrudt af barnegråd. Sønderrivende, angstfyldt barnegråd. Angstgråd lige på vippen til skrig. Jeg fik en ubeskrivelig trang til at løbe ud i regnen og finde det lille barn. Heldigvis stoppede det hurtigt. Mine skrig gjorde ikke.
En forlængst glemt erindring stod pludselig i lys lue. Kastet tilbage til den spæde barndom. To måske tre år gammel. Måske yngre, men ikke ældre. Jeg vågnede alene. Jeg græd. Jeg græd endnu mere og var bange. Jeg skreg efter min mor, men hun var der ikke. Der var kun mig. Jeg græd længe. Mindes ikke hvor længe, men længe. Til sidst må jeg være faldet i søvn igen. Nok af udmattelse, som børn nu gør.
Den aften i regnvejret pressede tårerne sig på for den lille pige, jeg var. Den lille pige, der græd sådan og var så bange. Den lille pige, der blev forladt så tit og var helt alene. Men de blev hurtigt stoppet igen. For tårer er ikke tilladt. Spørg mig ikke om hvorfor lige nu. Det er de bare ikke. Min fornuft ved selvfølgelig godt at det er fuldt ud lovligt. Mine følelser siger noget andet. De siger STOP DET NU! Lige NU! Så det gør jeg.
Men... En dag skal det nok lykkes at få fornuft og følelser til at snakke sammen og forstå hinanden. Få min fornuft til at tage følelserne i hånden og sige, at det hele nok skal gå. Sige, at det hele nok skal blive rigtig godt.
Hvad gør jeg, når jeg har lyst til at forlade det hele? Bare gå min vej og forlade det hele - og mig selv. Jeg tager en dyb indånding, trækker skulderne op og bider tænderne hårdt sammen. Ignorerer hovedpinen og gør det, jeg skal.
Forsøger at hænge sammen. Finde de gode og lyse sider. Se det positive. Værdsætte og være taknemmelig for det jeg har. For min fornuft siger mig, at det er sådan det er. Jeg har det godt. Følelserne er ikke enige. Jeg har ondt!
Frustrationen bliver større og altoverskyggende. Så jeg kravler ind i min hule. Vil bare sove, sove, sove, sove. Men jeg kan ikke. Ikke helt. For jeg har et ansvar. Så ja, jeg står op og gør det, jeg skal. Ikke med glæde, men fordi jeg skal.
Så jeg er ikke sjov. Jeg er vranten, irritabel, helt tabt for ressourcer og i det hele taget, set med mine egne øjne, en rigtig rådden mor for mine to vidunderlige piger. Det gør ondt!
For et stykke tid siden var det uvejr med regn, rusk, torden og lyn. Jeg sad i døren til terrassen og snusede den regnvåde duft til mig. Men blev afbrudt af barnegråd. Sønderrivende, angstfyldt barnegråd. Angstgråd lige på vippen til skrig. Jeg fik en ubeskrivelig trang til at løbe ud i regnen og finde det lille barn. Heldigvis stoppede det hurtigt. Mine skrig gjorde ikke.
En forlængst glemt erindring stod pludselig i lys lue. Kastet tilbage til den spæde barndom. To måske tre år gammel. Måske yngre, men ikke ældre. Jeg vågnede alene. Jeg græd. Jeg græd endnu mere og var bange. Jeg skreg efter min mor, men hun var der ikke. Der var kun mig. Jeg græd længe. Mindes ikke hvor længe, men længe. Til sidst må jeg være faldet i søvn igen. Nok af udmattelse, som børn nu gør.
Den aften i regnvejret pressede tårerne sig på for den lille pige, jeg var. Den lille pige, der græd sådan og var så bange. Den lille pige, der blev forladt så tit og var helt alene. Men de blev hurtigt stoppet igen. For tårer er ikke tilladt. Spørg mig ikke om hvorfor lige nu. Det er de bare ikke. Min fornuft ved selvfølgelig godt at det er fuldt ud lovligt. Mine følelser siger noget andet. De siger STOP DET NU! Lige NU! Så det gør jeg.
Men... En dag skal det nok lykkes at få fornuft og følelser til at snakke sammen og forstå hinanden. Få min fornuft til at tage følelserne i hånden og sige, at det hele nok skal gå. Sige, at det hele nok skal blive rigtig godt.
fredag den 24. juni 2011
Regnbue over NV
Er der noget så fortryllende som regnbuer? Her er vores. Den vi var så heldige at få selskab af her til aften.
Somewhere over the rainbow
Way up high
There's a land that I heard of
Once in a lullaby
Somewhere over the rainbow
Skies are blue
And the dreams that you dare to dream
Really do come true
Someday I'll wish upon a star
And wake up where the clouds are far
Behind me
Where troubles melt like lemon drops
Away above the chimney tops
That's where you'll find me
Somewhere over the rainbow
Bluebirds fly
Birds fly over the rainbow
Why then, oh why can't I?
If happy little bluebirds fly
Beyond the rainbow
Why, oh why can't I?
Somewhere over the rainbow
Way up high
There's a land that I heard of
Once in a lullaby
Somewhere over the rainbow
Skies are blue
And the dreams that you dare to dream
Really do come true
Someday I'll wish upon a star
And wake up where the clouds are far
Behind me
Where troubles melt like lemon drops
Away above the chimney tops
That's where you'll find me
Somewhere over the rainbow
Bluebirds fly
Birds fly over the rainbow
Why then, oh why can't I?
If happy little bluebirds fly
Beyond the rainbow
Why, oh why can't I?
Burger og chokoladekage
Jeg fløj ikke til Blogsbjerg. Ej heller så jeg bare det mindste lillebitte bål. Til gengæld, så havde vi praktisk talt hele caféen for os selv, da jeg spiste sådan en her:
Den var velsmagende, meget stor, meget mættende og ikke mindst, så var var salaten frisk og sprød - uhm! Men trods overvældende mæthed, så er man vel aldrig så mæt, at man kan sige nej til et stykke chokoladekage. Chokoladekage af den slags, som er blød, luftig med en tung, fyldig smag af chokolade:
Den var velsmagende, meget stor, meget mættende og ikke mindst, så var var salaten frisk og sprød - uhm! Men trods overvældende mæthed, så er man vel aldrig så mæt, at man kan sige nej til et stykke chokoladekage. Chokoladekage af den slags, som er blød, luftig med en tung, fyldig smag af chokolade:
torsdag den 23. juni 2011
Skt. Hans på en ganske almindelig dag
I dag er for mig en dag, som så mange andre dage... Blot krydret med morgenmad i Freyas klasse, parkeringsbøde, alt for travl og ukoncentreret på jobbet, hente børn, mavesmerter, aftensmad på café. Men ingen bål.
Under vores cafébesøg overlod jeg kameraet til Freya. For iflg. min absolutte objektive mening, så er hun en ret så fabelagtig fotograf, som ofte får fanget nogle virkelig sjove vinkler.
Ok, sjove vinkler gav hun ikke meget af i dag (for hun har nu fundet ud af at skifte til makro-funktionen og tilbage igen), men fine blev de:
Med disse fine billeder vil jeg takke af for i dag. Komme i seng i nogenlunde ordentlig tid (for noget siger mig, at jeg har brug for det).
Under vores cafébesøg overlod jeg kameraet til Freya. For iflg. min absolutte objektive mening, så er hun en ret så fabelagtig fotograf, som ofte får fanget nogle virkelig sjove vinkler.
Ok, sjove vinkler gav hun ikke meget af i dag (for hun har nu fundet ud af at skifte til makro-funktionen og tilbage igen), men fine blev de:
Med disse fine billeder vil jeg takke af for i dag. Komme i seng i nogenlunde ordentlig tid (for noget siger mig, at jeg har brug for det).
tirsdag den 21. juni 2011
Går tidligt i seng og læser en bog
Den anden dag satte jeg mig for at skrive en liste. En liste over gode ting, jeg kan gøre for mig selv... Tænkte ganske optimistisk at 10 ting ville være fint.
Men tænk dig!!! Det eneste jeg kunne komme på var: Gå tidligt i seng.
Efter lang tids tænken og knagen og funderen (og en næsten uanstændig indre gentagen af "gå tidligt i seng"), så kom jeg frem til en ting mere: Læs bøger. Gode bøger.
Så det tror jeg, at jeg vil gøre nu. Gå i seng og læse lidt i en god bog.
Men tænk dig!!! Det eneste jeg kunne komme på var: Gå tidligt i seng.
Efter lang tids tænken og knagen og funderen (og en næsten uanstændig indre gentagen af "gå tidligt i seng"), så kom jeg frem til en ting mere: Læs bøger. Gode bøger.
Så det tror jeg, at jeg vil gøre nu. Gå i seng og læse lidt i en god bog.
mandag den 20. juni 2011
Alle mine fine blomster
Fik jeg fortalt, at jeg elsker at få blomster? Det gør jeg! Desværre er jeg ikke altid særlig god til at vise min glæde... Men blomster fik jeg heldigvis alligevel en masse af i lørdags. Nu står de rundt omkring i stuen i deres vaser og er så fine. Så jeg kan sidde i min sofa. Kigge på dem og glædes.
Min fødselsdag var fantastisk. Det klæder mig faktisk at være 40. Jeg har det meget bedre med at være komplet rørstrømsk. Var ved at tude flere gange over blomster med bud, de sødeste fødselsdagskort med varme ord, de smukke og gode gaver, sange og fine taler fra mine dejlig venner og familie.
Hvilket er den rette vej for mig, for som Tulippa med alle de smukke ord lige mindede mig om i dag, så skal jeg huske at åbne mit hjerte og mærke, at det slår (i stedet for den lange dvale, jeg føler, jeg befinder mig i).
Så kom dans i regnen, dans med os, dans med dem, der danser med drenge og dans med alle de andre:
Min fødselsdag var fantastisk. Det klæder mig faktisk at være 40. Jeg har det meget bedre med at være komplet rørstrømsk. Var ved at tude flere gange over blomster med bud, de sødeste fødselsdagskort med varme ord, de smukke og gode gaver, sange og fine taler fra mine dejlig venner og familie.
Hvilket er den rette vej for mig, for som Tulippa med alle de smukke ord lige mindede mig om i dag, så skal jeg huske at åbne mit hjerte og mærke, at det slår (i stedet for den lange dvale, jeg føler, jeg befinder mig i).
Så kom dans i regnen, dans med os, dans med dem, der danser med drenge og dans med alle de andre:
torsdag den 16. juni 2011
Kære naboer
Da jeg har den udsøgte fornøjelse at fylde 40 år på lørdag d 18/6, holder jeg en lille fest.
Skulle vi i mod forventning komme til at larme lidt for meget i løbet af aftenen, så kom endelig forbi og lad os det vide, så vi kan skrue lidt ned. Det er selvfølelig også helt ok at kigge forbi, hvis det bare er for at sige tillykke.
Med mange hilsner - Camilla, st.tv.
PS... Jeg bliver 40! Hvor crazy er det lige?!
Skulle vi i mod forventning komme til at larme lidt for meget i løbet af aftenen, så kom endelig forbi og lad os det vide, så vi kan skrue lidt ned. Det er selvfølelig også helt ok at kigge forbi, hvis det bare er for at sige tillykke.
Med mange hilsner - Camilla, st.tv.
PS... Jeg bliver 40! Hvor crazy er det lige?!
tirsdag den 14. juni 2011
Min seje datter tager far i egen hånd
Jeg har simpelthen den sejeste datter!
For det første, så har hun fået den sejeste, skæve rokketand. Adskillige gange har hun bedt mig hive den ud. Selvom det gør ondt. Den sidder bare for godt fast. Hun ser altså lidt sjov ud!
For det andet så ringede hun selv til sin far i går. Dvs. hun kom hen til mig og sagde: "Mor, jeg vil gerne ringe til min far og spørge, om han ikke vil komme og besøge mig". Ikke så meget et spørgsmål. Egentlig heller ikke noget, jeg på nogen måde kunne sige nej til - vel? Så selvom jeg altid sidder med hjertet oppe i halsen og holder vejret, så fik hun lov til at ringe til sin far. Som selvfølgelig ikke tog telefonen....
Det tog hun dog ret cool! "Nå, dette er den automatiske telefonsvarer... bla bla bla" gentog hun og lagde selv på.
Lidt efter ringede han selv tilbage. Og Freya...! Hun tog telefonen og sagde "Far, kan du ikke komme og besøge mig i morgen?" Ikke tid til pjat med præsentationer og høflighedsfraser. Næ nej, hun går lige til sagen!
Afslutningen blev, (efter Freya havde videregivet telefonen til mig) at han kom forbi i går. Ikke fordi jeg egentlig havde den store lyst til at se på ham eller høre på ham... Men fordi det havde Freya bestemt. I går var hun glad. Ligeså var hendes lillesøster, selvom det tydeligvis var lidt svært for hende helt at finde ud af, hvordan hun skulle håndtere ham. Sidste gang reagerede hun ved at tisse i bukserne en uge i træk. Det har der heldigvis ikke været noget af denne gang.
Men ikke nok med det. Freya fortsatte i samme dur: "Far, vil du ikke godt holde op med at drikke!?" og "Far, hvornår ser jeg dig så igen?".
Jeg synes hun er overmåde sejeste seje af de seje! Jeg synes det er så flot gjort af hende. Hun har været så bange for at sige noget til sin far. Bange for at spørge ham om de ting og tanker, hun tumler med. Bange for at han vil blive sur på hende.
Men det gjorde han heldigvis ikke. Men det ramte ham hårdt. Kunne jeg i hvert fald se.
Han er en voksen mand, der må tage ansvar for sig selv. Det er vores datter ikke. Hun har ret til at være sur på ham, når han svigter hende. Hun har ret til at savne ham, når han svigter hende. Og ikke mindst har hun ret til at få svar fra ham omkring de ting og tanker, hun tumler med omkring hvorfor han gør, som han gør.
Min seje, seje pige! I går var hun glad. I dag har hun været lidt trist og bekymret. Fordi, hun ikke ved med sikkerhed, hvornår hun ser ham igen. Men hun ved det, og ved det er sådan det er.
For vi håber alle tre at det lykkedes for ham denne gang - men forventer intet.
For det første, så har hun fået den sejeste, skæve rokketand. Adskillige gange har hun bedt mig hive den ud. Selvom det gør ondt. Den sidder bare for godt fast. Hun ser altså lidt sjov ud!
For det andet så ringede hun selv til sin far i går. Dvs. hun kom hen til mig og sagde: "Mor, jeg vil gerne ringe til min far og spørge, om han ikke vil komme og besøge mig". Ikke så meget et spørgsmål. Egentlig heller ikke noget, jeg på nogen måde kunne sige nej til - vel? Så selvom jeg altid sidder med hjertet oppe i halsen og holder vejret, så fik hun lov til at ringe til sin far. Som selvfølgelig ikke tog telefonen....
Det tog hun dog ret cool! "Nå, dette er den automatiske telefonsvarer... bla bla bla" gentog hun og lagde selv på.
Lidt efter ringede han selv tilbage. Og Freya...! Hun tog telefonen og sagde "Far, kan du ikke komme og besøge mig i morgen?" Ikke tid til pjat med præsentationer og høflighedsfraser. Næ nej, hun går lige til sagen!
Afslutningen blev, (efter Freya havde videregivet telefonen til mig) at han kom forbi i går. Ikke fordi jeg egentlig havde den store lyst til at se på ham eller høre på ham... Men fordi det havde Freya bestemt. I går var hun glad. Ligeså var hendes lillesøster, selvom det tydeligvis var lidt svært for hende helt at finde ud af, hvordan hun skulle håndtere ham. Sidste gang reagerede hun ved at tisse i bukserne en uge i træk. Det har der heldigvis ikke været noget af denne gang.
Men ikke nok med det. Freya fortsatte i samme dur: "Far, vil du ikke godt holde op med at drikke!?" og "Far, hvornår ser jeg dig så igen?".
Jeg synes hun er overmåde sejeste seje af de seje! Jeg synes det er så flot gjort af hende. Hun har været så bange for at sige noget til sin far. Bange for at spørge ham om de ting og tanker, hun tumler med. Bange for at han vil blive sur på hende.
Men det gjorde han heldigvis ikke. Men det ramte ham hårdt. Kunne jeg i hvert fald se.
Han er en voksen mand, der må tage ansvar for sig selv. Det er vores datter ikke. Hun har ret til at være sur på ham, når han svigter hende. Hun har ret til at savne ham, når han svigter hende. Og ikke mindst har hun ret til at få svar fra ham omkring de ting og tanker, hun tumler med omkring hvorfor han gør, som han gør.
Min seje, seje pige! I går var hun glad. I dag har hun været lidt trist og bekymret. Fordi, hun ikke ved med sikkerhed, hvornår hun ser ham igen. Men hun ved det, og ved det er sådan det er.
For vi håber alle tre at det lykkedes for ham denne gang - men forventer intet.
mandag den 13. juni 2011
Når farven matcher
Endnu en dag med sygdom som bare ikke vil slippe taget. Som formiddagen skred frem, listede følelsen af magtesløshed og ensomhed sig også lige så stille ind over. Til jeg til sidst gik helt i stå. Sad bare der...
Ah, men er der noget, der kan redde en dag, så er det når en god veninde lige dumper forbi. Hyggesnak og kaffe på terrassen. Når farven bare matcher. En skive kølig vandmelon i solen. Sluttelig duften af rent sengetøj, som blot venter på mig.
Og lad mig så gerne blive helt fri af hovedpine, ondt i halsen, hoste, øresmerter og svien i luftvejene og alt det andet mærkelige, jeg fejler for tiden.
Ah, men er der noget, der kan redde en dag, så er det når en god veninde lige dumper forbi. Hyggesnak og kaffe på terrassen. Når farven bare matcher. En skive kølig vandmelon i solen. Sluttelig duften af rent sengetøj, som blot venter på mig.
Og lad mig så gerne blive helt fri af hovedpine, ondt i halsen, hoste, øresmerter og svien i luftvejene og alt det andet mærkelige, jeg fejler for tiden.
søndag den 12. juni 2011
Stadig syg...
Jeg er stadig syg. Hvilket bestemt ikke huer mig! (Huer mig? Hvor i alverden kommer sådan et udtryk egentlig fra?). Men livet går videre. Asta har fået tøj på for længst og er spænet ud på legepladsen. Freya har tændt Wii'en og danser rundt i nattøj. Og mig!? Jeg forsøger at holde hovedet højt og kravler rundt og gør de ting, jeg nu engang skal gøre.
I går stod Freya for de hjemmelavede burgere (med kun en smule hjælp, da bøfferne skulle steges). Jeg stod så for chokolade-ufo'erne med peanutbutter-surprise (Utroligt hvad et par Pinex og en enkelt Ipren kan gøre!).
I mellemtiden har jeg så fået tøj på. Asta var løbet ud på gaden og dét må hun ikke! Så hun er hentet ind igen og sat til at rydde op på værelset. Og nu... Der skal jeg lige skifte batterier i Wii'en...
Hvem sagde syg? ;-)
I går stod Freya for de hjemmelavede burgere (med kun en smule hjælp, da bøfferne skulle steges). Jeg stod så for chokolade-ufo'erne med peanutbutter-surprise (Utroligt hvad et par Pinex og en enkelt Ipren kan gøre!).
I mellemtiden har jeg så fået tøj på. Asta var løbet ud på gaden og dét må hun ikke! Så hun er hentet ind igen og sat til at rydde op på værelset. Og nu... Der skal jeg lige skifte batterier i Wii'en...
Hvem sagde syg? ;-)
fredag den 10. juni 2011
Over and out...
...biiip... bling! puf >.<
PS. Og nej! Digestive og peanutbutter hjælper ikke på noget som helst.
PS. Og nej! Digestive og peanutbutter hjælper ikke på noget som helst.
torsdag den 9. juni 2011
Back to square one!
Sådan føler jeg det! Slået hjem! Gå tilbage til start... Ikke en ond cirkel, men en gigantisk elastik, som lader mig blive på det rette spor for en stund. Men på et tidspunkt bliver elastikken for stram. Det hele bliver for hårdt, og jeg ryger lige lukt tilbage til de dårlige - omend meget trygge og vante - handlemønstre og forsvarsmekanismer.
Men intet skidt uden kanel. For jeg får strukket elastikken bare en anelse mere for hver gang. Så der går længere og længere tid i mellem, at jeg mister taget og smækkes tilbage til start.
Så nu sidder jeg her. På start. Suk!
Ja ja, jeg skal nok komme videre før eller siden. Men i dag! I dag, der orker jeg det bare ikke.
Hele ugen har været præget af lidt ondt i halsen, lidt stoppet næse. I dag omkring frokost, der fik jeg så en helt afsindig trang til bare at lægge mit blytunge hovede ned på skrivebordet og bare sove, sove, sove... Smerter i nakken, svien i luftveje og øjne kom bare snigende og lagde sig nydeligt og ondskabsfuldt oven i alt det andet. Øv for sygdom og virus og alt det pjat.
I dag har jeg allermest bare lyst til at krølle mig sammen, spise en masse chokolade og vente på miraklet. Det mirakel, jeg udemærket godt ved ikke sker uden egen indsats. Men det skal nok komme. Bare ikke i dag.
Det ville være rart med en 5-6 seksere i træk. Fuld fart frem til mål. Men sådan fungerer det vist ikke?
Til gengæld har pigerne været søde og passet godt på deres mor. Jeg fik lov at kravle ind i sofahjørnet. Ikke længe efter sov Asta på min mave. Freya lå ved siden af og så "To på flugt" - to gange. I sådan en stund er det faktisk ikke så slemt at være sygdomsramt solomor.
Men intet skidt uden kanel. For jeg får strukket elastikken bare en anelse mere for hver gang. Så der går længere og længere tid i mellem, at jeg mister taget og smækkes tilbage til start.
Så nu sidder jeg her. På start. Suk!
Ja ja, jeg skal nok komme videre før eller siden. Men i dag! I dag, der orker jeg det bare ikke.
Hele ugen har været præget af lidt ondt i halsen, lidt stoppet næse. I dag omkring frokost, der fik jeg så en helt afsindig trang til bare at lægge mit blytunge hovede ned på skrivebordet og bare sove, sove, sove... Smerter i nakken, svien i luftveje og øjne kom bare snigende og lagde sig nydeligt og ondskabsfuldt oven i alt det andet. Øv for sygdom og virus og alt det pjat.
I dag har jeg allermest bare lyst til at krølle mig sammen, spise en masse chokolade og vente på miraklet. Det mirakel, jeg udemærket godt ved ikke sker uden egen indsats. Men det skal nok komme. Bare ikke i dag.
Det ville være rart med en 5-6 seksere i træk. Fuld fart frem til mål. Men sådan fungerer det vist ikke?
Til gengæld har pigerne været søde og passet godt på deres mor. Jeg fik lov at kravle ind i sofahjørnet. Ikke længe efter sov Asta på min mave. Freya lå ved siden af og så "To på flugt" - to gange. I sådan en stund er det faktisk ikke så slemt at være sygdomsramt solomor.
onsdag den 8. juni 2011
Silende regn
Jeg elsker regn! Lige præcis sådan en regn, som siler ned ude på min terrasse lige nu. Efter endnu en lummer solskinsdag er det næsten, så jeg kan høre blomsterne og planterne fryde sig derude. De bare suger den livgivende regn til sig.
Og mig? Jeg overvejede et kort sekund at sætte mig i døråbningen og nyde øjeblikket, hvor alt er roligt. Lytte til regnen og snuse den gode duft til mig. Men det var kun et kort sekund.
For jeg skal i seng, skal jeg. Det er ikke godt for hverken mine piger eller mig, når jeg er så langt nede pga manglende søvn.
Uh, og et lille lyn og brag i det fjerne er jo heller ikke helt skidt at gå i seng på.
Og mig? Jeg overvejede et kort sekund at sætte mig i døråbningen og nyde øjeblikket, hvor alt er roligt. Lytte til regnen og snuse den gode duft til mig. Men det var kun et kort sekund.
For jeg skal i seng, skal jeg. Det er ikke godt for hverken mine piger eller mig, når jeg er så langt nede pga manglende søvn.
Uh, og et lille lyn og brag i det fjerne er jo heller ikke helt skidt at gå i seng på.
Hurra for bestikkelse
Jeg er stadig træt. Så træt, at vi kom alt, alt for sent op!
Faktisk kom vi så sent op, at vi slet ikke havde tid til at få tøj på. Vi burde bare være suset ud af døren i nattøjet.
Så er det godt, at der findes bestikkelse! For sådan en morgen, der duer trusler og andre korrekte virkemidler bare ikke. Slet ikke, når jeg bare VED at den mindste laver scenen, hvis hun ikke får lov at spise morgenmad hjemme (selvom hun alligevel altid napper en gang morgenmad mere i børnehaven). Så derfor...
Mig: "Piger, hvis nu vi er superhurtige til at få tøj på og børstet tænder, så kører vi op til bageren og køber en bolle til morgenmad!?"
Freya og Asta (i kor nærmest): "Så skal det også være dem med chokolade!!!"
Mig: "Ok, bare i skynder jer".
Freya og Asta: "Og kakaomælk...!"
Mig: "Selvfølgelig, bare i skynder jer"
(de kalder mig ikke papegøjen endnu, men det kan ikke vare længe... "bare i skynder jer").
Og således kom vi alle tre ud af døren i løbet af nul komma fem.
Behøver jeg fortælle, at pigerne synes det er fantastisk, når vi kommer alt for sent op? Og at de elsker bestikkelse!?
Faktisk kom vi så sent op, at vi slet ikke havde tid til at få tøj på. Vi burde bare være suset ud af døren i nattøjet.
Så er det godt, at der findes bestikkelse! For sådan en morgen, der duer trusler og andre korrekte virkemidler bare ikke. Slet ikke, når jeg bare VED at den mindste laver scenen, hvis hun ikke får lov at spise morgenmad hjemme (selvom hun alligevel altid napper en gang morgenmad mere i børnehaven). Så derfor...
Mig: "Piger, hvis nu vi er superhurtige til at få tøj på og børstet tænder, så kører vi op til bageren og køber en bolle til morgenmad!?"
Freya og Asta (i kor nærmest): "Så skal det også være dem med chokolade!!!"
Mig: "Ok, bare i skynder jer".
Freya og Asta: "Og kakaomælk...!"
Mig: "Selvfølgelig, bare i skynder jer"
(de kalder mig ikke papegøjen endnu, men det kan ikke vare længe... "bare i skynder jer").
Og således kom vi alle tre ud af døren i løbet af nul komma fem.
Behøver jeg fortælle, at pigerne synes det er fantastisk, når vi kommer alt for sent op? Og at de elsker bestikkelse!?
tirsdag den 7. juni 2011
Så træt...
Jeg er så træt, at jeg slet ikke fatter, hvorfor i alverden jeg ikke ligger i min seng og sover de trættes søvn? Men det er nok bare fordi, jeg er så træt!?
mandag den 6. juni 2011
Vandkamp og skybrud
Det har været en varm og lummer dag i dag. En varm dag på kontoret. En dag hvor vinduerne rulles helt ned i bilen, så den lune vind kan storme i gennem og ruske i vores hår. En dag, som næsten er uudholdelig. Hvor jeg bare glæder mig til at komme hjem og smide mig i skyggen af træet.
Men sådan en lummer dag er også en dag, som byder på vandkamp med fornøjede hvin fra de vandglade børn. Så jeg selv bliver helt fornøjet.
Hvis du undres? Så ja, Freya var blå i hovedet. Hun var blevet malet så fint i fritten. Faktisk var hun en Avatar. Men meget snart var håret også blåt. Faktisk var alt til sidst blåt.
Men efter sådan en dag, så er jeg klar til det store brag! Alt på terrassen er pakket sammen og lagt ned.
Så nu venter jeg bare... Venter på at himlen åbner for sluserne og lader vandet vælte ned i kaskader. Venter på at lyn og torden vil buldre henover himlen. Naturens kræfter er imponerende og respektindgydende - og jeg fascineres og elsker det!
Men nu blitzer det i det fjerne. Jeg vil trisse hen i døråbningen til terrassen og indsnuse aftenduften af uvejret, der er på vej.
Men sådan en lummer dag er også en dag, som byder på vandkamp med fornøjede hvin fra de vandglade børn. Så jeg selv bliver helt fornøjet.
Hvis du undres? Så ja, Freya var blå i hovedet. Hun var blevet malet så fint i fritten. Faktisk var hun en Avatar. Men meget snart var håret også blåt. Faktisk var alt til sidst blåt.
Men efter sådan en dag, så er jeg klar til det store brag! Alt på terrassen er pakket sammen og lagt ned.
Så nu venter jeg bare... Venter på at himlen åbner for sluserne og lader vandet vælte ned i kaskader. Venter på at lyn og torden vil buldre henover himlen. Naturens kræfter er imponerende og respektindgydende - og jeg fascineres og elsker det!
Men nu blitzer det i det fjerne. Jeg vil trisse hen i døråbningen til terrassen og indsnuse aftenduften af uvejret, der er på vej.
lørdag den 4. juni 2011
Det er bare billeder...
Vi har bare haft den lækreste weekend!
Lækre børn i lange baner og god mad over grill. Aftenhygge, skumfiduser over bål og smukke blomster. Heste, rideture og strand. Og ikke mindst superdejligt selskab og det skønneste sommervejr.
Er det nødvendigt at sige mere?
Lækre børn i lange baner og god mad over grill. Aftenhygge, skumfiduser over bål og smukke blomster. Heste, rideture og strand. Og ikke mindst superdejligt selskab og det skønneste sommervejr.
Er det nødvendigt at sige mere?
Abonner på:
Kommentarer (Atom)